Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essäer » Rhetorica Scandinavica Debatt » Skepsis, konservatisme & pragmatisk sandhed

Skepsis, konservatisme & pragmatisk sandhed

av Søren Kjørup

Replik

Författare: Søren Kjørup är professor i de humanistiske videnskabers teori vid Roskilde Universitetscenter och professor II i litteratur- og videnskabsteori vid Universitetet i Oslo.

Rhetorica Scandinavica 8 (1998), s 65-67. Replikken er til temanummeret om dekonstruktion, Rhetorica Scandinavica 7 (1998)

Replik till Dekonstruktionstemanumret

Temaet for OSSA’s 7. konference var Dissensus & The Search for Common Ground. Konferencen afholdes hvert andet år og foregik denne gang, som oftest før, på University of Windsor i Canada.
Som forkortelserne antyder, er forbindelserne mellem OSSA (Ontario Society for the Study of Argumentation) og ISSA (International Society for the Study of Argumentation) tætte. Arrangørerne Hans V. Hansen, Christopher W. Tindale, J. Anthony Blair og Ralph H. Johnson er velkendte skikkelser fra argumentationskonferencerne i Amsterdam. Mange af deltagerne er de samme, og begge konferencer er mødested for forskere der kommer fra forskellige fag­miljøer i mange lande, specielt inden for informel logik, pragma-dialektik, kommunikation og retorik. Fra Skandinavien var vi seks personer, heraf tre kandidatstuderende fra Københavns Universitet. Som en særlig fin gestus blev disse inviteret med til at fremlægge papers og få feedback fra Tindale og Pinto ved en workshop for post-graduate students inden selve konferencen.
Mens konferencerne i Amsterdam efterhånden tiltrækker så mange deltagere at man kan frygte for at de er ved at drukne i egen succes, holder Canada-konferencen sig på et mere overskueligt antal. Der var dette år ca. 90 tilmeldte (plus andre tilhørere) og 80 foredrag. Selve konceptet for konferencens afvikling er bemærkelsesværdigt. I stedet for at man skal fare forvirret rundt mellem de enkelte sektioner hver halve time som det er almindeligt på denne slags konferencer, var der her afsat en hel time pr. foredrag: 30 min. til foredragsholderen, 10-12 min. til en forud udpeget kommentator og de resterende 15 min. til diskussion og spørgsmål fra salen. Det indebar at man havde mulighed for at vælge mellem seks samtidige foredrag og høre fem hver dag ud over keynote-foredragene. Fordelene ved denne mulighed for fordybelse og ro over forløbet forekom mig at veje tungere end fordelen ved det overblik man kan få ved at høre dobbelt så mange foredrag.
Konceptet kræver omfattende planlægning fra arrangørernes side og stor forberedelse fra deltagernes side. Abstracts skulle indsendes til anonym bedømmelse længe inden, manuskripter flere måneder inden, så kommentatorer kunne nå at sende deres indlæg tilbage et par uger inden. Mens man ofte må vente både vinter og vår, vil denne konferences Proceedings (inklusive kommentarer og foredragsholderens eventuelle svar) foreligge på CD-Rom allerede i løbet af sommeren 2007 med titlen Dissensus & the Search for Common Ground.
Som de stramme krav ansporede til, var kvalitetsniveauet af konferencens foredrag højt. I pagt med konferencens tværfaglige karakter tillod det brede konferencetema foredrag med stor emnemæssig spredning. Da et resume under alle omstændigheder vil begrænse sig til et tilfældigt udvalg, vil jeg nøjes med at frem­hæve et enkelt indslag af særlig interesse for en retorisk fagkreds. Det var Thomas Goodnight der fremdrog et spændende, men upåagtet retorisk emne under titlen Parrhesia: The aesthetics of arguing truth to power. Begrebet parrhesia (af pan-rhesia, altså ’at sige alt’) er blevet tillagt forskellige betydninger gennem retorikhistorien, men dækker kort sagt det at tale magten midt imod – uden at bringe sig selv i fare. Som typeeksempel brugte Goodnight dialogen fra Sofokles’ Antigone hvor Haimon prøver at tale Kreon til fornuft, et eksempel der viser bestræbelsen på at kritisere uden at støde magthaveren fra sig, men samtidig illustrerer hvordan forsøget på at bevare kontakten mislykkes og ender i kommunikationens sammenbrud. Et af konferencens andre bidrag, Common ground and argument by indirection in two seventeenth-century sermons, viste sig at følge op på dette interessante emne. Med Bossuets og Donnes prædikener vendt mod Ludvig XIV og Englands dronning Anne som sine cases belyste Claudia Carlos hvordan parrhesia kunne udøves indirekte sådan at den farlige kritik på den ene side blev forstået, men på den anden side ikke blev for risikabel for taleren selv.
Keynote-foredragene forgik hver dag før frokost. De tre keynote-talere repræsenterede henholdsvis fagene kommunikation, filosofi og retorik og afspejlede arrangørernes åbenhed mht. at udvide feltet argumentation til andre fagtraditioner end den logiske, specielt i retning af den retoriske.
Dale Hample fra University of Western Illinois holdt det første keynote-foredrag The Arguers. Han tog udgangspunkt i den vedvarende tekst-orientering, som han fandt kendetegnende for den moderne argumentationslæres fire fremherskende retninger: den uformelle logik, kommunikation, pragmadialektik og retorik. Han anholdt den almindelige tendens til at betragte tekstens argumentation som løsrevet fra menneskene omkring den – som om argumentation er noget der eksisterer statisk i tekster, og ikke noget der foregår i interaktion mellem dem der producerer og modtager den. Som supplement til tekststudier advokerede Hample for mere forskning om personerne der argumenterer, og om receptionen.
Michael Gilbert fra York University talte om Consensus and Unified Argumentation Theory. Han var ligesom Hample fortaler for drejningen mod praksis ud fra kodeordet ”natural normativity”. Han efterlyste en tættere integration hvor især uformelle logikere inkorporerer indsigter fra retorikken ­– og retorikere tager ved lære af sociologien. Det skete ud fra det grundsyn at målet med argumentationsteori er at forbedre færdigheden i at argumentere, og at hverdagens almindelige argumentation må ofres større opmærksomhed. I denne forbindelse gjorde han følgende gældende: at der altid er forskellige mål for argumentation, fx andre end pragmadialektikkens ’resolution’, at konteksten og den givne situation har betydning for argumentationen og normerne for den, at ethos altid er vigtig for argumentationen og vurderingen, og at man som vurderingskriterium må inddrage de normer som faktiske publikummer i konkrete situationer anlægger.
Keynote-foredraget på konferencens sidste dag af Christian Kock fra Københavns Univer­sitet var Norms of Legitimate Dissensus. Kock vendte sig mod konsensusteorier der, som hos bl.a. Habermas og pragmadialektikerne, forbinder rationalitet med målet om at nå til enighed. Han fastholdt, med udgangspunkt i Aristoteles, retorikkens argumentationsteori som en lærebygning for offentlig debat om handlinger og beslutninger. Eftersom beslutninger om hvad man skal gøre, ikke handler om sandhed men om valg, er argumentationen ’multidimen­sional’. Den offentlige debats moralske og praktiske emner involverer konkurrerende værdi­baserede argumenter som er ’inkommensurable’: der findes ingen fællesnævner som binder individer eller grupper til at vægte det ene legitime værdihensyn tungere end det andet. Normativ argumentationsteori må følgelig give plads for den uenighed der altid vil restere i den offentlige sfæres argumentation. Kock fandt støtte for sine pointer hos forskellige politiske filosoffer og moralfilosoffer, bl.a. John Rawls og Isaiah Berlin, og illustrerede dem med velvalgte eksempler – alt sammen anskueliggjort i en velopbygget powerpoint–præsentation.
Også med hensyn til det logistiske og sociale forløb alt vel, bl.a. på grund af en særdeles hjælpsom og venlig studenterstab. Konferencen gav anledning til at hylde de to nyligt pensionerede arrangører, som fik overrakt et festskrift redigeret af Hansen & Pinto: Reason Reclaimed: Essays in honour of J. Anthony Blair and Ralph H. Johnson, Vale Press, 2007. Den afsluttende middag var sponseret af SicSat, repræsenteret af Frans van Eemeren. Efter de forskellige festlige indslag – bl.a. et meget morsomt indlæg af Tindale og stående klapsalver til Douglas Walton, der også snart går på pension ­– kunne Hans Hansen kundgøre at næste OSSA-konference vil blive afholdt i Windsor igen i 2009. Den være hermed anbefalet!

