Stefan Iversen

Dekorum og fortælling: Trump, Clinton og “the deplorables”

Forestillinger om dekorum har i hvert fald siden Cicero stået centralt i uddannelsen af offentlige talere såvel som i refleksionerne over, hvad offentlige samtale er eller bør være. Det aktuelle medielandskab er rigt på følelsesladede debatter om, hvad der er passende; i mange af tidens debatter udgør spørgsmål om det passende ikke marginale perspektiver på diskussionen af en sag, men er i stedet det, som debatten handler om. Denne artikel undersøger aspekter af anklager om brud på dekorum. Det sker ud fra antagelsen om, at kategoria ofte følger narrative logikker: En anklage kan retrospektivt fortælle historien om et brud på dekorum, mens den prospektivt kan bruge denne fortælling til at konstituere en identitet. Artiklen tager som sin genstand Trump 2016-kampagnens anklager mod Hillary Clintons kampagne i kølvandet på Clintons udsagn om, at halvdelen af Trumps potentielle vælgere kunne betragtes som overflødige eller uacceptable (”deplorable”).

Abstract

Title ”Decorum and Narration: Trump, Clinton and ’the Deplorables’”
Abstract At least since Cicero, the notion of decorum has been a key element in the education of public speakers as well as in the reflections on what public speaking is or should be. The current media climate seems saturated with emotional debates about appropriateness, debates where the questions of what is fitting is not relegated to the margins but rather situated at the very heart of what the debate is about. This article investigates aspects of accusations of breached decorum, guided by the assumption that this type of kategoria often follows a narrative logic: accusations retrospectively tell a story about a breach of decorum while prospectively using this story to constitute group identities. The objects of the study are artefacts from the Trump campaign’s accusations of breaches of decorum, following from Clinton’s statement that half of the potential Trump voters could be considered deplorable.

Keywords

narrative rhetoric, kategoria, decorum, the deplorables, Trump

artikeln
Ingår i: Rhetorica Scandinavica 78, 2018
Abstract s 12· Artikel s 87-98
 https://doi.org/10.52610/WRYI5517

Om skribenten

Stefan Iversen er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.

Fulltext:

Dekorum har siden antikken udgjort et nøglebegreb i uddannelsen af offentlige talere (rhetorica utens) og i refleksionerne over, hvad offentlig tale er eller bør være (rhetorica docens): ”[N]o idea was more carefully worked out in rhetorical theory nor more universally acclaimed; everyone writing about rhetoric touches on it in one way or another”[1]. Aktuel kommunikation, særligt som den udspiller sig på nye medieplatforme, forekommer besat af følelsesladede diskussioner af det passende; diskussioner, som tilsyneladende ikke udspiller sig i debatter margener, men i stedet synes centrale for måderne, hvorpå indflydelse opnås og udfordres.

Et eksempel var den debat, der rejste sig, da Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjbjerg i en Facebook-post tirsdag den 14. marts 2017 postede et billede af en kage, pyntet med tallet ”50”, angiveligt for at markere regeringens halvtredsindstyvende stramning inden for flygtningeområdet. Markeringen afstedkom en strøm af følelsesladede reaktioner, fx denne fra socialdemokraten Dan Jørgensen: ”Efter min mening [er det] upassende og mangel på respekt for, hvor alvorligt et politisk spørgsmål det handler om”[2]. Jørgensens udfald mod brud på dekorum er et eksempel på det, der typisk betegnes enten kategoria – ”the Greek noun kategoria signifies ‘an accusation, charge’”[3] eller et ”persuasive attack”, hvilket følge Benoit er ”another phrase for accusations, criticisms, complaints”[4]. Med afsæt i studiet af narrativ retorik[5] sætter jeg mig i det følgende for at undersøge et bestemt aspekt ved beskyldninger for brud på dekorum ud fra en antagelse om, at kategoria ofte følger en narrativ logik: Indekorumanklager kan kombinere retrospektiv tellability[6] med prospektiv konstitution. Som talehandlinger kan de dels gribe tilbage til og fortælle en historie om brud på gældende normer, dels pege frem mod styrkelsen eller dannelsen af et identitetsfællesskab, som skabes af fortællingen. Artiklen tager som sin analysegenstand artefakter fra en central og særdeles følelsesladet udveksling i den amerikanske præsidentvalgkamp 2016, nemlig Trump-kampagnens anklage om dekorumbrud som reaktion på Hillary Clintons påstand om, at halvdelen af Trumps vælgere kunne betegnes som overflødige eller uacceptable (”deplorables”). Det er målet at vise, hvordan Trumps anklage for indekorum kombinerer en retrospektiv fortælling om et overgreb med en prospektiv fortælling om en kollektiv identitet, som tilskrives en fortid, en nutid og en potentielt handlekraftig fremtid.

