Charlotte Jørgensen

God og dårlig debatadfærd

To indlæg for et prostitutionsforbud

Offentlig debat: normer og praksis – med den danske prostitutionsdebat som eksempel
De tre artikler i dette nummer af Merete Onsberg, Christian Kock og Charlotte Jørgensen udgør en tematisk helhed. De er udgået fra forskningsprojektet ”Offentlig debat” ved Afdeling for Retorik på Københavns Universitet. Artiklerne blev oprindelig præsenteret ved den Fjerde Nordiske Retorikkonference på Södertörn Högskola 6.-8.10.2010 og er her ud­videt og bearbejdet. De tre artiklers fælles formål er at belyse typiske egenskaber ved offentlig debat om vigtige sociale emner. For at gøre ­dette fokuserer de på den aktuelle danske diskussion om prostitution – et spørgsmål der har skabt ophedet debat i de sidste år. Den første artikel (af Merete Onsberg) bruger et korpus af debatindlæg fra aviser til at påpege typiske træk ved debatten, og den påpeger blandt andet at en udstrakt brug af pathos går hånd i hånd med uklar forståelse af faktuelle forhold. Den anden artikel (af Christian Kock) ser nærmere på typiske argumentative ‘uskikke’ i debatten og skitserer i tilslutning dertil en generel normativ teori om offentlig deliberativ debat. Den tredje artikel (af Charlotte Jørgensen) illustrerer en normativ tilgang til offentlig debat gennem en indgående analyse af to debattekster der har samme standpunkt. Men hvor den ene eksemplificerer en række uproduktive uskikke, kan den anden stort set betragtes som et produktivt og anerkendelsesværdigt bidrag til en offentlig debat.

De andre to artikler:
Merete Onsberg: ”Den danske prostitutionsdebat: Et signalement” & Christian Kock: ”Retoriske uskikke i offentlig debat – illustreret med eksempler fra prostitutionsdebatten”

Abstract

Title Public Debate – Norms and Practices: The Danish Prostitution Debate as a Case in Point
Abstract The three papers in this issue by Merete Onsberg, Christian Kock, and Charlotte Jørgensen form a thematic unit. They spring from the research initiative ”Public Debate” in the Rhetoric Section at the University of Copenhagen. The papers were originally presented at the Fourth Nordic Conference on Rhetoric at Södertörn University, Oct. 6-8, 2010 and have been expanded and revised. The common aim of the three papers is to elucidate typical features of public debate on important social issues, and they do this by focusing on the current Danish ­controversy on prostitution – an issue that has generated heated debate in recent years. The first paper, by Merete Onsberg, uses a corpus of debate pieces from newspapers to identify typical features of the debate, pointing out, among other things, that ample use of pathos appeals is accompanied by confusion ­regarding factual information. The second paper, by Christian Kock, looks specifically at typical argumentative ‘misdemeanors’ prominent in the debate, relating these to a sketch of a general normative theory of public deliberative debate. The third paper, by Charlotte Jørgensen, illustrates a normative approach to ­public debate through an extended analysis of two debate texts that both represent the same standpoint, but of which one instantiates several unproductive misdemeanors, while the other, by and large, may be seen as a productive and commendable contribution to public debate.

Keywords

Rhetoric, public debate, prostitution, argumentation, norms, the dialectical tier, dialectical obligations, audience, fallacy, analogy, straw man, motives, ad hominem, slippery slope,  Aristotle, Perelman, Walton, Dryzek, Isaiah Berlin.

Om artikeln
Ingår i: Rhetorica Scandinavica 59, 2011, tema Retorik och offentlighet
Abstract s 7-8 · Artikel s 108-118

Om skribenten

Charlotte Jørgensen er lektor i retorik, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet.

Fulltext:

Med mit bidrag til temaet bevæger vi os fra det mere overordnede perspektiv på den danske prostitutionsdebat til en sammenlignende tekstanalyse. Vi kan herved se hvordan de generelle tendenser og træk som er påpeget i de forrige bidrag, forholder sig inden for den afrundede teksts rammer. I begge tekster argumenteres der for en kriminalisering af prostitution i Danmark, og de to avisindlæg er udvalgt som kontrasteksempler til at påpege nogle forskelle der har betydning for vellykket offentlig debat i almindelighed.

Tekst 1 er et debatindlæg i Berlingske Tidende fra 2005 af to medarbejdere ved KFUK’s Sociale Arbejde.1 Teksten er valgt som et eksempel på polariseret debat der modvirker det overordnede formål med offentlig debat. Tekst 2 er en ’kronik’ i Politiken fra 2009 af en medarbejder i Servicestyrelsen under Socialministeriet.2 Denne tekst er valgt som et positivt modeksempel der undgår at falde i samme grøft som tekst 1, og som illustrerer debatadfærd der fremmer formålet med offentlig debat.

Når jeg opstiller de to tekster som kontraster, må det understreges at det ikke betyder at jeg betragter den ene som totalt forfejlet retorik og den anden som glorværdig retorik. Teksterne hører overhovedet ikke til den slags der giver anledning til ’stor retorik’. De er netop valgt ud fra den betragtning at offentlig debat om emner som prostitution ikke kalder på den slags retorik, og at nyttige indsigter kan indhentes ved retorisk kritik og nærlæsning af ikke-kanoniske tekster. Det er hverdagsretorik, og den målestok jeg – i tråd med de normative betragtninger i de to artikler ovenfor – anlægger her, er brugs- og funktionsorienteret.

Det overordnede vurderingskriterium er: Bidrager argumentationen til at afklare modtagernes stillingtagen til det spørgsmål der er til debat? Fremmer debattørerne med andre ord den demokratiske debats formål: at forsyne borgerne med argumenter der udgør et kvalificeret grundlag for at de selv kan tage stilling i sagen? Og de modtagere jeg her lægger perspektivet hos, er så borgere som har et behov for at høre argumenterne for og imod – ikke dem der allerede har lagt sig fast på det ene eller det andet synspunkt, men dem der er mere eller mindre i tvivl om hvad de skal mene i sagen, dem der er modtagelige for argumentation og villige til at veje argumenterne mod hinanden.3

Det normative syn som teksterne hermed vurderes ud fra, lægger sig tæt op ad Perelmans sondring mellem det universelle og det partikulære publikum, som henholdsvis forbindes med argumentation der kan overbevise et rationelt (reasonable)4 og kompetent publikum, og argumentation der kan overtale et bestemt publikumssegment.5 Som normativ test kan sondringen, ifølge min udlægning af den omdiskuterede publikumsteori, bruges til at vurdere i hvor høj grad argumentationen i den givne sammenhæng lever op til god argumentation, kort sagt: Hvis argumentationen kun kan falde i god jord hos det partikulære publikum som retor i den konkrete situation søger tilslutning hos, er det irrationel argumentation; hvis argumentationen derimod også er acceptabel hos det universelle publikum, er den rationel, og des mere overbevisende argumentationen vil være for andre relevante kompetente og rationelt indstillede publikummer, des bedre lever den op til idealet for god argumentation.6

 

Kommunikationssituationen: Nogle ligheder og forskelle

Retor er i begge tilfælde eksperter der har indsigt i emnet qua deres professionelle virke. I tekst 1 fremgår det af den indledende præsentation af forfatterne: Vibe Klarup Voetmann er næstformand og Pernille Kjær Jessen PR-konsulent i KFUK’s Sociale Arbejde. I tekst 2 oplyses det kun at Sven-Åge Westphalen er cand.scient.adm. Det siges ikke at han er ansat i Servicestyrelsen under Socialministeriet, men hele kronikken bærer præg af at han har viden på området. Når hans stilling ikke oplyses, opfatter jeg det sådan at han udtaler sig som privatperson, ikke på institutionens vegne.

Der er med andre ord et asymmetrisk kommunikationsforhold med hensyn til viden mellem afsenderne og modtagerne, der ikke kan antages at have ret meget indsigt i forholdene på prostitutionsområdet. Retor har altså høj etos på kompetencedimensionen, og for begge tekster gælder det at de kan have positiv funktion ved at give avisernes læsere ny viden med informationer som er relevante som beslutningsgrundlag.

En forskel det er indlysende at tage forbehold for, er naturligvis genren og formatet: Tekst 1 er et kort debatindlæg i forhold til en kronik, der i højere grad giver mulighed for uddybet og nuanceret argumentation.7 Tidsforskellen mellem de to indlæg i debatten er naturligvis også et forhold man skal være opmærksom på ved en sammenlignende kritik.

