Religiøst tv gør islam til selvrealisering

I arabiske lande sætter islamiske satellitkanaler spørgsmålstegn ved fordomme om religion i medierne. Kanalerne serverer et særligt mix af moderne individualisme og traditionel islam.

Religiøst tv gør islam til selvrealisering

Ehab Galal


I forsommeren 2007 blev ”Malikat Jamal Iqraa” (”Iqraas skønhedsdronning”) valgt af et dommerpanel og af seernes stemmer på den arabiske satellit-kanal Iqraa. ”Iqraas skønhedsdronning” blev valgt blandt 8.000 muslimske unge kvinder fra forskellige lande, og vinderen vandt 10.000 amerikanske dollars. Programkonceptet er en variation over de internationale og nationale skønhedskonkurrencer hvor en kvinde vinder titlen som skønhedsdronning primært på grund af sit udseende. I ”Iqraas skønhedsdronning” er det dog ikke udseendet, men de indre kvaliteter som skal vurderes. Disse viste sig igennem programmet især at referere til opofrelse og omsorg der blev fremhævet som gode muslimske kvaliteter hos en kvinde.

Et islamisk underholdningsshow


I betragtning af at Iqraa i 1998 blev lanceret som den første islamiske satellitkanal, er ”Iqraas skønhedsdronning” et bemærkelsesværdigt blandingsprodukt af elementer fra en populær international underholdningsgenre: konkurrence med dollars som gevinst, unge, almindelige muslimske kvinder, der promoveres som muslimske kvindeidealer, lange og temmelig indholdsløse episoder med præsentation af deltagerne og hverken megen muslimsk teologi eller sammenhængende ideologi. Efter islamforskningen i en årrække har været domineret af studier i islamisme, politiske islamiske bevægelser og radikalisme, forekommer programmet ”Iqraas skønhedsdronning” en smule ferskt og alt andet end politisk sprængfarligt. Programmet passer også dårligt ind i en udbredt skelnen mellem en demokratisk, liberal og vestlig-venlig offentlighed over for en radikal, islamistisk og vestlig-fjendtlig offentlighed. Det rejser spørgsmålet om hvilken offentlighed og hvilken form for religiøsitet de islamiske satellitkanaler promoverer.


Spørgsmålet relaterer sig til hvad jeg vil kalde myter om forholdet mellem religion og medier. Én myte er at mere religion i medierne og dermed i den offentlige sfære automatisk fører til mere religiøsitet og derfor til mindre sekularisering. En anden myte er at især islam, og derfor også islamiske tv-kanaler, fremmer en autoritetstro religiøsitet hvor den enkelte opretholder en ikke-sekulariseret religiøsitet hvor forsynet og angsten for Guds straf bliver styrende for den enkeltes religiøse identitet. Ser man nærmere på et program som ”Iqraas skønhedsdronning”, er myterne ikke længere så selvindlysende.

Fra prædiken til underholdning


Iqraa er den første arabisksprogede satellitkanal der definerer og promoverer sig selv som islamisk. Kanalen hører under mediegruppen Arab Radio & Television (ART) der er ejet af den saudiske milliardær Sheik Saleh Kamel. Den sender en række meget forskellige programmer, nogle livsstilsorienterede, andre samfundsdebatterende og andre igen teologisk orienterede. Alle har de til fælles at ville definere deres perspektiv som islamisk. Siden Iqraas lancering er en række lignende kanaler blevet etableret, og i dag eksisterer der omkring 50 arabisksprogede islamiske satellitkanaler ud af i alt 732 arabiske satellitkanaler. Som på Iqraa synes kanalernes programpolitik generelt relativt pluralistisk med en blanding af underholdning, teologi, ideologi og livsstilsaspekter. Selv om de islamiske kanaler ikke lægger skjul på at de ønsker at fremme en islamiseringsproces, giver de ikke nogen mere præcis definition af hvad den konkret indeholder og bør føre til.

Myte 1: Mere offentlig religion = mindre sekularisme


De religiøse satellitkanaler er ikke kun et nyt fænomen i det arabiske medielandskab, men også en potentiel udfordring for de statskontrollerede og i mange arabiske lande sekulære statslige public service-medier. Selv om Koran-recitation, fredagsprædiken og religiøs instruktion har fået plads i nationalt radio og tv, blev de placeret side om side med nyheder, musik og andre former for underholdning hvorved religionens privilegerede status blev undermineret.

Annonce


De senere års øgede liberalisering af de arabiske medier har været med til at styrke pluralismen og adskillelsen mellem religiøse og ikke-religiøse programmer og kanaler. Det er stadig ikke-religiøse arabiske satellitkanaler der dominerer mediebilledet. Det gælder også for ART-gruppen hvor Iqraa som religiøs kanal lanceres som et tilbud blandt andre tematiske kanaler som sport, musik og film. Den islamiske kanal bliver et tilbud om et rum hvor netop den religiøse side af identiteten kan dyrkes. I stedet for en times fredagsgudstjeneste er der nu blot en hel kanal i overensstemmelse med det eksplosivt større udbud af kanaler og programmer. De religiøse institutioner og normer udgør på den måde deres egen sfære som er frigjort fra de sekulære sfærer.


De islamiske kanaler er i modstrid med den udbredte forståelse af sekularisering som nedgang i religiøs tro og praksis. Det er dog svært at finde empirisk grundlag for nedgangen i religiøs tro og praksis hvis man ser på den moderne verden på tværs af kontinenter og kulturer. I stedet kan man pege på at mere islamisering følges af mere sekularisering og omvendt. Der er ikke kun tale om at islamisering er en modreaktion og et forsøg på at standse sekulariseringen. Islamiseringen har udviklet sig til en drivkraft i sekulariseringsprocessen i form af en individualisering af religionen og tømning af religiøst indhold. Programmet ”Iqraas skønhedsdronning” illustrerer ganske glimrende den udvikling. Programmet kan siges at være tømt for religiøst indhold i den forstand at der ikke diskuteres religion, teologi eller udlægning af religiøse regler. I stedet fokuseres der på den enkelte unge kvindes relationer til især familien og i mindre grad til omverdenen, og det fremhæves hvordan hendes dadelfri opførsel er udtryk for at hun er en god muslim, uden at denne sammenhæng mellem en eksplicit opførsel og islam i øvrigt begrundes yderligere. Programmets samtidige stærke fokus på individet modsiger en anden myte.

Myte 2: Mere islam i medierne = mindre individualisme


I ”Iqraas skønhedsdronning” præsenteres man for konkurrencedeltagernes personlige historie med særlig vægt på de elementer der gør dem til det ideelle forbillede for unge muslimske kvinder. Konkurrencedeltagerne er unge. Nogle er gift og andre ikke. Flere har uddannelse og arbejde. Det er dog ikke de karrieremæssige aspekter der fremhæves, men hvordan de gennem deres hårde kamp for uddannelse eller forsørgelse af familien så at sige performer det at være en god muslimsk kvinde. Kvinderne bliver rollemodeller inden for en helt specifik rammefortælling der integrerer muslimske, historiske ideer om forbilleder i en moderne virkelighed. Det gennemgående ved rollemodellerne er netop at de opfører sig muslimsk hvilket er langt vigtigere end at de fx kender den muslimske lovs detaljer.
Hvad er det så for en opførsel der gør de tre vindere til rollemodeller for muslimske kvinder? De repræsenterer idealtypisk set tre modeller. Irakiske Rasha, der vinder konkurrencen, var parat til at give det ultimative offer for nationen (sit liv) da hun beskyttede sin far, politiofficeren, da han var på job under vanskelige vilkår. Jordanske Ruba, der vandt andenpladsen, valgte troen, dvs. islam, på trods af risikoen for at miste familien. Og saudiarabiske Marwa på tredjepladsen er gennem leverdonation parat til at give sit eget liv og karriere for sin fars og senere sin mors helbredelse. Den gode datter prioriterer ifølge programmet nationen, troen og familien i nævnte rækkefølge, mens hun selv kommer i sidste række. Den prioritering er principielt set mulig for alle kvinder og kræver ikke særlig økonomisk, social eller uddannelsesmæssig status. Gennem fokusset på omsorgsrollen i hjemmet og på deres ageren i forhold til fællesskabet bliver deres adfærd symbol på det muslimske fællesskab og nationen. Dermed kan man se programmet som et udtryk for en alliance mellem en konservativ genislamisering og en nyislamistisk genislamisering. Den nyislamistiske genislamisering kan forstås som en social borgerbevægelse der mere er baseret på personligt initiativ end på politisk nytænkning. Islam er blevet et selvrealiseringsprojekt hvilket også fremgår af programmets setting med dets konkurrenceelement og dets iscenesættelse af hver enkelt konkurrencedeltager. Programmet rummer sit eget paradoks fordi det på trods af fremhævelsen af de kollektive værdier som ideal selv har som mål og redskab at hylde individet samt individets initiativ og selvrealisering gennem rollen som den ideelle muslimske datter. Denne form for intenst religiøst arbejde med fokus på disciplineringen af sjælen kan man kalde et sekulært arbejde frem mod et spirituelt mål.

Religiøse kanaler står ikke alene


Det kan umiddelbart virke paradoksalt at påstå at de islamiske kanaler er udtryk for en fortsat sekulariseringsproces når et program som ”Iqraas skønhedsdronning” selv opfordrer seerne til at integrere religionen i alle dele af livet og dermed ikke ønsker at fremme en adskillelse mellem det sekulære og religiøse. I praksis fungerer kanalerne dog på andre præmisser. De fungerer for det første ikke som én isoleret offentlighed. Ud over at de findes side om side med et hav af ikke-religiøse kanaler, ser folk i den arabiske verden stadig langt mere underholdning end de ser religiøst tv. Kanalerne afspejler snarere at offentligheden er blevet langt mere pluralistisk og langt mere omfattende end tidligere. De mange konkurrerende kanaler betyder samtidig at det bliver vanskeligt at overbevise seerne om at det netop er denne kanal der har entydig patent på sandheden. Mangfoldigheden af religiøse budskaber både imellem og inden for den enkelte kanal fremmer snarere den enkelte troendes nødvendige stillingtagen til egen tro og praksis. Dermed er vi igen tilbage ved det sekulære arbejde frem mod et spirituelt mål der i ”Iqraas skønhedsdronning” illustreres gennem fremhævelsen af deltagernes livsstil og performance som muslimer. R

Læs mere:
Galal, Ehab (2009), Identiteter og livsstil på islamisk satellit-tv: En indholdsanalyse af udvalgte programmers positioneringer af muslimer. Ph.d.-afhandling, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet.
Roy, Olivier (2004), Den globaliserede islam. København, Forlaget Vandkunsten.
Starrett, Gregory (2010), ”The Varieties of Secular Experience”, i Comparative Studies in Society and History, 52(3): 626-651.
Zubaida, Sami (2005), ”Islam and Secularization”, i Asian Journal of Social Science, 33(3): 438-448.

Bibliografisk

Af Ehab Galal. Ph.d. og adjunkt i moderne islam og mellemøststudier ved Københavns Universitet.

RM82

RetorikMagasinet 82 (2011), s 30-33

Om skribenten

Lämna ett svar