Dekorum, tekst og liv

Hvad indebærer det at anklage nogen eller noget for at være upassende? Jeg vil nærme mig et svar ved at opholde mig kort ved nogle af de centrale bud på, hvad dekorum er. Hos Cicero finder man en af de tidligste og fortsat en af de mest nuancerede diskussioner af dekorums forskellige betydninger og funktioner. Hans måske vigtigste pointe ligger i kim i den kendte formulering ”In an oration, as in life, nothing is harder than to determine what is appropriate”[7]. Den centrale indsigt hos Cicero her er ikke, at det kan være særdeles vanskeligt at opføre sig passende, men snarere at diskussioner om det passende angår to forskellige sfærer, nemlig talens og livets; spørgsmål om det passende drejer sig både om ”oration” og om ”life”. Traditionelt har retorisk kritik fokuseret på den første del af denne dobbelte udpegning og interesseret sig for dekorum som spørgsmål om, hvordan man tilpasser sin ”oration”, sin tekst eller tale, til en given situations krav og forventninger. Opfattelsen af dekorum som et sådant teknisk eller stilistisk fænomen udfoldes i De Oratores beskrivelser af de fire stilistiske dyder. For at virke mest mulig overbevisende bør en retor tale ”in pure Latin, with perspicuity, with gracefulness, and with aptitude and congruity (decore) to the subject in question”[8]. Den fjerde stilistiske dyd, dekorum, opnås ved at tilpasse sig situationens krav, ikke ved at følge et sæt af generelle regler, hvorfor dekorum ”in oration” har fleksibilitet og tilpasningsevne blandt sine vigtigste egenskaber.[9]

Nyere retorisk kritik har, ansporet især af Michael Leff’s gentænkning af dekorumbegrebet i ”The Habitation of Rhetoric” (1987), rettet opmærksomheden mod den anden del af Cicerocitatet og undersøgt nogle af måderne, hvorpå dekorum handler, ikke om det, der er passende i teksten, men om det, der er passende i livet. Daniel Kaputs sondrer mellem et æstetisk og et etisk niveau for diskussioner af dekorum[10], mens Ethan Stoneman i en lignende skelnen fremhæver, hvordan dekorum dels har at gøre med ”conventional rules of composition” (det tekstlige, tekniske niveau), dels har at gøre med ”system[s] governing any particular configuration of the appropriate” (det systemiske, etiske niveau)[11]. Det er på dette systemiske eller etiske niveau, hævder Stoneman via en læsning af Rancieres ”implicit theory of indecorum”[12], at man finder dekorums politiske og potentielt subversive aspekter. Det er også på dette niveau, at dekorum “extends from and advocates for particular ideological commitments – standards of appropriateness that make some topoi, modalities of communication, and subject positions appropriate while invalidating other”[13]. Cicero reflekterer selv over denne anden betydning af dekorum i De Officiis¸ hvor han udnævner temperance (“the orderliness and moderation of everything that is said and done, wherein consist temperance and self-control”[14]) til at være en af livets fire dyder. Temperance eller dekorum er her både en dyd i sig selv og en form for metadyd: Den handler i sig selv om behovet for at balancere fornuft og tilbøjeligheder, hvilket samtidig fungerer som en metadyd for alle dyder: ”[D]ecorum accounts for ‘moderation in all things’ because there is a certain element of propriety perceptible in every act of moral rectitude”[15].

Diskussioner af det passende og det upassende relaterer sig således både til talen, drevet af en relativerende impuls om at bruge den rette teknik til at tilpasse sig et specifikt publikums forventninger, og til livet og dets mulige subjektpositioner samt dets forventninger om etisk konsistens og eksistentiel kohærens over tid. Denne skelnen mellem dekorums tekniske og systemiske aspekter giver et udgangspunkt for at sige noget mere præcist om, hvordan konkrete forhandlinger af dekorum, herunder anklager for brud på dekorum, udspiller sig. Jeg vælger i den følgende sammenhæng (også for overskuelighedens skyld) at skelne mellem tre forhold, som har betydning for sådanne anklagers former og funktioner.

For det første retter anklager for brud på dekorum sig mod både et teknisk og et systemisk/eksistentielt niveau. Denne form for kategoria kritiserer både egenskaber ved en semiotisk genstand (teksten, talen) og egenskaber ved retor, som ytrer sig gennem genstanden. Udpegningen af noget som passende eller upassende består derfor hverken udelukkende af en æstetisk dom over en tekst eller udelukkende af en moralsk eller politisk dom over en person, men snarere af en normativ kombination af begge dele.

For det andet bliver dekorum som hovedregel kun synligt, når det ikke længere overholdes, eller som Lanham formulerer det: “We know decorum is present when we don’t notice it, and vice versa”[16]. Det er i særlig grad via anklager om brud på dekorum, at dekorums usagte normer, både de tekstlige og de systemiske, kommer for en dag. Heraf følger, at anklager om indekorum indebærer (og i reglen simpelthen fremtræder som) kampe om værdier og normer.

For det tredje udfolder anklager for indekorum sig i et felt mellem ureflekteret affekt og normativ smagsdom. Det upassende er upassende derved, at det opleves som ude af balance i forhold til latente normer og værdier. Reaktionen på disse normbrud viser sig typisk i og som affekt. Normative domme over tekster og individer som upassende udgår fra og rummer spor af følelser af ofte decideret kropsligt ubehag.

