Didaktiske rum

Recension

Det didaktiske rommet. Didiaktisk topologi i Ludvig Holbergs Moralske Tanker. Aslaug Nyrnes, Bergen 2002.

Bibliografiskt

Författare: Jan Lindhardt.

Rhetorica Scandinavica 26 (2003), s 88-90.

Annons

Retorisk praksis

Retorisk praksis handler om retorik som praktisk udøvelse af sproget. Fordi retorikken handler om frembringelse – ikke kun beskrivelse – af tekster til brug i praksis, er den retoriske argumentationsteori ikke kun deskriptiv, men også normativ... Läs mer...

Recensionen

Bogen falder i fire hoveddele og tager sit tekstgrundlag i Holbergs Moralske Tanker fra 1744. Formålet er at gennemtænke didaktikkens væsen som Aslaug Nyrnes mener er, eller burde være, af retorisk art. Og det er ikke blot et redskab, men et felt og en sproglig handling. For at vise dette bruger hun Holberg-teksten, ikke fordi hun er Holberg-forsker eller ønsker at være det, men fordi den er velegnet som analyse og illustrationsmateriale. I princippet kunne Nyrnes have anvendt mange andre tekster. Holbergteksten har dog den fordel at den endnu ikke har den moderne skelnen mellem fagområder med hver sin didaktik, såsom filosofi, kunst eller videnskab, hvorfor man kan fremstille didaktikken som et fælles, overordnet fænomen og ikke behøver at foretage en række fagspecifikke distinktioner. Grundtesen er den at didaktik er et retorisk felt og må udforskes som sådan. Nyrnes bryder sig ikke om pædagogiske teorier, der tager deres udgangspunkt i afsenderen (”læreren”) eller modtageren (”eleven”) eller indholdet, faget.

Det første hovedafsnit er Didaktikkens figurering i Moralske Tanker. Her kan man se hvorledes det i særlig grad kommer Nyrnes til gode at hun har valgt en førvidenskabelig (i moderne forstand) tekst, fordi overalt anvender Holberg figurer, der er taget fra legemet og dets fordøjelse (organiske figurer), ja endog matematiseringen og geometriseringen er (med støtte hos Lakoff) hentet fra det organiske. Og i øvrigt fra det rumlige, fra retninger, op-ned, ud-ind, krop og skygge, hulen, haven etc. Holbergs tekst er en guldgrube for enhver figur-forsker. Det giver det pædagogiske arbejde spændvidde.
Hovedfigurerne er dog rumlige, som det fremgår af kap. III, Hovedfigur: Det didaktiske rommet. Hertil regnes også tiden, som ”går” frem eller tilbage; med støtte i bl.a. Harald Weinrich, Tempus, viser hun at tiden i virkeligheden er et rumfænomen.
Idealet for Holberg er at have et stort rum (ikke et uendeligt), hvilket kan beskrives ved copia (fylde, rigdom) og cornupia (overflødighedshorn). Rummets omrids kan ikke tegnes, men man kan beskrive det på forskellig måde. Den menneskelige ubestandighed tillader et fast begreb om copia, mener Holberg. Dette tager Nyrnes som anledning til at foretage en række spændende dybdeboringer, som i sig selv gør bogen til en fremragende brugsbog til undervisning. F.eks. om copiabegrebets historie og rækkevidde, 162ff. Om begreberne nødvendig og overflødig viden, 175ff. Om alfabetiseringen og om den encyklopædiske tradition, som gør rummet stadig større og mere uhåndterligt. Om memoria og aptum, det passende. Om at fortælle og udtrykke sig i myter og en lang række andre emner. Forfatterens belæsthed røber ikke sine grænser. Vi får i tilgift den europæiske tankes grundbegrebet gennemgået, og det er ikke blot interessant leksikalsk viden, men vigtige digressioner, der udvider det didaktiske rum.
Det hele holdes sammen af at didaktik er sproglig praksis og hun har fordelt det inden for tre linier, det temporære, det copiske og det mimetiske. Det første er det grundlæggende som belyses af de to andre og alle tre finder deres ”steder”, topoi i rummet: ”…kairos er å forstå tid topologisk, aptum er å forstå copia topologisk, og filosofia er å forstå mimesis topologisk”, 265.
Kap. IV handler om de mere specifikt didaktiske topoi. Uden at nævne Curtius (der mente at topoi ikke blot er noget formelt, men leder til et bestemt indhold) slår hun fast at det er uklart om topoi er stedet man kan finde et argument, eller om det er selve argumentet man finder her. De grundlæggende topoi er her parafrase, autoritetsbrug og historiske eks., argumenterende tekster, figurative topoi og dem der er knyttet til sagforholdet, og endelig sammenknyttende topoi. Alle har de med den mundtlige udtryksform at gøre. Den vigtigste kategori er exempla, hvortil hun også regner ordsprogene, som Holberg bringer en sand syndflod af; Peter Låle må være en af hans mest brugte bøger. Det velturnerede udtryk er bestandigt udgangspunkt for hans erkendelse. Én fjende er for meget, 100 venner for lidt. Når man én gang er kastet af en hoppe, tør man ikke ride på en ko etc.
Med et udtryk fra Jørgen Holmgaard taler hun om ”narrativ kausalitet, som ikke blot omfatter det korte eksempel, men også det længere som fabel, mønsterfortællinger om efterlignelsesværdige mænd etc. Det forhindrer dog ikke at Holberg også er skeptisk overfor den velformede historie eller det klare ordsprog, som ofte kan have større indflydelse hos en dommer ”end det vel burde have”, 261.
Vi hører om et hav af forskellige figurer man kan bruge. Tingene skal ikke blot beskrives, man skal anføre hvorledes man i handling og bevægelse kan nærme sig dem. Derfor er rejsemetaforen (335ff) meget anvendelig og bruges tit af Holberg. Dialogen er også at foretrække for den statiske monologform.
Et vigtigt afsæt for en argumentation er autoritetsargumentet. Her er en spændende indsigt om renæssancen, der ikke forkastede autoriteter (som man ofte ser dem fremstillet), men mangfoldiggjorde dem. Det er modsætningen mellem Diderot og Habermas (den sidste vil eentydighed). Det er en vigtig indsigt, for en stor del af renæssancens ”frigørelse” er ikke at man afskaffer autoriteter, men at man anskaffer sig flere af dem. Ingen kan som bekendt tjene to herrer og jo flere herrer, der findes, jo mindre tjener man dem.
I det sidste kapitel V, Utside af det didaktiske rommet. Her tages det uudsigelige op. Jeg tror at AN går længere ud end Holberg vil være med, og måske også længere ud end hun kan bunde. Ironien gøres til noget helt fundamentalt, sprogets grundlæggende trope. Man kan i virkeligheden aldrig komme til en forståelse, tværtimod er det den manglende forståelse, der er samtalens basis, 389. Dette og tavsheden som en fundamentalkategori nævnes også som udtryk for at der er ting, det ikke er værd at tale om. Jeg tror at man er for tidligt på færde, hvis man lægger dette ind i Holberg – det hører snarere hjemme 100 år senere, hos f.eks. Kierkegaard eller Nietzsche. Holberg er alt for meget prosaisk oplysningsmand til at nå disse filosofiske og teologiske dybder. Hvad han ikke skal høre et ondt ord for. Og helt mærkeligt er det at høre om det i bergensisk åndsliv i 1990erne meget udbredte (fra Frankrig importerede) begreb om ”selvomsorg” i forbindelse med Holberg. Endnu en anakronisme efter min fornemmelse.
Efter nogle ekskurser i det dybe, kommer Nyrnes heldigvis tilbage til det overfladiske, og bekender sig bevidst til den. Hendes bog er nemlig et forsøg på at kortlægge hvorledes det er muligt at tænke og at lære. Hele bogen har hun derfor nægtet at drøfte hvad Moralske Tanker handler om, for i stedet at koncentrere sig om hvilke topoi den betjener sig af.
Det er virkelig at tage didaktikken alvorligt. F.eks. skal man ikke lære om etik som emne i skolen, men det skal være en ”læsepraksis”. Alt skal ses under vinklen ”hvordan”, ikke ”hvad”.
Det er som det forhåbentligt er fremgået en spændende og original afhandling. Dens udgangspunkt er retorikken, som overføres på didaktikken, hvilket sker ved at analysere det rum, hvori undervisning og meddelelse finder sted. Ja, egentligt hvor livet leves. Der er sikkert nogle der vil finde afhandlingen egensindig og hjemmegjort og det er den måske også, men det er samtidig dens styrke. Nyrnes har haft modet til at tage et originalt udgangspunkt, og hun har udvidet begreberne om didaktik og retorik på en frugtbar og operationel måde. Ud over det rummer bogen en utrolig omfattende viden, som læseren kan fornøje sig over og som gang på gang åbner nye døre ind til det ”didaktiske rommet”.
Tillykke til Universitetet i Bergen med denne disputats.