Den europæiske fortælling glemmer folket

Mens nationalistiske og EU-kritiske bevægelser vinder frem over det europæiske kontinent, er det svært at finde frem til budskaber der kan give vind i sejlene for unionens tilhængere. Det forsøger EU nu selv at råde bod på med projektet “A New Narrative for Europe”. Det er desværre endnu uklart, hvem fortællingen egentlig henvender sig til.

Den europæiske fortælling glemmer folket

Mark A. Herron

“A New Narrative for Europe” er et EU-projekt der er sat i værk af blandt andre danske Morten Løkkegaard (medlem af Europa-Parlamentet for Venstre) og har kørt på et pilotstadie siden begyndelsen af 2013. En gruppe kulturpersonligheder er over en række seminarer blevet bedt om at skabe en deklaration for et nyt narrativ for Europa. Den præsenterede de den 1. marts i år, men næsten ingen lagde mærke til den fordi krisen mellem Rusland og Ukraine brød ud samtidig. Lidt ironisk når netop denne form for geopolitisk krise på grænsen af EU understreger behovet for et større sammenhold mellem EU-landene.

Unionen er i en tillidskrise

Selv formanden for EU-kommissionen, José Manuel Barroso, erkender, at unionen ikke er en populær størrelse blandt almindelige EU-borgere. I sine taler om projektet beskriver Barroso ligefrem en tillidskrise til EU på linje med den banker og større nationalstatslige institutioner har oplevet i kølvandet på finanskrisen. Men en krise kan også ses som et afgørende vendepunkt mod en stærkere tilstand – på samme måde som en god fortælling ofte kræver en stor udfordring som publikum håber at hovedpersonen kommer igennem på bedste vis.

Abraham Lincoln er et godt eksempel på en politiker der formåede at gøre en nations måske største nationale krise – den amerikanske borgerkrig fra 1861 til 1865 – til et vendepunkt for de forenede stater hvor intern splittelse i sidste ende blev et springbræt for at føderationen af stater blev en egentlig nation.

Hvis EU ønsker at redefinere den europæiske union på lignende vis, set i lyset af den nuværende tillidskrise, står de dog over for nogle fortællemæssige udfordringer. Særligt hvis de ikke skal ende med at falde i samme populistiske grøft som de nationalistiske bevægelser ofte roder rundt i med deres fortællinger, lyder det fra EU-politikerne og arbejdsgruppen omkring “A New Narrative”.

Annons

Hvad er det oprindelige narrativ?

Med titlen “A New Narrative for Europe” må man forudsætte at der i forvejen eksisterer et egentligt narrativ for Europa, og det finder man da også en definition af i José Manuel Barrosos taler om projektet. Narrativet har hidtil handlet om udviklingen fra krig og kævl til fred og fremgang på det europæiske kontinent. Uden at gå i detaljen kan man sige at den økonomiskfunderede Kul- og Stålunion fra 1951 blev skabt for at de store kontinentale magter Frankrig, Tyskland og Italien ikke skulle kunne råde over ressourcer på egen hånd til at kunne bekrige hinanden igen.

Illustration: Jonathan Ovesen

Det projekt lykkedes i en sådan grad at Norge i 2012 tildelte EU Nobels fredspris. Det kan man se som et forsinket skulderklap til at det oprindelige europæiske projekt, som Barroso beskriver det, er lykkedes.

Men derved påpeger Barroso også at problematikken ved det oprindelige narrativ er at den centrale konflikt ikke længere er aktuel. Unge i Europa i dag er mere bekymrede for hvorvidt de kan få et arbejde, end hvorvidt de store europæiske nationer vil gå i krig med hinanden.

Alligevel slutter fortællingen om Europa selvfølgelig ikke med freden selv om hovedkonflikten er blevet løst.. Som Barroso beskriver det i åbningstalen for projektet: “We need to continue to tell the story of Europe. Like a book it cannot only stay in the first pages … We have to continue our narrative, continue to write the book of the present and of the future. This is why we need a new narrative for Europe” (april, 2013).

Hensigten med “A New Narrative for Europe” er altså at finde på en ny historie der kan overbevise om nødvendigheden af det europæiske projekt på en måde som virker relevant for borgerne i dag. Og det er ikke kun EU, men hele Europa der mangler en favnende fortælling som kan danne grundlag for en følelse af fællesskab der er hævet over landegrænserne. Nu hvor det har vist sig at den ikke kommer af sig selv, har man så sat kulturens spidser til at forsøge at skrive den.

Hvorfor lige et narrativ?

Kommissionen har valgt ordet ‘narrativ’ som et samlende begreb for arbejdet med at skabe en fælles europæisk identitet. Og det er et tegn på at de er på rette spor. Men hvad er det ved begrebet narrativ der virker så appellerende når der skal tales om fælles værdier og engagerende visioner frem for pragmatisk realpolitik?

Et narrativ skaber ifølge retorikeren Kenneth Burke identifikationsmulighed mellem folk. Dette var også kommunikationsforskeren Walter Fishers pointe da han lancerede ‘det narrative paradigme’ i 1980’erne. Paradigmet indebar at man så indførslen af narrativet som et demokratisk projekt der kunne inkludere flere i den offentlige debat end hvis man, som hidtil, kun forholdt sig til rationelle argumenter. Fisher mente at man som menneske har en iboende evne til at forstå og huske fortællinger i modsætning til logisk baseret argumentation der skal tillæres.

Fishers narrative paradigme afledte forståeligt nok en større debat om forståelsen af hvad narrativet som begreb dækkede over, og den debat har endnu ikke lagt sig. Som begreb har narrativet dog efterfølgende vundet større og større indpas i mange discipliner og altså også i praktisk politisk øjemed hvor brugen af fortællinger ofte går under udtrykket “storytelling”.

Den ameri… undskyld, europæiske drøm

Læser man Barrosos beskrivelse af intentionen med “A New Narrative for Europe”, så synes amerikanske politiske fortællinger at være en del af inspirationen for projektet. Barroso taler fx om at man skal gå fra teknokratiske forhandlinger til mere visionære budskaber. Europa som begreb sættes også i spil som en vision frem for et konkret sted at være: “When I think of Europe, I think of it as an idea much more than a place.” Dette følger deklarationen fra den 1. marts også op på med “A European Mind” som en gennemgående overskrift i teksten. Særligt dette fokus på ‘ideen om Europa’ kan siges at være taget ud af grundbogen for amerikanske politiske fortællinger hvor ideen om nationen ofte fremhæves i præsidentielle taler der søger at samle eller konstituere befolkningen.

Barroso taler dog mere åbent end sine amerikanske kollegaer om netop udfordringerne der er i brugen af fortællinger, fx risikoen for at skabe forfladigede versioner af virkeligheden, eller at man gemmer reelle problematikker bag potemkinkulisser af ord. Selv om Barroso bruger storladne begreber som “den europæiske drøm”, så er der stort fokus i hans taler på at det nye narrativ netop ikke skal efterligne de populistiske nationalistbevægelser, men snarere stå i kontrast til dem i et fokus på et paneuropæisk fællesskab.

Målgruppeforvirring skaber problemer

Med en fortsat meget håndgribelig intern krise i form af blandt andet ungdomsarbejdsløshed kombineret med verdensomspændende geopolitiske spændinger tegner nødvendigheden af et samlende projekt for EU sig tydeligt. “A New Narrative for Europe” er et meget meningsgivende initiativ for at imødegå populistiske tendenser der tegner forsimplede og overkritiske billeder af ikke kun EU som instans, men også de enkelte lande. Men særligt to udfordringer synes også at være til stede ved både Barrosos beskrivelse af projektet og deklarationens tekst fra den 1. marts:

1) Den ene er hvorvidt projektet i dets pilotfase har været bevidst om hvem man ville have i tale. Barroso refererer i sine taler primært til et publikum bestående af den kulturelle gruppe der har udformet deklarationen, frem for også at inkorporere det folkelige publikum som skal tage det nye narrativ til sig.

At dømme ud fra beskrivelsen af det europæiske projekt indtil nu handler “A New Narrative for Europe” mere om idehistorie end folkets historie. Det er som sådan fint at påpege det rige åndsliv og udviklingen af menneskerettigheder som det europæiske kontinents tænkere og politikere har været med til at udvikle. Intellektuelle og kunstnere har uden tvivl en klar rolle i at udtænke en videreudvikling af denne fortælling i EU-regi, men det skal også forankres i folket hvis det skal blive folkets fortælling. Derfor er fx den totale afstandtagen til den folkelige populisme og nationalisme, som ofte kædes sammen med ekstremisme i Barrosos taler og i deklarationen, problematisk hvis der er tale om et projekt som skal overvinde skeptikerne og ikke kun bekræfte de rettroende.

2) Er “A New Narrative for Europe” EU’s fortælling eller Europas fortælling? Europas historie går langt tilbage og er rig på både karakterer og begivenheder som kan være med til at etablere en nuanceret fortælling om fælles identitet på tværs af landegrænser. Men indtil videre sættes Europa lig med EU i tekst og tale om den nye fortælling uden at forskellen mellem et kontinents historie og en unions udvikling anerkendes. Hvis det er unionens positive rolle for europæerne man gerne vil fremhæve, er det også væsentligt at man erkender unionens plads i Europas historie og ikke bare sætter lighedstegn imellem de to begreber som både Barosso og deklarationen gør.

Stadig kun ved indledningen

Man skal ikke dømme en bog på dens omslag, som det siges, og projektet “A New Narrative for Europe” er kun netop gået ud af sin pilotfase, så meget kan nå at ske med projektet. Sikkert er det dog at intentionen med den nye fortælling rummer flere positive tiltag. Herunder viljen til at sætte engagerede ord og værdier på EU som projekt og på længere sigt at inddrage den enkelte borger i denne beskrivelse af Europas fælles fortælling. Hvis dette fokus på EU-borgeren som en del af den nye fortælling fremhæves yderligere, synes projektet at kunne opnå en essentiel plads i unionens formidlingsarbejde fremadrettet.

R

Læs mere

“A New Narrative for Europe”: http://ec.europa.eu/debate-future-europe/new-narrative/index_en.htm

Fisher, Walter: “Narration as a Human Communication Paradigm: The Case of Public Moral Argument”, Communication Monographs, vol. 51, no. 1, 1984.

Iversen, Stefan: “Narrativ Retorik”, Rhetorica Scandinavica, no. 63, 2013.

Rowland, Robert C.: “Narrative: Mode of Discourse or Paradigm?”, Communication Monographs, vol. 54, no. 3, 1987.

Salmon, Christian: Storytelling: Bewitching the Modern Mind, Verso, 2010.

Bibliografisk
Af Mark A. Herron. Ph.d.-stipendiat i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 92 (2014), s 22-24