Et samfund konstitueres af konflikter

Recension

Thomas Hylland Eriksen: Samfunn. Oslo: Universitetsforlaget, 2010. 302 sider.

Bibliografisk

Recencent: Kristine Marie Berg er PhD og videnskabelig assistent, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Afdeling for Retorik, Københavns Universitet.

Rhetorica Scandinavica 61 (2012), side 77-80.

Annons

Anmeldelsen

Hvad er et samfund og hvad holder et samfund sammen i en tid med accelerede forandringer og utydelige grænser? Disse spørgsmål er udgangspunktet for Thomas Hylland Eriksens nyeste bog Samfunn (2010). Hvor kulturbegrebet har været underlagt væsentlig kritik og er blevet gentænkt adskillige gange, er samfundsbegrebet gået fri. Men det er trods alt lige så vigtigt at være præcis og  velovervejet i sin brug af ”samfund” som ”kultur”. Samfundsbegrebet må derfor spidses, mener Eriksen, og tager selv udfordringen op.
Tidligere samfundsteoretikere forholdt sig især til industrialisering, bureaukratisering og kolonialisering som de væsentligste drivkrafter i samtiden, mens nøgleordene i dag blandt andre er transnationalisme, global kommunikation, livssynspluralisme og kompleksitet. Eriksen slår tidligt fast, at alle sociale og kulturelle formationer til alle tider har været komplekse, men påpeger i samme åndedrag, at de færreste er uenige i, at verden virkelig har forandret sig de sidste 30 år og at nye tilgange behøves for at beskrive og analysere dagens samfund på troværdige måder. Opgaven bliver dermed at holde fast i, at kontinuiteten findes, samtidig med at man søger efter hvad der er nyt. Desuden, argumenterer Eriksen, er det ikke nok at hævde at noget er mere komplekst end som så, man må specificere hvori denne kompleksitet består. Med disse indledende formaninger tages læseren med på en rejse gennem dagens Norge.

Rejsen gennem det norske samfund går gennem et forord, ni kapitler og en epilog og temaer som det relationelle, integration, retfærdighed, samlende symboler, eksklusion og tilbagetrækning, kulturel osmose, definitionsmagt og identitetsstrategier. Hvert kapitel starter med et håndtegnet diagram, der illustrerer kapitlets tema og afsluttes med et afsnit, der tilbyder et alternativt perspektiv på de problemstillinger kapitlet har i fokus. Eriksen er socialantropolog og det fornægter sig ikke, idet han løbende sammenligner forholdene i Norge med forholdene andre steder i verden. Disse sammenligninger fungerer interessevækkende og udgør et rigt eksempel­materiale der er med til at gøre bogens emner tilgængelige for læseren. Således sammenligner Eriksen for eksempel hijabbens voksende popularitet blandt urbane muslimske kvinder med den voksende popularitet af traditionelle norske folkedragter i slutningen af det 20. århundrede. Sådan en sammenligning sætter fænomenerne i et indsigtsgivende perspektiv og tydeliggør at det i begge tilfælde handler om at signalere oprindelse og identitet i en kontekst præget af flydende grænser og møder med folk man opfatter som anderledes. Bogen bygger altså fortrinsvis på antropologisk forskning og henvender sig især til antropologer og andre samfundsteoretikere. Men den fortjener også at blive læst af retorikere.

Retorikere der interesserer sig for offentlig debat, konstituerende retorik, retorisk medborgerskab, retorisk handlekraft/ agency med mere har ofte brug for et begreb om samfundet at tage udgangspunkt i, og her tilbyder Eriksen en tilgang der virker attraktiv for retorikere. Eriksen foreslår nemlig at nærme sig en forståelse af et samfund gennem dets grænseflader, det vil sige der hvor dets grænser er til forhandling, og at fokusere på de konflikter og uenigheder som fremtræder som de væsentligste og som dermed er med til at definere samfundet på et givent tidspunkt. De konstituerende konflikter, som Eriksen kalder dem (s. 65). Ligesom mange retorikere ser han altså uenigheder som konstruktive og som væsentlige indgange til at forstå hvordan fællesskaber skabes og omskabes og ”vi” defineres.
At definitioner af fællesskab sker i modsætning til andre fællesskaber, ved vi allerede fra blandt andre Maurice Charland, der i ”Constitutive Rhetoric: The Case of the Peuple Québécois” (1987) beskriver opkomsten af subjektpositionen ”québécois” og peger på at det at være ”québécois” netop altid er i modsætning til at være canadier. Eriksen peger ligeledes på dette at man definerer sig som det modsatte af andre og påpeger videre at man derved faktisk bliver ganske ens: ”Hvis de har religion og folkemusikk, må vi også ha religion og folkemusikk” (s. 43). Som Eriksen også gør opmærksom på, baserer fortællinger som nationen sig ofte på et ”master narrative”, en forenklet og gerne dramatisk fortælling der udlægger et historisk forløb og ud­peger en morale. Igen: Dette kender vi fra Charland der viser hvordan québécoisernes historie fremlægges som en sammenhængende narrativ med undertrykkelse, stridigheder og succeser. En narrativ der nødvendiggør handling i sam­tiden – at arbejde for selvstændighed for Québec. En måde at forstå et abstrakt fællesskab på, er altså at undersøge fællesskabets konflikter med andre fællesskaber og dets ”master narrative”. Eriksen afviser ikke frugtbarheden af disse tilgange. Men han foreslår en anden måde. Eriksens forslag om at bruge ”konstituerende konflikter” som indgange til at forstå et samfund sætter fokus på andre slags modsætninger end dem til andre, altså de modsætninger der skaber eksterne konflikter; han sætter i stedet fokus på dem der skaber interne konflikter i et samfund. På samme måde som man kan beskrive hvordan et fællesskab konstitueres ved at udrede dets ”master narrative”, argumenterer Eriksen, kan man gøre det ved at udrede den dominerende kontrast inden for et fællesskab. ”Master” konflikten kunne man kalde det eller, som Eriksen gør det, den konstituerende konflikt. Den konflikt der samler befolkningen ved at splitte den. Fra dette perspektiv er uenighed altså ikke nødvendigvis tegn på kulturel forskellighed eller sociale spændinger. Som Eriksen skriver: ”Et overbevisende bevis på at folk har noe kulturelt felles, er at de er i stand til å være uenige uten å snakke forbi hverandre” (s. 25) og andetsteds: ”Uenighed er ikke i seg selv en oppskrift på social oppløsning, men tvert imot et tegn på en felles situasjonsdefinisjon” (s. 178).

Hvor det i Indien er de forskellige kaster der udgør de væsentligste kontraster, og i Storbrittanien klasseforskelle, er Norges konstituerende konflikt (stadigvæk) konflikten mellem land og by, mener Eriksen. I kapitel to om ”det relationelle” spørger Eriksen hvorfor og under hvilke betingelser en bestemt identitet (fx national identitet) bliver mere uomgængelig og social vigtig end en anden (fx klasseidentitet). Med afsæt i dette spørgsmål berøres relationer i Norge mellem forskellige religioner, sprog, racer og etniciteter, men også klasse og køn nævnes. Dette er relationer der ofte fremhæves som konstituerende for identitet. Eriksen afviser dermed at beskrive national identitet som en liste over fællestræk eller substantielle værdier. I stedet må  fælles identitet ses som betingelser for kommunikation, argumenterer han. Dermed fremstår hans tilgang igen aldeles frugtbar at tænke med for retorikere der interesserer sig for muligheder og normer for retorisk handlen. Udover at nærme sig en forståelse af Norge som samfund, er Eriksens pointe i dette kapitel at sociale grænser kan flytte sig og skifte indhold uden dermed at forsvinde. Religion, sprog, race etc. kan være frugtbare indgange til at forstå det nye Norge, mener Eriksen, men dog er det stadigvæk muligt og mere meningsfuldt at forstå Norge ved at se på konflikten mellem land og by som den konstituerende, argumenterer han videre. Denne konflikt er stadigvæk ”ryggmargen i norsk identitetspolitikk”, mener han.  Godt nok bor majoriteten af den norske befolkning nu i byer, men der er stadig stor loyalitet over for rurale idealer (og skepsis over for bureaukrati og elite). Udfordringen bliver så at placere debatterne omkring religion, race, sprog etc. inden for denne konflikt. De fleste indvandrere bor i byer og kan ofte, med deres transnationale bånd og blandingskulturer, fremstå som urbane kosmopolitter, men samtidig har det dog vist sig at indvandrere ofte hurtigere bliver accepteret og lettere finder sig til rette i småbyer. Samtidig har fx den pakistanske punjabi-kultur som de fleste norske pakistanere har en baggrund i, en del mere til fælles med den norske bygdekultur end med storbylivet. Eriksen vækker således en række spørgsmål og besvarer ikke dem alle, men for retorikere er spørgsmålet han argumenterer for at stille interessant i sig selv, nemlig, hvilke friktioner og konflikter der definerer et givent fællesskab.

Hvis et samfund konstitueres af konflikter, må vi holde os for øje at ikke alle har lige muligheder for at sætte en dagsorden. Dette behandler Eriksen mest indgående i kapitel 8 om definitionsmagt. Definitionsmagt er evnen til at gøre sin version af virkeligheden gældende også på andres vegne. Eriksen giver bud på hvordan udøvelse af definitionsmagt medfører både inklusion i og eksklusion fra fællesskaber. Forestillinger om det normale og dets grænser hænger sammen med en bestemt indramning af verden og alternative forestillinger mødes med sanktioner. Offentlig debat er et frugtbart udgangspunkt for at studere definitionsmagt og forhandlinger af den, mener Eriksen. Samtidig og væsentligt minder Eriksen om, at der ikke er noget direkte sammenfald mellem diskursiv definitionsmagt og forholdene i et samfund. Derfor må man studere praksis også, argumenter han. Hvor definitionsmagt, med et retorisk begreb, har at gøre med retorisk handlekraft/ retorisk agency påpeger Eriksen således, at effekt også bør studeres og ikke alene udledes. En for­maning også retorikere kan behøve fra tid til anden.

Overordnet tilbyder bogen mere fyldestgørende svar på hvad der holder samfund sammen end hvad et samfund som sådan er. Og den giver flere forslag til spørgsmål man kan stille end svar man kan give. Dette skyldes at Eriksen primært er interesseret i processer og elementer; han dykker ned i aspekter og sagens detaljer i stedet for at tegne et stort, men nødvendigvis forsimplet, billede af sagen i sin helhed. Det er dog stadig problematisk al den stund bogen lover at svare på begge spørgsmål. Og det virker også en smule nedslående at han selv, i bogens epilog, svarer så vagt på spørgsmålet han har stillet sig, nemlig om Norge er et samfund. Han svarer, at mange argumenter peger i den retning. Jeg savner derudover flere underoverskrifter og en større anvendelse af de håndtegnede diagrammer som nu mest fungerer som små pauser for læseren. Et opslagsregister ville ligeledes have været brugbart. Det ændrer dog på ingen måde ved at Samfunn er velskrevet og perspektivrig og særdeles interessant og tankevækkende også for retorikere.

Litteratur:
Charland, Maurice, ”Constitutive Rhetoric: The Case of the Peuple Québécois”, Quarterly Journal of Speech, vol. 73, nr. 2, 1987, s. 133-150.