”Enten siger du sandheden, eller også siger du ikke noget.”

Asger Aamunds tiltro til de danske politikere ligger på et meget lille sted. De lider af samme diagnose som de fleste erhvervsledere: De tager en maske på når de udtaler sig i offentligheden. Og den rolle kan man ikke opretholde gennem hele sit professionelle virke, mener han.

”Enten siger du sandheden, eller også siger du ikke noget.”

Hans Christian Gørup Nielsen

Karrieren har budt på en rejse gennem adskillige selskaber siden Asger Aamund startede i Tuborg i 1967. Eksportstipendiat i Hong Kong, koncerndirektør i Rockwool og bestyrelsesformand i biotekvirksomheden Bavarian Nordic er blot nogle af de titler han kan skrive på cv’et. Men at hans navn er kendt uden for erhvervskredse, skyldes at han siden slutningen af 60’erne har kombineret arbejdet med kronikker, kommentarer og analyser i diverse dagblade og medier. Børsen, Weekendavisen og Berlingske er nogle af de aviser der har lagt spalteplads til Asger Aamunds holdninger, og emnerne har været vidt forskellige. I starten var det mest temaer som internationale markedsforhold og Dansk Industris rolle i udviklingslandene, men han er også blevet bedt om at forholde sig til stress hos mænd, kønsroller og børneopdragelse. I dag tæller hans meningskartotek da også både en månedlig analyse i Berlingske og en fast plads i det populære radioprogram ”Mads & Monopolet” på P3.

Trukket ind i manegen af en kvinde

Asger Aamunds status som landskendt forretningsmand med meninger om det meste skyldes dog ikke alene hans egen ihærdige indsats. Den hænger derimod tæt sammen med en helt anden del af hans liv: hans kone. For det store folkelige gennembrud kom først i 1980’erne da Suzanne Bjerrehuus blev tilbudt en værtinderolle i DR’s store underholdningsshow ”Super Chancen”. ”Ugebladene kastede sig jo over hende, og dermed også mig, som så pludselig blev trukket med ind i sådan en kendthedsbølge hvor jeg ellers havde holdt min erhvervspolitiske og økonomiske sti ren,” fortæller han.

”Og jeg havde egentlig den aftale med hende at jeg ikke skulle fotograferes til SE og HØR, Billed-Bladet og alt det her, men så fik Danmarks Radios ledelse fat i mig og sagde at jeg ikke kunne svigte hende på den måde, for hun ville blive så eksponeret til pressen på grund af den der værtinderolle. Der måtte stå nogen ved siden af hende, og der kunne jeg godt se at det måske ville være lidt kyllingeagtigt hvis jeg holdt mig væk. Så jeg måtte have dem hjem og fotografere, hvordan der var jul hos Suzanne og Asger, og så bliver man jo pludselig også spurgt om andre ting. Og det har jeg ikke noget imod at forholde mig til, for jeg er ikke mere hovskisnovski end at jeg synes at journalisterne på de blade også udfører et stykke arbejde. De har også fortjent at få et svar hvis de ringer og spørger.”

Erhvervslederes frygt for offentlig ydmygelse

Men først og fremmest er Asger Aamund dog stadig kendt som en debattør med begge ben solidt plantet i forretningsverden, og han ærgrer sig over at der ikke er flere erhvervsledere der ligesom ham selv deltager i den offentlige debat. Men han kan også godt forstå at det forholder sig sådan.
”Der er mange der er lidt bange fordi erhvervsledere jo er besat af rædsel over at de ender i TV Avisen, og bukserne bliver taget fuldstændig af dem, og der er ingen vej tilbage,” forklarer han.
”Det kan du leve med som politiker, for det sker jo også for dem fordi det er en del af hverdagen, men en erhvervsleder der sidder på toppen af måske et par tusinde mennesker, har det jo ikke godt med at stille op på kontoret dagen efter at han er blevet klædt fuldstændig af på live tv. Så derfor er der mange af dem der ikke rigtig vil gå den sidste meter. Men det går altså ikke mere,” slår han fast.

Annons

For selv om mange bestyrelser ifølge Asger Aamund stadig har et tankesæt der dikterer at den der lever stille, lever godt, så er der sket et holdningsskift i samfundet som erhvervslederne ikke kan ignorere. Tidligere accepterede man fra politikere, presse og almindelige borgere at virksomhederne var ejet af aktionærerne, og de levede deres eget liv. Men sådan er det ikke mere.
”Nu betragter både politikere og presse samfundet som en slags de facto-aktionærer i virksomhederne, og de forlanger at virksomhederne skal indrette sig på et bestemt etisk kodeks og samfundskodeks, og at de har et samfundsansvar,” siger han og fortsætter.
”Det er en meget vigtig bølge. Det er ikke sådan en der skylder henover, men det er sådan et tidevand der langsomt får større og større vanddybde, og som man i virksomhederne må være opmærksom på og vide hvordan man skal forholde sig til.”

Drop rollespillet

Når samtalen falder på hans mest poppede engagement – deltagelsen i radioprogrammet ”Mads & Monopolet” – er rådene til hvordan andre erhvervsledere skal gebærde sig i medierne, ikke langt væk. Asger Aamund lægger meget vægt på at de råd han giver i ”Mads & Monopolet”, er nøjagtig det han selv ville gøre hvis han stod i den situation som de personer der ringer ind, står i.
”Jeg sidder ikke og tænker på hvad der ville være politisk korrekt, hvad der også har bragt mig i store vanskeligheder mange gange, men jeg svarer faktisk på hvad jeg ville have gjort hvis det var mig,” bedyrer han.
”Hvis jeg provokerer dem – og det gør jeg engang imellem – så er det fordi jeg mener det.”
Og den indstilling kan være nyttig i andre sammenhænge end lørdag morgen på P3. ”Det gælder erhvervsledere som alle andre i ledende stillinger at man skal lade være med at spille roller. For man kan ikke uden manuskript opretholde det rollespil hele sit liv uden at få dårlige nerver. Man bliver nødt til at vise, hvem man er.”

Et klassisk eksempel for Aamund er den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen der på tomandshånd altid var utrolig velformuleret og knivskarp. Men i det øjeblik han blev ramt af en projektør i et tv-studie, gik det galt.
”Han skulle både huske at spille en rolle og samtidig huske det han skulle sige, og derfor endte det jo med uld i mund og en forfærdelig gang sludder og vrøvl den ene gang efter den anden hvor han talte i store cirkler, og det blev folk jo vanvittige af,” forklarer Aamund.
”Hvis han nu engang imellem havde sagt ’Det ved jeg sgu ikke noget om’ og ’Det har jeg ikke taget stilling til, det må jeg tænke lidt over’, så havde han måske været statsminister endnu.”
Fra de mediekurser Asger Aamund har deltaget i gennem tiden, fremhæver han især ét råd til hvordan man udtaler sig til medierne. Det kom fra den tidligere nyhedsvært Steen Bostrup der sagde: ”Enten siger du sandheden, eller også siger du ikke noget.”

Vær konstruktiv

Asger Aamund bruger gerne flere timer på at forberede sig til et helt kort interview i fx TV Avisen, og så peger han på to ting der er vigtige for at kunne kommunikere offentligt.
”Du skal enkelt kunne beskrive det problem der er opstået, så folk kan se det er et problem. Og så skal du komme med en løsning til hvordan det bliver løst hvis du overhovedet kan,” forklarer han. ”For folk vil gerne have en løsning.”

Det er ord som ”klar” og ”troværdig” Aamund bruger til at beskrive hvad der i hans øjne kendetegner god kommunikation. Skræmmeeksemplet er de danske politikere. For når det handler om politisk kommunikation, så er tv-seere og vælgere blevet meget dygtige til at aflæse usikkerhed, snyd og hykleri, mener han.
”De kan se på en politikers øjne i det sekund at han forsøger at lave udflugter og ikke holder sig til sagen eller begynde at smålyve. Og så får han omgående en lang række minusser i karakterbogen.”

Den politiske debat i forfald

Hans tiltro til flertallet af de danske politikere kan i det hele taget ligge på et meget lille sted. Ifølge Aamund går nutidens politik alt for meget ud på at score nogle små, lurvede og billige sejre på døgnets politiske bingoplade hvor det i stedet burde handle om at hæve sig op i helikopterperspektivet og spørge ”Hvad er godt for Danmark?”.
Særligt Danmarks konkurrenceevne burde få langt mere opmærksomhed end tilfældet er, mener han, og straks efter at han har defineret problemet, kommer hans bud på en løsning på bordet.
”Hvis ikke der bliver lagt nogle strukturplaner for det danske samfund i form af en stor skattereform, en universitetsreform, en iværksætterfond og en helt anden og skarpere indvandringspolitik, så man får de kompetente ind og de ukvalificerede ud. Hvis ikke man får det sat i gang, så kommer vi om 10-15 år til at leve af EU-hjælpepakker fordi så er vi håbløst ukonkurrencedygtige.”

Men når det kommer til den politiske debats tilstand, ligger løsningen længere væk. For der har simpelt hen ikke været opbakning til det politiske system længe, mener han. Og det har haft store konsekvenser.
”Den politiske debat er substansløs. Den er endt i en drille- og mobbeform som er uværdig. Det er blevet en mærkelig skolegård som masser af mennesker ude omkring i samfundet mere og mere vender ryggen til fordi man simpelt hen nærmest ikke kan holde ud at være vidne til det,” siger han.
”Men det har jeg også skrevet en del om, og det har de ikke villet høre efter endnu.”   R

Forfatter:
Hans Christian Gørup Nielsen. Ansvarshavende redaktør RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 85 (2012), s 10-12