Det er med disse tre ideer om dekorum, jeg sætter mig for at undersøge et aspekt af forholdet mellem kategoria og brugen af retrospektive og prospektive fortællinger i en af de mange udvekslinger mellem Trump og Clinton under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016. Først er det nødvendigt at se nærmere på, hvordan anklager for indekorum kan forbindes med fortællingers former og funktioner. [17]

Retrospektion og prospektion

Siden Alasdair MacIntyres og Paul Ricouers arbejde i de tidlige 1980’ere er det velkendt, at fortællingens evner til at binde hændelser sammen i meningsfulde helheder er afgørende for vores evner til at opfatte egne og andres handlinger og tilværelser som havende mening og sammenhæng. Walther Fishers narrative paradigme har som en af sine antagelser, at fortællingens opgave er at ”skabe orden i menneskelige oplevelser”[18], og at den er nødvendig ”for at etablere et meningsfuldt livs- og verdenssyn”[19]. Nyere, mere koncise formuleringer af lignende indsigter finder man hos David Herman, der i Storytelling and the Science of Mind (2013) taler for en ”personological” tilgang til studiet af fortællinger på tværs af medier og diskursformer. Han argumenterer for, at fortællinger hverken fungerer på et mikroskopisk eller et makroskopisk niveau, men netop på ”the molar level”[20], på det personliges niveau. Fortællinger handler først og sidst om menneskelige intentioner og grunde til handling; fortællingen er et “instrument for navigating human-scale environments for acting and interacting”[21] og “storytelling practices are inextricably interlinked with ascriptions of intentions to persons”[22]. Det er en grundlæggende præmis for disse ideer om fortællingens epistemologiske potentiale, at fortællingen adlyder et retrospektivt princip. Dens meningsdannelse er tilbageskuende, idet fortælleakten befinder sig efter de hændelser, der fortælles om. Hermans pointer om fortællinger som midler, hvormed vi tilskriver intentioner til egne og andres handlinger, trækker på Jerome Bruners ideer om fortællingens dobbelte funktion som dels noget, der fastholder normer og genkendelighed, dels noget, vi griber til i mødet med det uventede. Bruner skelner således mellem trivielle og mere interessante fortællinger ud fra graden af, i hvor grad det fortalte præsenterer et brud med normaliteten: “For to be worth telling, a tale must be about how an implicit canonical script has been breached, violated, or deviated from in a manner to do violence to what Hayden White calls the ”legitimacy” of the canonical script”[23]. Det er bruddet og det uventede, der gør nogle fortællinger mere påtrængende end andre. Fortællinger, der stræber efter at forklare usædvanlige og uselvfølgelige intentioner, påkalder sig mere opmærksomhed end fortællinger, der blot gentager det velkendte. Fortællinger lever af grænseoverskridelser, af normaliteters kollaps eller med Herman: “[N]arratives characteristically concern themselves not just with the processual but more specifically with disruption – transgressions of the expected or a least normal order of events”[24]. Fortælleteoretikere bruger termen “tellability” til at beskrive det fænomen, at nogle fortællinger har en højere grad af potentiel interesse for et publikum. Jo mere akut og vedkommende en fortælling forekommer, jo højere grad af tellability besidder den. Raphaël Baroni formulerer det således: “Tellability […] is dependent on the nature of specific incidents judged by storytellers to be significant or surprising and worthy of being reported in specific contexts, thus conferring a ‘point’ on the story”[25].

Med disse nedslag i aktuel fortælleforskning bliver det muligt at sige noget mere præcist om, hvordan i hvert fald nogle anklager for indekorum fungerer. Når man rejser en sådan anklage, så gør man det nemlig typisk i fortællingens retrospektive form: ”Har du hørt, at Støjberg bagte en kage, pyntede den med flag, lys og tallet ’50’, tog et billede af den og uploadede det til sin Facebook-konto, angiveligt for at fejre stramning nr. 50 i den danske indvandrerlovgivning?” Fremstillingen er retrospektiv, fordi den skuer tilbage mod tidligere hændelser, som ved hjælp af fortællingens kausale sammenstillinger tilskrives enhed og retning. Livtaget med formål og mening gør den til et paradigmatisk eksempel på fortællingens intime forhold til intentionalitet. Drivkraften i en sådan fortælling – som samtidig er det, der kan give denne slags fortællinger stort gennemslag i det aktuelle medialandskab – er netop normbruddet. Fortællinger om brud på det passende har derfor per automatik en meget høj grad af tellability. Deres betragtelige tiltrækningskraft skyldes, at de i deres valg af tematik direkte manifesterer en af fortællingens vigtigste funktioner, nemlig bevogtningen af det, jeg tidligere kaldte systemisk dekorum, det vil sige de usagte regler og normer, der aftegner subjektpositioner og giver sådanne positioner en form for permanens. Så vidt indekorumanklagers retrospektive tellability – nu skal det kort dreje sig om fortællingers muligheder for samtidigt at skue fremad og fremkalde fællesskaber, deres konstitutive prospektion.

