Fisseforkæmper eller bitterkvinde

Den anonyme blogger Bitterfissen Bethany kritiserer alt hvad hun kan komme i nærheden af. Men er det en måde at forhandle kvindens rolle og værdierne i vores samfund på, eller er Bethany bare en bitterfisse?

Bitterfissen Bethany – Fisseforkæmper eller bitterkvinde

Tanja Juul Christiansen

”Surt løg, Bitterfisse, sladdertaske, hyklerisk og nådesløs. Åbenbart meget lille menneske trods hele 175 cm, for har absolut intet problem med, helt uden samvittighed, at nedgøre alle de andre. Må være gået et eller andet galt ved fødslen. Til mit forsvar må jeg dog sige, at min far og mor også er generelt sure mennesker.”

Sådan beskriver Bethany sig selv på sin blog Bitterfissen Bethany. Eller det vil sige, forfatteren bag Bethany. Bethany er nemlig en fiktiv karakter der somme tider skriver i jegperson og andre gange omtales i tredjeperson. Hun er mor til to tvillingedrenge på to år og en datter på fire et halvt. Hun har et fuldtidsjob hvor hun hader økomaden i kantinen og chefen som ”gnubber sig op ad” hendes ben. Og når Bethany har fri, handler hun i Føtex, laver middage til gæster, kører 2CV, spiser færdigretter og drikker en masse Fernet Branca.

Hvem der står bag Bethany, ved vi imidlertid ikke. Bloggen er nemlig anonym, og dermed bryder den med de genreforventninger der oprindeligt har været til bloggen: at bloggere er generøse mennesker som oprigtigt og åbent fremstår med stemme, ansigt og personlighed. Og Bethanys blog er da også blevet diskuteret og kritiseret – især for at være hyklerisk. Det er ikke i orden at svine andre mennesker til på den aggressive måde som det sker på Bethanys blog; og slet ikke når man ikke vil stå ved det.

Bethany er imidlertid ligeglad – eller er hun? Følger man bloggen, præsenteres man snarere for en karakter der er underlagt doxa – altså de værdier vores fællesskab bygger på – end en karakter der er ligeglad. For det første definerer Bethany sig udelukkende i forhold til doxa, for det andet tilbyder hun ikke et reelt alternativ til doxa, og for det tredje virker det vigtigt for Bethany at blive accepteret af fællesskabet.

Annons

Rasmus modsat

Bethany er en flittig bloglæser, og det er hendes mening om diverse bloggere der udgør det primære stof til bloggen Bitterfissen Bethany. Langt størstedelen af Bitterfissen Bethanys blogposter er kritik af andre bloggere eller kvinder der gør sig synlige i den offentlige debat:
”der findes kraftedemig så jammerligt mange blanke kællinger i lille Danmark. Lad mig remse et par eksempler op: Lambihjernen Medina, ZangenSinken, Anne Tagmigimingadedør, diverse modebloggere, diverse Blogstilstandståber, Mie Harder, Sørine Gotfredsen, Maddiken, Angela Blank og Anne Sophia Hermansen. Ja, listen er jo fandme uendelig!”

Og kritikken er nådesløs. Særligt vred er hun på kvinder som hylder sundhed, kreativitet, feminisme, børn, mode eller andre af tidens trends – med andre ord: doxa.

Hun skriver eksempelvis:
”Lad os byde velkommen til bloggens nyeste medlem “Nørkleriget“. Hun hækler bordskånere, og de kan vendes. Tænker I Kreakrager aldrig over, at man ikke skal gøre ting, bare fordi man kan? Ja, I kan hækle, vi ved det godt. Og I er sikkert også gode til det. Men vendbare bordskånere, vaffelis, lysestager, flag og hvad fanden ved jeg …?! Hvorfor?? Jeg maler kraftedemig da heller ikke billeder med egen afføring, bare fordi jeg kan.”
Der er ikke mange, der går fri, og Bethany bliver behandlet som én blandt de mange bloggere der anonymt skælder ud på nettet. Her er opstået en kultur hvor anonyme bloggere skriver alene med det formål at provokere – og allerhelst så der kommer en hysterisk reaktion, som Lars Konzack fx forklarer i et indlæg på Kforum.

Og Bethany holder sig da heller ikke tilbage for at få en reaktion. Hun skriver fx om Pink Lady, en af dem hun kritiserer, at hun håber næsen ”sidder så langt oppe i røven på Pink Lady, at det må føles noget nær hæmorideagtigt”, ligesom hun foreslår en anden at hun bare skal ”ned på knæ. Lyn hans bukser op. Kys pikken. KYS DEN. Tag den til roden igen og igen. Så skal du se – han afleverer børnene helt af sig selv”.

Gennem disse udfald mod særligt bloggere definerer Bethany sig negativt frem for positivt. Hun definerer sig mod de værdier der udgør fællesskabet; altså doxa. Derved kommer doxa til at fylde en stor del af hendes indlæg, og Bethany ender i og for sig med at konstituere fællesskabets værdier – snarere end at negligere dem.

Ad absurdum

Konstitutionen af doxa sker ligeledes gennem Bethanys bud på alternativer. Hvad Bethany selv står for – hvad der skal udgøre alternativet for doxa – er nemlig ikke klart, for her bliver fremstillingen af Bethany absurd. Eksempelvis skriver hun om sin omgang med tvillingerne: ”Og nu vil den opmærksomme læser nok øjne, at der også ligger fire Frolics på bordet, og så tror I nok, at jeg har vovsehund. Men nej. Frolics’ne er belønning til tvillingerne, når de går pænt og holder lorten i bleen.” Det ene øjeblik spiser de hundekiks; det næste øjeblik kattemad: ”Kattemaden, ja I har sikkert regnet det ud, det er til tvillingerne på 2. De skal virkelig have meget næring i den alder. Dåsen med Tempt er en sponsorgave, og den er naturligvis til datter på 4 . Flødeskummen er til mig selv, for jeg trænger til at tabe et par kilo.” Om dyresex skriver Bethany: ”(Den ko tager næppe skade af bondemandens sølle størrelse, vel? Ja, jeg ved hvad jeg taler om!).” Og om hungersnød i Afrika konstaterer hun: ”Hvad fanden skal man stille op med det der Afrika? Ja, jeg får knuder i maven når jeg ser billeder af døende børn. Men så længe de skider børn ud på stribe, og boller til højre og venstre, så kæmper vi sgu da forgæves. De må for fanden også tænke lidt selv.”

Samtidig med at Bethany ikke kan udholde alle de mødre der går op i sund mad, økologisk tøj og de rette stimulanser på det rette tidspunkt, kan hun altså heller ikke finde ud af hvad man ellers skal gøre. Tværtimod insisterer hun på at komme med så absurde alternativer og holdninger at læseren ikke kan tage dem alvorligt. Og derved er doxa intakt. Det normale er stadig normalt.

Ikke så hård alligevel?

Bethanys behov for at komme med absurde alternativer til de værdier hun så nådesløst kritiserer, synes også at handle om at hun alligevel ikke vil distancere sig for meget fra læseren: hellere komme med alternativer der er unormale, men samtidig urealistiske, end alternativer der er unormale og faktisk realistiske. Det understøttes af de mange direkte henvendelser til læseren og de vaccinationer Bethany bruger, samt af hendes behov for at kommentere på den kritik hun møder fra andre.

Bethany er uhyre opmærksom på at hun har en læser, og hun henvender sig ofte direkte til ham eller hende. Det sker gennem kommentarer som ”Ja, I ved det naturligvis godt, så det er lidt pinligt at berette for jer, at JEG var uvidende omkring det” og ”Nårh. Jeg har været på shoppingtur. I Spar. Og jeg ved bare, at I er ved at DØ af spænding over indholdet. Har jeg ret???”. Hun ser sig således ikke som en enlig svane uden for fællesskabet, men som en del af et fællesskab.
Og selv om Bethany påstår at hun er ligeglad med hvad folk synes om hende, har hun alligevel brug for at komme med vaccinationer: ”Når det så er sagt, så er Bethany altså ikke en hater. (Som påstået). Bethany er bare bitter.”

Endelig er Bethany ikke helt ligeglad med den kritik hun møder. I en af sine første blogposter går Bethany ret hårdt til en førtidspensionist, og det afføder en del vrede i blogosfæren; en episode Bethany ofte vender tilbage til. Fx skriver hun: ”Sjovt nok kan man sagtens grine af onanikartellet, modebloggerne, kreabloggerne osv., men når vi når til madbloggende førtidspensionister, så er Fanden løs i Laksegade.” På samme måde kommenterer hun på andre bloggeres og mediernes forsøg på at gætte hvem hun er. Hun skriver fx: ”Men så kom Bethany. Nogle er sure. Nogle er begejstrede. Alle har en mening. Og alle er næsten enige om, at Bethany er for meget. Bethany kan heller ikke skrive ORDENTLIGT, hun er ikke skarp nok, hun kan ikke sætte kommaer, hun er garanteret fiktion (!!!), og i virkeligheden en mand!! Og så skriver hun de anonyme kommentarer selv!”

Bethany er altså meget optaget af hvad andre mener og skriver om hende. Hun følger med i medierne og kommenterer på det, hun forsvarer sig på sin egen vrede måde over for kritikken, og hun vaccinerer når hun er bange for at blive opfattet for usympatisk.

En ny og spændende stemme eller en tarvelig hykler?

Bethany er både blevet hyldet for at gøre op med de perfekte kvinder der fremstilles på andre blogs, og kritiseret for anonymt at svine andre kvinder til. På den ene side roses hun for at give plads til en ny og uperfekt stemme med en tunge der er langt mere beskidt end de øvrige kvindestemmer i den offentlige debat. Dermed kan man sige at hun forhandler hvad det er passende at ytre som kvinde. På den anden side kritiseres hun for at obstruere debatten fordi hun sviner andre, men ikke selv vil bekende kulør, hvilket ifølge Mette-Line Thorup i Information tværtimod slører reelle ligestillingsproblemer.

Uanset hvilken holdning man har, kan man sige at hvis Bitterfissen Bethany er alt hvad anonymitet på nettet fører til, så er alting stadig ved det gamle, bortset fra et par grimme ord og vulgært billedsprog. Doxa er bevaret, og der er ingen reelle alternative spejlbilleder. Det normale er stadig sunde, bagende, kreative, økologiske supermødre – allerhelst med en snert af ironisk distance.   R

Forfatter:
Tanja Juul Christiansen. Ph.d. i retorik og kommunikationsrådgiver hos Bro Kommunikation.

RetorikMagasinet 83/2011, side 8-10.