Begge tekster argumenterer som sagt for et lovindgreb mod prostitution. I tekst 1 står den advokerende hovedpåstand i overskriften: ”Prostitution skal kriminaliseres”, og igen i manchetten: ”Derfor skal prostitution forbydes ved lov.” Nede i teksten fremgår det at forslaget om lovforbud kun gælder kunderne. I tekst 2 gælder hovedpåstanden derimod også den prostituerede, så et lovforbud skal gælde ”såvel sælger som køber”.

I begge tekster forholder debattørerne sig meget direkte til modargumenter og argumenterer op mod modpartens standpunkt, altså modstanderne af en kriminalisering af prostitution. Argumentationen lever i den forstand op til Ralph Johnsons krav om manifest rationality.8 Med hensyn til spørgsmålet om argumentation og modargumentation sondrer den canadiske uformelle logiker Anthony Blair mellem, på den ene side, solo-argumentation og duet-argumentation og, på den anden, mellem dialogisk og dialektisk argumentation. I solo-argumentation er der kun én part der argumenterer, mens der i duet-argumentation er to interagerende parter der argumenterer frem og tilbage med hinanden. Blairs pointe med de to begrebspar, som har betydning for analysen såvel som vurderingen af argumenterende tekster, er at både solo- og duet-argumentation er dialektisk, dvs. forholder sig til modargumenter, men det er kun duet-argumentation der er dialogisk.9 Hvis vi applicerer Blairs stipulative definitioner, følger det at tekst 1 og 2 skal kategoriseres som dialektisk solo-argumentation.

 

 

Den konfronterende debatform i tekst 1

Selv om begge tekster lever op til den offentlige debats indbyggede krav om at debattøren må forholde sig mere eller mindre direkte til modargumenter, gør de det markant forskelligt. Ved første øjekast er det dialektiske tilsnit mest udtalt i tekst 1 fordi det udgør tekstens dispositionsprincip. Tekstens corpus består af en liste med ti almindelige argumenter som tillægges modstanderne af et forbud – med allusion til De Ti Bud. De ti modargumenter er opstillet nummereret i fed og gendrives så ét for ét.10

Hvert punkt på listen indledes med forfatternes svar ”Nej!”, hvorefter forfatterne negerer modpåstanden og så argumenterer for hvorfor det ikke forholder sig som modparten siger. Det første punkt lyder for eksempel:

1. Prostitution er kvindens ældste erhverv

Nej! Påstanden er snarere verdens ældste undskyldning…

Mønsteret brydes dog i det sidste punkt:

10. Vi kan alligevel ikke lovgive os fra prostitution

Nej! Vi kan heller ikke forbyde os fra andre voldhandlinger…

Her gives en indrømmelse, og nej’et betyder ret beset ”Ja! Men vi kan heller ikke forbyde …”. Skiftet fra benægtelse til denne indrømmelse som skjuler sig bag det sidste ’nej’, giver den eneste flig af en åbning over for modsynspunktet hvor forfatterne tilkendegiver en ulempe ved deres eget standpunkt i sagen og medgiver modparten noget. I øvrigt forholder debatindlægget sig totalt afvisende til de modargumenter der opregnes, så argumentationen får præg af den form for eristisk påståelighed som også forbindes med den klassiske disciplin dialektik, og som er en modpol til den offentlige debats ideal om deliberativ retorik.

Selv om tekst 1 – rent formelt – kan siges at være konstrueret efter Johnsons princip om manifest rationality ved at argumentere på det dialektiske niveau (dialec­tical tier),11 lever argumentationen altså ifølge min opfattelse langt fra op til de dialektiske forpligtelser som en debattør bør opfylde ud fra retoriske normer for ratio­nalitet.12 Om argumentationen er forsvarlig i ’rationel’ henseende, afhænger jo ikke så meget af om den forholder sig til modargumenter, men nok så meget af hvordan den gør det! De enkelte modargumenter er på forhånd diskvalificerede ved at være omtalt som ”myter” i tekstens indledning. Den lodrette affærdigelse af mod­synspunktet er ligeledes kendetegnende for de enkelte argumenter som forfatterne tilbageviser modpåstandene i overskrifterne med. Under punkt 4 kan man således finde et eksempel på Stråmanden13 – her ved en overgeneralisering der tillægges modparten:

4. Prostitution forhindrer voldtægt

Nej! Prostitution forhindrer ikke voldtægt. Det er svært at se, at prostitution skulle give færre voldtægter når absolut ingen voldtægtsstatistikker viser, at kvinder i prostitution fungerer som en slags ”ventil” for mænds seksualitet. Derudover bliver kvinder i prostitution meget oftere udsat for voldtægt end andre kvinder.

Der er næppe nogen der hævder at prostitution sådan helt afskaffer voldtægt, men vel kun at den kan nedsætte antallet af voldtægter. Den problematiske argumenta­tion forstærkes ved at fraværet af statistisk dokumentation bruges som belæg til at bekræfte at prostitution ikke er en ventil for mænds seksualitet.

I punkt 2 gendrives der med en anden – og grovere – overgeneralisering:

2. Prostitution er kvindens frie valg

Nej! Der er ikke tale om et reelt frit valg. Hvis prostitution skulle være kvindens frie valg, så er det besynderligt, at det kun er de dårligst uddannede, de marginaliserede og den enlige forsørger på bistandshjælp, der vælger et liv i prostitution. De såkaldt frie valg gælder kun for dem, der ikke ser andre valgmuligheder.

Bemærk ”kun” i gendrivelsens anden linje og hvordan overgeneraliseringen forstærkes i den sidste sætning (med det i øvrigt ret besynderligt formulerede udsagn).

I punkt 1, citeret ovenfor, benægtes det almindelige argument hos modstandere af et forbud lodret. At prostitution ikke er et erhverv, belægges med at den ikke bruges til aktivering eller praktik.14 Men det gælder jo også andre job, for eksempel i efterretningstjenesten. Spørgsmålet er hvad man mener når man omtaler prostitution som ”kvindens ældste erhverv”? Det er vel blot ’det arbejde man lever af’, snarere end noget der er anerkendt på en liste af ’erhverv’.

Argumentationen under det følgende punkt er i særlig grad problematisk:

3. Der er forskel på tvungen og frivillig prostitution

Nej! Kunder der køber prostitution, skelner ikke. De, der bliver udbudt, bliver købt. Børn, mindreårige, kvinder fastholdt i prostitution af gældsslaveri eller trusler om vold, psykisk syge kvinder, udviklingshæmmede kvinder og hende, der forsøger at flygte fra sig selv og en kold og kærlighedsforladt opvækst. Alle bliver de købt af prostitutionskunderne.

Her har vi fejlslutningen ignoratio elenchi: det at man faktisk gendriver noget andet end det man siger, altså en relevansfejl. Spørgsmålet drejes fra de prostitueredes tvang/frie valg til kundernes adfærd. Læg også mærke til hvor groft insinuerende kunderne bliver skåret over én kam, og den bestemte form i det sidste ord: ”Alle bliver de købt af prostitutionskunderne” – som om alle prostitutionskunder helt generelt gør noget sådant.

Det leder over til mit sidste eksempel fra teksten: forfatternes udsagn om at ”Prostitution er vold”, som det fremføres i manchetten. Hele argumentationen hviler på denne kontroversielle definition, som også betones i den advokerende slutning:

Lovgivning bør fastslå, at prostitution er vold mod et andet menneske. Vold som bør få konsekvenser for udøveren af volden: kunden der køber prostitutionsydelserne.

Men dette springende punkt, at prostitution er vold og kunderne voldsmænd, argumenteres der faktisk slet ikke for i debatindlægget!

Som positivt ved argumentationen i tekst 1 vil jeg for det første fremhæve debattørernes åbne tilkendegivelse af den persuasive hensigt i selve tekstens indledning:15

KFUKs Sociale Arbejde kører for tiden en kampagne, som har til hensigt at påvirke samfundet og politikerne til at kriminalisere prostitutionskunder…

Opstillingen af argumenter kan for det andet have en positiv funktion for læseren ved at give indblik i sagen – som en topik-liste over standardargumenterne i prostitutionsdebatten.16 Ud fra princippet at retorisk diskurs skal vurderes ud fra den oprindelige situation, skal vi, som sagt, huske at debatten i 2005 ikke havde kørt så længe, så argumenterne ikke var så slidte som nu.

Alt i alt er min vurdering af tekst 1 at der ikke er tale om overbevisende argumentation som er egnet til at flytte nogens meninger. Den grundlæggende fejl er den frontale argumentation hvor modparten ikke har ret i noget som helst; ingen modargumenter tages alvorligt eller tildeles nogen vægt overhovedet. Og dermed tegnes også et billede af et publikum som ikke har de egenskaber som jeg angav som vurderingskriterium i det indledende afsnit. Det indskrevne publikum som der appelleres til, er tværtimod kendetegnet ved at være forudindtaget og forholde sig ukritisk til argumentationen. De persuasive adressater som kan tænkes at reagere positivt på argumentationen, vil typisk være et publikumssegment bestående af stålsatte feminister – og andre, ligeledes fortrinsvis kvinder og nogle mænd – som er indædte modstandere af prostitution og/eller har ringe viden om emnet. Andre modtagere vil derimod være tilbøjelige til at hæfte sig ved de anførte svagheder og derfor forholde sig afvisende. I forhold til Perelmans publikumsteori betragter jeg altså tekst 1 som eksempel på argumentation til det partikulære publikum.

 

Den konstruktive debatform i tekst 2

Et afgørende spørgsmål for den offentlige debattør gælder valget mht. argumenternes antal og deres indbyrdes konstellation i argumentationens helhedsstruktur: skal man satse bredt på styrken af mange argumenter eller fokusere på ét dominerende hovedargument. Tekst 1 er som sagt disponeret over en argumentrække der tager afsæt i de almindelige modargumenter i sagen, og følger det første mønster: mange, lige vigtige argumenter i en tilsyneladende tilfældig rækkefølge. Tekst 2 følger her­overfor det andet mere hierarkiske mønster: færre argumenter, udvalgt og dispo­neret ud fra vægt, så argumentationen bliver profileret med ét hovedargument som det centrale.

Westphalens hovedargument for et forbud i tekst 2 er det moralske argument. Hvad det går ud på, fremgår kort og klart når han inde i teksten siger:

Lovgivning er først og fremmest udtryk for en samfundsmæssig holdning, der signalerer, at vi ikke som samfund vil acceptere dette…

Gennem hele argumentationen fremføres denne moralske betragtning som det positive hovedargument for et forbud – på én gang det afgørende argument der gør udslaget for ham selv, og den afgørende bevæggrund der appelleres til hos modtageren. Det fremføres med andre ord meget klart at der er tale om et deontisk moralsk argument, der anses for at være vigtigere end de konsekvens-argumenter som kan anføres på begge sider.17

Der benyttes altså her den mere overbevisende strategi med ét altdominerende hovedargument frem for sælgermetoden, som ofte virker utroværdig: Man liner alle tænkelige argumenter op (som i tekst 1) i den tro at der nok skal være nogle der så bider på, frem for at koncentrere sig om det man selv tillægger mest vægt.18

Det tilbagevendende hovedargument fremlægges allerede i indledningen hvor Westphalen præsenterer det han ser som sagens kerne:

Den holdningsmæssige skillelinje mellem forbud og ikke-forbud går derfor typisk enten på, hvorvidt man ønsker, at samfundet principielt skal tilkendegive, at prostitution er uacceptabelt, og/eller hvorvidt et forbud vil have nogen positiv effekt på omfanget af prostitution såvel som for den enkelte prostituerede.

Og i kronikkens afsluttende opsummering fremsættes hovedargumentet igen:

Jeg vælger imidlertid at tro på, at politikere er fornuftige mennesker, der blot ikke helt har gjort sig klart, at et forbud mod prostitution er en moralsk holdning, vi som samfund er nødt til at indtage…

Her finder vi en karakteristisk detalje: Som beskrevet af Geist er dette et eksempel på en etos-forstærkende ’jeg’-formulering, netop her hvor Westphalen appellerer til fornuften. Ved at sige ”Jeg vælger derimod at tro på…” fritstiller han modtageren på en tillidsvækkende måde: Det er nu min mening – hvad er din?19 Med et så lille greb kan man altså undgå at argumentationen bliver for kategorisk.

