Hverdagslivet i rampelyset

Omtale i RetorikMagasinet 96 (2015):
Erving Goffman, Hverdagslivets rollespil, Samfundslitteratur, 2014, 288 sider.

Hverdagslivet i rampelyset

Erving Goffmans berømte værk er nu (endelig) 56 år efter det blev udgivet, oversat til dansk. Som forordets titel “Goffmania” henviser til, er Goffman en populær teoretiker inden for sit eget felt – sociologien – men sandelig også inden for alle mulige og umulige humanistiske og samfundsvidenskabelige studier. Det kan næsten ikke undgås at begreberne “roller”, “optræden”, “facade” og “bagscene” får en lille klokke – eller en kakofoni af bjælder – til at ringe.

At Goffman bruger teaterbegreber som metaforer for hverdagslivet, er det analytiske bidrag bogen er anerkendt for. Samhandling – som fx kommunikation – foregår i Goffmans termer mellem to hold; et optrædende og et publikum. Holdenes medlemmer spiller de roller der er passende til situationen. “[Et medlems] legeme er blot som en knage, det kollektivt frembragte produkt kan hænge på et stykke tid.” Alle kan i teorien blive “middelklasse husmor”, “direktør” eller “glædespige” så længe de kan fremføre en overbevisende optræden!

“[For at] dramatisere karakteren af sin rolle, er han nødt til at vie en betydelig del af sin energi til det. (…) For at indrette et hus, så det udtrykker enkel og afdæmpet værdighed, er husejeren måske nødt til at styrte på auktioner, prutte om prisen med antikvitetshandlere og stædigt stemme dørklokker hos alle de lokale forretninger for at finde ordentligt tapet og gardinstoffer.” (s. 79)

Ud over en uddybende fremstilling af scenens, rollens og handlingens “ydre” er Goffmans karakteristik af publikum også værd at gå i dybden med: Publikum er oftest interesseret i at en optræden lykkes, og de er villige til at strække deres velvilje meget langt for at få det til at ske. Kommer en oplægsholder fx til at bytte rundt på sine tal eller svede uhæmmet, er det ifølge Goffman op til publikum at udvise takt for at redde situationen. “Publikums takt er noget så grundlæggende, at man sågar forventer det af psykiatriske patienter, der er kendt for upassende opførsel.” – Selv psykiatriske patienter forventes altså at udvise takt for at redde lægernes og sygeplejerskernes værdige optræden. Ikke ligefrem det “kræsne publikum” man ofte hører retorikere tale om.

Annons

Hverdagslivets rollespil behandler kommunikation forstået meget bredt, men er kilde til skarpe observationer på kendte kommunikationsaspekter såsom publikum, etos, decorum, genre, moral, actio, effekt og manipulation. Som titlen lægger op til, er Goffman interesseret i hverdagssamtaler – indkøb hos apotekeren, middag mellem venner og et møde mellem kolleger – men hans teori kan omfatte samtlige sociale situationer.

Det spændende er at alle disse mikrosituationer sættes i relief af situationelle, kulturelle og almenmenneskelige omstændigheder. Goffmans teori forholder sig altså både til hvordan og hvorfor vi kommunikerer i praksis, hvordan og hvorfor vi kommunikerer bedst, og hvordan og hvorfor vi kommunikerer overhovedet. Så selv om man ikke skal lade sig smitte af hysteri, kan det alligevel være en god idé at gøre plads til Goffman på bogreolen.

.