Artiklerne om dekonstruktion og retorik i Rhetorica Scandinavica 7 (1998) giver mig anledning til to eftertanker, der begge har noget med pragmatikken at gøre.

 

1

Den ene eftertanke udspringer af det overraskende fænomen at både Erik Bjerck Hagen og jeg selv afrunder vore artikler med en slags bekendelse til pragmatikken, på trods af at vi dog har helt forskellige udgangspunkter: Bjerck Hagen i en nuanceret tilslutning til dekonstruktionen, jeg i en kritik der nok fremstår lidt mere unuanceret i min artikel end den egentlig er (for jeg kan faktisk stort set tilslutte mig ikke blot dekonstruktionens laster, men også dens dyder som Bjerck Hagen regner dem op).
Er vi faktisk endt samme sted? Eller er situationen snarere den som Nelson Goodman beskriver i det jeg citerer og refererer fra ham ved slutningen af min artikel, altså at vi, på få afgørende nuancer nær, kun formulerer os ens, men faktisk står helt modsatte steder?
Svaret er, tror jeg, at vi i det konkrete står samme sted, men at vores teoretiske baggrund for at stå hvor vi står, er vidt forskellig. Det konkrete fællesskab finder jeg i Bjerck Hagens formuleringer om hvad han kalder “pragma­tiske vurderingskriterier”: En teoretisk retning (hans eksempel er dekonstruk­tionen)…
kan regnes som en meningsfylt aktivitet med sannhetspotensial så lenge den har konsekvenser som er praktisk anvendelige, estetisk funksjonelle, konsistente med vårt øvrige forråd av praktiske sannheter og annerledes enn konkurrere[n]de aktiviteters konsekvenser.
(Side 69, fremhævelser i originalen)
Forskelligheden kommer frem når Bjerck Hagen for eksempel skriver at “Det går ikke an å leve dekonstruktivt” (side 69), men ikke ser at dette må betyde at der er noget grundlæggende galt med dekonstruktionen. Ganske vist er jeg helt enig i at man naturligvis ikke kan leve som den slags skeptiker en konsekvent dekonstruktør må være, men filosofiske synspunkter der ikke stemmer overens med vores livsverden, kan jeg ikke opfatte som andet end fejlagtige. Og helt specielt gælder det de filosofiske synspunkter der ikke engang passer på den konkrete aktivitet som består i at formulere filosofiske synspunkter, for eksempel ved at de betvivler muligheden for konsistent og meningsfuld sprogbrug.
Bjerck Hagen tilslutter sig Hume og citerer en passage hvor Hume rask væk erklærer – lidt frit gengivet – at skeptiker, det er noget man er når man er i det filosofiske hjørne, men i dagligdagen kan vi naturligvis godt være sikre på både det ene og det andet. Jeg tilslutter mig hellere Kant der ikke havde meget til overs for dem der hylder maximen “Det skal nok være rigtigt i teorien, men det dur ikke i praksis” (som det fremgår af hans artikel “Über den Gemeinspruch: Das mag in der Theorie richtig sein, taugt aber nicht für die Praxis” fra 1793, der dog især handler om religiøse og politiske problemstillinger). Og jeg er ikke engang enig med Hume når han et par sider før Bjerck Hagens citat skriver at “Generally speaking, the errors in religion are dangerous; those in philosophy only ridiculous.”
Bjerck Hagens pragmatisme har udgangspunkt i at han mener at dekonstruktionens erkendelsesskepsis er grundlæggende korrekt. For ham betyder det at der er rent bord, og at vi bare må vælge for eksempel om vi vil være anarkister eller konservative pragmatikere. Selv vælger han at være konservativ pragmatiker, endog forbløffende konservativ. Jeg havde svært ved at tro mine egne øjne da jeg læste hans slutbemærkning om at “Når vi nå lever efter dekonstruksjonen, føler vi intet behov for nye paradigme-skifter” (side 70). Hovedredaktøren af det nyoprettede Norsk Litteraturvitenskapelig Tidsskrift, den forholdsvis nyudnævnte førsteamanuensis Erik Bjerck Hagen med en forholdsvis nytilegnet doktorgrad ser sig altså allerede i den grad som ét med den etablerede litteraturvidenskabelige institution at han ikke kan forestille sig at nye generationer vil have lyst til at gøre tingene på deres egen måde! Nogen filosofisk fejl er dette vel ikke, men latterligt alligevel.
Min pragmatisme har udgangspunkt i den opfattelse at den grundlæggende skepsis er logisk og praktisk umulig, og for mig er den pragmatiske holdning ikke et subjektivt valg, men noget jeg mener (meget kort sagt) at logik og erfaring dikterer. Og så tror jeg altså ikke at historien ender med mig!

Annonce

 

2.

Filosofiske synspunkter der er i åbenlys modstrid med deres egne forudsætninger, må nødvendigvis være fejlagtige. Men dermed er jo ikke sagt at det altid er ligetil at finde ud af hvor de ræsonnementer der førte frem til de fejlagtige synspunkter, er kørt af sporet. Hvad nogle af Paul de Mans ræsonnementer angår, gør jeg et forsøg i min egen artikel i samme nummer. Men jeg ser af Jørgen Holmgaards ‘replik’ at det ikke helt er lykkedes; ellers ville han vel ikke kunne opfatte de cirka seks første siders analyse og argumentation i min artikel som en ‘overfladisk’ affærdigelse af den postmoderne skepsis “med generelle forsikringer om retorikkens og pragmatikkens velsignelser” (side 74) – en karakteristik der efter mine begreber højst passer på de sidste par sider af artiklen.
Holmgaard viser sig i det hele taget at være en noget modvillig læser af min artikel. Når jeg fremlægger en række eksempler på højst forskelligartede sandheder for at vise at man næppe kan have én teori om sandhed der ville omfatte alle typerne (side 58), vælger han for eksempel eksplicit at se bort fra “om eksemplifikationen kan bruges som argument for det, der er tanken med den” (side 73).
Til gengæld bryster han sig af at han sagtens kan se noget fælles ved mine eksempler, nemlig “at de nævnte udsagns sandhed i alle tilfældene beror på, at ingen har interesse i at anfægte det sæt af antagelser og den konsensus, der ligger bag” (også side 73), noget han tydeligt nok opfatter som et dræbende slag mod min pragmatiske opfattelse af sandhedsbegrebet. Men det er just ikke nogen indvending, for selvfølgelig har jeg netop omhyggeligt valgt eksempler på sandheder som de færreste ville bestride, for at henlede opmærksomheden på noget andet, nemlig deres forskellighed.
Men læg mærke til at Jørgen Holmgaard, i modsætning til mig, altså faktisk mener at have en sandhedsteori, nemlig en konsensusteori: Sandheden af de mest forskelligartede udsagn “beror på” at ingen vil finde på at bestride den. Han mener altså for eksempel at udsagnet “To plus to er fire” er sandt fordi det er noget vi alle er enige om, og må vel så også mene at udsagnet ville blive falsk hvis nogen meldte deres uenighed. Det pudsige er at hans konsensusteori må være falsk, i hvert fald hvis den skal gælde for sig selv, for vi er mange der slet ikke er enige i at sandhed og enighed er det samme.
Holmgaard gengiver min anti-skeptiske, pragmatiske opfattelse som “at det såmænd slet ikke står så galt til med at finde sandheden – ­eller sandhederne” (side 74). Og så tror han at han kan afvise opfattelsen ved at henvise til at det skam ikke er så let at blive enige om hvorvidt Tyrkiet er et demokrati (side 73).
Men for det første har jeg aldrig påstået at det er enkelt at finde sandheden om hvert eneste spørgsmål. Tværtimod refererer jeg med tilslutning vores fælles helt Aristoteles for at “sandheden ikke altid [kan] findes her og nu og om ethvert tænkeligt emne” (side 57).
For det andet er Holmgaards skuffelse over at mit filosofiske svar på den postmoderne skepsis ikke kan bidrage til afklaring af ethvert tænkeligt spørgsmål, helt malplaceret. Skåret ind til benet består diskussionen med skeptikeren af to replikker. Skeptikeren siger at der ingen sandheder findes. Anti-skeptikeren replicerer at dette i sig selv er en selvmodsigende påstand, og prøver så at få skeptikeren til at indse at der er sandheder som selv han, bevidst eller ubevidst, tager for givne – for eksempel at vi står her og diskuterer skepticismen. Om Tyrkiet er et demokrati, er naturligvis ikke noget der kan afgøres på dette filosofiske niveau.
Og for det tredie skulle Holmgaard måske overveje at følge den opfordring han gør sig så lystig over, altså min opfordring til at “tage udgangspunkt i den kommunikative situation som helhed” hvis man vil undgå den postmoderne skepsis. Om Tyrkiet er et demokrati, er jo netop ikke noget der kan afgøres uafhængigt af en konkret situation. Hvem spørger? Hvorfor? Ud fra hvilke forudsætninger? Gælder spørgsmålet indholdet i Tyrkiets forfatning? Gælder det regeringens behandling af oppositionen? Er spørgsmålet i virkeligheden om Tyrkiet er en retsstat, snarere end om hvordan parlament og regering sammensættes og beslutninger træffes og føres ud i livet?
Eller måske behøver han slet ikke overveje min opfordring, for svarer den ikke i virkeligheden til det Holmgaard selv opfordrer os til, omend i lidt mere abstrakte vendinger: “Vi bør derfor for hver enkelt udsagn … fastholde bevidstheden om det omfattende sæt af antagelser, som den pågældende videns holdbarhed afhænger af. Og som ikke nødvendigvis gælder for andre modsatrettede positioner. Først da, når dette større materiale er draget med ind, kan vi begynde at træffe de valg mellem konfligerende beskrivelser, som vi i praksis ikke kan undgå at måtte træffe” (side 75).
Bortset fra at det kan blive lidt besværligt hvis vi tager det bogstaveligt at vi aldrig må sige noget uden at fastholde bevidstheden om alle antagelserne bagved, udtrykker Holm­gaard her en retorisk og pragmatisk holdning som jeg fuldt ud kan tilslutte mig.

 

Se även Bjerck Hagens Duplik samt Jørgen Holmgaards reduplik ”Retorikken, dekonstruktionen & den postmoderne skepsis”

 

Temaet for OSSA’s 7. konference var Dissensus & The Search for Common Ground. Konferencen afholdes hvert andet år og foregik denne gang, som oftest før, på University of Windsor i Canada.

