5,5 millioner ord for danskhed

Nationalpartiets politiske mål er også partiets vigtigste redskab: en debatkultur der samler alle etniciteter under den rød-hvide fane. Men hvordan giver man danskheden tilbage til Danmark ved at gøre krav på dannebrog og de sande danske værdier?

5,5 millioner ord for danskhed

Jakob Torrild Hansen & Iben Andreassen

Se på billedet. Er der noget galt?

“Når man bare ser Nationalpartiets logo med mig foran, så er der et eller andet der virker helt forkert.”

Pressefotografierne af Nationalpartiet taler deres eget sprog: Kashif står foran dannebrog og teksten “Vi er Danmark”. Kashif tager sin blazer på i en grøn have bestrøet med gule efterårsblade. Og Kashif går en tur i kvarteret med ligusterhække og røde mursten i baggrunden og snakker med sine to brødre, Asif og Aamer.

Foto: Kasper Teiner

RetorikMagasinet er på interviewbesøg hos Nationalpartiets formand, Kashif Ahmad. “Det hænger ikke sammen endnu,” siger Kashif og kaster armen i retning af dannebrogsmotiverne som er overalt i det ydmyge partikontor i Hvidovre. Kashifs pakistanske rødder har farvet hans hud mørk, håret sort og øjnene dybe. Samtidig har hans opvækst i Danmark, erfaringer fra byrådsarbejdet i Hvidovre og de sidste års udvikling i dansk politik farvet hans holdninger og dannet grundlaget for Nationalpartiet. I vintermånederne mellem 2014 og 2015 skriver Nationalpartiet løs på partiprogram og programerklæringer. Vælgererklæringerne tikker ind, støt og stabilt. Det er i disse måneder Nationalpartiet for alvor skal omsætte nyhedens interesse til reel politisk indflydelse og trodse de triste statistikker der truer med en høj børnedødelighed for nystartede partier. Men der ligger stadig en stor opgave foran de tre brødre når de skal få Nationalpartiets politik til at harmonere med dannebrogsflagets symbolske rød-hvide farver.

Nationalpartiet vil ikke holde fingrene fra dannebrog

“I forbandede muslimer. Fri os fra jeres terrorisme. Fri os fra jeres snylteri på det danske samfund. Hold fingrene fra vores flag. Rejs hjem til jeres eget land.” Sådan lyder én af de grove beskeder som partiet har modtaget. Nationalpartiet valgte at offentliggøre beskeden på sin Facebook-side.

“Det er en del af vores virkelighed,” fortæller Kashif. Han mener ikke at truslerne var forbundet med andet end fordomme, og fortsætter: “Vi er bare samfundsnassere som går på kommunen og kører i store biler.”

Men Nationalpartiet vil ikke “holde fingrene fra dannebrog”. Der er nemlig ikke noget galt med hverken dannebrog eller pressefotografiet af pakistanske Kashif og dannebrogsflaget, mener han. Partiet henter både sin opbakning fra dem som føler at de endelig igen vil kendes ved de danske nationalfarver, og fra dem “der gerne vil tilbage på den banehalvdel der kalder sig danskere”.

Brugen af dannebrog og partiets kommunikation har skabt stor opmærksomhed, vækket stærke følelser og indbragt Nationalpartiet både over 20.000 likes på Facebook og grove trusler. Men hvordan oplever Kashif selv at formidle sit politiske budskab med et dannebrogsflag i ryggen?

“Når vi italesætter problemerne, bliver vi bombarderet og truet fordi vi vover at bruge dannebrog. Når jeg sidder med dannebrog i ryggen, bliver folk mistroiske og lytter ikke til de ord der kommer ud af munden på mig, men lægger kun mærke til hvad de ser.”

Første skridt er at få Nationalpartiet og dannebrog til at harmonere visuelt. Og dét politiske træk har indtil videre bragt Nationalpartiet på sendefladen. Efter vælgernes hjerter er vundet med den visuelle retorik, er det op til partiprogrammet at skrive Nationalpartiet til direkte indflydelse i dansk politik.

Nationalpartiets kerneærinde og kampplads er netop symbolsk. Det handler om danskhed, dannebrog og sande danske værdier. “Der er ingen der kan svare os på hvad der er dansk i dag. Måske vi i virkeligheden har 5,5 millioner definitioner på danskhed. Det er vigtigt for mig at sige at når vi går ind og forsøger at definere danskhed, så forsøger vi at definere et fællesskab der er bredere end rød og blå blok.”

Kashif, Asif og Aamer nægtede derfor også at kalde sig Minoritetspartiet. Og deres slogan skulle ikke være “Vi er også Danmark” selv om flere foreslog tilføjelsen af det lille ‘også’.

