Møde med Georg Johannesen

Mindeord

Georg Johannesen er død.

Bibliografiskt

Jan Lindhardt.

Rhetorica Scandinavica 37 (2006), s 4-6. Se även Amund Børdals: Georg Johannesen om retorikk i syv sitater

Annons

Mindeord

Jeg traf Georg Johannesen i slutningen af 1980erne. Jeg var i Bergen på kortere besøg og blev introduceret for ham. Han var en mærkelig mand, vi spiste lunch og han sad og kiggede på mig og jeg på ham. Der var også en del andre tilstede, som han skiftevis underholdt med rivende tungefærdighed og derpå sad tavs hen. Efter måltidet spurgte han mig pludselig om han ikke skulle vise mig Bergen. Jeg kendte ikke meget til byen, men jeg havde dog set den ovenfra med Fløybanen. Nogle år tidligere havde jeg været på et kursus i fortælling, som var ved at komme på mode i midt 80erne, og jeg var dengang inviteret til sige noget om det narrative, som jeg kort forinden havde behandlet i en doktorgrad.
Det lærte man ikke Bergen at kende af, men det gjorde jeg så nu. Georg tog mig rundt på en fem timers tur gennem byen, helt ud forbi værftet og ud til spidsen, rundt i byen, alt i mens han talte mig til. Dels udpegede han steder i byen og dels fortalte han udfra det elementer af Norges intellektuelle historie, alt med rivende tungefærdighed. Hans associationsevne var utrolig. Apropos hvad som helst kunne han komme i tanke om hvad som helst andet.
Jeg var ikke en værdig lytter. Dels vidste jeg ikke nok om alle mulige nordmænd, og dels kunne jeg ikke kapere og vurdere alle Georgs finurligheder og halvkvædede viser. Om et hav af personer, om Bergen kontra Oslo og begges merværds- og mindreværdskomplekser. Om Norges forhold til omverdenen. EU havde i 1972 friet til den skønne norske jomfru, men hun havde foragteligt afvist sin frier. Nu kom han igen – Georg var sikker på en forestående folkeafstemning igen om medlemskabet, hvilket også slog til. Og sikker på at den norske jomfru igen ville sige nej – selvom hun og den nu ikke helt unge mand i mellemtiden havde fået fire børn sammen. Og det kom jo også til at slå til. Som nej-dronningen Lahnstein (jeg var i Bergen igen under valgkampen) sagde: det er ikke blot EU, men hele verden, der skal have glæde af Norges kærlighed. Ja, det er saligere at give end at tage.
Men kort sagt, Georg fyldte mig med så mange oplysninger, indsigter, jokes, hentydninger, nedsættende bemærkninger og oprejsende udsagn, hvor han øste af sine bøger, som jeg ikke kendte, af sine forbindelser, som jeg ikke havde mødt og af sin enorme viden, hvis dybde jeg ikke kunne lodde. En hel elv af visdom og sikkert også noget vrøvl – men man var godt underholdt, hele tiden. Om en statsminister, der talte sort, om ­poeter, der kun talte til deres skrive­maskine og om et norsk erhvervsliv for hvem kun penge talte. Ved ottetiden overlod han mig til ensomheden, men jeg sansede den ikke fordi jeg gik omgående i seng, fortumlet og forvirret og træt som et helt alderdomshjem. Og faldt i en dødlignende søvn. Jeg har senere genfundet helt den samme erfaring i Aslaug Nyrnes’ opsats om GJ som vejleder. Det tror jeg ikke at jeg selv havde overlevet. Her skulle stærkere karakterer til.
Han var brugt som censor og lagde ikke skjul på sin foragt for 70ernes marxistiske studenterspecialer, hvor man begyndte med et langt stykke med kapitallogisk teori, ligegyldigt hvad afhandlingen handlede om. Og så til sidst lidt om emnet. Det var som en marmortrappe op til et do, som han sagde.
Jeg besluttede at være forsigtig med at besøge Georg Johannesen, og han var også genert ved mig. Jeg tror at det forvirrede ham at jeg var teolog, præst og sågar senere biskop, og alligevel så ret almindelig ud. Jeg kunne dog ikke nære mig for at besøge ham, hver gang jeg igen kom til Bergen, og det var altid meget hyggeligt og lærerigt. Hans gæstfrihed og generøsitet tog man ikke fejl af. Engang var han taget ud til lufthavnen for at hente mig, ledsaget af det meste af sin hird, intelligente unge mennesker, jeg tror at der var Bjørn Nicolaysen, Asbjørn Åmund, As­laug Nyrnes og flere andre fra den retoriske kreds, folk som havde modtaget et uudsletteligt brændemærke i deres sind og derfor i deres videnskabelige arbejde brændte for den retoriske sag: hvis formen ikke er god, er intet godt. Senere var jeg det meste af et efterår i Bergen og oplevede et ualmindeligt fornøjeligt og spændende miljø med Georg som hønen, der samler sine kyllinger under sine vinger.
Georg var spidsformuleringernes mester. Hvad han fyldte på mig af sproglig overdådighed i personligt nærvær, har jeg svært ved at fastholde, men det kunne man læse sig til. En af hans bøger som en overgang blev nærmest en bibel i teologiske og litterære kredse ved Aarhus Universitet, var Rhetorica Norvegica, indtrængende introduceret af Hans Hauge og mig. Vi sad simpelthen og læste op af den ved frokostbordet i kæmpe-kantinen, Stakladen.
Georg fortalte engang, at han havde haft svært ved at få bogen udgivet, fordi Lands­laget for norskundervisning syntes at den var for lang. Så havde han foreslået at man tog alle venstresiderne ud. Den slags appellerer til unge mennesker. Det er der i øvrigt ikke mange bøger, der kan tåle, men hans kunne. Hans aforistiske stil er en slags hypertopik – ikke helt ulig Marshall McLuhan – hvor man behandler emne for emne, uden at føle sig forpligtet på nogen sammenhæng. Og frit fra leveren, uden at lade en strukturel spændetrøje tynge sig.
Mange af guldkornene skulle man være nordmand for at forstå, men der var nok tilbage. F.eks. om Descartes, der tvivler på alt, og derved finder subjektet, hvortil Georg tørt bemærkede, at det var da godt at han ikke tvivlede på grammatikken. I kort begreb fik han derved ødelagt hele det cartesianske projekt. Og det i en bog, der som han siger er skrevet af Rank Xerox, som “er Norges største dikter…”. Selv kopierede han i et væk.
Stadig bliver han ved det topiske og derfor hader han det logiske (bl.a. Kant) og det store forkromede overblik (Hegel): “Napoleon var Verdensånden til hest. Deraf følger at Kennedy er verdensånden i gyngestol og Ronald Reagan er Verdensånden i hvit Cadillac.” På den måde punkterer man kulturhistoriens store balloner.
Georgs retorik-bog, og ikke blot den, men i virkeligheden de fleste af hans bøger, ­minder om middelalderens notesbøger, hvor man i mangel af rigtige bøger lavede sig små personlige kompendier med gode formuleringer, som man kunne huske. Georg elskede middelalderen og hans kærlighed var gengældt.
På sine senere år blev han meget betaget af Foucaults begreb om “selvomsorg,” den fornuftige egoisme. Jeg forstod aldrig, hvad han mente med denne unødvendige selv­restriktion. I sine Moralske tekster undrer han sig over at Jesus døde og opstod for vor skyld. Og desuden: kend dig selv er lig med frikend dig selv. Lidt småt måske.
Jesus skulle have passet lidt bedre på sig selv. Men han var så ung og ungdom og gal­skab hører sammen. Næh, som ældre er man mere forsigtig og fornuftig. I øvrigt havde Georg fin sans for, hvad det er Jesus gjorde. “Det er klart at Jesus er en sterk og forferdelig intelligent mann […]Når Herodes står der med blod på fingrene og vil høre et Guds ord, så vil ikke Jesus snakke med ham. Jesus gjør disiplene oppmerksom på denne dobbeltheten. Det er kanskje blasfemisk å bruke sånne uttrykk, men det er helt klart at dette er en religionsstifter som vet hva han gjør.” Men helt indforstået med det kristne projekt er han ikke. At han elsker og udnytter Biblen, er der dog ingen tvivl om.
Nå, Georg levede heldigvis ikke ned til sit snusfornuftige ideal, som intet havde med hans virkelighed at gøre. Georg Johannesen var i sine ords og medmenneskers vold. Hvis han ikke havde været her, ville vi have savnet ham.