Efterretningstjenester verden over er ikke just kendt for at være snakkesalige eller servicemindede. Men et israelsk flyangreb i 2007 fik CIA ud af busken, og i fremtiden følger flere tjenester måske efter.
Efterretningstjenestens kommunikation er blevet offentlig
Nis Leerskov Mathiesen.
Verden vågnede op til en mystisk og dramatisk nyhed om morgenen den 6. september 2007. Syv israelske jagerfly var fløjet lavt over Middelhavet og trængt ind over grænsen, dybt ind i den syriske ørken. Det var en fjendtlig handling, den slags der kunne have startet en krig i alle mulige andre situationer.
Men i dagene og månederne efter var der tavst fra officielt hold, og ingen ville ud med hvad de israelske flys mission havde været. Syrerne nægtede først at der havde været et angreb, amerikanerne trak på skuldrene, og israelerne ville hverken be- eller afkræfte.
Men rygterne svirrede som en sandstorm i medier og blandt eksperter på nettet.
Langsomt men sikkert blev spekulationerne til en sammenhængende historie: De israelske fly havde bombet en næsten køreklar atomreaktor i nærheden af Eufrat-floden. Stadig ingen officielle be- eller afkræftelser. Det var ikke før journalisten Seymour Hersh skrev en stor artikel i The New Yorker i februar 2008 at der begyndte at ske noget.
Hersh baserede sin artikel på forskellige kilder, og hans vinkel var at israelerne og amerikanerne slet ikke var helt sikre på hvad det var de havde bombet i ørkenen. I april 2008 inviterede CIA derfor en udvalgt skare af journalister og eksperter til en lukket briefing. Her fremlagde de beviser for at det ganske rigtigt var en formodet reaktorbygning ved Al Kibar der var blevet ramt. En 11 minutter lang video med analysen blev efterfølgende lagt på nettet.
De spektakulære billeder inde fra bygningen og den overvældende vægt af de indicier der blev præsenteret, løb med overskrifterne, og den efterfølgende diskussion kom til at handle om Syrien, Nordkorea og Irans ulovlige forsøg på at skaffe sig kernevåben. Men i og for sig var det lige så spektakulært at CIA valgte at fremlægge sin bevisbyrde for offentligheden. Den form for direkte kommunikation fra en efterretningstjeneste har været et sjældent syn, men vi kommer højst sandsynligt til at få flere ’Al Kibar-øjeblikke’ i de kommende år.
Faktaboks:
Videoen som CIA offentliggjorde efter sin briefing om bombningen i Al Kibar, kan findes på internettet – blandt andet her: on.ft.com/rns7fu. Den er en nøgtern fremstilling af det nordkoreansk støttede byggeri, og den er sammensat af tekst og 3D-animationer samt stillfotos af selve reaktorbygningen. Videoen er en efterretningsmæssig analyse som primært argumenterer ud fra en række indicier. Tilsammen sandsynliggør disse at byggeriet virkelig var en atomreaktor som Nordkorea havde været med til at bygge.Grænsen mellem efterretning og beviser er flydende. Idealet hos mange efterretningsfolk er ’Adlai Stevenson-øjeblikket’, opkaldt efter USA’s FN-ambassadør der trak bukserne ned på sin sovjetiske modpart ved at vise hidtil ukendte luftfotos af missilramper på Cuba. Men det er sjældent at efterretning er så uafviseligt entydig. Efterretning handler ofte om hvad der vil ske, snarere end at være historisk konstaterende. Samtidig handler efterretning i stigende grad om modpartens intentioner der kan være svære at kvantificere.
Objektivitet frem for alt
For at forstå hvorfor CIA’s video og briefing var et tegn på noget nyt, må man selvfølgelig forstå hvor de vestlige efterretningstjenester kommer fra, og hvordan deres holdninger til ’offentligheden’ har ændret sig gradvist.
En af de mest indflydelsesrige efterretningstænkere i USA – og derfor også i den vestlige verden – var Sherman Kent. Han var ekstern lektor i historie på Yale University og sluttede sig til den amerikanske efterretningsverden i 1941 hvor han i årtierne efter var en central person i udviklingen af den unge, men hastigt voksende sektor. I dag bærer CIA’s interne uddannelsesinstitution Kents navn.
En central tanke hos Kent var at analytikere skulle holde en vis naturlig distance til politikere. Erfaringerne med Hitlers til tider katastrofale enmandsanalyse og Stalins frygtfremkaldte ensretning af selv de hemmeligste analyser var en god illustration af at politikere sjældent havde godt af at blive lukket ind i efterretningsprocessens maskinrum.
Derfor skrev Kent blandt andet i sit storværk Strategic Intelligence fra 1949:
”Efterretning udstikker ikke mål, udkaster ikke politikker, lægger ikke planer, udfører ikke operationer. Efterretning er forløber til alt dette, det udfører en servicefunktion. Dets job er at sørge for at de udførende er velinformerede (…) at henlede deres opmærksomhed på de stædige fakta som de måske forsømmer, og – på deres opfordring – at analysere alternative muligheder uden at indikere rigtige valg.”
Behov for at påvirke den offentlige mening
Den opfattelse af efterretningstjenesters analyseafdelinger som urokkeligt akademiske, apolitiske elfenbenstårne vækker genklang i de fleste vestlige lande. Den måde at tænke på offentlige instanser harmonerer simpelt hen bare godt med vores tanker om demokratiske statsbureaukratier, påvirket af den tyske samfundstænker Max Weber.
Sammen med kravet om hemmelighedskræmmeri i det daglige arbejde betød det at mange tjenester blev anonyme og næsten ansigtsløse organisationer med strenge kodekser og kulturer for ’objektivitet’.
Men én ting er idealer. Kents bog blev skrevet i en årrække hvor han ikke var aktiv i efterretningstjenesten, og den har mere karakter af en utopi end en beskrivelse. Efterretningstjenester har også kæmpet med og mod den politiske proces i vestlige lande – og dermed også haft behov for at påvirke ’den offentlige mening’. Det skyldes selvfølgelig den retoriske grundsituation: at de objektive sandheder som Kent synes var efterretningstjenesternes arbejdsfelt, sjældent er objektive, men altid kræver en udlægning. Der er sjældent én rigtig side at pege på når der skal tages beslutninger, og politikere søger håndfaste svar hos deres efterretningstjenester.
Historien er fyldt med situationer hvor vestlige tjenester har sat deres analyser i et specielt lys for at støtte eller modarbejde et politisk projekt. Det mest kendte eksempel i dag er vel udlægningerne af Saddam Husseins masseødelæggelsesvåbenprogrammer forud for USA’s invasion af Irak i 2003.
Selv om idealet om den objektive efterretningsorganisation har været under pres fra den politiske virkelighed, så har efterretningstjenesterne yderst sjældent været afsender for nogen form for offentlig kommunikation, men har ladet deres produkter sive ud til offentligheden via politikere og journalister.
Et godt eksempel på den lukkede kommunikationsprofil er forsvarets efterretningstjeneste. Den var af mange anset for én af de mest tilknappede i Europa, og ud over et par uautoriserede historiske studier og nogle journalisters sporadiske graveri blev dens stemme sjældent hørt uden for lukkede udvalg. Men i 2004, efter Frank Grevilsagen og Irak-krigen, pålagde Folketinget tjenesten at være mere åbenmundet, og den begyndte at udsende åbne trusselsvurderinger.
Den er fortsat meget sparsom med publikationer i eget navn og har mestendels kommunikeret ved hjælp af få udvalgte journalisters interviews med de siddende chefer. Her er det specielt journalisten Hans Davidsen-Nielsen der har fået rollen som den førende efterretningsjournalist.
CIA taler ud
Den frustration som fik Frank Grevil til at lække interne dokumenter til Berlingske Tidende i 2004, var måske den samme der blev udløst hos CIA da de inviterede til briefing om Al Kibaranlægget. For det amerikanske efterretningsmiljø var ydmyget og splittet.
Først havde det bukket sine analyser så de passede til et politisk krav, og derefter blev de kritiseret for de manglende masseødelæggelsesvåben i Saddam Husseins støvede bunkerkomplekser.
Derfor kan Al Kibar-briefingen også ses som en efterretningsfaglig genoprejsning: Metodisk og sagligt fremlægger den alle argumenter for at det virkelig var et atomart anlæg der blev bombet den nat. Og fordi politikerne omkring Bush havde et endnu mere blakket ry efter Irak-krigens spin, var der her pludselig en sammenfaldende interesse i at efterretningsmiljøet kunne få lov at have en stemme i offentligheden. Med andre ord: CIA og efterretningsmiljøets etos var en effektiv måde at få gennemslagskraft på i en debat der var startet af et underskud af information. Den etos er funderet på en stærk fortælling om efterretningstjenester som indehaver af den ypperste analytiske kompetence med ressourcemæssig styrke og et ubestikkeligt klarsyn. Det ry er et solidt udgangspunkt for implicitte appeller til afsenderens kompetence. Det er en troværdighed som mange civile forskningsinstitutter er misundelige over.
Men hvad med næste gang? På den ene side lever Sherman Kents ideal hos alle tjenester: De skal være apolitiske og skarpt objektive instrumenter for beslutningstagerne. Den forestilling har CIA’s videoperformance heller ikke brudt grundlæggende med.
På den anden side bliver efterretningstjenesterne i stigende grad jaget ud af busken af ’offentligheden’ selv: I takt med at internettet har ladet fjerne eksperter og entusiaster slutte sig sammen i snævre og højt specialiserede grupper, vil verdenspolitiske og sikkerhedsmæssige begivenheder efterhånden blive analyseret næsten ’real time’ og ude i det åbne. Et godt eksempel er individer og grupper der kortlægger landes luftforsvarsanlæg ved hjælp af Google Earth eller afslører nye ubemandede stealth-droner fra mobil-fotos.
Det udfordrer efterretningstjenesterne på deres grundlæggende etos-kvaliteter og kan tvinge dem i defensiven på selve deres kerneområder: fakta og hemmeligholdelse.
Derfor er det heller ikke utænkeligt at tjenesterne i højere grad vil vælge en Al Kibar-løsning når der bliver sået tvivl om den nationale sikkerhed. Beslutningstagerne har i høj grad brug for deres version af de objektive sandheder.
De progressive (amerikanske) tjenester er allerede begyndt at vende udfordringen til egen fordel: Med en enorm kompetence kun få tastetryk væk og en tiltagende kompleks sikkerhedssituation der spænder fra geopolitik til obskure klan-militiaer i Congo, er det oplagt at benytte sig af ’crowd-sourcing’: at spænde offentligheden for egen vogn.
Men uanset om man vælger den vej eller fortsat holder kortene tæt til kroppen, så er det oplagt at efterretningstjenesternes rolle i den offentlige debat er forandret for altid, og Al Kibar-videoen er et tegn på det. R
Bibliografisk
Af Nis Leerskov Mathiesen Chefanalytiker.
RetorikMagasinet 81 (2011), s 20-23