Maurice Charland præsenterer i sin klassiske analyse af Quebec-borgenes kamp for selvstændighed en ide om retorik som konstitutiv, det vil sige som skabende eller fremkaldende de fænomener, den omtaler (hos Louis Althusser, som Charland trækker på, hedder det interpellerende). Fortællinger spiller ifølge Charland centrale roller i sådanne fremkaldelser, hvilket er særlig udtalt i forbindelse med gruppeidentiteter: ”Narratives lead us to construct and fill in coherent unified subjects out of temporally and spatially separate events”[26]. Gruppeidentiteter har ikke en egentlig eksistens, før de kaldes frem af fortællingerne om dem. Charland taler om gruppeidentiteter som ”ideological effects” af fortællinger, og han fremhæver tre af disse ideologiske effekter. Fortællingen, for det første, skaber et kollektivt subjekt: ”[I]t offers […] an ’ultimate’ identification permitting an overcoming or going beyond divisive individual or class interests and concerns”[27]. Gruppens subjekt, for det andet, fremstilles via en transhistorisk fortælling om det, hvilket dybest set er et tautologisk fænomen. Det kollektive subjekt, som nu forsøges talt frem, antages altid at have eksisteret: ”Time is collapsed as narrative identification occurs”[28]. Den tredje ideologiske effekt af fortællingen er, at den giver gruppen og dens medlemmer en ”illusion of freedom”[29]: “[The group], precisely because they are subjects within a text, within a narrative rhetoric, must follow the logic of the narrative”[30]. Fortællingens begyndelse og midte tilskriver gruppen og dens medlemmer en oplevelse af at have handlekraft, men i kraft af den allerede antydede slutning på fortællingen, er denne handlekraft ifølge Charland illusorisk: Det fremkaldte subjekt er kun frit til at bevæge sig mod det mål, som fremkaldelsen implicit eller eksplicit rummer. Pladsen er ikke til her at gå ind i diskussionerne af Charlands begreb om konstitutiv retorik (hvor konkret skal gruppeidentitet forstås i denne sammenhæng? Hvad er ikke konstitueret af fortællende diskurs?), blot skal det fastslås, at jeg abonnerer på en pragmatisk og relativt bred opfattelse af begrebet, der opfatter konstitution via fortællinger som et graduerbart fænomen, som i mere eller mindre grad influerer på alle former for fælles identifikationsprocesser. 

I det følgende vil jeg vise, hvordan ideerne om retrospektiv tellability og prospektiv konstitution kan kaste lys over det, som flere (blandt andre Clinton selv, jf. hendes What happened? (2017)) har peget på som en afgørende situation fra den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016.

”The deplorables”

I “Løgnens strategi” (2018) sammenfører Niels Bjerre-Poulsen pointer fra en række aktuelle udgivelser om Donald Trumps første tid som amerikansk præsident,[31] og det gennemgribende tema er ”normbrud”[32]. Diagnoserne af Trumps praksis som både teknisk upassende (hans tekster overskrider æstetiske grænser ved at være for affektbetonede, for private, for syntaktisk og semantisk fejlbehæftede) og systemisk upassende (hans adfærd overskrider etiske grænser ved at vise manglende selvkontrol, manglende sans for sandhed, manglende sans for etablerede subjektpositioner) ligger i forlængelse af 2016-valgkampens forsøg på at inddæmme og underkende Trumps tiltrækningskraft. Fra stort set alle sider af den etablerede presse, det politiske establishment og den intellektuelle elite blev personen Trump, såvel som Trumps retorik, stemplet som upassende. Historikeren Fukuyama slog fast, at “Trump may have fastened onto something real in American society, but he is a singularly inappropriate instrument for taking advantage of the reform moment”[33]. Avisen The New York Times har siden Trump blev kandidat til præsidentvalget i 2016 ført et regulært katalog over de ”People, Places and Things Donald Trump Has Insulted on Twitter”.[34] Mens det således ikke skorter på kategoria, rettet mod Trumps brud på dekorum, så vil jeg her rette opmærksomheden mod det modsatte. Det skal således dreje sig om en situation, hvor Trump taler fra den forurettedes position.

Den 9. september 2016, to måneder før valget, talte det Demokratiske partis kandidat til præsidentposten, Hillary Clinton, ved en privat fundraiser i New York City. Hendes tale var henvendt til et LGBT-publikum og bygget op omkring det potentielle tab af rettigheder og muligheder, som en eventuel sejr til Trump angiveligt ville føre med sig. ”I think we know what we’re up against”[35], sagde Clinton, og talte for nødvendigheden af at stemme, også selv om modpartens udtalte uduelige og upassende adfærd kunne se ud til at ville afgøre valget, før det fandt sted: 

I know there are only 60 days left to make our case — and don’t get complacent, don’t see the latest outrageous, offensive, inappropriate comment and think, well, he’s done this time. We are living in a volatile political environment. You know, to just be grossly generalistic, you could put half of Trump’s supporters into what I call the basket of deplorables. Right? The racist, sexist, homophobic, xenophobic, Islamaphobic — you name it.[36]

Udgangspunktet for Clintons tale var den just nævnte udpegning af Trumps person og af hans retorik (”comment”) som ”inappropriate”. Nyt var forskydningen fra den personbundne kategoria til en mere generaliseret og generaliserende anklage, der ikke rettede sig mod Trump, men mod ”Trump’s supporters”. Halvdelen af Trumps tilhængere hørte, mente Clinton, på grund af deres vrede og had vendt mod ikke-hvide, marginaliserede grupper, hjemme i ”the basket of deplorables”, kurven med de overflødige, de fortrydelige, de dårlige, de uacceptable. Talen var ikke den første lejlighed, hvor Clinton brugte udtrykket ”basket of deplorables”[37], men det blev den sidste. Udsagnet, som stemplede adskillige millioner vælgere som uduelige, blev mødt med hård kritik, og selv om kritikken ikke kun kom fra Trumps kampagne, så var det naturligt nok herfra, at den lød mest kraftigt. 

Trump-kampagnens folk var hurtige og konsekvente i deres transformation af Clintons generaliserede kategoria til et persuasivt angreb mod Clinton selv. Deres brug af kategoria er et paradigmatisk eksempel på, hvordan anklager for brud på dekorum kan tiltrække og forene et publikum ved hjælp af retrospektive og prospektive fortællinger. Allerede dagen efter Clintons tale brugte Trump Twitter til at skrive “Wow, Hillary Clinton was SO INSULTING to my supporters, millions of amazing, hard working people. I think it will cost her at the Polls!”. (@realDonaldTrump 10. September, 2016). Selv om Clinton senere samme dag delvist undskyldte (“Last night I was ‘grossly generalistic,’ and that’s never a good idea. I regret saying ‘half’ — that was wrong”[38]), så brugte Trump tre dage senere en hel tale på at udfolde sin anklage. Jeg citerer en central passage: 

Our support comes from every part of America, and every walk of life. We have the support of cops and soldiers, carpenters and welders, the young and the old, and millions of working class families who just want a better future. These were the people Hillary Clinton so viciously demonized. […] She called them a “basket of deplorables” in both a speech and an interview. She divides people into baskets as though they were objects, not human beings. […]

Hillary Clinton is an insider, supported by powerful insiders, attacking Americans who have no political power. Hillary Clinton spoke with hatred and derision for the people who make this country run. […] After months of hiding from the press, Hillary Clinton has revealed her true thoughts. She revealed herself to be a person who looks down on the proud citizens of our country as subjects for her to rule over. […]

Hillary Clinton believes she is above the law, that she is above accountability, and that she is above each and every one of you. Our campaign is about giving voice to the voiceless. It’s about representing the forgotten men and women of this country. If Hillary Clinton will not retract her comments in full, then I don’t see how she can credibly campaign.[39]

Passagens affektbetonede, dobbelte kritik af dels en tales, dels en talers forbrydelser mod dekorum er eksemplarisk for denne form for kategoria. På ét niveau retter kritikken sig mod en semiotisk genstand, mod Clinton-talens konkrete formuleringer. Trump påpeger det upassende ved talens hadefulde og latterliggørende udtryk, særligt dens ubalancerede dæmoniseringer, som kommer til udtryk i omtalen af mennesker som ”objects, not human beings”. Disse æstetiske domme over talens stilistiske niveau flettes sammen med domme på et andet niveau, nemlig domme over den retor, som ytrer sig gennem talen. Trumps tale investerer således megen energi i at udpege det upassende ved Clinton selv, hvilket især drejer sig om Clintons aktualisering af bestemte subjektpositioner: Hun er en ”insider, supported by powerful insiders”, som efter i lang tid at have gemt sig for pressen (”hide”) har afsløret sine sande intentioner; hun opfatter sig selv som hævet over almindelige mennesker (”look down”, ”rule over”, ”above each and every one”) og som hævet over både moralske og juridiske love. Trump bruger to modsætningspar (synlig / skjult; nede / oppe) til at karakterisere Clintons opfattelse af hendes egen rolle og funktion som systemisk upassende, som ude af etisk balance.

                      Interessant er det nu, hvordan disse normative domme, rettet mod æstetiske såvel som etiske forbrydelser, flettes sammen med fortællingens evne til at tiltrække opmærksomhed og fremmane sammenhold. Retrospektionen viser sig i den citerede passage, såvel som generelt i talen, i omhyggeligheden, hvormed Trump fremkalder faktualiteten af de hændelser, der ligger til grund for hans kategoria. Clintons udtalelse sættes i scene med noget, der ligner sportsudsendelsers ekstreme slowmotion: ”she called them”, ”Clinton spoke”, ”in both a speech and an interview”. Graden af tellability i genfortællingen af hændelserne er direkte proportional med graden af moralsk transgression i Clintons generaliserende fordømmelser. Trumps tale gør sig umage for gentagne gange at svare bekræftende på nyfigenhedens ”sagde hun virkelig det?”. Det konstitutive, fremadskuende, der i Charlands analyse af Quebec-borgerne etableres via positive valoriseringer, kommer i Trumps tale i stedet i stand ved hjælp af det, som Judith Butler kalder ”appropriating the degradation”[40]. Grebet, som kendes fra fx queer-bevægelsers retorik, består i at tage en nedsættende betegnelse og vende den til en positiv identifikationsmarkør. Clintons ”the deplorables” omstemmes således fra at udgrænse en foragtelig kaste af hadefulde skyldige til at udmærke en udvalgt gruppe af glemte og uretfærdigt marginaliserede ofre. Denne gruppes løst tegnede konturer samler sig om lavtlønnede arbejdere med korte uddannelser: ”cops and soldier, carpenters and welders, working class families.” Gruppen fortælles frem som de, der på den ene side “make this country run”, men som på den anden side har “no political power”. Det er disse ”proud citizens of our country”, som talen tiltaler direkte med sin brug af pronominet “you”, og som kampagnen indirekte tilbyder som identifikationsmulighed, idet den ved at repræsentere landets glemte ”men and women”, giver disse stemmeløse individer en stemme, ”[a] voice to the voiceless”. I denne fortællings lovning om at give stemme til de stemmeløse ligger et løfte om (valg)frihed og deliberativt potentiale; en valgfrihed, der på trods af sin dybest set illusoriske karakter, motiverer. At stemme på Trump bliver ensbetydende med en forestilling om at træde ud af glemslen og tavsheden og ind i den (retmæssige) rolle som samfundsbærende, en rolle, som fortællingen om ”The Deplorables” fremmarch konstruerer.

Afrunding

Der var noget næsten surrealistisk ved at se, hvordan en kandidat, hvis hele fremtræden blev udpeget som upassende af det passendes vogtere, måske skaffede sig en afgørende margin netop ved at udpege sin modkandidat som upassende. Min aspektualiserede læsning gør det ikke muligt at sige noget om effekten og virkningen af ”the deplorables” i valgets meget tætte afgørelse. Men uomgængeligt er det, at fortællingen om ”the deplorables” som stolte og flittige, men fattige og ringeagtede satte et markant aftryk på den sidste del af valgkampen, hvilket fx blev synliggjort i en strøm af merchandise (badges, T-shirts, krus, kuglepenne etc.) og en række kampagner på sociale medier med stort gennemslag. Clintons kommentarer til formuleringen og dens potentielle betydning for valgets udfald peger i forskellige retninger. I sin bog om præsidentvalget What happened? (2017) tilskrev hun udtalelsen en vigtig rolle; i et interview med CBS Sunday Morning i september 2017 sagde hun modsat, at “I’m sorry I gave him a political gift of any kind, but I don’t think that was determinative […because his supporters] were already energized”[41].

Artiklens formål var at vise, hvordan Trump-kampagnens anklage for indekorum kombinerer æstetiske og etiske domme og bruger fortællinger både retrospektivt og prospektivt til henholdsvis at vække interesse og fremmane fællesskaber. Meget mere kan siges om den enkelte case (hvordan hænger ”the deplorables” sammen med Trump-kampagnens øvrige omtaler af politiske modstandere? Hvordan bruger Trump kategoria i denne situation, såvel som mere generelt, til at kontrollere (opfattelserne af) retoriske situationer?), ligesom meget mere kan siges om den form for retorisk udveksling, som jeg vælger at se Trumps kategoria som et paradigmatisk eksempel på (er indekorumdomme altid eller blot ofte forbundet med retrospektion og/eller prospektion? Er konstitutiv retorik altid fortællende og altid værdiforhandlende? Er indekorumanklager en genre?). Spørgsmål som disse kalder på yderligere undersøgelser. I denne sammenhæng er det i første omgang håbet, at påpegningen af forbindelserne mellem fortællingens form, intentionalitet og normbrud kan være et skridt mod en forståelse af, ikke kun hvordan anklager for indekorum fungerer, men også hvorfor de tiltrækker sig så megen opmærksomhed og fylder så meget i aktuel retorik.

Litteratur

Baroni, Raphaël. ”Tellability.” I The Living Handbook of Narratology, redigeret af Peter Hühn. Hamburg: Hamburg University. Tilgået 21. oktober 2018: http://www.lhn.uni-hamburg.de/article/tellability.

Benoit, William L.. “Criticism of Actions and Character: Strategies for Persuasive Attack Extended.” Relevant Rhetoric 8 (2017): 1-17.

Bjerre-Poulsen, Niels. ”Løgnens strategi.” Ræson 33 (2018): 24-32..

Bruner, Jerome. ”The Narrative Construction of Reality.” Critical Inquiry 18, nr. 1 (1991): 1-21.

Butler, Judith. ”Performativity’s Social Magic.” I Bourdieu: A Critical Reader, redigeret af Richard Shusterman, 113-28. Malden, Mass., og Oxford: Blackwell Publishers, 1999.

Charland, Maurice. “Constitutive Rhetoric: The Case of the Peuple Québécois.” Quarterly Journal of Speech 73 (1987): 133–50.

Cicero. On Duties. Redigeret af M. T. Griffin og E. M. Atkins. Cambridge: Cambridge UP, 1991.

