Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essäer » Rhetorica Scandinavica Recensioner » Manual til topikken

Manual til topikken

av Jonas Gabrielsen

Recension

Ole Togeby: Steder i bevidsthedens landskab – grene på ideernes træ. Aarhus Universitetsforlag, 2009. (186 sider).

Bibliografiskt

Forfatter: Jonas Gabrielsen er adjunkt , Ph.d., ved Institut for Internationale Kultur- og Kommunikationsstudier, Copenhagen Business School, CBS.

Rhetorica Scandinavica 49-50/2009, s 155-157.

Annonce

Recensionen

Titlen på Ole Togebys nye bog, Steder i bevidsthedens landskab, vil nok få en klokke til at ringe hos de fleste læsere af Rhetorica Scandinavica. Steder i bevidsthedens landskab er nemlig ikke nogen ny bog, men en genudgivelse af en 23 år gammel bog. Faktisk er den så gammel, at den i skandinavisk sammenhæng var en af de første (hvis ikke den første) bøger, der udforskede den topiske lære­bygning på et praktisk grundlag. Da bogen udkom første gang i 1986, var topikken om ikke ligefrem ukendt så i hvert fald et relativt uudnyttet tekstredskab. Forlaget er nyt, omslaget er nyt, eksemplerne er nye, men bogens tanker og praktiske fokus er det samme, som da bogen blev udgivet første gang.
Når Steder i bevidsthedens landskab genudgives, skyldes det næppe dens pionerstatus alene. Grunden er nok snarere, at bogen med sit praktiske, operationelle fokus, stadig er nyttig for en bred skare af læsere. Den rundtur i topikken, som Steder i bevidsthedens landskab tilbyder, er nemlig ikke af den arkæologiske slags, hvor fundene renses og dateres, men af den funktionelle og praksisnære slags: Bogens formål er ikke at afdække den topiske tradition, hverken teoretisk eller historisk, men derimod at vise hvordan den topiske metodologi kan systematisere – og ekspandere – tilgangen til stoffet, uanset emne. Det praktiske fokus slås flere steder fast, bl.a. i kapitel II, hvor topikken bestemmes på følgende måde: ”Systemet af topoi i en given sociokulturel sammenhæng kaldes en spørgehorisont. […] Spørgehorisonten er ikke et erkendelsesteoretisk bud på verdens indretning, men et praktisk hjælpemiddel til at lave sammenhængende og overbevisende tekster.” (side 13). Man kan i den forstand kalde bogen for en topisk manual: Bogen tager læseren i hånden (’manus’ = hånd) og illustrerer, hvordan det topiske system anvendes i praksis. Heri ligger bogens styrke.
Bogen indledes med en præsentation af topikken og den topiske tænkemåde. I bogens to første kapitler er det selve den topiske lære, dens ophav, faglige tilhørs­forhold og de forskellige måder, skribenten kan drage nytte af topikken på, der er i fokus. Fremstillingen er her billedlig og forklarende, ikke begrebslig og problematiserende: Vores bevidsthed paralleliseres med et landskab, hvorefter det vises, hvordan topikken er et redskab til at manøvrere i landskabet. Som citatet ovenfor af­slører, er topikken i Togebys udlægning en heuristisk lære, der først og fremmest knytter sig til produktionen af tekster. Det er derfor også teksten, der er referenceramme, når topikkens brugsværdi skal forklares; med udgangspunkt i et konkret teksteksempel (en stil skrevet af en 9. klasses elev) illustreres det, hvordan topikken kan hjælpe skribenten med at udvide tilgangen til emnet – og i den forstand lave bredere og bedre tekster – og hvordan man ved at identificere en teksts topoi kan øge sin indsigt i teksten, navnlig det dispositoriske niveau. Det illustreres således, hvordan topikken kan udnyttes både produktivt og analytisk, og det gøres konsekvent i relation til tekster.