Som forkortelserne antyder, er forbindelserne mellem OSSA (Ontario Society for the Study of Argumentation) og ISSA (International Society for the Study of Argumentation) tætte. Arrangørerne Hans V. Hansen, Christopher W. Tindale, J. Anthony Blair og Ralph H. Johnson er velkendte skikkelser fra argumentationskonferencerne i Amsterdam. Mange af deltagerne er de samme, og begge konferencer er mødested for forskere der kommer fra forskellige fag­miljøer i mange lande, specielt inden for informel logik, pragma-dialektik, kommunikation og retorik. Fra Skandinavien var vi seks personer, heraf tre kandidatstuderende fra Københavns Universitet. Som en særlig fin gestus blev disse inviteret med til at fremlægge papers og få feedback fra Tindale og Pinto ved en workshop for post-graduate students inden selve konferencen.
Mens konferencerne i Amsterdam efterhånden tiltrækker så mange deltagere at man kan frygte for at de er ved at drukne i egen succes, holder Canada-konferencen sig på et mere overskueligt antal. Der var dette år ca. 90 tilmeldte (plus andre tilhørere) og 80 foredrag. Selve konceptet for konferencens afvikling er bemærkelsesværdigt. I stedet for at man skal fare forvirret rundt mellem de enkelte sektioner hver halve time som det er almindeligt på denne slags konferencer, var der her afsat en hel time pr. foredrag: 30 min. til foredragsholderen, 10-12 min. til en forud udpeget kommentator og de resterende 15 min. til diskussion og spørgsmål fra salen. Det indebar at man havde mulighed for at vælge mellem seks samtidige foredrag og høre fem hver dag ud over keynote-foredragene. Fordelene ved denne mulighed for fordybelse og ro over forløbet forekom mig at veje tungere end fordelen ved det overblik man kan få ved at høre dobbelt så mange foredrag.
Konceptet kræver omfattende planlægning fra arrangørernes side og stor forberedelse fra deltagernes side. Abstracts skulle indsendes til anonym bedømmelse længe inden, manuskripter flere måneder inden, så kommentatorer kunne nå at sende deres indlæg tilbage et par uger inden. Mens man ofte må vente både vinter og vår, vil denne konferences Proceedings (inklusive kommentarer og foredragsholderens eventuelle svar) foreligge på CD-Rom allerede i løbet af sommeren 2007 med titlen Dissensus & the Search for Common Ground.
Som de stramme krav ansporede til, var kvalitetsniveauet af konferencens foredrag højt. I pagt med konferencens tværfaglige karakter tillod det brede konferencetema foredrag med stor emnemæssig spredning. Da et resume under alle omstændigheder vil begrænse sig til et tilfældigt udvalg, vil jeg nøjes med at frem­hæve et enkelt indslag af særlig interesse for en retorisk fagkreds. Det var Thomas Goodnight der fremdrog et spændende, men upåagtet retorisk emne under titlen Parrhesia: The aesthetics of arguing truth to power. Begrebet parrhesia (af pan-rhesia, altså ’at sige alt’) er blevet tillagt forskellige betydninger gennem retorikhistorien, men dækker kort sagt det at tale magten midt imod – uden at bringe sig selv i fare. Som typeeksempel brugte Goodnight dialogen fra Sofokles’ Antigone hvor Haimon prøver at tale Kreon til fornuft, et eksempel der viser bestræbelsen på at kritisere uden at støde magthaveren fra sig, men samtidig illustrerer hvordan forsøget på at bevare kontakten mislykkes og ender i kommunikationens sammenbrud. Et af konferencens andre bidrag, Common ground and argument by indirection in two seventeenth-century sermons, viste sig at følge op på dette interessante emne. Med Bossuets og Donnes prædikener vendt mod Ludvig XIV og Englands dronning Anne som sine cases belyste Claudia Carlos hvordan parrhesia kunne udøves indirekte sådan at den farlige kritik på den ene side blev forstået, men på den anden side ikke blev for risikabel for taleren selv.
Keynote-foredragene forgik hver dag før frokost. De tre keynote-talere repræsenterede henholdsvis fagene kommunikation, filosofi og retorik og afspejlede arrangørernes åbenhed mht. at udvide feltet argumentation til andre fagtraditioner end den logiske, specielt i retning af den retoriske.
Dale Hample fra University of Western Illinois holdt det første keynote-foredrag The Arguers. Han tog udgangspunkt i den vedvarende tekst-orientering, som han fandt kendetegnende for den moderne argumentationslæres fire fremherskende retninger: den uformelle logik, kommunikation, pragmadialektik og retorik. Han anholdt den almindelige tendens til at betragte tekstens argumentation som løsrevet fra menneskene omkring den – som om argumentation er noget der eksisterer statisk i tekster, og ikke noget der foregår i interaktion mellem dem der producerer og modtager den. Som supplement til tekststudier advokerede Hample for mere forskning om personerne der argumenterer, og om receptionen.
Michael Gilbert fra York University talte om Consensus and Unified Argumentation Theory. Han var ligesom Hample fortaler for drejningen mod praksis ud fra kodeordet ”natural normativity”. Han efterlyste en tættere integration hvor især uformelle logikere inkorporerer indsigter fra retorikken ­– og retorikere tager ved lære af sociologien. Det skete ud fra det grundsyn at målet med argumentationsteori er at forbedre færdigheden i at argumentere, og at hverdagens almindelige argumentation må ofres større opmærksomhed. I denne forbindelse gjorde han følgende gældende: at der altid er forskellige mål for argumentation, fx andre end pragmadialektikkens ’resolution’, at konteksten og den givne situation har betydning for argumentationen og normerne for den, at ethos altid er vigtig for argumentationen og vurderingen, og at man som vurderingskriterium må inddrage de normer som faktiske publikummer i konkrete situationer anlægger.
Keynote-foredraget på konferencens sidste dag af Christian Kock fra Københavns Univer­sitet var Norms of Legitimate Dissensus. Kock vendte sig mod konsensusteorier der, som hos bl.a. Habermas og pragmadialektikerne, forbinder rationalitet med målet om at nå til enighed. Han fastholdt, med udgangspunkt i Aristoteles, retorikkens argumentationsteori som en lærebygning for offentlig debat om handlinger og beslutninger. Eftersom beslutninger om hvad man skal gøre, ikke handler om sandhed men om valg, er argumentationen ’multidimen­sional’. Den offentlige debats moralske og praktiske emner involverer konkurrerende værdi­baserede argumenter som er ’inkommensurable’: der findes ingen fællesnævner som binder individer eller grupper til at vægte det ene legitime værdihensyn tungere end det andet. Normativ argumentationsteori må følgelig give plads for den uenighed der altid vil restere i den offentlige sfæres argumentation. Kock fandt støtte for sine pointer hos forskellige politiske filosoffer og moralfilosoffer, bl.a. John Rawls og Isaiah Berlin, og illustrerede dem med velvalgte eksempler – alt sammen anskueliggjort i en velopbygget powerpoint–præsentation.
Også med hensyn til det logistiske og sociale forløb alt vel, bl.a. på grund af en særdeles hjælpsom og venlig studenterstab. Konferencen gav anledning til at hylde de to nyligt pensionerede arrangører, som fik overrakt et festskrift redigeret af Hansen & Pinto: Reason Reclaimed: Essays in honour of J. Anthony Blair and Ralph H. Johnson, Vale Press, 2007. Den afsluttende middag var sponseret af SicSat, repræsenteret af Frans van Eemeren. Efter de forskellige festlige indslag – bl.a. et meget morsomt indlæg af Tindale og stående klapsalver til Douglas Walton, der også snart går på pension ­– kunne Hans Hansen kundgøre at næste OSSA-konference vil blive afholdt i Windsor igen i 2009. Den være hermed anbefalet!Læs

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere