Start » Dansk retorik » Danske Talerstolen » #neveragain

#neveragain

av Thomas Bille Dybing

Masseskyderier er et tiltagende problem i USA. Siden massakren Sandy Hook i december 2012 har der ifølge Vox og Gun Violence Archive været 1.847 masseskyderier med minimum fire sårede eller døde. Det svarer til 26 om måneden. Efter tragedier er det kutyme at præsidenten adresserer nationen i en tale der roser og giver hyldest til dem der er døde: en eulogi. Situationen kalder på et præsidentielt fitting response. Trumps krisehåndtering efter masseskyderiet den 14. februar er ikke et eksempel til efterfølgelse. Det er det ikke, fordi præsidenten gør sine modtagere til modstandere

#neveragain

Thomas Bille Dybing

Den 14. februar 2018 kl. 14:19 går den 19-årige Nikolas Cruz ind på sin tidligere high school med en lovlig AR-15, et semiautomatisk våben som kan skyde 15 skud i minuttet. Han trækker i brandalarmen, venter på at eleverne og lærerne forlader klasselokalerne, og skyder ind i menneskemængden. 17 mennesker mistede livet, 17 mennesker blev såret, endnu flere blev efterladt med et traume for livet. Denne artikel søger at belyse de begivenheder der skete i dagene efter skyderriet, og vil tage udgangspunkt i den listening session der efterfølgende blev afholdt af præsidenten i Det Hvide Hus.

Trumps afsæt for krisehåndteringen

En vellykket eulogi samler et rystet samfund, formilder de sørgendes frygt, anerkender de dødes eksistens og sender dem godt videre. Præsidentielle eulogier har ofte et deliberativt budskab; præsident Barack Obama advokerede ved flere lejligheder for restriktioner på adgangen til våben. Det afgørende er, at det der advokeres for, skal være foreneligt med de dødes og efterladtes ønsker. Ellers kan talen virke respektløs.


Tragedien den 14. februar 2018 gav Trump mulighed for at vinde respekt og tillid med en god krisehåndtering, men hans initiale etos, forudindtagelsen af Trump som person, er ikke ubetinget til hans fordel. Trump er en mand i følelsernes vold. Han praktiserer en direkte stil, uagtet at hans synspunkter måtte være kontroversielle. Når han møder uenighed, reagerer han med personangreb og konfrontation. Han bliver ofte beskyldt for manglende empati, som eksempelvis da han kritiserede en afdød amerikansk soldats familie, og da han efter orkanen Harvey gav sin egen respons på ødelæggelserne i Puerto Rico 10 ud af 10 stjerner, på trods af at over 3.000 mennesker døde som følge af katastrofen. Dette har gjort at præsidenten ikke anses som i stand til at håndtere krisesituationer vel, og det samme kunne ses i dagene efter skyderiet på Stoneman Douglas High i Parkland, Florida.


Under præsidentvalgkampen modtog Trump 12 millioner dollars i støtte fra National Rifle Association, NRA, som er en central aktør i USA’s våbenlobby. Trumps positionering i våbendebatten er klar. Han stod på talerstolen som et aktivt medlem af denne forening på deres kongres i 2017 og lovede at stoppe restriktioner og lade våbenhandlen forblive tilgængelig. Medlemskabet således er en væsentlig constraint fordi der er en sammenhæng mellem masseskyderier og den lette adgang til våben. Som reaktion på tragedien den 14. februar 2018 måtte Trump forholde sig til disse omstændigheder.

Annonce

Håndtering af tragedien

De centrale hændelser i håndteringen af tragedien på Stoneman Douglas High var Trumps tweets, en tale til nationen samt en listening session. Den 14. februar udsendtes et tweet hvori han kondolerede og begræd angrebet. Dagen efter talte Trump til nationen og opfordrede til fællesskab og sammenhold. I talen var der ingen konkrete løsninger – løsningerne vil komme i en nær fremtid, sagde præsidenten. Talen viste Trump fra en sjælden rolig og afdæmpet side. Der fremkom ingen personangreb, og han afholdt sig fra at politisere situationen.


Den 16. februar tager han til hændelsesstedet i Parkland hvor han storsmilende poserer med redningsfolk og sårede elever på et lokalt hospital. Han udsender samtidig et dekret om at der skal flages på halv i hele landet. Som afslutning på krisehåndteringen inviterer han forældre til de dræbte, elever og lærere fra Stoneman Douglas samt repræsentanter fra andre skoler som har oplevet masseskyderier, til en listening session i Det Hvide Hus d. 21. februar.
Mødet skal være krisehåndteringens højdepunkt, det blev tv-transmitteret live og omtalt i næsten alle nationale medier. Med sig selv placeret i centrum, og elever fra skolen på hver side, forældre, embedsmænd, politikere og presse foran sig, indleder Trump mødet:


“It’s not going to be talk like it has been in the past. It’s been going on too long; too many instances. And we’re going to get it done.
(…) And I’d like to hear your story. And I’d also like to, if you have any suggestions for the future based on this horrible experience that you’ve gone through — I’d love to have those ideas.”


Formålet med mødet er at høre de berørtes historier og løsningsforslag. Deres input vil Trump bruge til at løse problemet med masseskyderier på skoler. Efter Trumps introduktion går mikrofonen på runde mellem elever, forældre og lærere. Flere har skælvende stemmer og tårer trillende ned ad kinderne mens de fortæller deres historie. En af dem er mr. Pollack. Han er flankeret af sine tre sønner og er en af dem der får lov til at få ordet:


“We’re here because my daughter has no voice. She was murdered last week, and she was taken from us. Shot nine times on the third floor.
I’m very angry that this happened, because it keeps happening. 9/11 happened once, and they fixed everything. How many schools, how many children have to get shot? It stops here with this administration and me. I’m not going to sleep until it’s fixed.”


I alt fortæller 17 deltagere deres historier. 16 beder præsidenten om at sætte en stopper for problemet. Der bliver foreslået en række tiltag af de pårørende: baggrundstjek ved våbensalg, stop af salg til 18-årige samt et forbud mod semiautomatiske våben. Mr. Pollacks mål er tydeligt: Hvis ikke præsidenten gør noget, så vil han selv tage affære.


Men historierne samt de bønner som ofrene har til præsidenten, er et tegn på at Trumps eulogi efter tragedien ikke var nok. Den gav ingen forløsning, og den løste ikke problemet tilfredsstillende nok. Trump anerkender historierne og lover at efter mødet går han og hans folk i gang med at arbejde på løsninger. Han erklærer sig enig i behovet for baggrundstjek og kommer med et løfte om at hans hold hurtigst muligt vil sikre dette.


Til sidst præsenterer Trump sit eget løsningsforslag: 20% af lærerne på de amerikanske skoler skal trænes og herefter armeres med skjulte våben. Han udtaler følgende:


“So let’s say you had 20 percent of your teaching force, because that’s pretty much the number — and you said it — an attack has lasted, on average, about three minutes. It takes five to eight minutes for responders, for the police, to come in. So the attack is over. If you had a teacher with — who was adept at firearms, they could very well end the attack very quickly.”


Forslaget får flere elever og forældre til at byde ind; det bliver tydeligt her at det ikke var den løsning de kæmpede for. Trumps forslag til denne listening session er heller ikke passende for situationen. Han viser her at han endnu en gang ikke lytter til sit publikum, og fremfører et synspunkt som er i direkte opposition til de efterladte og deres ønsker. Næsten enstemmigt har de deltagende argumenteret for restriktioner på mængden af våben, men dette gør kun at præsidentens argumentation bevæger sig yderligere væk fra de tilstedeværende ved mødet. Han siger:


“A gun-free zone to a maniac — because they’re all cowards — a gun-free zone is, let’s go in and let’s attack, because bullets aren’t coming back at us.”


Trump mener at tragedien skete fordi der ikke var armerede lærere på skolen. Logikken bliver dermed at skyderier kan modvirkes med flere våben. Han undlader at forklare baggrunden for denne logik. Forslaget skaber stor frustration for eleverne og forældrene, bedst illustreret af en repræsentant fra Sandy Hook som protesterende indvender at der allerede er opfundet fungerende løsninger som ikke omfatter flere våben. Trumps indgangsvinkel var at høre på deltagernes historier og forslag, men i realiteten havde han allerede lagt sig fast på en kurs.


I mødets slutminutter fanger en opmærksom fotograf et billede af Trumps stikordskort. På kortet minder han sig selv om at sige “I hear you” og stille spørgsmål som “what can we do to make you feel safe?”. Mødet endte som en mediekatastrofe, stikordskortet gik viralt og blev brugt som symbol på at Trump skal bruge huskekort for at vise sympati for grædende børn. Forslaget om at armere lærerne var så kontroversielt at Trump gik på Twitter og benægtede at have foreslået det. I de store medier blev optagelserne af elever med grådkvalte, skælvende stemmer delt med vinklen at de fandt mod til at konfrontere præsidentens manglende vilje til handling.


Krisehåndteringen fejlede. Eleverne var rasende og vendte skytset mod Trump og hans republikanske parti. I de følgende dage førte republikanerne en ophedet diskussion med de unge elever på Stoneman Douglas på flere nyhedskanaler. Debatten rasede om behovet for at armere lærere eller lave restriktioner på våben. Trump vendte hurtigt tilbage til sin konfronterede stil med angreb på medierne, men der er kun én person at vende skytset mod, og det er ham selv.

Foto: Wikimedia Commons

Hvor adresseringen gik galt

Trump brugte tragedien til at fremsætte sin egen politiske dagsorden, en dagsorden som de berørte forældre, elever og lærere var dybt uenige i. Han fremsatte den på det værst tænkelige tidspunkt – foran dem på live tv kort efter tragedien da deres sorg var allerstørst. De berørte fortalte flere gange eksplicit hvad der ville være et fitting response. Det eneste Trump skulle have gjort, var at lytte. Når han i stedet foreslår handling i modstrid med de efterladtes ønsker, kan man sætte spørgsmålstegn ved hans velvilje over for dem. Det er selvmodsigende at Trump i sin eulogi appellerer til at stå sammen om at finde en løsning, men ikke lytter til andres forslag. Han optræder i stedet egenrådigt og fremlægger sin egen løsning – selv om han ikke har belæg for at hans løsninger vil virke.


Forståelse for situationen er vigtigt ved krisehåndtering, men der findes ikke en metode som passer alle situationer. Som taler er man nødt til at kende sit publikums ønsker og bekymringer, og den bedste måde at få den viden på er ved at lytte. Forslaget om at bevæbne lærere og forbuddet mod bump stocks, som er tilbehør der kan gøre at et semiautomatisk våben kan have en funktion som et maskingevær, blev set som symbolpolitik. Forslaget bekræftede eleverne, forældrene og lærerne i tragediens meningsløshed. Trump kunne have givet ofrenes død mening ved at gøre tragedien til afsæt for den forandring de efterladte efterspurgte.


Trump lader til at være klar over den retoriske mulighed situationen gav ham. Han forsøgte at optræde lyttende og empatisk, men han påtog sig en persona som ikke stemte overens med hans sædvanlige offentlige optrædener. På intet tidspunkt fik han italesat sin store constraint – tilhørsforholdet til NRA. Han forsøgte at fremstille sig som løsningsorienteret ved at argumentere for baggrundstjek, men det virkede hyklerisk da han i 2017 netop fjernede Obamas tiltag om strengere baggrundstjek.

Hvad er konsekvensen af den fejlslåede krisehåndtering?

Krisehåndteringen gav ridser i Trumps troværdighed eftersom han efterfølgende blev kritiseret for uærlighed og manglende velvilje over for ofrene. Trumps håndtering provokerede og frustrerede de traumatiserede elever hvilket førte til at de i protest stiftede organisationen March for Our Lives. Denne organisering blev til en af de største demonstrationer i USA’s historie med næsten to millioner demonstranter i 800 amerikanske byer samt endnu flere på verdensplan. Med budskabet Never Again kritiserede de politikernes mangel på handling og krævede konkrete løsninger på masseskyderierne.
Siden tragedien har Trump hverken forbudt bump stocks, bevæbnet lærerne eller indført strengere baggrundstjek. Den 4. maj stod Trump på NRA’s kongres og lovede at kæmpe imod baggrundstjek. I bedste fald kan Trumps stil beskrives som opportunistisk: Han siger hvad han tror der er mest passende for situationen, ofte uden synderlig indlevelse eller forståelse for den pågældende situation. Lige så snart en ny mulighed opstår, skifter han standpunkt. Håndteringen af tragedien viser hvor vigtigt det er at have en forståelse for situationen, sit publikum og at have en stabil og troværdig persona. Den viser også hvor galt det kan gå, når du undervurderer dit publikum og bruger dem til en såkaldt listening session som bedst kan beskrives som et PR-stunt. Trump førte et skuespil med en forventning om at modtagerne havde hukommelse og intelligens som guldfisk. Desværre for Trump så de lige igennem ham. R


Bibliografisk

Af Thomas Bille Dybing, kandidatstuderende i retorik ved Københavns Universitet

RetorikMagasinet 108

RetorikMagasinet 108 (2018), s 32-35

Thomas Bille Dybing

kandidatstuderende i retorik ved Københavns Universitet

Latest posts by Thomas Bille Dybing (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere