Rasmus Rønlev

Aktivistisk journalistik med måde: Når journalister hyldes for at tilskrive sociale bevægelser retorisk handlekraft

I aktivistisk journalistik (‘advocacy journalism’) arbejder journalister aktivt for at fremme en bestemt politisk eller social sag. Praksissen er omdiskuteret fordi den umiddelbart er i strid med den journalistiske objektivitetsnorm. Denne artikel vender opmærksomheden mod to eksempler hvor danske journalister ikke desto mindre har opnået faglig anerkendelse for at tilskrive sociale bevægelser retorisk handlekraft. Det første eksempel er Erik Thygesens mobilisering af den danske kvindebevægelse i 1970’erne; det andet er Jørgen Steen Nielsens forsvar for den unge klimabevægelse i 2010’erne. Artiklen illustrerer hvordan journalister kan balancere mellem journalistik og aktivisme og tilskrive sociale bevægelser retorisk handle­kraft uden samtidig at kompromittere deres egen privilegerede handle­position som journalister. Om end Thygesen og Nielsen bevarer en kritisk distance til de sociale bevægelser de dækker, bidrager de ikke desto mindre til at fremme bevægelsernes sag ved at etablere mulige kommunikative relationer mellem mennesker der enten har lille kendskab til eller forståelse for hinanden.

Abstract

Title Activist journalism in moderation: When journalists are celebrated for ascribing rhetorical agency to social movements
Abstract In advocacy journalism, journalists actively work to promote a specific political or social cause. The practice is controversial because it is seemingly at odds with the journalistic objectivity norm. This article focuses on two examples where Danish journalists nonetheless have achieved recognition from their peers for ascribing rhetorical agency to social movements. The first example is Erik Thygesen’s mobilization of the Danish women’s liberation movement in the 1970s; the second is Jørgen Steen Nielsen’s defense of the young climate movement in the 2010s. The article illustrates how journalists may successfully balance between journalism and activism and ascribe agency to social movements without compromising their own privileged capacity to act as journalists. While Thygesen and Nielsen keep a critical distance to the social movements they cover, they nonetheless promote the movements’ causes by establishing possible communicative relationships among people who have either little knowledge or little understanding of each other

Keywords

Activism, journalism, rhetorical agency, women’s liberation movement, climate movement

Artikeln

Ingår i: Rhetorica Scandinavica 86, 2023, tema Sosiale bevegelser
Abstract s XIII · Artikel s 122–140

https://www.doi.org/10.52610/v27i86.304

Om skribenten

Rasmus Rønlev, ph.d., er lektor i retorik ved Syddansk Universitet.
0000-0001-7014-2141.

Fulltext:

Når journalister bliver omtalt som ”aktivister”, er det sjældent et hæders­tegn, men oftere et forsøg på at udgrænse dem og deres praksisser fra det journalistiske fællesskab som fagligt illegitime (Russell citeret i Di Salvo, 2020, s. 156). Journalister kan indtage en legitim rolle som neutrale, tilstræbt objektive formidlere af sociale bevægelsers holdninger og handlinger og aktivisters forsøg på at igangsætte samfundsmæssig forandring fra neden (Nah, 2009). Men den journalistiske objektivitetsnorm tilsiger at journalister ikke bør optræde som aktivister selv der bidrager til at fremme en bestemt politisk eller social dagsorden (Bekken, 2009, s. 31; Charles, 2019, s. 1-2; Thomas, 2018, s. 391-392).

Denne artikel handler imidlertid om journalister der ikke desto mindre har opnået faglig anerkendelse for på aktivistisk vis at tilskrive sociale bevægelser retorisk handlekraft. Konkret tager jeg udgangspunkt i to cases: Erik Thygesens mobilisering af den danske kvindebevægelse i 1970’erne (Thygesen, 1970) og Jørgen Steen Nielsens forsvar for den unge klimabevægelse i 2010’erne (Nielsen, 2019). De to cases er ikke valgt fordi de er repræsentative, men fordi de er eksemplariske, i den forstand at de to journalisters praksis enten i eftertiden eller i samtiden er blevet hædrende omtalt af fagfæller. Thygesen er således blevet mindet i nekrologer som ”en af sin generations bedste hjerner” (Frid-Nielsen, 1999), ”radikal i ordets bedste og bogstaveligste betydning” og ”i bund og grund en god formidler” (Jensen, 1999); tilsvarende er Nielsen blevet hyldet med journalistiske priser for at være ”en en­mandshær, længe før klima blev mainstream” (Redaktionen, 2020) og ”’den første og den største’ på sit felt” (Therkildsen, 2022). Og det altså til trods for at såvel ­Thygesen som Nielsen mere eller mindre åbenlyst har støttet bestemte sociale bevægelsers sag, også i deres journalistik.

Jeg ser de to cases som interessante eksempler på det man i journalistikforskningen kalder advocacy journalism, altså journalistik hvor journalister arbejder for at fremme en bestemt politisk eller social sag (Bekken, 2009; Charles, 2019; Thomas, 2018). At journalister er aktive, undertiden aktivistiske i deres arbejde med at sætte samfundsproblemer til debat og følge op på deres løsning, er der stærk historisk præcedens for, såvel i Danmark som internationalt (Bro, 2006). Samtidig er det en form for journalistik som er kontroversiel både blandt journalister og i samfundet fordi praksissen umiddelbart er i strid med den journalistiske objektivitetsnorm (Bekken, 2009, s. 31; Charles, 2019, s. 1-2; Thomas, 2018, s. 391-392). Artiklens to cases afviger som sagt både fra normen om at journalister ikke bør kombinere journalistik og aktivisme, og fra forventningen om at de sanktioneres af deres kolleger (og offentligheden) hvis de gør det. Som eksempler på vellykkede normbrud kan de således give indblik i hvordan journalister kan balancere mellem journalistik og aktivisme og tilskrive sociale bevægelser retorisk handlekraft uden samtidig at kompromittere deres egen privilegerede handleposition som journalister.

Som Ryan J. Thomas har påpeget, er advocacy journalism trods sin lange om end kontroversielle historik i journalistik ’kronisk understudereret’: ”The absence of sustained inquiry into advocacy as a genre in its own right leaves significant gaps in our understanding of its dimensions”, skriver han (Thomas, 2018, s. 393). Den sparsomme forskning der foreligger, er fortrinsvis historisk anlagt og nærlæser ikke den aktivistiske journalistik – om end David O. Dowlings læsning af forfatteren Marilynne Robinsons miljøjournalistik udgør en undtagelse (Dowling, 2019). Med denne artikel bidrager jeg med et retorisk og nærlæsende perspektiv på hvordan journalistik og aktivisme kan kombineres på fagligt eksemplarisk vis.
Før jeg skrider til artiklens analyser, vil jeg dog først give et historisk overblik over samspillet mellem journalistik, sociale bevægelser og aktivisme.

Journalistik, aktivisme og retorisk handlekraft

Journalister kan umiddelbart fremstå som den diametrale modsætning til sociale bevægelser og aktivister; med deres tendens til at privilegere elitekilder som poli­tikere og myndighedsrepræsentanter og dermed den herskende orden som disse ­kilder typisk betoner, har journalister ofte været med til at repræsentere sociale bevægelser på misvisende og decideret negativ vis (Nah, 2009). Ikke desto mindre har journalister historisk set i flere tilfælde også haft afgørende betydning for sociale bevægelser, ikke blot som tilstræbt neutrale formidlere af aktivisters handlinger og bevæggrunde, men som aktivister i egen ret der har bidraget til at fremme en bestemt dagsorden.

Denne omdiskuterede form for journalistik hører i journalistikforskningen under samlebetegnelsen advocacy journalism, forstået som “a particular style of reporting, one which promotes a specific political or social cause” (Charles, 2019, s. 1). “[T]he advocacy journalist”, skriver Jon Bekken, “is openly trying to make a case (…) Advocacy journalism has often been linked to political parties or social movements, serving as part of a broader mobilization effort intended to bring about ­social change” (Bekken, 2009, s. 30). Målet er stadig at indsamle og videreformidle pålidelige oplysninger (ibid.), men i advocacy journalism vedkender journalister sig åbent et bestemt værdimæssigt ståsted og forandringsrettet sigte og dermed en bestemt politisk subjektivitet (Steensen, 2017 s. 42). Caroline Fisher har argumenteret for at al journalistik rummer advokerende træk, og at konkrete eksempler på journalistik følgelig kan placeres på et kontinuum fra det åbenlyst advokerende, for eksempel når journalister arbejder for at fremme en bestemt sag, til det mere diskret advokerende, eksempelvis når journalister til- og fravælger bestemte informationer, kilder og vinkler (Fisher, 2016, s. 712 og 723). I denne artikel fokuserer jeg på journalistik i den førstnævnte, aktivistiske ende af kontinuummet, men som vi skal se, kan aktivismen i denne slags journalistik også træde mere eller mindre åbenlyst frem.

I et historisk perspektiv er den subjektive, advokerende journalistik snarere normen end en afvigelse fra den. Såvel den angelsaksiske som den skandinaviske parti­presse havde i 1800-tallet et åbenlyst tilhørsforhold til det politiske system og talte eksplicit bestemte politiske partier og bevægelsers sag (Bekken, 2009, s. 30-31; Jensen, 2013, s. 172; Steensen, 2017, s. 34-35). Også i en bredere, ikke snævert parti­politisk forstand er der stærk historisk præcedens for at journalister har arbejdet aktivt, undertiden aktivistisk for at sætte påtrængende samfundsproblemer til debat og følge op på deres løsning (Bro, 2006, s. 67-70). I Danmark plæderede journa­listen Henrik Cavling i starten af 1900-tallet for at danske og specifikt dagbladet Politikens journalister skulle bedrive ‘aktionsjournalistik’ og “selv [gaa] i Spidsen” for i samarbejde med læserne at finder løsninger på alt fra alkoholisme til manglende vuggestuepladser i landets hovedstad (ibid., s. 70-71). Peter Bro har i forlængelse af dette argumenteret for at aktionsjournalistikken kan ses som en historisk forløber for såkaldt ‘konstruktiv journalistik’, en journalistisk retning som er genstand for stigende international bevågenhed i disse år, og som kort fortalt går ud på at journalister skal afdække løsninger lige såvel som problemer (Bro, 2019, s. 508-510; se også Haagerup, 2017).

I tiden mellem 1. og 2. verdenskrig blev journalistikken i stigende grad profes­sionaliseret, objektivitetsnormen slog igennem som dominerende journalistisk ideal, og journalistik der uden for avisernes debatsektioner tog aktivt stilling i politiske og sociale spørgsmål, blev suspekt (Bekken, 2009, s. 31; Charles, 2019, s. 1-2). Som John Chr. Jørgensen skriver i sin diakrone stilistiske analyse af dansk journalistik, kom dette også til udtryk i journalisters foretrukne sproglige stil som bevægede sig væk fra det mangfoldige og individualiserede og mod en mere ensrettet, kortfattet og faktuelt orienteret stil (Jørgensen, 2007, s. 10-13). Efter 2. verdenskrig blev ideal­et om at god journalistik var lig tilstræbt objektive nyheder, dog udfordret af det Jørgensen kalder en række “modbevægelser” hvoraf han udpeger new journalism som den første (ibid., s. 7 og 26-50). I USA vandt denne form for journalistik frem i 1960’erne da journalister som Tom Wolfe og Hunter S. Thompson gjorde op med ‘objektivitetens hegemoni’ og fortalte om ukendte miljøer i en litterær form for på den måde at give sine læsere indblik i samfundets værdier frem for blot at fastslå fakta (Charles, 2019, s. 2). Flere år inden Wolfe antologiserede fødslen af den ny journalistik (Wolfe & Johnson, 1973), udkom imidlertid et af de mest kendte eksempler på journalistik der i efterkrigstidens USA tog aktivt stilling til et aktuelt samfundsproblem og mobiliserede sine læsere til at gøre op med praksis på om­rådet. I bogen Silent Spring (på dansk: Det tavse forår) fra 1962 sammenskrev havbiologen og videnskabsformidleren Rachel Carson hvad den daværende miljøforskning viste om pesticiders – og ikke mindst stoffets DDT’s – giftighed, og sand­synliggjorde giftstoffernes mulige, men endnu ukendte skadevirkninger på miljø, dyr og mennesker. Bogen er blevet tilskrevet afgørende betydning for den amerikanske miljøbevægelse (Parks, 2017), og siden har dystopisk anlagt fortællende journalistik været med til at skabe opmærksomhed om og mobilisere aktivister til miljø- og klimasagen i såvel USA som Storbritannien (Dowling, 2019, s. 63-64).

Også efter udbredelsen af objektivitetsnormen som altoverskyggende rettesnor i vestlig journalistik er journalister altså vedblevet at indtage en aktiv, forandrings­rettet rolle hvor de med deres journalistik har inspireret og direkte tilskyndet til politisk og social forandring. Nogle journalister mener ligefrem at de og deres kolleger er fagligt forpligtet til at indtage en sådan rolle; et prominent eksempel er den amerikanske journalist Glenn Greenwald der i 2013 var med til at videreformidle Edward Snowdens læk af hemmelige dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste NSA, og som har formuleret synspunktet med en pointeret kiasme: “All activists are not journalists, but all real journalists are activists.” (citeret i Di ­Salvo, 2020, s. 155) Langt fra alle journalister er dog enige med Greenwald i denne normative afgrænsning af ægte journalister. Blandt journalister generelt vedbliver advocacy journalism således at være kontroversielt (Bekken, 2009, s. 32). Forstået som meningsjournalistik forklædt som nyheder – i stil med, ville nogle mene, Fox News på højrefløjen i USA og Huffington Post på venstrefløjen – er advocacy journalism blevet set som symptom på journalistikkens kvalitetsmæssige deroute (Thomas, 2018, s. 405). Også i Skandinavien er fænomenet omdiskuteret. Eksempelvis udløste dækningen af #MeToo-bevægelsen kontrovers og (selv)kritik blandt danske og svenske journalister hvad angik balancegangen mellem tilstræbt objektiv nyhedsformidling og aktivisme; hvor nogle svenske journalister mente at deres kolleger var gået for langt i deres anklager af seksuelle krænkere, mente nogle danske journalister omvendt at prisen for at tilkendegive sin holdning og arbejde for forandring havde været (for) høj (Hartley & Askanius, 2019, s. 867-868).

Dette til trods er det ikke desto mindre lykkedes nogle journalister at balancere mellem journalistik og aktivisme på en måde som har udløst deres kollegers respekt. I analyserne der følger, vender jeg blikket mod to danske eksempler på dette, nemlig henholdsvis Erik Thygesen og Jørgen Steen Nielsen. I den første analyse nærlæser jeg artiklen “Rejs jer kvinder!” fra 1970 hvor Thygesen på et tidligt tidspunkt skrev om amerikanske feministers ideologiske synspunkter og aktivistiske handlinger og på den måde inspirerede den gryende danske kvindebevægelse. I den anden analyse nærlæser jeg bogen Som gjaldt det livet fra 2019 hvor Nielsen skriver om grundlaget for det nye årtusindes reaktiverede klimabevægelse og understøtter bevægelsens sag ved at mobilisere aktivisternes (bedste)forældre. I den hædrende omtale fra kolleger som jeg citerede i indledningen, er det de to journalisters samlede aktivistiske gerning der fremstår eksemplarisk. Som eksempler på den gerning har jeg valgt mine konkrete analysetekster fordi de begge har en relativt åbenlys aktivistisk dagsorden og derfor må forventes at aktualisere den balancegang mellem journalistik og aktivisme som altså ikke blot tolereres, men hyldes af fagfæller, og som jeg derfor finder interessant at undersøge.

I analyserne fokuserer jeg på hvordan journalisterne tilskriver de respektive sociale bevægelser retorisk handlekraft. Med handlekraft sigter jeg – inspireret af Michael C. Leff og Ebony A. Utley – til det ’netværk af kommunikative relationer’ (Leff & Utley, 2004, s. 40) som journalisterne i kraft af deres argumentation og stil etablerer mellem teksternes første persona (Cherry, 1988; Leff & Utley, 2004, s. 40) og en eller flere anden personae i teksterne, altså indskrevne publikummer med bestemte ideo­logiske tilhørsforhold (Black, 1970; Leff & Utley, 2004, s. 50). Med afsæt i denne forståelse af retorisk handlekraft opfatter jeg analyseteksterne som ”en levende arena (…) hvor retoriske mekanismer – uanset retors intentioner – danner forbillede for faktiske sociale relationer” (Isager, 2014, s. 270). I forlængelse af dette undersøger jeg handlekraft som de relationer mellem retor og forskellige publikummer som idealiseres i teksterne, uafhængigt af om de relationer rent faktisk realiseres uden for teksterne, altså som et tekstinternt anliggende uagtet teksternes faktiske effekt. Reto­risk handlekraft er dog nøje forbundet med den kontekst og kultur som teksterne optræder i (Campbell, 2005, s. 3-5; Isager, 2014, s. 267-268; Miller, 2007, s. 149-151), og i en afrundende opsamling på mine analyser inddrager jeg derfor den journalistiske og historiske sammenhæng som teksterne er indlejrede i, for på den baggrund at sætte den handlekraft der etableres i teksterne i et større perspektiv.

Handlekraft på tværs af rum: Erik Thygesen og ”Rejs jer kvinder!”

Erik Thygesen (1941-1999) var en dansk kulturjournalist og forfatter der som ung var på studieophold i USA (Bjørnkjær, 1999), og som i årene efter “ene mand [introducerede] den nye kvindebevægelse, de sorte pantere og mange andre af 60’ernes nyskud fra det andet, alternative og antiautoritære Amerika” til danske ­læsere (Frid-Nielsen, 1999). I 1964 oversatte han flere amerikanske beatdigtere til dansk, herunder Allen Ginsbergs digt ”Howl” (ibid.). Året før udgivelsen af ”Rejs jer kvinder!” havde Thygesen været på et længere roadtrip i USA, hvilket resulterede i to-bindsværket Den amerikanske befrielsesfront hvor Thygesen kortlagde en lang række af de sociale bevægelser som prægede samtidens Amerika (”Robert Smithson Interview with Stig Broegger and Erik Thygesen”, n.d.). Med sin interesse for (amerikansk) modkultur stod Thygesen i relation til førnævnte new journalism, en journalistisk retning kendt og berygtet for sin subjektive, fortællende stil (Steensen, 2017, s. 35-36), og som Thygesen senere skulle realisere i mere fuldbyrdet form som en af de ledende kræfter bag filmmagasinet Levende Billeder (Jørgensen, 2007, s. 30 og 32). I sit virke som journalist skabte Thygesen med sine metoder undertiden debat, ikke mindst da han i 1973 producerede en fiktiv radioreportage om en arbejdsulykke på Lindø Værftet med dødelig udgang for på den måde at skabe opmærksomhed om farligt arbejde. Dette faldt flere politikere for brystet, herunder Erhard Jakobsen der i de år var prominent kritiker af ’de røde lejesvende’ på Danmarks Radio, og på hvis foranledning Radiorådet senere modsatte sig at Thygesen blev fastansat på DR (Bjørnkjær, 1999; ”Erik Thygesen”, 2022). Ved sin død blev Thygesen, med allusion til netop Ginsbergs ”Howl”, ikke desto mindre hyldet i Aktuelt som ”en af sin generations bedste hjerner” og for at være ”legendarisk forud for sin tid”, bl.a. med henvisning til sin brug af fiktive virkemidler (Frid-Nielsen, 1999). I Information hed det at han ”var i gammeldags forstand et engageret menneske, og engagementet gjaldt især de, der var i klemme i samfundsmaskineriet, de små” (Bjørnkjær, 1999). Og i Weekendavisen blev han i forlængelse af dette hyldet for at være ”radikal i ordets bedste og bogstaveligste betydning. (…) Gennem årene forsvarede og forklarede han mange upopulære synspunkter, så man følte, at man forstod dem lidt bedre. Også i den henseende var han i bund og grund en god formidler.” (Jensen, 1999) Thygesens journalistiske eftermæle tegnedes i den forstand af hans hang til aktivisme i såvel journalistikkens indhold som dens form.

Undergrundsbladet Superlove hvor artiklen ”Rejs jer kvinder!” blev bragt, var forum for tidens mod- og beatkultur og havde bl.a. det amerikanske Rolling Stone som forbillede (”Superlove”, 2022). Bladet dyrkede ”den amerikansk inspirerede hippie-filosofi, hvor der fokuseredes på fænomener som natur, kærlighed og beatmusik der kunne lede frem mod det gode samfund” (Malm, 2009, s. 39). Dermed distancerede bladet sig fra samtidens venstreorienterede intellektuelle og deres kritik af USA og amerikansk (pop)kultur (ibid., s. 38). I journalistikforskningen er det velkendt at alternative medier fungerede som vigtige platforme for 2. bølge feminisme i 1960’erne og 1970’erne (Endres, 2009, s. 577-581). Om end Superlove ikke var snævert tilknyttet nogen bestemt social bevægelse eller politisk organisation, kan bladet ikke desto mindre ses som et dansk eksempel på samspillet mellem undergrundsmedier og sociale bevægelser. Bladets nære forbindelse til den modkulturelle undergrund i såvel Amerika som Danmark kan have sat Thygesen i stand til at dække (og mobilisere) kvindebevægelsen i Danmark før nogen traditionelle nyheds­medier (Bekken, 2009, s. 32).

I artiklen ”Rejs jer kvinder!” formidler Thygesen amerikanske feministers ideologiske argumenter. Over halvdelen af artiklen (1464 ud af 2723 ord) består af fyldige citater af repræsentanter for forskellige grupperinger i den amerikanske kvindebevægelse oversat til lejligheden af Thygesen selv. Thygesen citerer for eksempel ”Rødstrømpe-manifestet d. 7. juli 1969” for at formulere kvindebevægelsens vigtigste forandringsrettede sigte således: ”Vores væsentligste opgave i den øjeblikkelige situation er at udvikle den kvindelige klassebevidsthed gennem fælles erfaringer og overfor offentligheden at afdække det sexistiske grundlag for samtlige vores institutioner.” (s. 9) Denne overordnede advokerende påstand underbygges umiddelbart inden når Thygesen citerer samme manifest: ”Vi kan ikke lade os selv være afhængige af eksisterende ideologier – de er alle produkter af en mandlig overherredømme-kultur.” (ibid.) På denne måde formidler artiklen altså en feministisk ideologi, men vel at mærke ved at argumenterne for ideologien lægges i munden på kilderne via citater.

I den øvrige brødtekst, altså uden for citaterne, er hovedparten af artiklen skrevet i tredje person. Kun to gange bruger Thygesen pronomenet ”jeg” (s. 8 og 9). Det er således karakteristisk når Thygesen som optakt til citatet ovenfor skriver: ”Rød­strømperne har hovedkvarter i New York og består i første række af yngre universitetsuddannede, selverhvervende hvide kvinder – skribenter, psykologer, lærerinder.” (s. 9) I den forstand indtager Thygesen i lange stræk en relativt tilbagetrukket rolle som formidler af andres synspunkter. Samtidig viser Thygesen bredden i den amerikanske kvindebevægelses dagsordener som ifølge ham rækker fra ”ejendoms­forhold” (s. 8) og ”løndiskriminering” (s. 8) til ”den seksuelle undertrykkelse” (s. 9) og ”abort” (s. 8 og 9). Artiklen formidler altså måske nok bevægelsens overordnede feministiske ideologi, men afspejler også mangfoldigheden i hvordan forskellige grupperinger inden for bevægelsen mener at den ideologi konkret bør udmøntes, og på hvilke områder det er mest presserende at opnå ligestilling.

Ud over kvindebevægelsens ideologiske argumenter formidler Thygesen bevægelsens forskellige grupperinger og hvad de har gjort. Thygesen opsummerer således grupperingernes akronymer, for eksempel NOW (National Organization for Women), SCUM (Society for Cutting Up Men) og WITCH (Women’s International Terrorist Conspiracy from Hell) (s. 8), og deres aktionsformer, eksempelvis demonstrationer, guerillateater og karate (s. 8-9). Gennem artiklen rangordner Thygesen de forskellige grupperinger ud fra hvor radikale de (ikke) er, et tema der varsles allerede i artiklens underrubrik der lyder: ”Om radikaliseringen af den ældste og største minoritet – kvinderne” (s. 8). I brødteksten skriver Thygesen om organisationen NOW at den ”navnet til trods nok er den forsigtigste af grupperne” og ”meget lidt rabiat” (s. 8); tilsvarende skriver han om Rødstrømperne at det er ”en typisk, ikke alt for ekstremistisk kvindebefrielsesgruppe” (s. 9). Generelt etablerer Thygesen altså en relativt klassisk journalistisk persona hvor kilderne, deres holdninger og handlinger er i forgrunden, mens journalisten selv er i baggrunden og højst træder frem som en autoritet der har indsigt og overblik nok til at kunne vurdere kilderne i forhold til hinanden. Denne persona peger samtidig i retning af tekstens intenderede publikum; Thygesens vidende indføring er først og fremmest relevant for et publikum der ikke har den samme viden som ham.

Ikke desto mindre er der flere eksempler på at Thygesen også indtager en mere åbenlyst advokerende position der er solidarisk med kvindebevægelsen og dens aktivister. Artiklens rubrik, ”Rejs jer kvinder!” (s. 8), stammer ifølge Thygesen selv fra en tekst trykt i skoleavisen Bay Area High School Press og er i den forstand ligesom citaterne et budskab som Thygesen blot videreformidler. Når citatet ophæves til rubrik, vel at mærke uden citationstegn, signalerer det imidlertid sympati for budskabet og dets imperativ om handling (om end der her må tages forbehold for at rubrikken kan være valgt af en anden). Dette bestyrkes yderligere af underrubrikken. Den bestemte artikel (”den”) og superlativerne (”ældste” og ”største”) i nominalhelheden ”den ældste og største minoritet” præsupponerer at kvinderne indtager denne position, et synspunkt som ikke var ukontroversielt i samtiden, heller ikke på venstrefløjen. Som historikeren Pernille Ipsen skriver i bogen Et åbent øjeblik:

”Thygesens artikel placerede kvinders undertrykkelse centralt i venstrefløjens politiske agenda fremfor at isolere ”kvindesagen” som underordnet eller direkte skadelig, sådan som mange andre mænd i ungdoms- og studenteroprøret gjorde (…) Mange venstreorienterede mænd anså kvindesagen for at være usolidarisk og antisocialistisk, og nogle blev personligt provokerede, når (…) kvinder spurgte for meget til ”kvindespørgsmålet”.” (Ipsen, 2020, s. 34)

Ved at forudsætte påstanden om kvinders status som minoritet med den sikkerhed som Thygesen gør i underrubrikken, tager han altså subjektivt stilling i sagen på aktiv, ja, endda provokerende vis.
Thygesens advokerende position træder dog tydeligst frem når han senere i artiklen skriver:
”Dette er ikke rigtig stedet for en længere opregning af tal og facts som ­skulle bevise at kvinderne virkelig har grund til at råbe op, at de er udsat for diskrimination ikke blot lønmæssigt – på arbejdsmarkedet, men også ud­dannelsesmæssigt, seksuelt, psykologisk – hvilket alt sammen selvfølgelig er politik.” (s. 8)

Med den indledende forbigåelse adresserer Thygesen kvindesagens ideologiske spørgsmål direkte; trods den indledende besværgelse om at ”Dette er ikke rigtig ­stedet…”, tjener den efterfølgende fyldige opregning af de uretfærdigheder kvinder udsættes for til at omtale og fremhæve ”noget under Skin af at lade det unævnt”, som Ulla Albeck formulerer forbigåelsens logik (Albeck, 1967, s. 199). Umiddelbart inden har Thygesen citeret hvad han betegner som ”et skarpt angreb på hele kvinde-frigørelses-problematikken” fra de to sociologer John Gagnon og William Simon (s. 8), og i sammenhængen fremstår forbigåelsen derfor per kontrast som et forsvar for selvsamme problematik. Tilsvarende træder Thygesen frem som solidarisk med sagen når han senere omtaler et amerikansk spillesteds tilbud om ”gratis adgang for piger uden BH” som ”endnu et forsøg fra besættelsesmagtens side på at få kvinder til at prostituere sig” (s. 9). Formuleringen ligger naturligt i forlængelse at to citater umiddelbart inden hvor Rødstrømpe-manifestet citeres igen for at omtale ”[m]ændenes overherredømme” og ”herskerrolle” (s. 9). Men den militaristiske metaforik (”besættelsesmagten”) står ikke i citationstegn og må derfor tilskrives Thygesen selv.

Thygesens selviscenesættelse som aktiv om end tilbagetrukket part i kvindesagen er yderligere i tråd med et modsætningsforhold der etableres i teksten, mellem pressen generelt og den undergrundspresse Thygesen selv tilhører. Indledningsvis konstaterer Thygesen at ”[k]un den mest etablerede del af pressen har turdet foregive ligegyldighed overfor kvindeaktivisternes krav.” (s. 8) Med adverbiet ”kun” forudsættes det at den mindre etablerede del af pressen ikke har udvist den samme ligegyldighed, hvilket bekræftes af hvor de citater som Thygesen videreformidler, stammer fra. Ifølge ham stammer citaterne blandt andet fra “gadeavisen ”The New York Element”” (s. 8), “en skoleavis – Bay Area High School Press” (s. 8), “den socio­logiske gadeavis Leviathan” (s. 8) og “billigbogsskriftet ”US”” (s. 9). I kraft af sit kilde­valg og sit tilhørsforhold til Superlove som en dansk pendant til de alternative amerikanske medier som Thygesen citerer, står hans artikel og med den ham selv i kontrast til ”den mest etablerede del af pressen” og dens ligegyldighed over for ”kvindeaktivisternes krav”. Modsætningen forudsætter at for Thygesen er de krav alt andet end ligegyldige.

Den dominerende ideologi som tekstens indskrevne publikum inviteres til at acceptere, er åbenlyst feminisme. Med sine gennemgang af de mange forskellige grupperinger inden for den amerikanske kvindebevægelse og de meget forskellige aktionsformer de benytter sig af, formidler Thygesen dog samtidig den mulige bredde i dén ideologiske position. Ideologien står i antitetisk modsætning til den patriarkalske status quo. Ligesom argumenterne for den feministiske ideologi er det først og fremmest Thygesens kilder som via de mange citater er ansvarlige for artiklens afstandtagen til patriarkatet. I citatet fra førnævnte skoleavis tager skribenten således afstand fra ”et socialt og økonomisk system, som tildeler kvinder en underordnet position” (s. 8), mens det allerede nævnte Rødstrømpe-manifest omvendt tager afstand fra et system som tildeler mænd en overordnet position: ”Alle magtstrukturer op gennem historien har været domineret af mænd og orienterede mod mænd. ALLE mænd har økonomisk, seksuelt og psykologisk udbytte af mændenes overherredømme.” (s. 9) Væsentligt er det at opgøret med den patriarkalske status quo ikke begrænser sig til det samfund som venstrefløjen forsøger at forandre; en kilde, ”Marge Piercy, garvet studenteraktivist”, citeres for sin afstandtagen til hvordan ideologien også øver indflydelse på venstrefløjen: ”Bevægelsens sande basis er en stor flok gratisarbejdende kvinder som udfører det daglige lortearbejde.” (s. 9) Som Ipsen skriver, har en sådan skærpelse af den ideologiske afstandtagen givet kunnet provokere nogle mandlige læsere, men har omvendt kunnet vække genklang hos nogle kvindelige læsere: ”[F]or (…) kvinder, som var utilfredse med den mandsdominerede venstrefløj, må Thygesens artikel have lydt som om den var ­skrevet til dem, hvilket den nok også var.” (Ipsen, 2020, s. 33-34)

Alt i alt fremstår Thygesen som den (al)vidende formidler der er sympatisk indstillet over for kvindebevægelsen om end han indtager en relativt tilbagetrukket advokerende rolle. Generelt uddelegerer Thygesen såvel argumenterne for en feministisk samfundsorden som argumenterne mod dens patriarkalske modstykke til kilderne, men signalerer ikke desto mindre solidaritet med kilderne og den kvindebevægelse de repræsenterer, såvel implicit via sit kildevalg som eksplicit via sit ordvalg. I artiklen tilskriver Thygesen den danske kvindebevægelse retorisk handlekraft ved at formidle informationer på tværs af rum og ved på den måde at etablere en mulig relation mellem amerikanske og danske aktivister på trods af geografisk afstand. Accepterer de danske læsere den feministiske ideologi som teksten videreformidler, fremstår artiklen som et idékatalog over mulige aktivistiske organiserings- og aktionsformer til at føre den ideologi ud i livet.

Handlekraft på tværs af tid: Jørgen Steen Nielsen og Som gjaldt det livet

Jørgen Steen Nielsen (1952-) er oprindelig uddannet biolog og har siden 80’erne skrevet om miljø og klima i avisen Information (Nielsen, 2019). I 2004 fik Nielsen sammen med kollegaen Charlotte Aagaard Cavlingprisen for sin kritiske dækning af Irakkrigen (og holdt i den forbindelse en mindeværdig takketale, se Rønlev, 2020). I de senere år har han tilsvarende modtaget flere journalistiske priser for sit mangeårige arbejde som miljø- og klimajournalist. I 2020 modtag han således Publicistprisen blandt andet med den begrundelse at “han var en enmandshær, længe før klima blev mainstream og sagen så varm, at den kunne afgøre et folketingsvalg” (Redaktionen, 2020); og senest har han i 2022 modtaget Carl Nielsen-legatet hvor det i pristalen blandt andet blev fremhævet at han ”i alle årene [har] holdt fast i [s]it kæmpestore engagement i klimasagen. Fra ung biologistuderende til indigneret journalistisk nestor.” (Therkildsen, 2022)

Bogen Som gjaldt det livet: Til den nye klimabevægelse er udgivet på Informations Forlag i 2019. Information har sin baggrund i modstandsbevægelsen og den illegale presse i Danmark under 2. verdenskrig (”Dagbladet Information”, 2022) – avisens nuværende motto er således ”Modstand siden 1943” (”Modstand siden 1943”, n.d.). Ifølge avisens tidligere chefredaktør Christian Jensen har Information været ”de store bevægelsers avis: modstandsbevægelsen, ungdomsoprøret, miljøbevægelsen” (Jensen, 2018 s. 126). Nielsen selv har i forlængelse af dette brugt betegnelsen ”aktivisme” om såvel den journalistik som avisens grundlæggere bedrev under 2. verdenskrig, som sin egen klima- og miljøjournalistik (Nielsen, 2018, s. 176 og 179). Med Som gjaldt det livet skriver Nielsen sig ind i en international tradition for at bruge journalistik i bogformat ”to inspire change” (Gilbert, 2009); ud over Rachel Carsons bog Silent Spring som allerede er nævnt, er et andet kendt eksempel, særligt i retorisk sammenhæng, Jonathan Schells bog The Fate of the Earth fra 1982 som inspirerede atomnedrustningsbevægelsen i USA – og Walter Fishers berømte diskussion af narrativ retoriks potentialer (og mangel på samme) i offentlig meningsdannelse (Fisher, 1985, s. 11). Nielsens bog er ikke eksplicit genreklassificeret hverken på bogens omslag eller i forlagets omtale, men som vi skal se, fremstår den som en debatbog der rummer såvel journalistisk referat som advokatur. Da bogen blev udgivet, forærede den daværende danske klimaminister, Dan Jørgensen, et eksemplar til samtlige medlemmer af regeringens udvalg for grøn omstilling (Jørgensen, 2019).

I Som gjaldt det livet formidler Nielsen de fakta der ligger til grund for “de unges klimaoprør” som det hedder på bogens bagside, og forsøger på den måde at forklare en dagsorden til hvad der samme sted omtales som “forældregenerationen”. Nielsens hovedpåstand i bogen er at verden står over for en dobbelt krise: en klimakrise og en social krise hvis løsning vanskeliggøres af at de to kriser hænger tæt sammen. Stigende ulighed gør det ifølge Nielsen vanskeligt at mobilisere verdens befolkning til ”en dybtgående grøn omstilling”; samtidig får klimaforandringer uligheden til at stige yderligere (s. 36). ”Med klimakaos følger socialt kaos, og med socialt kaos svinder evnen til at gennemføre radikale omstillinger ad demokratisk vej”, skriver han (ibid.).

Demokratiets mulige sammenbrud er et tema som Nielsen slår an allerede i bogens indledning. Når han optegner dette dystre perspektiv, skal det ifølge ham selv fungere som ”en spidsformuleret advarsel (…) Spidsformuleret, i håb om at advarslen kan være med til at dæmme op for, at det faktisk går sådan.” (s. 12) Nielsen er altså ganske eksplicit om sit advokerende, forandringsrettede sigte og kalder selv sin bog for ”en advarsel og en appel” (s. 16). ”’Ingen klimakamp uden social kamp’, råber demonstranterne. De har ret”, konstaterer han (s. 37) og stiler i undertitlen bogen ”Til den nye klimabevægelse”. En vigtig komponent i Nielsens persona er således at han eksplicit positionerer sig som part i den politiske og sociale kamp han skriver om, og åbent deklarerer hvor hans sympati ligger.

En anden vigtig komponent er Nielsens mangeårig erfaring og omfattende viden som miljø- og klimajournalist og den appel til etos-dyden phronesis (Aristoteles, 1996, se B.I.5, 1378a) som den erfaring og viden underbygger. Etos-apellen etableres indirekte (Gabrielsen og Christiansen, 2010, s. 112-113) når Nielsen underbygger sin tese om tidens dobbelte krise med 22 siders fodnotehenvisninger til (over)statslige myndigheder som Danmarks Statistik, FN og Verdensbanken (s. 190-212). Men den etableres også direkte (Gabrielsen og Christiansen, 2010, s. 114-115), eksempelvis i forordet hvor Nielsen skriver i første person om sin egen, lange historik som formidler af bogens emner:

”Jeg startede med at skrive som journalist om den økologiske udfordring, samtidig med at mit ældste barn, min datter, blev født. Havde jeg dengang vidst, hvor lang tid det skulle tage, og at vi i dag – 35 år senere – endnu ikke ved, hvordan det ender, havde jeg muligvis valgt at beskæftige mig med noget andet.” (s. 10)

I citatet slår Nielsen et centralt tema i bogen an, nemlig forholdet mellem viden og resignation. På den ene side betyder Nielsens viden at han har ”vished om [omstillings]processens 50-årige historie og bjergene af indsigt, advarsler, initiativer og forslag undervejs” (s. 70). På den anden side er det med selvsamme viden ”fristende at resignere” som han skriver (ibid.). Når hans læsere efterlyser råd om hvad de selv kan gøre for at imødegå klimakrisen, ”kan [det derfor] friste til det arrogante, lidt trætte svar, at ’det skrev jeg en hel bog om for 10 år siden’” (s. 186). Nielsen afskriver eksplicit resignation som ”en udsigtsløs position” (s. 70), men i hans persona­konstruktion går erfaring og viden ikke desto mindre hånd i hånd med en nagende, lidt træt impuls til at opgive kampen. Som vi skal se, knytter citatet ovenfor knytter dog også an til et andet af bogens centrale temaer, nemlig relationen mellem (bedste)forældre og (børne)børn. Det er denne relation der bærer på bogens håb.

Om end Nielsen eksplicit udtrykker sin solidaritet med de unge klimademonstranter, er han ikke én af dem. I kraft af den viden og det overblik hans mangeårige journalistiske virke har bibragt ham, kommenterer han løbende på kritisk vis de unges opfattelse af klimakrisen:

”Når man taler med nogle af de unge, der går i skolestrejke for klimaet, går det op for én, at de ofte tager tingene helt bogstaveligt. Når FN’s klimapanel i 2018-rapporten siger, at de globale udledninger må halveres senest i 2030 for at opretholde muligheden for at stoppe opvarmningen ved 1,5 grader, så bliver det af mange hørt som en kategorisk frist på 12 år. (…) Sådan er det naturligvis ikke. (…) Vi styrter ikke i en afgrund, vi glider nedad en skrænt mod stadig større ødelæggelser og menneskelige omkostninger.” (s. 30-31)

Nielsen indtager altså en rolle hvor han har mandat til at gå i rette med rigtigheden i den nye klimabevægelses argumenter – og, som det næste citat illustrerer, hensigtsmæssigheden i dens henvendelses- og aktionsformer:

”[M]idt i det vækkelseslignende holdningsskred i klimaspørgsmålet, som fejer hen over kloden og giver håb om handling, er dette måske den største udfordring og risiko, der hviler på den fremstormende, entusiastiske, nærmest hyperaktive klima- og miljøbevægelse: Hvis budskabet bliver for endimen­sionelt og i nogles ører formynderisk, usolidarisk og totalitært, så vil det komme til folkelige modreaktioner.” (s. 89)

Tidens ”vækkelseslignende holdningsskred i klimaspørgsmålet” står i skærende kontrast til Nielsens egen, mangeårig interesse for og dækning af emnet. Om end Nielsen og den ”nærmest hyperaktive klima- og miljøbevægelse” deler det samme ”håb om handling”, står han ikke desto mindre uden for bevægelsen og kommen­terer den med kritiske distance.

