Ledere taler meget. Topledere taler endnu mere. Mange af dem kunne dog tale mere overbevisende hvis de tænkte mere retorisk om deres kommunikation
Da RetorikMagasinet henvender sig til Ritt Bjerregaard, sidder hun i San Cataldo og skriver på sine erindringer. Knap nok har støvet lagt sig oven på udgivelsen af bind to Valgt før arbejdet med det tredje og sidste bind har ført Ritt Bjerregaard tilbage til det italienske kloster ved Amalfikysten. Hun har aldrig været bange for…
Min mor døde for nylig. Efter bisættelsen samledes familie og venner sig i hendes hus. Vi snakkede, spiste og drak. Og vi så på fotografier: billeder af min mor, min far, af mig og min søster. De fleste fandt billeder af sig selv. Vi lo af frisurerne fra firserne. Genkaldte dengang det var så koldt…
En begravelsestale er blandt andet en mindetale som skal kalde de fælles erindringer frem om den døde. I begravelsestalens sammenhæng er det afgørende at erindringerne ikke bliver en tilbageskuen på alt det vi har tabt, men en skuen fremad på alt det vi har fået og nu skal give videre
“Hvad du ikke husker, ved du ikke”, siger retorikken. “Så slår jeg det bare op på nettet”, indvender tidens digitale menneske. “Hvorfor? Du glemmer det jo bare igen”, svarer retorikken; “opøv hellere din hukommelse, så du aldrig glemmer.” Den klassiske disciplin memoria er evigt aktuel – og glemt.
Når statsledere træder op på talerstolen efter et terrorangreb, handler det ikke kun om at mindes de døde og samle de sørgende. Det sørgende fællesskab, som Helle Thorning-Schmidt konstruerer i sin tale efter skyderierne i København i februar 2015, har en skyggeside, og her vrimler det med dæmoner.
Hjertebanken, svedige håndflader og en trang til at se væk. Det er rædselsvækkende uhyggeligt, og alligevel drages de fleste af os mod den uhyggelige underholdning som kaldes horror. Men det er slet ikke så underligt hvis vi ser på menneskeartens natur og udviklingshistorie. Horrorgenrens mange monstre spejler evolutionære trusler og hjælper os nemlig med at…
Ifølge Burke er vi besatte af tanken om at opretholde social orden. Så hvad sker der når den trues? Man udpeger en syndebuk. Bare spørg Anders Fogh.
I Det Flyvende Spaghettimonsters Kirke har satire og absurde påstande dannet grobund for en effektiv og monstrøs retorisk strategi i debatten om hvad amerikanske skolebørn skal lære om livets opståen
I krigen mod internetmonstrene på Facebook ruster social medie-specialist Nathalie C. Larsen dig til at tage kampen op direkte i tråden. Men før du kan begynde, må du se dit eget monster i øjnene.
Londons gader, kyklopens hule og menneskets indre kan alle være udgangspunkt for monstrøse fortællinger. I dette essay undersøger vi træk af litterær uhygge.
Udgangspunktet for akademisk arbejde med monstre er at de ikke findes. Monstres habitat er kun fiktionen hvor de findes i stort antal, men monstrene kan blive interessante når de bliver fortolket, for da får de menig og kan samtidig blive en indikator for bekymringer og angst i et samfund.