Pegidas “Wir sind das Volk”-demonstrationer kan i dag kun mønstre en brøkdel af sine 25.000 tilhængere fra for et år siden. Men ønsket om at konstruere nationalfolket på ny lever stadig. Vi ser nærmere på Pegidas ti teser.
Folkebevægelse uden folkelighed: Pegidas ti teser
Jakob Torrild Hansen
Træt af religion, træt af ideologi, træt af hykleriske politikere, træt af løgnerpresse. Fremfor alt træt af magtoverdragelse til apatiske unioner, uhildet masseindvandring – og fjerne stedfortræderkrige og overrumplende handelsaftaler.
Op til 25.000 deltagere i Pegidas famøse mandagsmarcher i Dresden har i det sidste halvandet år påkaldt sig den tyske offentligheds opmærksomhed med bannere som “Politikerne pisser på os – og medierne fortæller os at det regner”, “Ingen sharia i Europa”, “STOP TTIP” og “Væk med krigsstræberiet! Tyskland ud af NATO”. “Vi er folket”, lyder parolen, hentet fra DDR-borgerne der brød Berlin-muren ned i 1989.
Pegidiserne sætter sig dermed for den svære opgave på én gang at forene folket og redde folket fra at fremmedgøre sig selv. Med andre ord: Pegida ville være den engagerede modoffentlighed der giver demokratiet tilbage til folket.
I de første mange måneder virkede bevægelsen dog alt for disparat og diffus til nogensinde at ville kunne enes om ret meget mere end tids- og mødesteder for sine aftenspadsereture. Men i februar 2015 klæbede Pegida-stifteren Lutz Bachmann så ti teser fast på porten til Dresdner Kreuzkirche – som Martin Luther, bare med tape. I disse ti teser finder man faktisk det tætteste Pegida endnu er kommet på en reel konstruktion af sin vision om det tyske folk. Lad os kaste et nærmere kig på dem.
Pegidas ti teser: Freden i Tyskland skal komme indefra og respekten udefra
- Afideologisér, afradikalisér, afislamisér det tyske samfund og sæt en stopper for al ’kønsliggørelse’ og politisk og religiøs fanatisme’Stop ismerne’, kunne opråbet næsten lyde. Mere end bare et stop for islamisering ønsker Pegida et stop for al kulturel fremmedgørelse og al indre konflikt. Det er også forklaringen på at Pegida-logoet både kan kyle et hagekors, Antifascistisk Aktion, Kurdisk PKK og Islamisk Stat i skraldespanden.
- Stop den uregulerede mennesketilstrømning og udvælg asylansøgere efter demografiske, økonomiske og kulturelle kriterierMed andre ord: Indvandring skal ikke være en uhæmmet græshoppeplage, men en omhyggelig håndplukning af det fremtidige tyske folk.
- Giv indvandrere pligt og ret til integration, afskib afviste asylansøgere straks og plej krigsflygtninge i nærområderneFlygtninge skal hjælpes, men Tyskland skal ikke være en flygtningelejr. Del og hersk, ekspedér asylansøgere straks og integrér indvandrere kvikt.
- Reformér familiepolitikken, skatte- og rentepolitikken, sikr familien mod stigende leveomkostninger og frem ”der Kinderwunsch” – ønsket om at få børnMåske et overraskende ønske på dette sted. Men reformønsket rummer tre påstande: (1) den stigende ulighed i samfundet er en kilde til ustabilitet og kulturel fremmedgørelse og (2) den tyske ældrebyrde skal ikke afhjælpes gennem flere indvandrere, men gennem flere børnefødsler. Og endelig (3) skal kernefamilien tilbage.
- Inddrag befolkningen i et mere direkte demokrati efter schweizisk forbilledeDemokratiet skal gøres mere direkte så borgerne kan gøre tysk politik ’hjemlig’ igen og agere modvægt til politikernes og mediernes fremmedgørelse af nationen. Groft sagt skal forandringer ske borger-til-borger og borger-til-politiker, aldrig politiker-til-borger; det er den borgerlige tyske kultur der skal føre politikken, ikke omvendt.
- Håndhæv loven uden skelen til politisk overbevisning, etnicitet, kultur eller religionEt fromt ønske. Onde tunger har dog hævdet at tesen vil gøre op med den såkaldte ’Islam-rabat’; når politibetjente – af frygt for racistiske anklager – slækker lidt på strengheden overfor muslimer.
- Udstyk flere midler til ordensmagtenKrav som disse har fået tyske kommentatorer til at kalde Pegida for en Lov og Orden-bevægelse. Retfærdigheden skal tilbage på gaderne og parallelsamfund skal opløses med magt.
- Normalisér forholdet til Rusland og stop ’krigsstræberiet’
Pegida opstod også på frygten for en eskalering af Ukraine-krisen, og den gamle Dresden-østblok bryder sig ikke om nedkøling på ny. Og slet ikke om at kaste det tyske folk ud i irrelevante krige.
- Etablér et europæisk forbund af suveræne nationalstaterPegida er trods alt et forbund af ’Patriotiske europæere’, og bevægelsen er ikke imod Europa som sådan. Men magtoverdragelse til unioner som EU fremmer kun handlingslammelse, kun negativ gruppedynamik – og så er suveræne stater at foretrække.
- Skrot TTIP, CESA og TISA og alle andre frihandelsaftaler der skader tysk selvbestemmelseInteressant nok en tese som Pegida deler med bl.a. miljøpartiet Die Grüne. Det er dog nok ikke miljøhensynet der er mest fremherskende hos Pegida, nok snarere frygten for handelsimperalisme.
De ti teser tegner samlet krav som man – med Marine le Pens ord – godt kan betegne som at ‘Freden skal komme indefra og respekten udefra’. Pegidas ti teser placerer IKKE dømmekraften og handlekraften hos staten eller politikerne. Tværtimod bor kilden til den nationale stolthed midt i nationen, hos borgerne, familien, i tyskheden selv. Teserne forfægter at international respekt ikke skal vindes i fjerne krige eller i stordiplomatisk muskelspilleri, men ved at udstråle national ro og orden og – tør man sige det – homogenitet på hjemfronten. Alle statsreformer har til hensigt at flytte vægten tilbage til civilsamfundet. Med andre ord: Pegidas ti teser er fuldbårent populistiske. Men er de folkelige?
Pegida-populismen er ikke “links und rechts”, men “oben und unten”
Tyske medier har affærdiget Pegida som et populistisk østlevn. Måske en flok vrede konspirationsteoretikere eller bare et surt opstød af kollektiv fremmedangst. Mange har helt afvist at diskutere med ekstremister. Og Antifa’en har da også reageret med raske kontrademonstrationer. Men som en pegidist citeres for i bogen Pegida. Die Schmutzige Seite der Zivilgesellschaft af Geiges, Marg & Walter, så er Pegida ikke bare en ideologisk adskillelse af “links und rechts”. Tværtimod er Pegida en magtkritisk adskillelse af “oben und unten”. Mange Pegida-tilhængere gik også på gaden i Occupy-bevægelsen, klæbede også STOP TTIP og STOP ACTA-mærkater på lygtepæle og skraldespande, kritiserede også krigene i Irak og Afghanistan. Den gennemsnitlige Pegida-tilhænger er en midaldrende gift mand med jævn til høj uddannelse og indkomst – ikke en højrefanatiker, men en anti-fanatiker, ikke en højreideolog, men en anti-ideolog, ikke en højrerevolutionær, men en anti-revolutionær. Pegida er ikke en ideologi. Pegida er en nationalfølelse.
Derfor er det en fejl bare at afskrive Pegida som højreekstremister, for bevægelsen solidariserer med hele den tyske befolkning. Langt bedre er det at regne dem som populister der ønsker at rejse en folkeopstand mod den politiske elite og das Establishment. Netop derfor er det fatalt for Pegida at folkebevægelsen aldrig er blevet folkelig og at dens “Wir sind das Volk” stadig klinger hult. Pegida-marcherne samler færre og færre tilhængere – og populisme uden folkelighed er lidt som flødekartofler uden kartofler.
Tilbage står nu altså ti populistiske teser og glimrer ved fraværet af et folk. Men mon ikke folket findes andre steder?
Liknande artiklar:
Det er ingen SKAM at have en holdning
Dyder danner porten til politik
Fyr den kælling!
Må Leo det?
Redaktør på RetorikMagasinet 2012-2015