Enden er atter nær

Fortællingen om verdens undergang har altid fascineret og forfærdet mennesket. I fortiden bebudede de religiøse skrifter dommedag, ragnarok og armageddon som gudernes vilje. I dag er det klimaforandringerne som bliver menneskets undergang – og det er mennesket selv der både bebuder og forårsager dem.

Enden er atter nær

Esben Bjerggaard Nielsen

Hvert år sprøjter Hollywood en hel stribe film ud hvori vores klode trues af alt fra superstorme til kæmpe monstre, og i 2012 var mayaernes profeti om verdens endeligt på alles læber. Jo, man kan roligt sige at vi fascineres af fortællingen om verdens og menneskets undergang.

Dette er dog ikke noget nyt. Fortællingen om verdens undergang – apokalypsen – har været en del af den kristne kulturhistorie siden dens begyndelse. Hvis man læser Johannes’ Åbenbaring, er evangeliet netop en narrativ indførelse i Guds plan for verdens sidste dage. Op igennem historien har en lang række sociale bevægelser gjort retorisk brug af fortællingen om en nært forestående undergang – ofte med Gud som den enevældige autoritet og ophavsmand. I nyere tid har politikere og forskere taget undergangsfortællingen op igen, men denne gang til at beskrive en trussel som er vores egen opfindelse:
truslen om verdens klimatiske undergang.

Indgroede samfundsfortællinger

For oldtidens retorikere var fortællingen en vigtig del af den juridiske tale. Her fremførte retor en narratio hvori en fremstilling af sagens omstændigheder indgik – altså hvad der egentligt var hændt. Når retorikere i dag arbejder med fortællinger, er denne tradition for den konkrete fortælling ofte stadig i fokus, men den suppleres af andre typer fortællinger. Disse fortællinger kan vi kalde “store fortællinger” da de rækker ud over den enkelte specifikt udtrykte fortælling og i stedet findes iboende i kulturen – som en slags understrøm der præger samfundets historiske selvforståelse. Disse store fortællinger kan være historiske som da Anders Fogh i flere af sine taler trak referencer tilbage til Danmarks besættelse. De kan også være mytiske som da Ronald Reagan gentagne gange brugte et Cowboy-mytos som en forklaringsramme for sin forståelse af og vision for det amerikanske samfund. Et eksempel på en sådan større fortælling, der i høj grad er indgroet og anvendt i vestlig kultur, er apokalypsen, fortællingen om verdens undergang.

Apokalypsen er en tredeling

Som overordnet argument og fortælling er apokalypsen baseret på tre sammenhængende topoi eller temaer: ondskab, autoritet og tid.

Annons

Den første topos om ondskab har to formål. Her anerkender retor først publikums lidelser og følelse af at være undertrykt. Dernæst fremhæver retor en udefrakommende ondskab, fx ved at udpege Antikrist eller ved at skyde skylden på magthavernes dekadence og korruption. Denne form for argumentation baseres på en højere autoritet end retor selv (oftest er denne autoritet Gud), og retor tildeler således sig selv rollen som formidler af denne højere autoritets mening. Den sidste topos om tid handler om hvornår undergangen kommer. At den er nært forestående, er givet, men mangt en retor har i tidens løb forsøgt at regne sig frem til det præcise øjeblik.

Tilsammen danner disse topoi både en argumentativ sammenhæng og fungerer som temaer inden for den større rammefortælling. Det er en retorisk fortælleformel som er gået igen i løbet af den vestlige historie.

Klimaet er den nye undergang

Igennem det meste af menneskets historie var vores undergang i hænderne på Gud. Derfor blev Gud det naturlige centrum for fortællingen og autoriteten bag undergangen selv. Med atombombens opfindelse overtog mennesket selv denne rolle og autoritet. Vi kunne nu udslette os selv ved blot at trykke på en knap. Siden den kolde krigs afslutning er miljøkatastrofer og især klimaforandringer blevet det nye undergangsscenarie. Når Al Gore i sin berømte film En ubekvem sandhed (2006) siger at “climate change is like a nature hike through The Book of Revelation”, er han i gang med at argumentere ud fra en meget klar apokalyptisk rammefortælling.

Igennem det meste af menneskets historie var vores undergang i hænderne på Gud. Med atombombens opfindelse overtog mennesket selv denne rolle og autoritet.

Forskellen er at Gore i store træk gør fortællingen sekulær. Han baserer sine argumenter på en større autoritet, men i stedet for Gud bruger Gore klimavidenskaben som retorisk fundament. Det gør han fordi Biblen i dag ikke har samme autoritative vægt som naturvidenskaben. Det giver derfor mening at forankre sin retorik inden for en videnskabelig ramme. Det betyder dog ikke at den overordnede fortælling i Gores film er mindre apokalyptisk.

Man ser her apokalypsens topos om ondskab spejlet i fremstillingen af klimaforandringer. Gore anerkender både publikums bekymringer og oplister direkte den myriade af problemer som videnskaben påpeger i klimaforandringerne. En af de mest mindeværdige scener fra Al Gores film er da lyden fra en gletsjer i opbrud overdøver alt. Der er ingen tvivl om at vi her præsenteres for en klar trussel.

Hvornår denne trussel bliver til virkelighed, er en anden sag. Internettet er fyldt med nedtællinger til et klimamæssigt “point of no return”, og kendte retorer som Al Gore er ikke sene til at påpege problemets påtrængende natur. Det interessante er dog at argumentet ikke går på selve undergangen, men snarere på hvornår vi løber tør for handlekraft. Al Gores apokalyptiske argument er netop fokuseret på at skabe en fornemmelse hos publikum om et specielt øjeblik i nutiden hvor mennesket faktisk kan handle. Det er det håb der i virkeligheden er i hjertet af den sekulære apokalypse – at vi kan og bør forhindre undergangen i at indtræffe. Vi er nemlig selv den handlekraftige autoritet bag katastrofen.

Hvor er fortællingen på vej hen?

Alt dette til trods er vi begyndt at se hvordan klimaforandringerne påvirker verden. Ørkenen spreder sig i Kina, Stillehavsøer ser vandstanden stige, og Alaska kan nu melde om de første internt fordrevne lokalsamfund på grund af smeltet permafrost og stigende kyst-erosion. Katastrofen er ikke længere noget fremtidigt, men er rykket ind i menneskers dagligdag. Intimfortællinger om netop den frustration som specifikke lokalsamfund oplever, er begyndt at blive en ny måde at formidle klimaforandringer på. Her ser vi en forbindelse imellem den konkrete fortælling (sagsfremstillingen) og den større globale fortælling om civilisation og klima. Det bliver spændende at se hvordan storfortællingen om klimaapokalypsen i fremtiden vil indfinde sig i dagspressen og i de små hverdagsfortællinger over hækken – og med hvilken retorisk kraft det vil ske.

R

Bibliografisk

Af Esben Bjerggaard Nielsen. Adjunkt i Retorik v. Aarhus Universitet.

RetorikMagasinet 94 (2014), s 22-23.