ZOON POLITIKON KAI RHETORIKON: Mennesket er af natur et socialt og retorisk væsen

Svaret på hvad menneskets natur egentlig er, afhænger af hvem der spørger. Søger man i den retoriske tradition, lyder svaret at det særlige for mennesket er evnen til at udtrykke sig og påvirke andre gennem sproget. Siden demokratiets fødsel har retorikere anset den evne for at være hele grundlaget for at mennesker kan leve sammen på civiliseret vis. Og derfor har antikkens tanker om menneskets retoriske natur også relevans i dag.

ZOON POLITIKON KAI RHETORIKON: Mennesket er af natur et socialt og retorisk væsen

Hanne Roer

Sproget er noget helt grundlæggende for mennesker. Retorik er én af de måder mennesker kan bruge sproget på, nemlig til at udtrykke intention og påvirke andre. I Athen, hvor retorikken opstod, var retorikerne ikke i tvivl om at menneskets brug af sproget er grundlaget for civilisation. Det skal vi se nogle eksempler på, fra græske tænkere som Isokrates, Platon og Aristoteles og forfattere som Thukydid og Sofokles. Filosoffen Alasdair MacIntyre har i flere bøger plæderet for at vi skal vende tilbage til den græske form for etik. Det giver retorikken en uundværlig rolle i de demokratiske fællesskaber i dag.

Mennesker, dyr og guder

Isokrates skrev i sin tale Mod Sofisterne fra omkring 390 f.v.t. at retorikken er grundlaget for civilisation:

Men i og med at vi har evnen til at overtale hinanden og muligheden for at gøre os selv klart, hvad vi måtte ønske, er vi ikke alene blevet befriet for at leve på dyrenes vis, men vi har også kunnet slutte os sammen og grundlægge byer, og vi har fastsat love og opfundet håndværk og kunster, og der er bogstaveligt talt intet af alt det, vi har udrettet, som ikke talen har hjulpet os til at sætte i værk (254).

Annons

Retoriken

Nu finns ett av humanvetenskapernas viktigaste verk för första gången på svenska. Med insiktsfulla och klargörande noter tar översättaren Johanna Akujärvi med läsaren på en resa till det antika Grekland, till retorikens, filosofins och vetenskapernas födelse. 2:a utgåvan 2022. Läs mer...

Introduktion – Aristoteles Retoriken

Aristoteles: ”Retoriken”. Översatt och med inledning av Johanna Akujärvi. Med fyllig introduktion av Janne Lindqvist. 2:a utgåvan, Retorikförlaget 2022. doi: https://doi.org/10.52610/CUDB7074 Introduktionen Retoriken som retorik Janne Lindqvist Aristoteles Retoriken är den givna utgångspunkten för en stor del av den moderna retoriken och rentav för retorikämnet som sådant – eller så påstås det i Läs mer...

4180

For Isokrates er det talen der adskiller mennesker fra dyrene, og som gør det muligt at bo i byer reguleret af lov og orden. Talen, logos, var omdrejningspunktet for både de græske filosoffer og retorikere i Athens storhedstid: Hvor kom den fra, skabte den orden, eller var den snarere et middel til magtmisbrug? Var talen et instrument for mennesker, eller ledte den dem på afveje?

De tidligste af de græske tænkere, sofisterne, gjorde op med forestillingen om at sand tale, lov og orden kom fra guderne. For Gorgias, en af de vigtigste sofister i 5. århundrede f.v.t., var det en berusende tanke at taleren ved hjælp af sproget kan få andre til at gøre lige præcis det han ønsker. Gorgias stillede i sin Lovtale til Helena spørgsmålstegn ved noget som alle havde taget for givet: at Helena var en slet kvinde der med sin utroskab udløste en verdenskrig mellem grækere og trojanere (som i Homers Iliaden). Det var et provokerende angreb på overleverede normer. Gorgias viste at med sproget kan mennesker frigøre sig fra konventionelle forestillinger.

Sofister udbredte de nye tanker om mennesket som et rationelt væsen (modsat dyrene) der ikke skulle lade sig styre af et mytologisk verdensbillede og de aristokratiske værdier vi kender fra Homer. Protagoras, en anden sofist, priste også menneskets intellekt der gjorde det muligt at se en sag fra to sider og med nye øjne. Komediedigtere som Aristofanes og tragediedigtere som Sofokles og Euripides viste både almindelige mennesker og helte fanget mellem overleverede religiøse bud og nye hensyn til relationerne i bystaten.

Lykken i polis

Det er et slående træk ved både den græske og romerske retorik at den er sekulær. Ikke at sofisterne, Isokrates og Aristoteles ikke anerkendte gudernes eksistens, eller i det mindste noget guddommeligt, men de mente at det var menneskets opgave at styre samfundet, eller rettere byen, polis, som var rammen om deres verden. Aristoteles bestemmer flere gange i sin Politik og sin Etik mennesket som et zoon politikon, et væsen skabt til at leve i et bymæssigt fælleskab.

For Aristoteles som for Isokrates var den fornuftstyrede brug af talen menneskets særkende. Retorik er det middel mennesker bruger for at træffe beslutninger hvor der ikke bare er én løsning. Det at finde de bedste argumenter for og imod en sag var kernen i det græske retoriksyn. At kunne ræsonnere og belyse en sag fra to eller flere sider gjorde det muligt for borgerne at tage de bedste beslutninger der sikrede orden og gode livsbetingelser.

Som Aristoteles understreger i både Retorikken og Etikken, er lykken, eudaimonia, formålet med politik, eller sagt på en anden måde, det er formålet med livet for mennesker. Aristoteles er en teleologisk tænker, det vil sige at han antog at alt har et telos, et mål, der som et sædekorn vil spire frem og nå sin fulde blomstring. Menneskets telos, dets funktion, er at leve i en bystat og bruge sit intellekt til at opnå viden og skabe gode livsbetingelser, eudaimonia. Retorikken spiller derfor en stor rolle.

Dyder kan læres

Aristoteles skriver i Bog 1 i sin Retorik at lykken er et gode i sig selv, og for at opnå den må mennesket pleje de andre dyder:

For nu at opregne dem én for én, må følgende ting nødvendigvis være dyder: Lykken, for den er attråværdig i sig selv og selvtilstrækkelig, og det er for dens skyld, at vi tilstræber mange ting. Retfærdighed, mod, besindighed, storsind, rundhåndethed og andre tilsvarende holdninger; de udgør nemlig de sjælelige dyder (VI, 7-8, s. 55).

Hvor dyder i moderne tid, fra 1800-tallet og frem, er kommet til at lyde mere og mere som forældede moralske forbud mod især seksuel løssluppenhed der tilsvarende er blevet indbegrebet af last, har dyderne en meget bredere betydning i antikken. Det er svært at finde en bedre oversættelse af aretai end dyder, som altså betegner det ypperste eller mest excellente ved en ting eller et menneske. De menneskelige dyder er noget der ligger som ansatser i den menneskelige natur, og som skal bringes frem ved uddannelse og øvelse. Det er altså ikke et spørgsmål om at et menneske skal vælge noget som virker bedre moralsk end noget andet – eller undlade det. Det er en nydelsesfuld opgave at øve sig i dyderne og i at handle for sit eget og polis’ bedste, ikke en skamfuld underkastelse under strenge morallove. Det gode er det at skabe forhold der gavner livet i bystaten. Det vil i praksis sige at vælge en middelvej mellem ekstremer. Aristoteles’ dydsetik er ikke baseret på regler selv om der naturligvis er love som skal adlydes.

Der er dog mange situationer hvor lovene ikke giver svar på hvad der er den etisk bedste løsning. For Aristoteles drejer det sig om at opøve dyderne, retfærdighed, mod, besindighed, storsind og så videre, så de bliver en slags grundkompetencer der gør det muligt at træffe de bedste valg. Det er ikke noget man gør en gang for alle, for det er en livslang læringsproces der består i vedvarende at øve sig i at tale og begrunde sine valg.

Det er blevet fremhævet af Alasdair MacIntyre i hans filosofiske bestseller After Virtue fra 1981. MacIntyres budskab er at moderne etik og samfundstænkning skal vende tilbage til Aristoteles. Han understreger at den aristoteliske dydsetik må gentænkes i nutidige rammer. Aristoteles regnede eksempelvis ikke slaver for mennesker. Vi lever ikke i bystater længere, og dermed er relationerne til de andre i fællesskabet mere abstrakte. Men Aristoteles’ tanke, at vi kan og skal øve os i dyderne, er vigtig for at opretholde demokratiske fællesskaber.

Virkelighedens verden: krig og konflikt

Aristoteles var pragmatiker, men han var også moderat optimist. Han mente at mennesket kan lære at styre sine passioner og begær, og dermed kan der opstå en harmoni mellem de enkelte og fællesskabet. Det er et af de punkter hvor MacIntyre kritiserer ham. Som Sofokles viser i sine tragedier, kan mennesker være fanget mellem uforenelige værdier der begge er gode, som Antigone der er splittet mellem hensynet til slægten og til bystaten. MacIntyre anser konflikter for at være essentielle for den måde fællesskaber og institutioner fungerer på og dermed også en kilde til viden.

Aristoteles lukkede øjnene for tragediernes fortællinger om konflikter. Han lyttede åbenbart heller ikke til historikeren Thukydid der skildrer den peloponnesiske krig mellem Athen og Sparta (430-404 f.v.t.) som en tragedie. For Thukydid er konflikt og krig noget grundlæggende menneskeligt, og det tragiske er at krigen fordrejer sandt og falsk. I fredstid kan retorikken være en samfundsopbyggende funktion, men i krigstid er den med til at accelerere krisen.

En endnu større pessimist, om muligt, var Platon der i bogen Staten forkastede den atheniensiske polis og tyede til en imaginær idealstat uden talere og digtere, ledet af filosoffer. Hans menneskesyn er dualistisk: Mennesket er splittet mellem krop og sjæl. I hver sjæl udkæmpes en kamp mellem gode og slette sider, og den eneste form for retorik, som Platon i bogen Phaidros kan acceptere, er den der retter menneskets opmærksomhed mod de evige værdier. Det er en retorik til døden, en forberedelse til det næste liv, som vi også ser det hos kristne tænkere som Augustin.

Mennesket som symbolsk handlende væsen

Moderne retoriske tænkere tænker over de samme dilemmaer. Kenneth Burke (1897-1993) er nok den retoriker der klarest har samlet alt dette i sin tænkning. Spændvidden i hans tænkning har inspireret mange, ikke mindst Karlyn Kohrs Campbell. Hun har i en berømt artikel hævdet at der er tre grundlæggende bud på retorikkens ontologi, dens væsenskende. Det første er den aristoteliske der – som vi har set – lidt naivt anser mennesket for at være rationelt. Det anden er den behavioristiske der betragter mennesker som styret af drifter, og det tredje er teorien om mennesket som et symbolsk handlende væsen. Det andet bud bygger på et vulgær-biologistisk syn kendt fra reklamebranchen der fordrer at retorik bare skal være effektiv og ikke måles fra en etisk standard. Ikke overraskende er det den tredje version som Campbell taler varmt for. Definitionen af mennesket som et symbolsk-handlende væsen kommer netop fra Kenneth Burke der ser konflikt og strid som grundlæggende menneskeligt og som det retorikken drejer sig om. Burke forener det antikke tragiske perspektiv med det aristoteliske. Han anser mennesker for stridende, konfliktsøgende væsner. Men mennesker er også væsner der skaber retorik og litteratur, de modpoler der gør det muligt at forstå andre og at leve i fællesskaber.

Læs mere

Karlyn Kohrs Campbell: “The Ontological Foundations of Rhetorical Theory” i Philosophy and Rhetoric, 3. 1970.

Alasdair MacIntyre: After Virtue. University of Notre Dame Press. 1980.

Bibliografisk

Af Hanne Roer, lektor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 104 (2017), s 15-17.