Start » Dansk retorik » Dansk retorisk Arena » Protest i Istanbul: Demokrati er mere end stemmeboksen

Protest i Istanbul: Demokrati er mere end stemmeboksen

av Mathias Møllebæk

De massive protester mod nedlæggelsen af Gezi Park i hjertet af Istanbul er blevet et oprør mod Erdoğan-regeringens arrogante og autoritære holdning til det tyrkiske folk. Men når den internationale presse kalder oprøret ”Det tyrkiske forår”, forsimpler de konflikten. For kampen i Tyrkiet handler om den demokratiske offentlighed der er fanget mellem religiøs konservatisme og verdslig liberalisme.

Protest i Istanbul: ”Demokrati er mere end stemmeboksen”

af Mathias Møllebæk

Det var de færreste der havde regnet med at en siddende demonstration på knap 100 personer i en lille park i det centrale Istanbul ville starte et nationalt oprør mod den tyrkiske regering og premiereminister Recep Tayip Erdoğan.  Men efter det tyrkiske politi torsdag morgen på brutal vis ryddede parken med tåregas og vandkanoner, rejste der sig den største folkelige modstand i 20 år.

Siden torsdag morgen har protesterne bredt sig til op mod 40 andre byer over hele Tyrkiet. Mobiliseringen af folkemængden sker primært over Twitter og Facebook, for kun få tyrkiske medier valgte at dække begivenhederne fra start; enten fordi de sympatiserer med Erdoğans regering eller af frygt for repression. Eksempelvis valgte den tyrkiske udgave af CNN at sende en dokumentar om pingviner i de timer hvor demonstrationerne stod på sit højeste i Istanbuls gader.  Men pressens frygt er heller ikke umotiveret: I januar blev fem journalister anholdt og fængslet mistænkt for at planlægge attentater på regeringsmedlemmer.

Det tyrkiske forår er en fejlagtig sammenligning

Mange internationale sympatisører til protesterne i Istanbul ser oprøret i direkte forlængelse af Det arabiske forår der bredte sig gennem Mellemøsten i 2011. Det er en retorisk nærliggende og effektiv strategi til at skabe opmærksomhed og støtte til demonstrationerne i Istanbul. Men den fejldiagnosticerer desværre også problemerne i Tyrkiet, fordi den med sin revolutionære retorik fra Det arabiske forår appellerer til en radikal omvæltning af det nuværende styre. Men Tyrkiet er et mere udviklet demokrati end de lande der blev revolutioneret sidste forår, så det centrale spørgsmål er snarere hvilken karakter den offentlige sfære skal have i et religiøst og stærkt neoliberalt demokrati som det tyrkiske.

Billederne med vandkanoner og tåregasangreb i Istanbul havde ikke cirkuleret på sociale medier særligt længe før udtrykket Det tyrkiske forår var blevet stiftet, med klar henvisning til Det arabiske forår. Medier forudsætter med den reference at der er et sammenligningsgrundlag mellem omstyrtningen af autoritære regimer i Libyen og Egypten og så de tyrkiske demonstrationer. Som en retorisk homologi rammesætter Det tyrkiske forår vores oplevelse af begivenheder i Tyrkiet i vores viden om Det arabiske forår. Det er slags sammenligning der fungerer på et strukturelt og formmæssigt plan.

Det retoriske meningsmønster vi danner gennem vores oplevelse af det mellemøstlige drama vi betegner Det arabiske forår, låner sig passende i vores forsøg på at danne mening af demonstrationerne i Tyrkiet. Det er der såmænd ikke noget problematisk i som sådan, for det er svært at forestille sig hvordan man overhovedet skulle kunne danne mening ud af oplevelser uden af drage nytte af de fortidige hændelser der synes sammenlignelige. Det er derimod et problem når en retorisk homologi som Det tyrkiske forår forsimpler den specifikke politiske kontekst og fremsætter revolutionære løsninger der overhovedet ikke stemmer overens med politiske tilstande i Tyrkiet.

Annonce

Historisk konflikt mellem religion og verdslighed

Tyrkiet kan dårligt siges at være et autoritært regime der bliver holdt i et militært jerngreb som Libyen og Egypten. Tværtimod er premierminister Erdoğan blevet valgt på demokratisk vis to gange og nyder ifølge meningsmålinger fra 5. juni stadig 62% af tyrkernes støtte. De er heller ikke stagnerende økonomi som i Libyen og Egypten. Tyrkiet har siden 2002 oplevet en enorm vækst på gennemsnitligt 5% om året. Den økonomiske politik som den Erdogan-ledede AKP-regering har ført, er blevet varmt modtaget af politikere i EU, og Tyrkiet er blevet set som modellen for hvordan mellemøstlige stater bør regeres demokratisk.

Det der er kimen til det tyrkiske oprør, er dels den historiske spænding mellem religiøs konservatisme og verdslig liberalisme, dels en skrøbelig offentlige sfære domineret af regeringsvenlige medier.

Dialektikken mellem den religiøse konservatisme og sekulære liberalisme har været den mest centrale værdikamp siden Tyrkiet blev grundlagt som en sekulær stat af landsfaderen Atatürk i 1923. Efter det osmanniske riges gradvise opløsning blev det moderne Tyrkiet konstitueret med en sekulær orientering mod Vesten. Fra den ene dag til den anden blev de officielle skrifttegn ændret til fra arabisk til latin, de traditionelle osmanniske klædedragter blev forbudt til fordel for vestlig borgerlig påklædning og man begyndte en omfattende proces for at udskifte arabiske ord med nye tyrkiske konstruktioner.

Med det tyvende århundredes store omvæltninger i bakspejlet synes det nærmest selvfølgeligt at en så radikal transformation af et samfund ikke forløber uden spændinger. Tyrkiet er stadig placeret i mellem to verdensdele og er stadig en kompleks nation hvor metropolen Istanbul er væsensforskellig fra landsdelene øst for hovedstaden Ankara.

Demonstrerer mod Erdoğans autoritære attitude

Dertil kommer at medielandskabet er domineret af regeringsvenlige medier og den offentlige sfære er svært tilgængelig for almindelige borgere. Det har medført en følelse af at være ekskluderet fra den politiske proces hvor regeringens beslutninger – som den om at rydde den lille park i Istanbul til fordel for et indkøbscenter – bliver truffet hen over hovedet på befolkningen. En aktuel meningsmåling foretaget af Bilgi Universitetet i Istanbul indikerede at 92,4% af de 3000 adspurgte demonstranter var på gået på gaden for at protestere mod Erdoğans “autoritære attitude” over for befolkningen, ikke partiet eller hans støtter i befolkningen.

Erdoğan er i høj grad kommet til at personificere den kompromisløse autoritet der egenhændigt og uden hensyn til befolkningen regerer landet. Og når befolkningen går på gaden og demonstrerer, bliver de kaldt “marginale”, “ekstremistiske” og “en konspiration” og bliver på brutal vis stoppet af politiets tåregas og vandkanoner.

Efterhånden som protesterne har udviklet i den forgangne uge har Erdoğans hårde linje mødt stigende kritik fra sine sympatisører. Det toneangivende og ellers Erdoğan-venlige dagblad Today’s Zaman bragte sidste fredag en åben kritik af behandlingen af protestanterne. Internt i regeringen har præsident Gül forsøgt at bløde op for Erdoğans kompromisløse linje og imødekomme demonstrationer ved at udtale: “Vi har modtaget beskeden. Demokrati er mere end stemmeboksen.”

Som præsident Güls udtalelse vidner om, er nøgleordet i oprøret ikke religion men demokrati. Mange af de tyrkere der er på gaden, har ikke en partipolitisk position de vil advokere for, eller en religiøs observans de vil forsvare. Mange deltager i protesterne, fordi de ønsker at kæmpe imod den udemokratiske måde de mener Erdogan regerer landet på. Konflikten i Tyrkiet handler så at sige om noget mere grundlæggende end befolkningens forhold til religion. Det handler om muligheden for aktivt, politisk medborgerskab og tilgængeligheden til den offentlige sfære.

Spørgmålet som protesterne over hele Tyrkiet rejser, er hvordan forskellen mellem det religiøse og sekulære kan bestå i kraft af demokratisk samtale, og hvordan den forskel ikke bliver ligegyldiggjort ved den enes undertrykkelse af den anden.        R


Om forfatteren

Af Mathias Møllebæk. Tidligere studerende ved Bogazici Universitesi, Istanbul.


Artiklen findes alene her på hjemmesiden. Men RetorikMagasinet læser du mere om her

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere