Goebbels’ endelige løsning

Joseph Goebbels’ ”Wollt ihr den totalen Krieg?” er en af de mest forfærdende taler i verdenshistorien. Den er engagerende, veldisponeret og iscenesat af en af de dygtigste propagandister der nogensinde har levet. Og den repræsenterer et så kynisk og forkvaklet menneskesyn at man får åndenød af at læse den selv i dag.

Goebbels’ endelige løsning

Hanne Roer

Propagandaminister Joseph Goebbels holdt 18. februar 1943 en to timer lang tale i Berliner Sportpalast foran et stort og nøje udvalgt publikum af partimedlemmer, loyale berlinere og heroiske krigsinvalider. De mange tilhørere var instrueret i at komme med de rette tilråb såsom ”Heil Hitler” og ”Juden raus”, og i det hele taget var talen en stærkt iscenesat begivenhed der skulle overbevise ikke bare de tilstedeværende, men også de mange der med et par timers forsinkelse hørte Goebbels’ tale over radioen, om at Det tredje Rige var stærkere end nogensinde. De to timers forsinkelse var kalkuleret, for det gav Goebbels og hans folk lejlighed til at indlægge flere klapsalver og tilråb.

Talen blev også filmet og vist i uddrag i biografernes ’Wochenschau’. Bannerne langs væggene og over talerstolen satte derfor også for dem der ikke var til stede ved afholdelsen, visuel streg under Goebbels’ pointer, såsom ”Totaler Krieg – kürzester Krieg” (Total krig – korteste krig).

Nedtoner nederlaget for at bevare krigsmodet

Om de forhutlede tyske soldater ved fronterne eller de skeptiske nazister i partitoppen lod sig overbevise om Tysklands styrke, ved vi ikke. Goebbels’ bedre informerede tredje modtagergruppe; de allierede og især englænderne – som han åbenlyst udfordrer til slut i talens voldsomme klimaks – havde derimod god grund til at betvivle Goebbels’ påstand. Tyskerne havde lidt et katastrofalt nederlag ved Stalingrad i januar 1943, og efter måneders belejring af byen og ufattelige dødstal fulgte den endelige kapitulation 2. februar.

Goebbels selv vidste (det fremgår af hans dagbøger) at Tyskland omtrent havde tabt sin tofrontskrig, men talen i Sportpalast er på ingen måde en apologi. Hitler havde overladt det til Goebbels at give en kort tale lige efter nederlaget hvor Goebbels nedtonede de virkelige begivenheder til fordel for tågede vendinger. Goebbels fik Hitler til at fravige kravet om en uges landesorg fordi han ikke ville fratage tyskerne krigsmodet.

Annons

Den store tale i Sportpalast var således forberedt over et par uger og havde det mål at tilsløre nederlagets omfang og opfordre tyskerne til fortsat kamp. Goebbels omtaler ikke direkte nederlaget ved Stalingrad, men taler i mytologiske vendinger om ”svagheder og styrker”, ”svære tider i øst”, ”den fulde sandhed” og ”truslen fra sletten”, som fx her:

”Steppens stormløb mod vores ærværdige kontinent er brudt løs med en kraft der stiller alle menneskelige og historiske forestillinger i skyggen. Den tyske værnemagt danner sammen med sine forbundsfæller den eneste overhovedet tænkelige beskyttelsesmur mod den.”

Bag alle fjender står den samme skurkeskikkelse

Her tidligt i talen skitserer Goebbels den skarpe opdeling mellem det slaviske og – skal det hurtigt vise sig – jødiske degenererede Østeuropa og det ophøjede Vesten med den ariske race der skal redde europæisk civilisation. England og de andre allierede har svigtet denne ædle opgave, og her er det også jøderne der står bagved og er de egentlige skurke:
”Bolsjevismens mål er jødernes verdensrevolution! De ønsker at føre kaos ind over riget og over Europa for at oprette deres internationale, som bolsjevisme forklædte kapita-listiske tyranni oven på den opståede håbløshed og fortvivlelse hos befolkningerne [buh-råb og andre tilråb].”

Dette er Goebbels’ dogme nr. et: Jøderne er den onde kraft der står bag alle Tysklands fjender. Og det gælder både kommunisterne i Sovjet og kapitalisterne i vest. De er den altoverskyggende trussel, et hungersnødens spøgelse (som Goebbels siger et andet sted i talen) – ja, de er den djævelske komponent:

”Her viser sig den internationa-le jødedom som dekompositionens djævelske ferment der føler en ligefrem kynisk tilfredsstillelse ved at styrte verden i den dybeste uorden og dermed gennemføre undergangen for årtusindgamle kulturer hvoraf de aldrig har haft en indre andel.”

