Det er svært ikke at være imponeret, grænsende til det ærefrygtige, af Malala Yousafzais livshistorie. Den dengang kun 15-årige pige blev i 2012 forsøgt myrdet af Taleban, men angrebet fik hende kun til at intensivere sin kamp for pigers ret til uddannelse, og i 2014 modtog hun Nobels Fredspris for sin indsats. Efterfølgende har mange prøvet at gøre sig til talerør for Malala og/eller at gøre hende til talerør for sig, men Malala står fast. Hun taler for de 66 millioner piger der i dag ikke har adgang til uddannelse, med det formål at give hver og en af dem en stemme der bliver hørt, og en skolegang der har kvalitet.
”Jeg er mange” – Malala og de 66 millioner piger
Sine Nørholm Just
Malala Yousefzai (Foto: Southbank Centre, CC BY 2.0)
Malala Yousafzai er ikke bare blevet bemærket for sine meningers mod, men også for sin evne til at udtrykke sig. Hun påkaldte sig oprindeligt verdenssamfundets opmærksomhed – og Talebans vrede – som blogger på BBC Urdu, og det var via en tale til FN’s såkaldte ‘Youth Takeover’ i 2013 at Malala gjorde det klart at angrebet mod hende hverken havde lykkedes med at tage hendes liv eller slukke hendes kampgejst. Talen der i øvrigt blev holdt på Malalas 16-års fødselsdag, er blevet karakteriseret som ‘et trodsigt modsvar’, og Malala beskrives som en ‘rolig og selvsikker’ taler. Malalas nobelpristale blev derfor mødt med alverdens sympati og forhåbninger. Hvad var hendes budskab? Og hvordan leverede hun det? En tales indhold hænger naturligvis uløseligt sammen med dens form, men lad os bygge sammenhængen gradvist op ved først at se på budskabet og derefter det sproglige udtryk, for til sidst at diskutere om talen kan bære de høje håb.
Gratis kvalitetsuddannelse for alle børn
Malala har som den yngste nogensinde fået Nobels fredspris for sin kamp for alle børns, dog især pigers, ret til og mulighed for at få en uddannelse, og talens hovedbudskab ligger i direkte forlængelse af denne kamp. I første omgang fremsætter hun budskabet som en alment accepteret sandhed, en position man ikke kan betvivle, og som der derfor ikke er behov for at argumentere for:
Nogle gange spørger folk mig om, hvorfor piger skal gå i skole, hvorfor det er vigtigt for dem. Men jeg mener, at det er vigtigere at spørge, hvorfor de ikke skulle, hvorfor de ikke skulle have denne ret til at gå i skole.
Man kan se den citerede passage med dens retoriske spørgsmål som værende i overensstemmelse med talens epideiktiske karakter. Malala fremfører det budskab som hun modtager prisen for at være fortaler for, og hun antager at der blandt publikum både er enighed om at piger selvfølgelig har ret til uddannelse, og at dette ikke er noget man behøver at argumentere for. Snarere er det det modsatte synspunkt der er i forsvarsposition, og som det retoriske spørgsmål på subtil vis udstiller som uforsvarligt.
Malala udnytter dog også det deliberative potentiale som situationen rummer, til at gå videre fra fejringen af fælles værdier til at rette en kritik mod dem der påberåber sig medlemskab af det fejrede værdifællesskab, men ikke udlever værdierne. Igen er det retoriske spørgsmål valgt til fremsættelse af budskabet:
Verden kan ikke længere acceptere, verden kan ikke længere acceptere, at basisuddannelse er nok. Hvorfor accepterer ledere, at basale læsefærdigheder er nok for børn i udviklingslande, når deres egne børn laver lektier i algebra, matematik, videnskab og fysik? Ledere skal gribe muligheden for at garantere en gratis primær og sekundær kvalitetsuddannelse for alle børn.
Forskellen på dette og det forrige spørgsmål er at det ikke samler hele publikum om en fælles fejring. I stedet etablerer den indledende sætning et pres fra verdens befolkning mod de ledende politikere, dernæst udstiller selve spørgsmålet politikernes tendentielle hykleri, og endelig tilbydes de en mulighed for at blive en del af løsningen på problemet.
Malala går endda videre til at udpege FN’s ‘Sustainable Development Goals’ der på taletidspunktet netop skulle til forhandling, som et godt sted at forankre den nye og større ambition. Talens hovedbudskab har dermed et klart politisk sigte: “Vi beder verdens ledere om at forene sig og gøre uddannelse til deres højeste prioritet.” Og noget tyder på at budskabet er blevet hørt – i hvert fald lyder målsætning 4.1, i den dagsorden for bæredygtig udvikling der nu er blevet vedtaget, iørefaldende meget som et ekko fra Malalas nobelpristale; “Ved 2030, at sikre at alle piger og drenge fuldfører fri og lige primær og sekundær kvalitetsuddannelse førende til relevant og effektivt læringsudbytte.”
Lille krop, stor sag
Form og indhold hænger sammen, så et af Malalas stilistiske valg er allerede blevet nævnt, men de retoriske spørgsmål er ikke talens eneste endsige mest påfaldende element. Snarere er det gennemgående stiltræk en nedtoning af egne fortræffeligheder til fordel for en positionering som en af mange: “Jeg fortæller ikke min historie fordi den er unik, men fordi den ikke er det.” Malala gør sig til fortaler for alle de børn der kæmper for at få en uddannelse; hun ikke bare låner dem en stemme, hun er deres stemme:
Selv om jeg står her som én pige, én person som er fem fod og to tommer høj, hvis du tager mine høje hæle med. (Det betyder at jeg kun er fem fod høj). Så er jeg ikke en enlig stemme, jeg er ikke en enlig stemme, jeg er mange.
Jeg er Malala. Men jeg er også Shazia.
Jeg er Kainat.
Jeg er Kainat Soomro.
Jeg er Mezon.
Jeg er Amina. Jeg er de 66 millioner piger, der er frataget uddannelse. Og i dag hæver jeg ikke min stemme, det er disse 66 millioner pigers stemme.
Malala Yousefzai (Foto: Southbank Centre, CC BY 2.0)
Malala blev verdenskendt som ‘pigen der blev skudt af Taleban’, hvilket hun også nævner i talen, men det er ikke det der gør hende særlig. Det særlige er at hun er ligesom alle de andre piger hvis historie fortælles i talen; at hun fremstiller deres store sag i og med sin egen lille krop.
Med denne strategi taler Malala imidlertid ikke sig selv ned, snarere imødegår hun den potentielle kritik at hun ikke har udrettet så meget endnu. Som en del af helheden, som repræsentant for verdens underuddannede børn, opbygger hun talen igennem en autoritet der muliggør den afsluttende opfordring:
Kære søstre og brødre, kære med-børn, vi må arbejde…ikke vente. Ikke bare politikerne og verdenslederne, vi må alle bidrage. Mig. Jer. Os. Det er vores pligt.
Lad os være den første generation, der beslutter at blive den sidste, lad os være den første generation, der beslutter at blive den sidste, som ser tomme klasselokaler, tabt barndom og spildt potentiale.
Lad dette blive den sidste gang, at en pige eller dreng bruger sin barndom på en fabrik.
Lad dette blive den sidste gang, at en pige tvinges til at blive barnebrud.
Lad dette blive den sidste gang, at et barn mister livet i krig.
Lad dette blive den sidste gang, at vi ser et barn, som ikke går i skole.
Lad dette slutte med os.
Lad os begynde denne slutning… Sammen… I dag… Lige her, lige nu. Lad os begynde denne slutning nu.
Ud over mindelserne til Martin Luther Kings ‘Let freedom ring’-gentagelse og den bibelske antimetabole hvor de sidste bliver de første og de første de sidste, er afslutningen interessant fordi den forener talens epideiktiske og politiske elementer. Det er nu ikke kun Malalas arbejde, og de værdier hun står for der fejres, og politikerne der opfordres til handling. I stedet taler hun til de børn hun også taler for, hvorved hun viser at de ikke er passive ofre som kun kan få en bedre tilværelse ved politikernes mellemkomst. I stedet er børnene selv aktive medskabere af fremtiden.
Kan Malala tale?
Malala positionerer altså sig selv og med hende alle de piger og drenge som hun giver stemme som handlekraftige subjekter. Alligevel har postkoloniale kritikere udtrykt bekymring over at Malalas historie og budskab er blevet overtaget af hvide stemmer. Kort fortalt er kritikken at historien om Malala som den bliver fortalt i vestlige medier, er historien om en brun pige der bliver reddet af den hvide mand. Dermed kan historien bruges til at bekræfte myten om at ‘vi’ (Vesten) må redde ‘dem’ (Østen) fra sig selv. Altså, en klassisk kolonialistisk fortælling.
Postkoloniale studier søger netop at gøre op med denne fortælling, men også at påpege dens fortsatte eksistens. I 1988 skrev den indiske litteraturforsker og filosof Gayatri Spivak et nu klassisk indlæg i debatten om forholdet mellem tidligere koloniherrer og forhenværende undersåtter med titlen “Can the subaltern speak?” Altså: Har ‘den underlagte’ en egen røst eller må marginaliserede grupper tale med magtens stemme for at blive hørt? Dette spørgsmål kan overføres til Malala. Kan hun tale for sig selv og for de 66 millioner piger som hun hævder at give stemme? Og kan hun gøre det uden at trække på og gøre sig til genstand for de diskurser og magtstrukturer som hun i hvert fald i nogen udstrækning taler imod? I Malalas tilfælde er denne problemstilling af en særlig lumsk karakter; kan hun ønske sig oplysning via uddannelse og samtidig forblive fri af den vestlige ideologi som gerne tager patent på oplysningsidealet?
Dette spørgsmål gør også kritikernes position særligt prekær. Som antaget i nobelpristalen kan ingen være imod lige adgang til uddannelse hvorfor det er svært at sætte en finger på Malalas budskab og virke, men man kan stadig være bekymret for hvordan andre bruger hende. Og videre kan man være bekymret for om ikke selve bekymringen fastlåser hende. Hvem er det egentlig der insisterer på den strenge modstilling mellem øst og vest, som gør at konklusionen – uanset hvordan man vender og drejer sagen – må blive at Malala udnyttes af Vesten?
Malala selv forsøger netop at nedbryde sådanne modsætninger på både det personlige og det generelle plan. Som hun siger i afsnittet om sit liv i Swat-dalen før Talebans indtog:
Jeg husker når mine venner og jeg ved særlige lejligheder dekorerede vores hænder med henna. Og i stedet for at tegne blomster og mønstre, malede vi matematiske formler og ligninger på vores hænder.
Uddannelse er altså for den enkelte fuldt forenelig med tradition. Og i den større sammenhæng er uddannelse – af piger såvel som drenge – ifølge Malala ikke i modstrid med, men selve udlevelsen af, islams ånd: “Og ved I ikke at det allerførste ord i den hellige Koran, er ordet ‘iqra’ som betyder ‘læs’?”. Sådan spørger hun i sin kritik af de terrorister der med deres indtog i Swat, stillede Malala overfor valget mellem “at forblive tavs og vente på at blive dræbt. Og […] at protestere og så blive dræbt.” Malala valgte det sidste – og overlevede. Men det betyder ikke at hendes kritik kun gælder Talebans terrorister; i stedet retter hun – under påberåbelse af barnets naivitet – kritikken mod alle der fører krig:
Hvorfor er det at lande vi kalder ‘stærke’, er så magtfulde i skabelsen af krig, men så svage når det kommer til at bringe fred?
Med passager som disse og med andre berømte eksempler på at Malala har et radikalt pacifistisk verdenssyn, nægter hun at være eller at blive gjort til talerør for andre end sig selv og børn som hende. Hvor velmenende alle de stemmer der søger at tale for og gennem Malala end måtte være, så taler hun – og kun hun – for sig og sin sag. Malala er de 66 millioner piger; hun er den som hver og en af dem kan blive. Hverken mere eller mindre.
Læs mere:
Oversættelse ved Sine Nørholm Just. Se oprindelig tale på https://www.nobelprize.org/nobel_prizes/peace/laureates/2014/yousafzai-lecture_en.html
R
Bibliografisk
Af Sine Nørholm Just, Ph.d. i retorik og lektor ved Department of Business
and Politics ved Copenhagen Business School.
RetorikMagasinet 102 (2016), s 28-31.
Liknande artiklar:
Naviger i det visuelle landskab
Anti-asocialt fællesskab
Rap retorik
Billedet er sandt...
Sine Nørholm Just er professor i strategisk kommunikation ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet. Dansk hovedredaktør på Rhetorica Scandinavica.
- Sine Nørholm Justhttps://www.retorikforlaget.se/author/sine-norholm-just/
- Sine Nørholm Justhttps://www.retorikforlaget.se/author/sine-norholm-just/
- Sine Nørholm Justhttps://www.retorikforlaget.se/author/sine-norholm-just/
- Sine Nørholm Justhttps://www.retorikforlaget.se/author/sine-norholm-just/
