Skepsis, konservatisme & pragmatisk sandhed

Replik

Författare: Søren Kjørup är professor i de humanistiske videnskabers teori vid Roskilde Universitetscenter och professor II i litteratur- og videnskabsteori vid Universitetet i Oslo.

Rhetorica Scandinavica 8 (1998), s 65-67. Replikken er til temanummeret om dekonstruktion, Rhetorica Scandinavica 7 (1998)

Replik till Dekonstruktionstemanumret

Artiklerne om dekonstruktion og retorik i Rhetorica Scandinavica 7 (1998) giver mig anledning til to eftertanker, der begge har noget med pragmatikken at gøre.

1

Den ene eftertanke udspringer af det overraskende fænomen at både Erik Bjerck Hagen og jeg selv afrunder vore artikler med en slags bekendelse til pragmatikken, på trods af at vi dog har helt forskellige udgangspunkter: Bjerck Hagen i en nuanceret tilslutning til dekonstruktionen, jeg i en kritik der nok fremstår lidt mere unuanceret i min artikel end den egentlig er (for jeg kan faktisk stort set tilslutte mig ikke blot dekonstruktionens laster, men også dens dyder som Bjerck Hagen regner dem op).
Er vi faktisk endt samme sted? Eller er situationen snarere den som Nelson Goodman beskriver i det jeg citerer og refererer fra ham ved slutningen af min artikel, altså at vi, på få afgørende nuancer nær, kun formulerer os ens, men faktisk står helt modsatte steder?
Svaret er, tror jeg, at vi i det konkrete står samme sted, men at vores teoretiske baggrund for at stå hvor vi står, er vidt forskellig. Det konkrete fællesskab finder jeg i Bjerck Hagens formuleringer om hvad han kalder “pragma­tiske vurderingskriterier”: En teoretisk retning (hans eksempel er dekonstruk­tionen)…
kan regnes som en meningsfylt aktivitet med sannhetspotensial så lenge den har konsekvenser som er praktisk anvendelige, estetisk funksjonelle, konsistente med vårt øvrige forråd av praktiske sannheter og annerledes enn konkurrere[n]de aktiviteters konsekvenser.
(Side 69, fremhævelser i originalen)
Forskelligheden kommer frem når Bjerck Hagen for eksempel skriver at “Det går ikke an å leve dekonstruktivt” (side 69), men ikke ser at dette må betyde at der er noget grundlæggende galt med dekonstruktionen. Ganske vist er jeg helt enig i at man naturligvis ikke kan leve som den slags skeptiker en konsekvent dekonstruktør må være, men filosofiske synspunkter der ikke stemmer overens med vores livsverden, kan jeg ikke opfatte som andet end fejlagtige. Og helt specielt gælder det de filosofiske synspunkter der ikke engang passer på den konkrete aktivitet som består i at formulere filosofiske synspunkter, for eksempel ved at de betvivler muligheden for konsistent og meningsfuld sprogbrug.
Bjerck Hagen tilslutter sig Hume og citerer en passage hvor Hume rask væk erklærer – lidt frit gengivet – at skeptiker, det er noget man er når man er i det filosofiske hjørne, men i dagligdagen kan vi naturligvis godt være sikre på både det ene og det andet. Jeg tilslutter mig hellere Kant der ikke havde meget til overs for dem der hylder maximen “Det skal nok være rigtigt i teorien, men det dur ikke i praksis” (som det fremgår af hans artikel “Über den Gemeinspruch: Das mag in der Theorie richtig sein, taugt aber nicht für die Praxis” fra 1793, der dog især handler om religiøse og politiske problemstillinger). Og jeg er ikke engang enig med Hume når han et par sider før Bjerck Hagens citat skriver at “Generally speaking, the errors in religion are dangerous; those in philosophy only ridiculous.”
Bjerck Hagens pragmatisme har udgangspunkt i at han mener at dekonstruktionens erkendelsesskepsis er grundlæggende korrekt. For ham betyder det at der er rent bord, og at vi bare må vælge for eksempel om vi vil være anarkister eller konservative pragmatikere. Selv vælger han at være konservativ pragmatiker, endog forbløffende konservativ. Jeg havde svært ved at tro mine egne øjne da jeg læste hans slutbemærkning om at “Når vi nå lever efter dekonstruksjonen, føler vi intet behov for nye paradigme-skifter” (side 70). Hovedredaktøren af det nyoprettede Norsk Litteraturvitenskapelig Tidsskrift, den forholdsvis nyudnævnte førsteamanuensis Erik Bjerck Hagen med en forholdsvis nytilegnet doktorgrad ser sig altså allerede i den grad som ét med den etablerede litteraturvidenskabelige institution at han ikke kan forestille sig at nye generationer vil have lyst til at gøre tingene på deres egen måde! Nogen filosofisk fejl er dette vel ikke, men latterligt alligevel.
Min pragmatisme har udgangspunkt i den opfattelse at den grundlæggende skepsis er logisk og praktisk umulig, og for mig er den pragmatiske holdning ikke et subjektivt valg, men noget jeg mener (meget kort sagt) at logik og erfaring dikterer. Og så tror jeg altså ikke at historien ender med mig!

Annons

2.

Filosofiske synspunkter der er i åbenlys modstrid med deres egne forudsætninger, må nødvendigvis være fejlagtige. Men dermed er jo ikke sagt at det altid er ligetil at finde ud af hvor de ræsonnementer der førte frem til de fejlagtige synspunkter, er kørt af sporet. Hvad nogle af Paul de Mans ræsonnementer angår, gør jeg et forsøg i min egen artikel i samme nummer. Men jeg ser af Jørgen Holmgaards ‘replik’ at det ikke helt er lykkedes; ellers ville han vel ikke kunne opfatte de cirka seks første siders analyse og argumentation i min artikel som en ‘overfladisk’ affærdigelse af den postmoderne skepsis “med generelle forsikringer om retorikkens og pragmatikkens velsignelser” (side 74) – en karakteristik der efter mine begreber højst passer på de sidste par sider af artiklen.
Holmgaard viser sig i det hele taget at være en noget modvillig læser af min artikel. Når jeg fremlægger en række eksempler på højst forskelligartede sandheder for at vise at man næppe kan have én teori om sandhed der ville omfatte alle typerne (side 58), vælger han for eksempel eksplicit at se bort fra “om eksemplifikationen kan bruges som argument for det, der er tanken med den” (side 73).
Til gengæld bryster han sig af at han sagtens kan se noget fælles ved mine eksempler, nemlig “at de nævnte udsagns sandhed i alle tilfældene beror på, at ingen har interesse i at anfægte det sæt af antagelser og den konsensus, der ligger bag” (også side 73), noget han tydeligt nok opfatter som et dræbende slag mod min pragmatiske opfattelse af sandhedsbegrebet. Men det er just ikke nogen indvending, for selvfølgelig har jeg netop omhyggeligt valgt eksempler på sandheder som de færreste ville bestride, for at henlede opmærksomheden på noget andet, nemlig deres forskellighed.
Men læg mærke til at Jørgen Holmgaard, i modsætning til mig, altså faktisk mener at have en sandhedsteori, nemlig en konsensusteori: Sandheden af de mest forskelligartede udsagn “beror på” at ingen vil finde på at bestride den. Han mener altså for eksempel at udsagnet “To plus to er fire” er sandt fordi det er noget vi alle er enige om, og må vel så også mene at udsagnet ville blive falsk hvis nogen meldte deres uenighed. Det pudsige er at hans konsensusteori må være falsk, i hvert fald hvis den skal gælde for sig selv, for vi er mange der slet ikke er enige i at sandhed og enighed er det samme.
Holmgaard gengiver min anti-skeptiske, pragmatiske opfattelse som “at det såmænd slet ikke står så galt til med at finde sandheden – ­eller sandhederne” (side 74). Og så tror han at han kan afvise opfattelsen ved at henvise til at det skam ikke er så let at blive enige om hvorvidt Tyrkiet er et demokrati (side 73).
Men for det første har jeg aldrig påstået at det er enkelt at finde sandheden om hvert eneste spørgsmål. Tværtimod refererer jeg med tilslutning vores fælles helt Aristoteles for at “sandheden ikke altid [kan] findes her og nu og om ethvert tænkeligt emne” (side 57).
For det andet er Holmgaards skuffelse over at mit filosofiske svar på den postmoderne skepsis ikke kan bidrage til afklaring af ethvert tænkeligt spørgsmål, helt malplaceret. Skåret ind til benet består diskussionen med skeptikeren af to replikker. Skeptikeren siger at der ingen sandheder findes. Anti-skeptikeren replicerer at dette i sig selv er en selvmodsigende påstand, og prøver så at få skeptikeren til at indse at der er sandheder som selv han, bevidst eller ubevidst, tager for givne – for eksempel at vi står her og diskuterer skepticismen. Om Tyrkiet er et demokrati, er naturligvis ikke noget der kan afgøres på dette filosofiske niveau.
Og for det tredie skulle Holmgaard måske overveje at følge den opfordring han gør sig så lystig over, altså min opfordring til at “tage udgangspunkt i den kommunikative situation som helhed” hvis man vil undgå den postmoderne skepsis. Om Tyrkiet er et demokrati, er jo netop ikke noget der kan afgøres uafhængigt af en konkret situation. Hvem spørger? Hvorfor? Ud fra hvilke forudsætninger? Gælder spørgsmålet indholdet i Tyrkiets forfatning? Gælder det regeringens behandling af oppositionen? Er spørgsmålet i virkeligheden om Tyrkiet er en retsstat, snarere end om hvordan parlament og regering sammensættes og beslutninger træffes og føres ud i livet?
Eller måske behøver han slet ikke overveje min opfordring, for svarer den ikke i virkeligheden til det Holmgaard selv opfordrer os til, omend i lidt mere abstrakte vendinger: “Vi bør derfor for hver enkelt udsagn … fastholde bevidstheden om det omfattende sæt af antagelser, som den pågældende videns holdbarhed afhænger af. Og som ikke nødvendigvis gælder for andre modsatrettede positioner. Først da, når dette større materiale er draget med ind, kan vi begynde at træffe de valg mellem konfligerende beskrivelser, som vi i praksis ikke kan undgå at måtte træffe” (side 75).
Bortset fra at det kan blive lidt besværligt hvis vi tager det bogstaveligt at vi aldrig må sige noget uden at fastholde bevidstheden om alle antagelserne bagved, udtrykker Holm­gaard her en retorisk og pragmatisk holdning som jeg fuldt ud kan tilslutte mig.

Se även Bjerck Hagens Duplik samt Jørgen Holmgaards reduplik ”Retorikken, dekonstruktionen & den postmoderne skepsis”