Den debatterende digter

Det skaber interessant og anderledes argumentation når Søren Ulrik Thomsen folder sine sprogblomster ud inden for emner som avantgardekunst og byplanlægning. Her skaber han et rum til sig selv og læseren i den offentlige debat hvor der er plads til poesi og personlige oplevelser.

Den debatterende digter

Mads Tanghøje

profilen_SUTDigteren Søren Ulrik Thomsen er ud over at være kendt for sine lyriske værker også samfundsdebattør der efterhånden har en række kronikker og essays på samvittigheden om så forskellige emner som avantgardekunst, kristendom og byplanlægning.

Selv i hans debatterende tekster ser man dog tydeligt hans baggrund som digter. Det gør ham til en anderledes debattør der kan præsentere sine synspunkter på en meget nærværende og medrivende facon. Han trækker på en af litteraturens og poesiens styrker: muligheden for ikke bare at høre om, men at opleve et andet perspektiv.

Byudvikling med poetiske træk

Det litterære indslag i Søren Ulrik Thomsens essaystil ligger først og fremmest i hans brug af stilfigurer. I kronikken ”Parcelhuskvarter på højkant” argumenterer han mod den udvikling som København har gennemgået de seneste årtier. København føles ifølge Søren Ulrik Thomsen ikke mere som en storby, og det skyldes blandt andet forandringer som andre vil se som positive, nemlig byfornyelse, gårdsammenlægninger og færre biler. Søren Ulrik Thomsens primære argument er at vi har mistet følelsen af storby; storbybruset, som han kalder det. Med denne argumentation, der hviler på en subjektiv og følelsesmæssig oplevelse, er Søren Ulrik Thomsen ude i et retorisk svært, men ikke uvæsentligt ærinde: Hans overbevisningskraft hviler på at læseren overtager hans oplevelse af byen. Det er her Søren Ulrik Thomsen litterære virkemidler for alvor kommer i spil. For eksempel i følgende beskrivelse af boligområderne i København: ”De rene boligområder, hvor der til gengæld er bomme og vejbump og man helst kun må køre i barnevogn, hvor ingen butik er at se i miles omkreds, hvor der er stokroser og søndag hele ugen og legende børn og stille som i graven.” Den lange opremsning med de mange og’er giver her indtrykket af en trist og kedelig uendelighed som han bruger til at gengive stemningen i boligområderne. Her bærer den litterære form budskabet i sig selv. Derudover bidrager en metafor som ”søndag hele ugen” og en sammenligning som ”stille som i graven” også til at skabe en fornemmelse hos læseren af den stemning som Søren Ulrik Thomsen vil formidle.

Ud over boligområder går Søren Ulrik Thomsen også til angreb på byens indkøbsområder: ”Og endelig de uvirkelige shoppingzoner, hvor man venligst bedes parkere udenfor, før man på lette eccofjed svæver ind i disse mærkeligt simulerede byer-i-byen og hengiver sig til varefetichismens disede vellyst …” De ”lette eccofjed” giver subtilt følelsen af et indkøbscenter i provinsen med de forskellige associationer Ecco-sko måtte give. Udtrykket ”varefetichismens disede vellyst” taler til sanserne og har en klar poetisk karakter. Man kunne i sin argumentation have bragt en mere udspecificeret karakteristik af den form for tilfredsstillelse som materielt forbrug resulterer i. Men med udtrykket ”diset” får man i stedet en fornemmelse af stemningen i shoppingzonerne som ikke helt lader sig indfange af en mere nøgtern beskrivelse.

Her som rigtig mange andre steder i Søren Ulrik Thomsens essays beror argumentationen på at man som læser oplever det han oplever og på den måde overtager hans indstilling til byrum og shoppingzoner. Hans indlæg er samtidig præget af et totalt fravær af logos-argumenter, og det kan være en af hans svagheder som samfundsdebattør.

Netop udviklingen af København har Søren Ulrik Thomsen kommenteret ved flere lejligheder ud over sin kronik ”Parcelhuskvarter på højkant”. I forbindelse med at Nørrebrogade i København blev lukket for gennemkørende biler, var Søren Ulrik Thomsen ude at kritisere lukningen som han blandt andet kaldte ”det absolut værste, der er sket i København siden de store nedrivninger i 70’erne”. Han bidrager med en anderledes vinkel end den gængse debat der blandt andet handlede om luftforurening og hvad lukningen ville betyde for trafikken. Igen bragte Søren Ulrik Thomsen hele spørgsmålet om hvordan det føles at bo i en storby ind i debatten. Og netop debatten om hvad man kan lide og ikke lide, er langt hen ad vejen et spørgsmål om smag. Derfor er det også nemt at have en holdning om og tilsvarende svært at overbevise andre om. Her er Søren Ulrik Thomsen en interessant stemme i debatten fordi han med sine evner til at formidle følelser og oplevelser gør et forsøg på at flytte andre i spørgsmål om smag. Hans praksis gør det også tydeligt at man som retoriker generelt kan have gavn af at ty til de litterære virkemidler hvis man skal flytte sine modtagere i spørgsmål der hviler på følelsesmæssig stillingtagen.

En personlig stemme

Et andet gennemgående træk i Søren Ulrik Thomsens virke som samfundsdebattør er hans egen tilstedeværelse i hans tekster. Med hans baggrund er det ikke overraskende at han har en meget fremtrædende stemme og konsekvent inddrager sig selv og sine personlige erfaringer i teksterne. Det giver mange af hans essays en dialogisk karakter hvor man som læser føler at man kommer ganske tæt på hans tanker. Samtidig efterlader han ofte rum for læserens overvejelser. I særdeleshed i en række essays om sin tro hvor han analyserende forklarer sine egne bevæggrunde for at tro som han gør, mere end han forsøger at overbevise direkte.

Samtidig er hans personlige, fremtrædende stemme en akilleshæl. Netop fordi den personlige og forklarende stil er så fremtrædende, skal man også i høj grad sætte pris på det selskab man er i hos Søren Ulrik Thomsen. Føler man sig ikke godt tilpas midt i hans personlige erindringer og overvejelser, kan hans argumentation næsten virke modsat, og hans person kan komme til at stå i vejen for hans argumenter.

Søren Ulrik Thomsens tilgang med langt hen ad vejen at holde sig fra deciderede logos-appeller er som nævnt også en svaghed. Det bliver tydeligt i forhold til andre debattører og modtagere der kræver mere håndfaste svar på de spørgsmål der debatteres. Argumenter om problemer med luftforurening og trafikpropper får ikke megen plads i hans overvejelser om byens udvikling.

Man skal altså købe den præmis at hans argument er hans levende beskrivelse af egne sansninger, oplevelser og erfaringer, hvis man skal lade sig overbevise. Til gengæld er han i stand til at byde ind med perspektiver der ellers er svære at formidle og uden hans medvirken ikke i samme grad ville være en del af debatten.   R

Bibliografisk
Forfatter: Af Mads Tanghøje. Cand.mag. i retorik og kommunikationskonsulent i Københavns Kommune.

RetorikMagasinet 84/2012, side 16-17.

retmaglogo

 

Author profile

Redaktør på RetorikMagasinet 2009-2013.

Lämna ett svar