journalistik

Kan man stole på, hvad folk siger, når man ikke ved, hvem de er? Forholdet mellem kildeanonymitet og troværdighed er forskelligt i mediesystemer rundt om i verden. Troværdighed er ingen universel størrelse, men en retorisk effekt der opstår på baggrund af faktorer som er kulturelt og systemisk indlejret. I Japan har seriøse nyhedsmedier et specielt forhold til udsagn fra anonyme kilder, og udstrakt brug af uidentificerede informanter står ikke i modsætning til journalistisk kvalitet og pålidelighed.

I denne artikel kortlægges og analyseres de stilistiske greb, journalister bruger for at vække læsernes interesse på nettet. Her er konkurrerende historier kun et gratis klik væk, og rubrikkens form bruges derfor i udtalt grad til at fange og fastholde læserne. Analyserne viser, at journalister bruger en bred vifte af retorisk-stilistiske virkemidler for at pirre nysgerrigheden, bryde forventningen, aktivere forestillingsevnen og stimulere symmetrisk tænkning. Nogle af grebene er gamle kendinge fra antikke be­skrivelser af ornatus, andre er nyere og mere mediespecifikke, heriblandt kataforer, der skaber spænding ved at tilbageholde information. Artiklen positionerer sig normativt ved kritisk at diskutere konsekvenserne af en sådan sproglig strategi, der sælger historien ved at sløre indholdet i rubrikken. Samtidig fremhæves en række fyndige alternativer, hvor rubrikkens form fremmer forståelsen og lever op til retorikkens klassiske stil­dyder, virtutes elocutionis

Singler, som også kaldes “long reads”, er et journalistisk fænomen der trækker tråde tilbage til Herman Bang og er blevet genoplivet i den digitale verden. Det er narrativ ikke-fiktion der giver modtageren mulighed for fordybelse. Som retorisk genre er singlen stadig ny og svær at definere, men her får du en introduktion til det stadig mere populære medie.

Videnskab og journalistik tilhører forskellige diskursfællesskaber og argumenterer ud fra to meget forskellige normer. Forskeren og journalisten henter troværdigheden forskellige steder, og det kan give grundlæggende retoriske udfordringer.

Gode journalistiske fortællinger har sans for den sigende detalje, den rammende replik og det spændende forløb. Når journalisten på den måde bruger litteraturens virkemidler, kalder man det for en feature. Her får du tre gode råd til at skrive featureartikler som rummer både information og oplevelse

I 2012 vandt Asbjørn With Cavlingprisen for at have kulegravet Rebild Kommunes svigt i sager om sexmisbrug, tvangsfjernelser og hjælp til handicappede. Her giver han sit syn på hvordan journa-lister kan lave god, dybdeborende graverjournalistik.

Anmeldelse i RetorikMagasinet 89: Jonas Langvad Nilsson, Amerikanske portrætter. 8 af USA’s bedste journalister om kunsten at beskrive et menneske,

I undercoverjournalistik fører journalister per definition deres kilder bag lyset for at få fat i en historie. Dette indbyggede troværdighedsproblem skal løses når historien fortælles, og her kan journalisten bede om vores overbærenhed ved at pege på sit personlige, næsten skæbnesvangert stærke engagement: “Jeg var simpelt hen nødt til at gøre det her, og det blev faktisk
værst for mig selv – okay?”

Omtale i RetorikMagasinet 87 (2013): Ulrik Haagerup, En konstruktiv nyhed.

Alle ved at journalistik skal være levende og interessevækkende – i magasiner og weekendsektioner gerne gribende som var det spændingslitteratur. Men hvor gribende har det lov at blive før det ikke længere er journalistik?

Vid bildskärmen, som en ovanligt duktig ­programmerare och hackare, är Julian Assange nyckelfiguren i skötseln av websajten WikiLeaks, där whistleblowers i regeringar och organisationer över hela världen läcker hemligstämplat ma­terial till offentligheten. Och på skärmen, i världspressen, upp­träder Assange som en lågmäld aktivist som har intagit podiet förundrad över att de många läckorna inte talar för sig själva. ­RetorikMagasinet ser ­närmare på en modern journalistisk aktivist.

Bag skærmen som ualmindeligt habil programmør og hacker er Julian Assange nøglefigur i driften af websitet WikiLeaks hvor whistleblowers i regeringer og organisationer over hele verden lækker fortroligt materiale til offentliggørelse. Og på skærmen, i verdenspressen, optræder Assange som en lavmælt aktivist, der har indtaget podiet i forundring over at de mange lækager ikke taler for sig selv. Profilen ser nærmere på en moderne journalistisk aktivist