Bogens resterende kapitler, 11 i alt, er en gennemgang af udvalgte topoi og deres respektive undertopoi. Disse 11 kapitler er hver især centreret om en af de klassiske topoi: Definition, årsag, udvikling, begivenhed, begrundelse, ræsonnement, redegørelse, personkarakteristik, karakteristik, tekstbeskrivelse og topoi. Lad mig for at illustrere bogens ide se nærmere på kapitlet om ’definition’, der fylder ca. 7 sider. Efter indledningsvist at have introduceret, hvad en definition er for en størrelse, gennemgås definitionsbegrebets forskellige facetter, og de forskellige måder man kan definere et emne eller en sag udfoldes. Vi lærer om ordbogsdefinitioner, om teoretiske og normative definitioner, om definition ud fra arten og etymologiske definitioner – samt hvad der er styrker og ulemper ved de forskellige typer. Gennemgangen er altså grundig og omfattende, og man lærer noget af kapitlet: Frem for blot at konstatere at definitioner er en central del af de fleste tekster, vises det hvordan det at definere er en pluralistisk aktivitet, samt hvordan de forskellige definitionsformer mani­festerer sig tekstligt. Det er den samme model bogens øvrige kapitler er bygget op omkring, og der på dette punkt en klar linje til flere af de klassiske værker om topik, hvor netop den pluralistiske og forgrenende fremgangsmåde er typisk.
I flere af de klassiske værker om topik antages den topiske metodologi for at være mere eller mindre velkendt, hvorfor der bruges mindre tid på at forklare fremgangsmåden og mere tid på opregne og opdele de konkrete topoi og undertopoi. I modsætning hertil bidrager Steder i bevidsthedens landskab i høj grad til at vise og klargøre topikkens heuristiske potentiale, og hvordan man selv gør brug af topikkens system og lister. Bogens styrke er med andre ord, at den løfter de topiske be­greber fra at være abstrakte størrelser til at være nærværende og anvendelige red­skaber.
Som retorisk læser kan man dog også have enkelte savn i forhold til bogen. Dette gælder først og fremmest selve indtænkningen af den retoriske tradition, som kun nævnes sporadisk, og uden citater og konkrete nedslag. Retorikken nævnes ganske vist i det introducerende kapitel og i forbindelse med den (retoriske) litteraturliste, som bogen afsluttes med, men man får som læser ikke indtryk af, at man står på skuldrene af en flere tusind år gammel retorisk lærebygning – som stadig den dag i dag er relevant. Dette er synd, og ikke kun af historiske grunde: I flere af de retoriske værker præsenteres topikken på måder, der også for moderne læsere vil være klargørende og øge forståelsen af topikken. Et eksempel kunne her være Quintilians analogi mellem den topiske jagt og jagt i ordinær forstand, der er et indsigtsfuldt billede, der klargør topikkens væsen og funktion. Eftersom Steder i bevidsthedens landskab er en praktisk lærebog, kan man selvfølgelig diskutere om en eksplicit inddragelse af traditionen ville forskyde bogens praktiske fokus – men det ændre ikke ved det forhold, at bogen kun giver læseren ringe mulighed for at skimte og forfølge den topiske tradition.
Set fra et retorisk perspektiv er det endvidere påfaldende, at bogen er præget af en tekstforståelse, hvor tekster vurderes autonomt. Selvom der flere steder i bogen nævnes ord som ’overbevisning’ og ’publikum’, er det således overvejende et tekstinternt, og ikke et situationelt, kriterium, der præger fremstillingen. Topoi frem­stilles således som begreber ”der etablerer sammenhæng i en tekst” (side 10), ligesom udeladelsen af topoi diskuteres som en potentiel ”mangel ved teksten” (side 24). Den situationelle tænkning, der kendetegner retorikken – hvor ’sammenhæng’ vil være forskellige ting i forskellige situationer, og ’mangler’ kun noget man kan tale om i forhold til et konkret publikum – er således ikke det der præger bogens tekstforståelse.
Steder i bevidsthedens landskab er en kærkommen bog. Få har som Ole Togeby, taget topikkens heuristiske dimension så alvorligt, at de har helliget ’kunsten at ­finde’ en egen bog. Når det tillige gøres på en klar og forståelig måde, gøres en af ­re­torikkens ældste lærebygninger uundgåeligt også til et moderne tekstredskab.

Jonas Gabrielsen

Ph.d. i retorik. Undervisar bland annat på Roskilde Universitetscenter. [2016]

Latest posts by Jonas Gabrielsen (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere