Naturvidenskabens medrivende retorik

Hov hov. Naturvidenskab finder jo frem til fakta, ikke? Og opstiller ‘love’ om dem? Som man beviser med videnskabelige, derunder matematiske, metoder? Kan der så være retorik i naturvidenskab?

Naturvidenskabens medrivende retorik

Christian Kock

Ja, der er retorik i naturvidenskab.

Ganske vist ved vi at retorik ikke er at ‘bevise’ noget. ‘Den nye retorik’s ophavsmand, Chaïm Perelman, satte retorik lig med argumentation for noget man ikke kan bevise. Retorik er argumentation for valg.

Men heller ikke naturvidenskab kan ‘bevises’ (som matematiske sætninger kan). En naturvidenskabelig teori kan sandsynliggøres ved at den forklarer iagttagelser.

Retorik er med i billedet når noget ikke kan bevises. Newtons love fra 1687 om legemers bevægelser havde også med retorik at gøre: De var ikke bevist. Men de var smuk matematik. Newton havde gjort det at han regnede baglæns fra iagttagelser, derunder af planeternes bevægelser, til formler der kunne forklare dem. Han cementerede dermed et nyt ideal for naturvidenskab: systematiske iagttagelser først, derefter teorier. Danskeren Tycho Brahe (omkr. 1600) var en af grundlæggerne af dette ideal.

Annons

Men nye iagttagelser kan modsige en teori. Så må den laves om. Det skete for Newtons ‘love’ som ellers ansås for urokkelig videnskab. Einsteins relativitetsteori viste at den ikke forklarer forholdene når noget bevæger sig med en hastighed tæt ved lysets.

En misforståelse – og en drøm

Men i oplysningstiden ville mange tænkere have matematisk deduktion – det vil sige slutte sig fra grundsætninger til universel viden som mange (fejlagtigt) mente at Newton gjorde.

En anden brite, Adam Smith, grundlagde i 1776 den moderne økonomi – derunder teorien om “markedsmekanismen” og dens “usynlige hånd”. Siden da har mange økonomer og politikere troet på markedets usynlige kraft der styrer samfundet på uimodståelig vis – som Newtons tyngdekraft. Centralt i økonomien står den “rationelle økonomiske agent” – det princip at folk generelt gør det de ud fra rationel beregning tror vil gavne deres selviske interesser mest.

At virkeligheden følger den slags teoretiske principper, kalder argumentationsforskeren Stephen Toulmin en falsk “drøm” – som nogle forskere har drømt lige siden. Et redskab som blandt andet vort Finansministerium bruger til at “fremskrive” samfundsudviklingen, hedder ironisk nok DREAM – det står for Danish Rational Economic Agents Model!

I de senere år har den såkaldte adfærdsøkonomi, anført af Daniel Kahneman, modbevist at folk altid er ‘rationelle’ på denne måde, blandt andet når vi skal købe ind eller afgive vor stemme. Nogle af de ‘irrationelle’ faktorer der påvirker os, er ubevidste og decideret ufornuftige, men andre har at gøre med holdninger og følelsesmæssige prioriteringer som ligger i det at være menneske.

Retoriske strategier

Faktisk holdt Adam Smith også forelæsninger om retorik og sagde blandt andet: “Det giver os fornøjelse at se alle de fænomener som vi anså for de mest uforklarlige, deduceret ud fra et eller andet princip”. Der lå altså en retorisk strategi i ideen om den tyngdekraftsagtige markedsmekanisme. Han sagde også at metoden med “first principles”, som man udleder alt fra, “er den mest filosofiske i enhver videnskab, enten den gælder etik (‘Morals’) eller naturvidenskab”; den er nemlig “mere medrivende (‘engaging’)”. Smith henviser her til filosoffen Descartes som forbillede. Men Descartes’ metode holdt ikke. Han mente for eksempel man kunne tænke sig til at hvidt lys er lys uden farver. Newton påviste imidlertid ud fra iagttagelser at hvidt lys består af alle farver.

Fysisk videnskab kan altså ikke laves ved ren deduktion; økonomiske videnskab endnu mindre. Begge dele er teorier som kan understøttes eller modsiges af iagttagelser. At acceptere en teori om universet eller samfundet er derfor i en eller anden grad et valg – ikke en tvingende følgeslutning. Og hvor der er valg, er der retorik. Det retoriske element kan være stort eller lille. Newtons loves skønhed var en retorisk effekt der hjalp med til at de blev hurtigt accepteret, efterlignet – og misforstået. Men deres evne til at forklare virkelige observationer gjorde dem også utrolig holdbare.

Mange faktorer kan påvirke folks tiltro til en teori. Det vidste Darwin. Da han fremlagde udviklingslæren i The Origin of Species fra 1859, ville han mindske den modstand han forudså fra religiøse mennesker der troede på skabelsesberetningen. Bogen er fuld af retorisk appel. Blandt andet slutter den med denne sætning hvor arternes gradvise udvikling kobles med en forestilling om en guddommelig kraft – og tjener til dens ære. (Oversættelsen er af digteren J.P. Jacobsen der var overbevist darwinist).

“Der er Storhed i det Syn paa Livet, at det, med dets forskjellige Kræfter, af Skaberen oprindelig er bleven nogle faa eller en enkelt Form indblæst, og at, medens denne vor Klode har rullet rundt efter Tyngdens bestemte Lov, have utallige Former, højst skjønne og højst vidunderlige, fra en simpel Begyndelse udviklet sig og udvikles endnu.”

Også i nutidens videnskab spiller retoriske faktorer med. Det påvises for eksempel i S.M. Hallorans analyse af James Watson og Francis Cricks epokegørende artikel om DNA’s struktur. De lægger ud: “We wish to suggest a structure for the salt of deoxyribose nucleic acid (D.N.A.). This structure has novel features which are of considerable biological interest.” Beskedenhed er en ethos-dyd: De to vil blot “foreslå” en struktur med “nye træk” der har “betragtelig” interesse. Bemærk også “suggests” og “possible” i følgende sætning: “It has not escaped our notice that the specific pairing we have postulated immediately suggests a possible copying mechanism for the genetic material.” De stærkeste argumenter udbasuneres ikke direkte, blandt andet teoriens elegance – og dens verdenshistoriske rækkevidde. Klarhed, korthed, skønhed, men også ethos, beskedenhed, at lade ting tale for sig selv – alt det bidrog sikkert til teoriens hurtige sejrsgang skønt den empiriske understøttelse var ret tynd i artiklen og først kom gradvis i årene efter.

Da Crick annoncerede teorien på de to forskeres stam-pub i Cambridge, lød det sådan: “We have discovered the secret of life!”

Dét var en anden slags retorik. Men der var retorik med i spillet både i tidsskriftet Nature og på pubben The Eagle!

Bibliografisk

Af Christian Kock, professor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 104 (2017), s 18-19.