I bogens forord er det dog ikke Nielsens rolle som vidende og kritisk journalist der betones mest, men derimod hans rolle som (bedste)far:

”Min søn og min datter vil, om alt går vel, være her i 2050. Mit lille, elskede barnebarn vil være her, når århundredet går på hæld. Hvordan ser deres verden ud? Hvad har vi lagt i kortene til dem? (…) Som tingene tegner netop nu, kastes man mellem håb og fortvivlelse.” (s. 7)

Nielsen fungerer på synekdokisk vis som repræsentant for bogens primære indskrevne publikum (Leff & Utley, 2004, s. 47-48 og 50), nemlig de unge klimaakti­visters (bedste)forældre som Nielsen mobiliserer som støtter for de unges sag. I bogen appellerer Nielsen eksplicit og ganske kategorisk til et fælles værdisæt for (bedste)forældre: ”Intet kan smerte et voksent menneske mere end at svigte sine børn eller børnebørn ved at være direkte årsag til forringede fremtidsmuligheder for dem.” (s. 81) Med afsæt i dette værdisæt kan han andetsteds appellere til den samme gruppes fælles dårlige samvittighed:

”Det virker på sin vis ubegribeligt, at vi så længe har kunnet forlige os med (…) at lade kortsyn og uansvarlighed råde som vores ledemotiver for en vedvarende udplyndring af det planetære skatkammer, som (…) vi ved, at vores børn og børnebørns trivsel og eksistens er betinget af.” (s. 71-72)

Når Nielsen karakteriserer det kollektive subjekt ”vi” med ord som ”kortsyn”, ”uansvarlighed” og ”udplyndring”, er det ikke et entydigt positivt fællesskab han ind­skriver i bogen; men i forordet udstikker han dog kursen for hvordan det kan blive det, og plæderer for at (bedste)forældre bør realisere deres forpligtelse over for deres (børne)børn ved at støtte den grønne omstilling: ”Tænk, hvis vi kan stille om til en økonomi karakteriseret ved høj grad af bæredygtighed og lighed mellem mennesker. Hvor meget lettere vil vore børn og børnebørns gang på Jorden ikke blive. Er det muligt, bliver der spurgt. Vi ved ikke, at det er umuligt.” (s. 10)

En anden vigtig skikkelse i Nielsens fremstilling er den unge, svenske klima­aktivist Greta Thunberg som Nielsen omtaler som ”noget ganske unikt” (s. 76). I forlængelse af dette betoner han at ”det virkeligt bemærkelsesværdige er, at Greta Thunberg så præcist har ramt tanker og følelser, som tydeligvis har rumsteret i hovederne på så mange andre unge mennesker.” (ibid.) Thunberg kommer således til at fungere som en synekdoke for bogens sekundære indskrevne publikum, nemlig de unge klimaaktivister som har slået Thunberg følgeskab, og som i overført betydning ”overhører” Nielsens henvendelse til deres (bedste)forældre (Leff & Utley, 2004, s. 47-48 og 50). Som jeg allerede har været inde på, går Nielsen undervejs i rette med aktivisternes opfattelse af og krav i klimakampen; men aktivisterne tjener samtidig en vigtig retorisk funktion i bogen som en kontrastfigur til Nielsen selv og de (bedste)forældre han repræsenterer. Hvor Nielsen og (bedste)forældrene kæmper med ”resignation” (s. 70), ”kortsyn og uansvarlighed” (s. 71), ”kombinerer [de unge] et for alderen højt niveau af indsigt om udfordringen med en unik livskraft og beslutsomhed.” (s. 126) ”Dette er unge mennesker med livsdrømmene intakte og samtidig med stålsat vilje til at presse den ansvarlige forældregeneration til ansvar og handling”, skriver Nielsen (s. 126) og konstaterer andetsteds at ”[s]koleeleverne er som den lille dreng i Kejserens nye klæder” (s. 75-76). De unge kommer således til at stå som et forbillede for deres (bedste)forældre. Samtidig står Nielsen som et forbillede for de unge idet han med sin appel til (bedste)forældrene insisterer på at den ældre generation er inden for retorisk rækkevidde; det nytter med andre ord at opretholde en kommunikativ relation til dem trods deres tøven i klimasagen (Leff & Utley, 2004, s. 47).
Dette leder videre til den ideologi som bogens indskrevne publikummer inviteres til at acceptere. Bogen igennem betoner Nielsen at de unge klimaaktivister ikke anfægter ”selve den demokratiske orden” (s. 15), at de ikke taler om ”socialisme eller revolution” (s. 131), og at de ikke råber ”på socialisme, endsige diktatur eller nazisme”, tværtimod; de ”appellerer til demokratiets institutioner”, ”afspejler tro på, at demokratiet kan håndtere denne dobbelte, historiske udfordring” (s. 15) og ”er­klærer sig udtrykkeligt som tilhængere af demokratiet” (s. 111). I en historiserende passage reaktiverer Nielsen sin erfarne, vidende rolle og konkluderer i en sammenligning af de unges (klima)oprør med ungdomsoprøret i 1968 at ”[i] dag fylder ideo­logierne meget mindre for aktivisterne.” (s. 132) I forlængelse af dette konstaterer Nielsen at det ”det eneste reelle håb [forekommer] at være det, der kan knyttes til borgeres konkrete indsats for at revitalisere demokratiet” (s. 167) og vier bogens afslutning til at plædere for ”do-it-yourself-demokrati” (s. 163-187). En sådan revitalisering af demokratiet fremstilles som det moderate alternativ til to ekstreme, antitetiske yderpunkter (Leff og Utley, 2004, s. 43-44), nemlig hvad Nielsen betegner hhv. ”økoterrorisme” hvor radikale kræfter undergraver samfundsordenen fra neden, og ”økofacisme” hvor autoritære regimer sætter sig igennem fra oven (s. 12 og 125). Om end Nielsen iscenesætter sit og de unges verdenssyn som post-ideo­logisk i snæver politisk forstand, fremhæves det ikke desto mindre per kontrast til en række danske og internationale politikere og partier der forfægter ”[d]en liberalistiske grundforestilling (…) om den grænseløse, synkefri vækstøkonomi som ramme om stedse større individuel frihed” (s. 105). Trods at Nielsen altså ophæver demokratiet og ”kollektiv rådslagning” (s. 172) som løsningen på politiske uenig­heder, sker dette altså samtidig ved at sætte et skel mellem klimaaktivisterne og deres sympatisører på den ene side og konkrete (liberale) politikere og partier på den anden side.

Uagtet at Nielsen åbent deklarerer sin solidaritet med den unge klimabevægelses sag, optræder han stadig – ligesom Thygesen gjorde – i en klassisk journalistisk rolle som kritisk formidler. Nielsen indtager rollen som den erfarne og vidende klima-journalist (og -aktivist) der kan oplyse det primære indskrevne publikum, andre (bedste)forældre, og opdrage det sekundære indskrevne publikum, de unge klimaaktivister, ved at sætte deres argumenter og krav i historisk perspektiv og kommentere rigtigheden og rimeligheden af dem. Sammenlignet med Thygesen er Nielsens deklaration af sit værdimæssige ståsted og forandringsrettede sigte dog mere eksplicit. Nielsen forudsætter et fælles værdisæt om (bedste)forældres særlige forpligtelse over for deres (børne)børn og en grundlæggende tro på demokratiet og ”borgernes ansvarsbevidste samtale med hinanden” (s. 184), også på tværs af generationer. Det primære indskrevne publikum skal ikke blot lytte til Nielsen; de skal i lige så høj grad lytte til deres (børne)børn, det sekundære indskrevne publikum. ”Lyt f.eks. til disse budskaber fra Greta Thunberg” (s. 126), skriver Nielsen og låner ikke alene bogens titel fra hende (som stammer fra en tale Thunberg holdt i København d. 25. maj 2019, jf. s. 143), men giver også konkret ordet til den svenske klimaaktivist ved at citere fyldigt fra en tale hun holdt i Wien d. 28. maj 2019 (s. 126-127). Tilsvarende skal (børne)børnene med Nielsen som forbillede tro på nytten i en fortsat, ”ansvarsbevidst samtale” med deres (bedste)forældre. Som et prægnant modsvar til de ’generationsanklager’ som ellers præger klimadebatten (Bjerggaard Nielsen, 2021), tilskriver Nielsen klimabevægelsen retorisk handlekraft ved at formidle informationer på tværs af tid og etablerer en mulig relation mellem de unge akti­vister og deres (bedste)forældre trods aldersmæssig afstand. Accepterer læserne den demokratiske ideologi (Hansen, 2010, s. 31) som teksten videreformidler, fremstår bogen som en appel til at de går på gaden, ud ”i menneskemylderet af unge og ældre ved tidens klimamarcher [for] at være forenede i noget, der motiveres af livets dyrebarhed” (s. 142).

Afrunding: Aktivistisk journalistik med måde

Når Erik Thygesen og Jørgen Steen Nielsen lykkes med at tilskrive retorisk handlekraft til sociale bevægelser og deres aktivister uden dermed at undergrave deres egen handleposition som journalister i deres fagfællers øjne, skyldes det naturligvis til dels de kontekstuelle omstændigheder for deres respektive journalistik: Thygesens artikel ”Rejs jer kvinder!” blev bragt i et undergrundsblad for modkultur, mens Nielsens bog Som gjaldt det livet er udgivet på avisen Informations’ forlag. En afgørende positiv retorisk omstændighed (Bitzer, 1968, s. 8) for begge journalister i deres umiddelbare retoriske situationer (Kjeldsen, 2008, s. 52) er således at de ­skriver for medier hvor det traditionelle modsætningsforhold mellem journalistik og aktivisme er kraftigt opblødt, og hvor de nyder redaktionel opbakning til deres aktive, ja, aktivistiske journalistik. Trods at de to journalister sammenlignet med de aktivister de dækker, i udgangspunktet indtager en retorisk privilegeret handle­position (Rønlev, 2018, s. 52-55), skal også de få ordet af nogen for at de selv kan give det videre (Campbell, 2005, s. 3; Isager, 2014, s. 267; Miller, 2007, s. 150).

Også i en bredere forstand kan konteksten have betydning for at Thygesens og Nielsens aktivistske journalistik er endt med at blive hyldet af deres fagfæller. Inddrager man de kontekstuelle omstændigheder der ligger ud over de to journalisters umiddelbare retoriske situationer, altså samfundsmæssige, historiske og kulturelle omstændigheder (Kjeldsen, 2008, s. 52) og forandringer i samme, står det klart at den faglige vurdering af deres journalistik også beror på at de i tilbageblik har vist sig at være ’på den rigtige side af historien’. ”Thygesens støtte var ikke normen blandt mænd på den københavnske venstrefløj i det første år af Rødstrømpe­bevægelsens levetid”, skriver Pernille Ipsen (Ipsen, 2020, s. 34) og antyder dermed at Thygesen var en ideologisk frontløber. Også formmæssigt blev Thygesen i eftertiden hyldet som ”forud for sin tid” (Frid-Nielsen, 1999), mens han i sin samtid som sagt blev de facto fyret fra DR for sin aktivistiske, fiktionaliserede journalistik. Tilsvarende er Nielsen blevet anerkendt for sit fremsyn i de pristaler som fagfæller har holdt for ham. Da han modtog Publicistprisen, blev det fremhævet at han havde advaret om klimatruslen ”allerede i 1990’erne og 00’erne”, altså ”længe før klima blev mainstream” (Redaktionen, 2020); og da han modtog Carl Nielsens-legat, betonedes det at han ”i alle årene [havde] holdt fast”, men også at ”[d]et må[tte] have været en ensom kamp til tider” (Therkildsen, 2022). Når Thygesens og Nielsens aktivistiske journalistik er endt med at blive fremhævet som eksemplarisk, hænger det altså også sammen med at deres normbrud med tiden er blevet normen.

Samtidig har mine analyser vist at de to journalister i deres tekster indtager en rolle som journalistisk set måske slet ikke er så normbrydende endda. Karakteristisk for begge journalister er at de udtrykker sympati for en aktivistisk dagsorden, men med kritisk distance. Såvel Thygesen som Nielsen placerer sig i en ophævet position hvorfra de i kraft af deres faktuelle indsigt og kritiske sans kan rangere radikaliteten i den amerikanske kvindebevægelses grupperinger eller vurdere rigtigheden i den nye klimabevægelses argumenter og rimeligheden i dens krav. Derved indtager de den journalistisk set mere acceptable rolle som analytikere af snarere end deltagere i de sociale bevægelser de dækker, og optræder først og fremmest som formidlere. Selvom deres kolleger er tilbøjelige til at hylde såvel Thygesen som Nielsen som ”en kulturel helt, en selvberoende og selvbevidst skikkelse” (Isager, 2014, s. 269) der har haft fremsynet og modet til at betone bestemte samfundsmæssige problemer og deres mulige løsning før og mere vedholdende end andre journalister, indebærer de to journalisters aktivisme altså ikke et opgør med selve den journalistiske profession og dens normer – og det er måske forklaringen på deres kollegers hyldest: Hyldesten er dybest set en hyldest af det faglige fællesskab (Rønlev, 2020, s. 326 og 331-332) som er forudsætningen for de to journalisters retoriske privilegier (Campbell, 2005, s. 3).

Min indledningsvise placering af de to journalister i den mest åbenlyst advo­kerende ende af Fishers kontinuum over advokatur i journalistik (Fisher, 2016) tåler således nuancering: Ved nærmere eftersyn fremstår Thygesen og Nielsen relativt moderate sammenlignet med andre journalistiske aktivister hvis forandringsrettede sigte ikke alene angår samfundet, men også journalistikken selv og traditionelle journalistiske normer som objektivitet og upartiskhed (Charles, 2019, s. 3). Hvor Thygesen og Nielsen på hver sin måde har fundet et balancepunkt hvor de kan være aktivistiske uden at blive ekskluderet fra det faglige fællesskab, i hvert fald i det lange løb, må andre, mere radikale journalistiske aktivister opgive at udøve deres journalistik inden for rammerne af de traditionelle nyhedsmedier (ibid.). Mine analyser kaster således lys over hvad man kunne kalde aktivistisk journalistik med måde: Thygesen og Nielsen etablerer måske nok aktivistiske personae i deres tekster, men uden at kompromittere journalistikkens etos, forstået som det faglige fællesskabs dominerende værdier og normer (Halloran, 1982, s. 62-63; Rønlev, 2020, s. 326).

Næsten 50 år adskiller mine to cases, og i mellemtiden har mediebilledet undergået voldsomme forandringer, ikke mindst grundet udbredelsen af digitale netværksmedier. Det har fået iagttagere til at overveje om journalisters betydning for sociale bevægelser og deres aktivisme skulle være mindsket i dag: Via sociale og mobile medier kan aktivister jo tilsyneladende udbrede deres holdninger og mobilisere ligesindede til handling uden journalisters indblanding (Nah, 2009). Mine eksempler antyder dog at den aktivistiske journalists rolle muligvis er forandret, men ikke forsvundet. Hvor Thygesen i 1970 på relevant vis kunne tilskrive handlekraft til kvindebevægelsen på tværs af en amerikansk og dansk offentlighed og på den måde bidrage til at mindske den konkrete, geografiske afstand mellem aktivister, kan Nielsen i dag på ligeså relevant vis tilskrive handlekraft til klimabevægelsen på tværs af unge og ældre og på den måde bidrage til at mindske afstanden mellem aktivister i overført, mental forstand. Som privilegerede artikulationspunkter (Campbell, 2005, s. 5) for strømninger i samfundet kan journalister med andre ord fremme sociale bevægelsers sag ved at etablere mulige kommunikative relationer mellem mennesker der enten har lille kendskab til eller forståelse for hinanden. Og så længe journalisterne handler med et retorisk mådehold der gør at deres journalistik kan genkendes af deres fagfæller som journalistik, kan den genkendelse med tiden veksles til anerkendelse.

Litteratur

Albeck, U. (1967). Dansk Stilistik (6. udgave). Gyldendal.
Aristoteles (1996). Retorik. Oversat med introduktion af Thure Hastrup. Museum Tusculanums Forlag.
Bekken, J. (2009). Advocacy Newspapers. In C. Sterling (red.), Encyclopedia of Journalism (pp. 30–33). SAGE Publications, Inc. https://doi.org/10.4135/9781412972048
Bitzer, L. F. (1968). The Rhetorical Situation. Philosophy & Rhetoric, 1(1), 1–14.
Bjerggaard Nielsen, E. (2021). Generationsanklager – konflikt, følelser og ungdomsaktivisme. Rhetorica Scandinavica, 82, 17–33. https://www.doi.org/10.52610/BLIB3488
Bjørnkjær, K. (1999, 8. april). Nekrolog: Omsorg for andre ­- en vid horisont. Information, 9.
Black, E. (1970). The second persona. Quarterly Journal of Speech, 56(2), 109–119. https://doi.org/10.1080/00335637009382992
Bro, P. (2006). Nye roller i redaktionslokalerne – Hvad danske journalister gør og bør. Journalistica, 1(1), 63–79. https://doi.org/10.7146/journalistica.v1i1.1782
Bro, P. (2019). Constructive journalism: Proponents, precedents, and principles. Journalism, 20(4), 504–519. https://doi.org/10.1177/1464884918770523
Campbell, K. K. (2005). Agency: Promiscuous and Protean. Communication and Critical/Cultural Studies, 2(1), 1–19. https://doi.org/10.1080/1479142042000332134
Charles, M. (2019). Advocacy Journalism. I T. P. Vos, F. Hanusch, D. Dimitrakopoulou, M. Geertsema-Sligh, & A. Sehl (red.), The International Encyclopedia of Journalism Studies. Wiley. DOI: https://doi.org/10.1002/9781118841570.iejs0116
Cherry, R. D. (1988). Ethos Versus Persona: Self-Representation in Written Discourse. Written Communication, 5(3), 251–276. https://doi.org/10.1177/0741088388005003001
Dagbladet Information. (2022, 9. november). I Wikipedia. https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Dagbladet_Information&oldid=11304442
Di Salvo, P. (2020). The Boundary Space Between Journalism and Activism. In P. Di Salvo, Digital Whistleblowing Platforms in Journalism (pp. 155–174). Springer International Publishing. https://doi.org/10.1007/978-3-030-38505-7_7
Dowling, D. O. (2019). Banned in Britain: Marilynne Robinson’s Environmental Literary Journalism. Literary Journalism Studies, 11(2), 56–87.
Endres, K. L. (2009). Feminist News Media. In C. Sterling (red.), Encyclopedia of Journalism (pp. 575–582). SAGE Publications, Inc. https://doi.org/10.4135/9781412972048
Erik Thygesen. (2022, 9. november). I Wikipedia. https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Erik_Thygesen&oldid=11141294
Fisher, C. (2016). The advocacy continuum: Towards a theory of advocacy in journalism. Journalism, 17(6), 711–726. https://doi.org/10.1177/1464884915582311
Fisher, W. R. (1984). Narration as a human communication paradigm: The case of public moral argument. Communication Monographs, 51(1), 1–22. https://doi.org/10.1080/03637758409390180
Frid-Nielsen, N. (1999, 8. april). Erik Thygesen er død. Aktuelt, 14.
Gabrielsen, J., & Christiansen, T. J. (2010). Talens magt. Indføring i mundtlig retorik. 2. udgave. Hans Reitzels Forlag.
Gilbert, H. E. (2009). Books as Journalism. In C. Sterling (red.), Encyclopedia of Journalism (pp. 174–176). SAGE Publications, Inc. https://doi.org/10.4135/9781412972048
Haagerup, U. (2017). Constructive News. Aarhus University Press.
Halloran, S. M. (1982). Aristotle’s Concept of Ethos, or If Not His Somebody Else’s. Rhetoric Review, 1(1), 58–63. https://doi.org/10.1080/07350198209359037
Hansen, M. H. (2010). Demokrati som styreform of ideologi. Museum Tusculanums Forlag.
Hartley, J. M., & Askanius, T. (2021). Activist-journalism and the Norm of Objectivity: Role Performance in the Reporting of the #MeToo Movement in Denmark and Sweden. Journalism Practice, 15(6), 860–877. https://doi.org/10.1080/17512786.2020.1805792
Ipsen, P. (2020). Et åbent øjeblik. Da mine mødre gjorde noget nyt. Gyldendal.
Isager, C. (2014). Retorisk handlekraft. I M. L. Klujeff & H. Roer (red.), Retorikkens aktualitet: Grundbog i retorisk kritik (3. udgave, s. 265–285). Hans Reitzels Forlag.
Jensen, B. G. (1999, 9. april). Nekrologer: Erik Thygesen. Weekendavisen, 5.
Jensen, C. (2018). En sang til journalistikken. I H. S. Kjær (red.), Hele verden forfra. Dagbladet Information 1993-2018 (s. 114-127). Forlaget Information.
Jensen, K. B. (2013). Medier og samfund (2. udgave). Samfundslitteratur.
Jørgensen, D. (2019, 13. september). Ministeren: Klimakampens dilemmaer. Information, 14.
Jørgensen, J. C. (2007). Journalistik med stil. Fra klassiske nyheder til fortælling. Forlaget Ajour.
Kjeldsen, J. E. (2008). Retoriske omstændigheder: Retorikken i en fragmenteret, foranderlig og kompleks verden. Rhetorica Scandinavica, 48, 42–63.
Leff, M. C., & Utley, E. A. (2004). Instrumental and Constitutive Rhetoric in Martin Luther King Jr.’s” Letter from Birmingham Jail”. Rhetoric & Public Affairs, 7(1), 37–51. https://doi.org/10.1353/rap.2004.0026
Malm, L. G. (2009). Ungdomsoprør og beatmusik – en analyse af relationen mellem ungdomsoprør og beatmusik i Danmark 1967-1972. Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitetscenter.
Miller, C. R. (2007). What Can Automation Tell Us About Agency? Rhetoric Society Quarterly, 37(2), 137–157. https://doi.org/10.1080/02773940601021197
Modstand siden 1943. (n.d.). Lokaliseret på https://www.information.dk/modstand
Nah, S. (2009). Social Movements and Journalism. I C. Sterling (red.), Encyclopedia of Journalism (s. 1295–1297). SAGE Publications, Inc. https://doi.org/10.4135/9781412972048
Nielsen, J. S. (2018). Aktivismen og omstillingen er hinandens forudsætninger. I H. S. Kjær (red.), Hele verden forfra. Dagbladet Information 1993-2018 (s. 172-186). Forlaget Information.
Nielsen, J. S. (2019). Som gjaldt det livet: Til den nye klimabevægelse. Informations Forlag.
Parks, P. (2017). Silent Spring, Loud Legacy: How Elite Media Helped Establish an Environmentalist Icon. Journalism & Mass Communication Quarterly, 94(4), 1215–1238. https://doi.org/10.1177/1077699017696882
Redaktionen. (2020, 6. september). Klimajournalistikkens frontløber Jørgen Steen Nielsen vinder publicistprisen. Information.dk.
Robert Smithson Interview with Stig Broegger and Erik Thygesen. (n.d.). Lokaliseret på https://holtsmithsonfoundation.org/robert-smithson-interview-stig-broegger-and-erik-thygesen
Rønlev, R. (2018). Brølet i kommentarsporet: Journalisters formidling af den offentlige opinion på politiken.dk. Journalistica, 1, 48–77. https://doi.org/10.7146/journalistica.v12i1.105541
Rønlev, R. (2020). Pris- og takketalen. I M. Lund (red.), Danske taler: 20 opbyggelige analyser (s. 323-338). Aarhus Universitetsforlag.
Steensen, S. (2017). Subjectivity as a Journalistic Ideal. In B. K. Fonn, H. Hornmoen, N. Hyde-Clarke, & Y. B. Hågvar (red.), Putting a Face on it: Individual Exposure and Subjectivity in Journalism (pp. 25–47). Cappelen Damm Akademisk.
Superlove. (2022, 9. november). I Wikipedia. https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Superlove&oldid=11007820
Therkildsen, B. (2022, 7. november). Jørgen Steen Nielsen er modtager af Carsten Nielsen-legatet 2022. Journalisten.dk.
Thomas, R. J. (2018). Advocacy Journalism. In T. P. Vos (red.), Journalism (pp. 391–414). De Gruyter. https://doi.org/10.1515/9781501500084-020
Thygesen, E. (1970). “Rejs jer kvinder!”. Superlove 34, 8-9 og 15.
Wolfe, T., & Johnson, E. W. (1973). The New Journalism. London: Picador.