“Vi er nødt til at holde fast i at vi er ligeværdige borgere. ‘Også’ bærer ligesom præg af at vi kommer nedefra og banker på og gerne vil være med.”

Foto: Kasper Teiner

Det virker stadig helt forkert at se Nationalpartiets medlemmer posere foran dannebrog. Men det vil de gøre op med. Brødrene leger med ikonerne, symbolikken og retorikken og forsøger at vende de vante billeder fra det danske politiske landskab på hovedet. Målet er i første omgang at gøre særsynet fra Hvidovre til et normalt syn i dansk politik. Men hvilken reel forandring i dansk politik kan tre danskere fra Pakistan skabe med det danske flag og de danske værdier som vigtigste redskab?

Kan vi komme uden om koranen?

I programmet Deadline stillede værten Adam Holm formand Kashif over for et ultimativt dilemma: “koranen eller grundloven?”.

“Det vigtige her er at du overhovedet kan spørge mig om det,” svarede Kashif. “Det er fordi du ikke kan forbinde mig med en ligeværdig politiker for et nystiftet parti. Du spurgte ikke Anders Samuelsen eller Uffe Elbæk hvilket etnisk eller religiøst tilhørsforhold de havde, eller om de tog afstand fra ISIS eller Ku Klux Klan.”

Vi har tidligere set blandt andre Ny Alliance med Naser Khader i spidsen storme frem – og styrte i afgrunden. Og sidste år bød på hele to nye aspirerende partier: Uffe Elbæks Alternativet og Nationalpartiet. Men mens Alternativet bød på et gensyn med et velkendt ansigt, startede Nationalpartiets møde med medierne med en uheldig – og lidt ironisk – misforståelse.

To timer efter Nationalpartiets første pressemøde stiller brødrene sig på række sammen med barndomsvenner, frivillige og nogle af partiets medlemmer. Kameraerne klikker, og brødrene tænker ikke over hvordan det kommer til at falde ud den næste dag: “11 pakistanske brødre stifter nyt parti” lød den fejlagtige billedtekst i flere aviser fra Danmark til Tyskland, Storbritannien og USA.

Sort pest, kræftceller og rotter

Nationalpartiets støtter har vakt en vis undren. Hvorfor er der ikke flere “danskere” i partiet? Eller hvorfor står der ikke en blåøjet blondine ved siden af Kashif? Til det svarer Kashif uden tøven at han er dansker, og at Nationalpartiet ikke behøver de lyse lokker for at være dansk – og det budskab skal blive ved med at genlyde.

“Det er ikke bare en gimmick; vi har dannebrog med fordi vi mener det. Når vi bruger sloganet “Vi er Danmark”, så mener vi at vi er hele Danmark.”

I Nationalpartiets visioner står respekt, tolerance og fredelig sameksistens skrevet med store typer. En negativ og ekskluderende retorik har nemlig ifølge Kashif bredt sig blandt politikerne og spredt en frygt der har grebet de danske hjem:

“Hvis du ser hvordan politikere udtaler sig i dag på tv, så læg mærke til de ord som de bruger om visse befolkningsgrupper. Den måde de efterhånden anser nogle befolkningsgrupper for at være sort pest, kræftceller eller rotter. Når jeg hører de ord, så er det forbundet med noget der skal udryddes, noget negativt der skal fjernes.”

Kashif mener ikke at man finder mange andre steder i verden hvor den slags ikke vækker ramaskrig fra politiske modstandere. Men den ekskluderende retorik sniger sig gradvist ind på tungen af de danske politikere og griber til sidst også fat i befolkningen. Han fortsætter:

“Når politikerne siger noget som faktisk er ret slemt, men som alligevel ikke er helt ude i kræftceller eller rotter, så har vi bare vænnet os til at det er sådan Inger Støjberg eller Pia Kjærsgaard taler. Problemet er når andre også begynder at tale på den måde.”

Også ytringsfriheden bliver ofte hevet frem i den danske debat. Og hvis man spørger Kashif, så har vi misbrugt ytringsfriheden i ytringsfrihedens eget navn:

“I Danmark dækker man alt ind under en ytringsfrihed som efterhånden er blevet så gennemtærsket at hvis ytringsfriheden selv kunne ytre sig, så ville den sige “Hey, jeg har fået nok nu. Hvorfor misbruger I mig i den offentlige debat?”.

Hvem vogter grundloven?

Fra sin kontorstol i Hvidovre vender Kashif blikket ud over sundet mod Sverige hvor politikerne konsekvent nægter at samarbejde med det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna. I Danmark har man ifølge Kashif gjort det modsatte, og derfor er den diskriminerende diskurs efterhånden blevet fuldstændig stueren.

“Det tankevækkende er at vi nu for fjerde gang går til valg med partier som siger at det bliver værre og værre med indvandring, muslimer og så videre – men de har selv siddet på magten, og det er deres politik som er blevet ført i alle disse år. Hvorfor er der ikke nogen der stopper disse partier og siger ‘Jamen, det er jer der har påpeget problemet, og det er jer der har implementeret lovgivningen, og det er jer der stadig siger at det bliver værre og værre. Er der ikke noget galt?’ Pilen peger vel tilbage på dem.”

I Deadline satte Kashif spørgsmålstegn ved Adam Holms lakoniske spørgsmål: “koranen eller grundloven?”. Men det ene udelukker ikke det andet, mener Kashif. Tværtimod er grundloven netop forudsætningen for at alle kan tro på koranen, bibelen, torahen – eller ingenting. Fordomme og forvirring – og ikke Kashif eller koranen – er ifølge Nationalpartiet dét som truer danskheden. Kashif fremhæver 24-års-reglen:

“Dér synes vi i Nationalpartiet at vores grundlovssikrede rettigheder er truet. Grundloven og det fantastiske ved Danmark er netop at man kan tro hvad man vil, sige hvad man vil, og gifte sig med den partner man vil. Man skal ikke lave meget analyse for at nå frem til hvilke grupper der bliver ramt af den lovgivning. Hvis jeg går ud på gaden og spørger 10 personer hvad 24-års-reglen er, så vil de nok sige at det er noget med nogle tvangsægteskaber og noget med muslimer.”

I Storbritannien havde de en lignende 21-års-regel, fortæller Kashif. Indtil den britiske højesteret for tre år siden fastlog at reglen ikke var med til at forhindre tvangsægteskaber og derfor blev afskaffet.

“Men Danmark holder krampagtigt fast,” siger Kashif.

Den danske diskurs er dystopisk

Selv om Nationalpartiet stiler efter storpolitikken, opstår politikken af private oplevelser. De private fortællinger er en vigtig del af Nationalpartiets politiske dagsorden. Kashif fortæller om dengang han og brødrene ville se FCK spille i Parken. De bestilte billetterne, men modtog efterfølgende en mail fra Parken. Deres billetter var blevet annulleret fordi brødrenes “fremmedklingende navne” var “til fare for sikkerheden”. 700 fremmedklingende navne fik annulleret deres billetter. Omkring 100 lagde sag an. Men kun tre holdt fast. Til sidst vandt Kashif, Asif og Aamer.

“Fordi jeg har et fremmedklingende navn, så tror man per definition ikke at jeg er kommet for at se fodbold. Men juridisk er det i strid med loven. Er vi virkelig derude nu hvor dét kan ske? Det kom i medierne, men det skabte ikke noget ramaskrig. Er det næste at vi skal sidde bagerst i bussen?”

Mens retssagen stod på, blev brødrene ringet op af politiet som forsøgte at få dem til at frafalde deres anklager. Da de nægtede at give op, sagde politiet: “I er de eneste der holder fast.”

Det er ikke bare navneklange der skiller befolkningen ad. Resultatet af den diskriminerende diskurs er ifølge Kashif at mennesker bliver delt op i A- og B-kategorier på baggrund af den måde vi taler til dem, eller den måde de indirekte bliver omtalt på:

“Dér hvor jeg synes det er rigtigt problematisk, er når vi på makroplan ser folk i skoler, på sygehuse, hos politiet og i supermarkeder som automatisk ser andre folk delt op i A- og B-kategorier, oplever dem som mindreværdige eller tiltaler dem på en nedsættende eller diskriminerende måde. Så oplever man diskursens forankring. Så er det at ord bliver til virkelighed. Og så bliver det svært at stoppe.”

Et sidste spørgsmål: Frygter Nationalpartiet ikke at komme til at
argumentere lidt for abstrakt med begreber som lighed, respekt og
tolerance? Hvordan finder Nationalpartiet sin egen niche?

“Vi er i gang med den proces der forankrer vores ord og abstrakte begreber med konkrete eksempler, politiske tiltag og input til hvordan det skal implementeres i socialpolitik, skolepolitik, integrationspolitik, flygtningepolitik, økonomisk politik og skattepolitik. Men det her første plan, diskursændringen, det er så vigtigt fordi måden vi argumenterer og debatterer på, bliver helt afgørende for om vi sætter grænser for os selv eller bryder dem ned.”

R

Bibliografisk

Af Jakob Torrild Hansen & Iben Andreassen. Redaktører på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 95 (2015), s 4-7.

Author profile

Redaktør på RetorikMagasinet 2012-2015

Lämna ett svar