Cicero. On the Ideal Orator.Oversat af James M. May og Jakob Wisse, New York: Oxford UP, 2001.

Cicero. “Orator.” Cicero: Brutus and Orator. Oversat af H. M. Hubbell. New York: Harvard UP, 1952.

Clinton, Hillary Rodham, Private Fundraiser, 09-09-2016.

Clinton, Hillary Rodham. What Happened?. New York: Simon & Schuster, 2017.

Duerringer, Christopher M.. “Dis-Honoring the Dead: Negotiating Decorum in the Shadow of Sandy Hook.” Western Journal of Communication 80, nr. 1 (2016): 79–99.

Fisher, Walther R.. ”Narration som paradigme for menneskelig kommunikation.” Rhetorica Scandinavica 63 (2013): 12-38.

Fukuyama, Francis. ”American Political Decay or Renewal: The Meaning of the 2016 Election.” Foreign Affairs 95, nr. 4 (2016): 58-68.

Hansen, Jette Barnholdt. ”Decorum – ytringens sømmelighed.” RetorikMagasinet 77 (2010): 26-27.

Herman, David. Storytelling and the Sciences of Mind. Cambridge: MIT Press, 2013.

Herman, David. Basic Elements of Narrative. Chichester: Wiley-Blackwell, 2009.

Iversen, Stefan. “Narratives in Rhetorical Discourse.” I Handbook of Narratology, redigeret af Peter Hühn, et al., 575-87. Berlin og New York: De Gruyter, 2014.

Iversen, Stefan. “Fortællinger og retorik.” I Retorikkens aktualitet. Grundbog i retorisk kritik, redigeret af Marie Lund og Hanne Roer, 351-74. København: Hans Reitzels Forlag, 2014.

Iversen, Stefan. ”Narratives and Online Decorum: The Rhetoric of Mark Zuckerberg’s Personal Storytelling on Facebook.” Style 51, nr. 3 (2017): 374-90.

Jørgensen, Dan. ”Støjberg glider i dejen, når hun forsøger at skjule haltende politik med kage.” Politiken, 16. marts, 2017.

Kapust, Daniel. “Cicero on Decorum and the Morality of Rhetoric.” European Journal of Political Theory 10 (2011): 92–112.

Lanham, Richard A.. A Handlist of Rhetorical Terms. Berkeley: University of California Press, 2012.

Leff, Michael. ”The Habitation of Rhetoric.” Conference Proceedings – National Communication Association (1987): 1-8.

Ryan, Halford R.. “Kategoria and Apologia: On their Rhetorical Criticism as a Speech Set.” Quarterly Journal of Speech 68 (1982): 254-61.

Stoneman, Ethan. “Appropriate Indecorum Rhetoric and Aesthetics in the Political Theory of Jacques Rancière.” Philosophy and Rhetoric 44, nr. 2 (2011): 129–49.

Trump, Donald. “Address to the National Guard Association of the United States 138th General Conference & Exhibition at the Baltimore Convention Center in Baltimore, Maryland.” Baltimore, September 12, 2016. Citeret efter http://www.presidency.ucsb.edu/ws/index.php?pid=119205.

---

[1] Richard Lanham, A Handlist of Rhetorical Terms (Berkeley: University of California Press, 2012), 44.

[2] Dan Jørgensen, ”Støjberg glider i dejen, når hun forsøger at skjule haltende politik med kage,” Politiken, 16. marts 2017.

[3] Halford R. Ryan, “Kategoria and Apologia: On their Rhetorical Criticism as a Speech Set,” Quarterly Journal of Speech 68, nr. 3 (1982): 255.

[4] William L. Benoit, “Criticism of Actions and Character: Strategies for Persuasive Attack Extended,” Relevant Rhetoric 8 (2017): 1.

[5] Se Stefan Iversen, “Narratives in Rhetorical Discourse,” i Handbook of Narratology, red. Peter Hühn, et al., 575-87 (Berlin og New York: De Gruyter, 2014) og Stefan Iversen, “Fortællinger og retorik,” i Retorikkens aktualitet, red. Marie Lund og Hanne Roer, 351-74 (København: Hans Reitzels Forlag, 2014).

[6] Den engelske neologisme tellability, som er svær at oversætte direkte til dansk (et forsigtigt bud kunne være “fortællelighed”), uddybes nedenfor.

[7] Cicero, “Orator,” i Cicero: Brutus and Orator, overs. H. M. Hubbell (New York: Harvard UP, 1952).

[8] Cicero, On the Ideal Orator,overs. James M. May og Jakob Wisse (New York: Oxford UP, 2001).

[9] Termen aptum bruges ofte i forbindelse med opfattelsen af dekorum som stildyd, jf. Hansen, der fremhæver, hvordan Quintilian udlægger aptum som ”den tilpasning til tilhørerne, der er hensigtsmæssig i forhold til retor selv, og som fremmer overtalelseseffekten hos publikum.” (Jette Barnholdt Hansen, ”Decorum – ytringens sømmelighed,” RetorikMagasinet 77 (2010): 26).

[10] Daniel Kaputs, “Cicero on Decorum and the Morality of Rhetoric,” European Journal of Political Theory 10 (2011).

[11] Ethan Stoneman, “Appropriate Indecorum Rhetoric and Aesthetics in the Political Theory of Jacques Rancière,” Philosophy and Rhetoric 44, nr. 2 (2011): 132.

[12] Ibid, 131.

[13] Christopher M. Duerringer, “Dis-Honoring the Dead: Negotiating Decorum in the Shadow of Sandy Hook,” Western Journal of Communication 80, nr. 1 (2016): 84.

[14] Cicero, On Duties, red. M.T. Griffin og E. M. Atkins (Cambridge: Cambridge UP, 1991).

[15] Ibid.

[16] Lanham, A Handlist of Rhetorical Terms, 44.

[17] Se Stefan Iversen,”Narratives and Online Decorum: The Rhetoric of Mark Zuckerberg’s Personal Storytelling on Facebook,” Style 51, nr. 3 (2017), for en beslægtet undersøgelse af forholdet mellem dekorum og fortællinger. 

[18] Walther R. Fisher, ”Narration som paradigme for menneskelig kommunikation,”Rhetorica Scandinavica 63 (2013): 19.

[19] Ibid., 19.

[20] David Herman, Storytelling and the Sciences of Mind (Cambridge, MIT Press, 2013), 81.

[21] Ibid. 83.

[22] Ibid. 23.

[23] Jerome Bruner, ”The Narrative Construction of Reality,” Critical Inquiry 18, nr. 1 (1991): 11.

[24] David Herman, Basic Elements of Narrative (Chichester: Wiley-Blackwell, 2009), 135.

[25] Raphaël Baroni, ”Tellability,” The Living Handbook of Narratology. http://www.lhn.uni-hamburg.de/article/tellability.

[26] Maurice Charland, “Constitutive Rhetoric: The Case of the Peuple Québécois,” Quarterly Journal of Speech 73 (1987): 139.

[27] Ibid. 139.

[28] Ibid. 140.

[29] Ibid. 141.

[30] Ibid. 141.

[31] Det drejer sig primært om David Frums Trumpocracy: The Corruption of the American Republic (2018), E.J. Dionne et al.s One Nation after Trump: A Guide for the Perplexed, the Disillusioned, the Desperate, and the Not-Yet Deported (2017) og Stephen Levitsky og Daniel Ziblatts How Democracies Die (2018).

[32] Niels Bjerre Poulsen, ”Løgnens stragegi,” Ræson 33 (2018): 23.

[33] Francis Fukuyama, ”American Political Decay or Renewal: The Meaning of the 2016 Election,” Foreign Affairs 95, nr. 4 (2016): 66.

[34] Kataloget tæller i skrivende stund (oktober 2018) 487 fornærmelser: https://www.nytimes.com/interactive/2016/01/28/upshot/donald-trump-twitter-insults.html?_r=0

[35] Hillary Clinton, tale ved privat fundraiser-arrangement september 2016, citeret fra New York Times, 10. september 2016: https://www.nytimes.com/2016/09/11/us/politics/hillary-clinton-basket-of-deplorables.html

[36] Ibid.

[37] Dagen inden brugte Clinton i et interview på israelsk tv en næsten enslydende formulering, og ved tidligere fundraisers brugte hun angiveligt lignende udtryk, jf. http://abcnews.go.com/Politics/hillary-clintons-basket-deplorables-line/story?id=42069200.

[38] Citeret fra New York Times, 11. september 2016: https://www.nytimes.com/2016/09/11/us/politics/hillary-clinton-basket-of-deplorables.html.

[39] Donald Trump, “Address to the National Guard Association of the United States 138th General Conference & Exhibition at the Baltimore Convention Center in Baltimore, Maryland,” Baltimore, 12. september 2016. Citeret efter http://www.presidency.ucsb.edu/ws/index.php?pid=119205.

[40] Judith Butler, ”Performativity’s Social Magic,” i Bourdieu: A Critical Reader, red. Richard Shusterman (Malden, Mass., og Oxford: Blackwell, 1999), 123.

[41] Citeret efter https://www.huffingtonpost.com/entry/clinton-trump-deplorables-2016-election_us_59b53bc2e4b0354e44126979.

Patos defineres vanligvis som de følelser, en tale fremkalder i et publikum. I artiklen “Pathos” i Encyclopedia of Rhetoric formulerer Lawrence Green det således: “In Greek rhetoric, the term referred variously to the state or condition of the human soul, usually as a result of er, at de forstår patos som en retorisk strategi, og de favoriserer dermed en traditionel, teknisk fortolkning af aristotelisk retorik. Begge definitioner er orienteret mod talerens aktivitet som rettet udad, mod en påvirkning af publikum, mens publikum er passivt og udsat for en overføring eller manipulation af følelser. Det, der imidlertid går tabt i sådanne fortolkninger, er en mere omfattende forståelse og anerkendelse af den komplekse dynamik mellem en taler og publikum i retoriske forhandlinger af følelser i konkrete retoriske situationer.