Tyskerne skal bringe det ultimative offer selv om krigen er håbløs

Goebbels’ frækhed gør en næsten åndeløs: Jøderne fraskrives al ret til den vestlige kultur. Goebbels ignore-rer slet og ret at den jødisk-kristne tradition er grundlaget for europæisk kultur; nazisterne hævdede generelt at ”det ariske folk” (en ren konstruktion) opstod i en endnu ældre urtid og stod over alle andre kulturer.

Goebbels lader hånt om historisk korrekthed, han forenkler, forvrænger og lyver. Alle tænkelige normer for redelighed er tilsidesat, og i stedet opstår en mytisk fortælling om den ariske races ophøjede mission for at udrydde den inkarnerede ondskab.

Disse modsætninger spilles ud med variationer gennem den lange tale, men der er ikke nogen egentlig argumentation. Der er kun påstande uden belæg, associerende gentagelser der forbinder de mange påstande om jødernes skyld, og et billedsprog der tegner et billede af publikum som hjælpeløse børn, en passiv masse som skal ledes af Føreren på den rette vej.

Talen falder i to dele hvor de første ca. 12 sider kredser om jøderne som den besmittelse der nedbryder den perfekte orden, dvs. det ideelle ariske hierarki med Føreren i toppen. I talens sidste halvdel bevæger Goebbels sig ind på emnet krig og det som han anser for det eneste der kan afværge faren for det rene tyske rige: den totale krig. Begrebet går tilbage til det 19. århundrede, men får en særlig morbid karakter hos Goebbels der til slut i de 10 spørgsmål til publikum (oversat nedenfor) i realiteten beder tyskerne om at ofre sig selv i en håbløs krig.

”Goebbels’ perverterede messe”

Goebbels agerer til slut som en præst der i en parodi på gudstjenesten fører menigheden frem til en ekstatisk edsaflæggelse, en trosbekendelse til nazismen, Føreren og krigen. Hvor katolicismen i lighed med de andre verdensreligioner har både en moral og en etik i direkte forlængelse af trosdogmerne, taler Goebbels reelt for det modsatte: en kynisk voldsanvendelse uden respekt for det enkelte liv hvor Gud er erstattet af Føreren.

Goebbels beundrede den katolske kirkes evne til at mobilisere folks mest passionerede følelser til fordel for en fælles sag (det var jo den der med mission for øje grundlagde institutionen for troens udbredelse, ‘Propaganda fide’’, i 1622). Ordet ”fanatisk” bruges flere gange i talen hvor folk opfordres til at følge Førerens bud i blind fanatisme.

Talen slutter med de 10 berygtede spørgsmål til publikum der henført giver deres tilsagn. De første fem udfordrer englænderne ved at mane folk til at benægte englændernes tro på at Tyskland har givet op. De sidste fem spørgsmål udfordrer publikum til at give de største ofre, både ved fronten og i Tyskland, og ret beset får Goebbels tilhørerne til jublende at love det ultimative offer: den rensende død i krigen.

Goebbels samler op i en afslutning der først er lidt lavmælt i forhold til de 10 ekstatiske spørgsmål – som han råber ud med den høje, lidt knækkende diktatorstemme som vi også kender fra Mussolini og Hitler. Men så vender ophidselsen tilbage i et sidste klimaks: ”Nun Volk, steh’ auf – und Sturm, brich los!” (Rejs jer nu, folk, og lad stormen bryde løs!).

I ordet ”Volk” samles det allervigtigste i Goebbels’ propaganda, den strøm af manipulerende taler og skrifter der i de forgangne 12 år havde flydt ud fra hans propagandaministerium i Friedrichstrasse i Berlin. ‘Folket’ er det ophøjede mytiske væsen hvis enhed kun kan sikres hvis den adskillende kraft, inkarneret af jøderne, udrenses en gang for alle.

Goebbels ender med at gøre tyskerne til syndebuk

Selv om Goebbels nok løj for publikum om krigens tilstand, ja, så var han formodentlig overbevist om at tyskerne nu fortjente at dø eftersom de ikke havde levet op til det ariske folks mission og dermed havde skuffet Føreren.

Jøderne var åbenlyst nazismens syndebuk, den uddrivelsesfigur der skulle gøre tyskerne til ”ein Stück Volk” . Nazismen byggede på førerkulten og syndebukstanken som Hitler havde fremstillet i Mein Kampf allerede i 1925/26. Endskønt bogen solgte i millioner i Tyskland i 1930’erne, tog kun få i Vesten den alvorligt før det var for sent. Kenneth Burke var med sin artikel ”The Rhetoric of Hitler’s Battle” fra 1939 en af få. Han gennemskuede den pseudoreligiøse mytologi og de sociale urmekanismer som for Burke består i længslen mod et fuldendt hierarki der kun kan opnås ved uddrivelsen af de onde elementer (som bukken der sendes ud i ørkenen i Det Gamle Testamente). ”Die Endlösung”, den fuldstændige udryddelse af jøderne vedtaget i 1941, var nazisternes forsøg på at opnå den ultimative enhed, en ren identifikation uden splittende elementer.

Men syndebuksdogmet fik endnu et twist mod slutningen af krigen hos Goebbels og Hitler der i erkendelsen af nederlaget fandt det logisk at tyskerne skulle ofre sig selv. De havde ikke været i stand til at rense riget ved at fjerne jøderne og besejre fjenderne; altså fortjente de kun at blive ofret på krigens altopslugende alter. Goebbels’ propagandamaskine havde i årevis indoktrineret tyskerne i en grad så de måtte svare ja til dette sidste tilbud hvor syndebukspilen pludselig vendte sig mod dem selv.

Uddrag af Joseph Goebbels’ “Wollt ihr den totalen Krieg?”
Talen blev holdt 18. februar 1943 i Berliner Sportpalast.

Englænderne påstår at det tyske Folk har tabt troen på sejren. Jeg spørger jer: Tror I med Føreren og med os på det tyske folks endegyldige og totale sejr? Jeg spørger jer: Er I besluttet på at følge Føreren gennem tykt og tyndt i kampen for sejren og også på at påtage jer de tungeste personlige byrder? [stormende bifald, Sieg Heil-tilråb etc.]

For det andet: Englænderne hævder at det tyske folk er trætte af kampen.

Jeg spørger jer: Er I beredte på at stå med føreren som hjemlandets falanks bag den kæmpende værnemagt og fortsætte denne kamp med vild beslutsomhed og gå ufortrødent gennem alt hvad skæbnen tilskikker os, indtil sejren er i vore hænder?

For det tredje: Englænderne hævder at det tyske folk ikke længere har lyst til at påtage sig det omsiggribende krigsarbejde som regeringen fordrer af dem.

Jeg spørger jer: Er I og det tyske folk besluttede på, hvis føreren befaler det, at arbejde ti, tolv og hvis nødvendigt fjorten og seksten timer om dagen og på at give det sidste for sejren?

For det fjerde: Englænderne hævder at det tyske folk er imod regeringens krigsmålsætninger. At det ikke vil den totale krig, men ønsker overgivelse [tilråb: ”Aldrig! Aldrig! Aldrig!”]. Jeg spørger jer: Vil I den totale krig? Vil I, hvis nødvendigt, at den skal være mere total og radikal end vi overhovedet kan forestille os den i dag?

For det femte: Englænderne hævder at det tyske folk har tabt deres tillid til Føreren.

Jeg spørger jer: Er jeres tillid til Føreren i dag større, dybere og mere standhaftig end nogensinde? Er jeres villighed til at følge ham i alle hans veje og at gøre alt hvad I kan for at bringe krigen til en sejrrig afslutning, absolut og ubegrænset? [Publikum hæver sig som én mand. Mængdens begejstring giver sig til kende i hidtil uset grad. Et brølekor af mange tusinde bruser gennem salen: ”Føreren befaler, vi følger!” En bølge af Heil-råb for føreren bruser ud og vil ikke aftage. Som på kommando hæves nu fanerne og vimplerne, det højeste udtryk for et højtideligt øjeblik, idet mængden hylder Føreren.]

Jeg spørger jer som det sjette: Er I beredte på fra nu af at sætte al jeres kraft ind og stille de mennesker og våben til rådighed for Østfronten som behøves for at give bolsjevismen dødsstødet?

Jeg spørger jer som det syvende: Lover I som en hellig ed at hjemlandet står bag fronten med stærk moral og vil give alt hvad den skal bruge i kampen for sejr?

Jeg spørger jer som det ottende: Vil I, især jer kvinder, at regeringen sørger for at også den tyske kvinde bruger hele sin kraft på at stille sig til rådighed for krigsførelse og overalt hvor det er muligt, træder ind, så mænd kan gøres fri til kamp – og dermed hjælpe deres mænd på fronten?

Jeg spørger jer som det niende: Billiger I, hvis nødvendigt, de mest radikale foranstaltninger mod en lille kreds af krystere og slyngler der midt i krigen leger fred og vil udnytte folkets nød til egoistiske formål? Er I indforståede med at den som undslår sig krigen, mister sit hoved?

Jeg spørger jer som det tiende og sidste: Vil I have at der ligesom i opbygningen af det nationalsocialistiske partiprogram også i krigen hersker lige rettigheder og lige pligter, sådan at hjemlandet solidarisk kan tage krigens byrder på sine skuldre, og at de er fordelt på samme måde mellem høj og lav og fattig og rig?” R