Et tilsvarende gennemgående træk i teksten der er med til at gøre argumentationen overbevisende, kan iagttages i følgende citat:

Men selv om et forbud ikke kan fjerne prostitution, vil det med overvejende sandsynlighed være med til at mindske omfanget.

Over for den totale afvisning af modsynspunktet i tekst 1 medgiver Westphalen gerne nogle af modpartens indvendinger og indskyder ofte modererende styrkemarkører og ord der udtrykker forbehold, for eksempel ”ikke nødvendigvis” eller at den lykkelige luder ”muligvis” findes. Med hensyn til spørgsmålet om tvang/frit valg fremstiller han sagen sådan at det at blive prostitueret ”ofte” ikke er et valg, men en sidste udvej som kan skyldes ”kummerlige sociale forhold”. Det understreges også at tvungen prostitution allerede er ulovlig,20 og at et forbud næppe har nogen betydning for de ufrivilligt prostituerede.

I begge tekster indtager retor som sagt rollen som forslagsstiller der advokerer for en ændring af status quo. Ud fra ’loven om inerti’ har denne debatpart den tungeste bevisbyrde,21 og hvad dette angår, inddrager tekst 2 mere og bedre de grundlæggende topoi (også kaldet stock issues) der gælder for politisk debat – spørgsmål som: Er der overhovedet et problem ved status quo? Er forslaget realisabelt? Virker det? Ved at koncentrere sig om disse spørgsmål lever Westphalen op til kravet om at forholde sig til modpartens bedste argumenter. Og ligesom vægten lægges på et positivt hovedargument for et forbud mod prostitution, er behandlingen af modargumenter mere selektiv og fokuseret end i tekst 1. Westphalen forholder sig især til spørgsmålet om hvorvidt et forbud er realisabelt og afhjælper problemet. Også her undlader han at gå til yderligheder ved udtrykkeligt ikke at hævde at et forbud kan afskaffe prostitution: ”Kan man udrydde prostitution? Næppe.” Efter dette forbehold ar­gumenterer han så for forslaget ved – uden at sætte sagen på spidsen – at inddrage ’Ryger­argumentet’ som positivt eksempel på at forbud i visse tilfælde godt kan hjælpe.

Indledningen til kronikken er også bemærkelsesværdig. Ved første øjekast kan det virke som om der lægges ud med en fortegnet gengivelse af andres synspunkt a la stråmandsargumentet i tekst 1:

Hvis prostitution fortsat skal være lovligt, må Folketinget være konsekvent […] Det betyder først og fremmest, at prostitution skal anerkendes som ­erhverv […] Det skal være muligt at tjene penge på andres prostitution, og man skal som arbejdstagende prostitueret kunne være i fagforening og

a-kasse … [etc.]

Men indledningen viser sig at have en anden karakter. Det er en opregning af de konsekvenser Westphalen selv mener man må drage ”hvis prostitution fortsat skal være lovligt”. På denne måde opnår han det samme som kan være formålet med en stråmand, nemlig at få udpenslet det absurde eller skadelige ved modpartens standpunkt, men han holder sig samtidig for god til at pådutte andre standpunkter de ikke har. Indledningen fører ham og læseren frem til det han ser som det afgørende problem ved status quo: at den nuværende lovgivning er præget af inkonsekvens og samfundsholdningen til prostitution gennemsyret af dobbeltmoral.

Begge tekster er formet i en udpræget neutral logos-stil. Der er dog et enkelt sted i tekst 2 der stilistisk springer i øjnene. Det er ved standardargumentet vedrørende erhverv og praktik, som også er med i denne tekst. Men til forskel fra tekst 1 fremføres det under udfoldelse af stilvirkemidlet evidentia.22 Den power der ligger i den nærværende fremstilling, illustreres i følgende malende beskrivelse, hvor det reto­riske spørgsmål, stilfiguren enumeratio og brugen af replikgengivelse fremhæver argumentets absurditet:

Hvor mange vil synes, at prostitution er et erhverv, som det er helt i orden, at mormor, mor, søster, kone, kæreste (og den mandlige ditto) udøver, og som man lige snakker om hen over middagsmaden? Eller sagt mere direkte: Er det i orden, at erhvervsvejledere i folkeskolen og på gymnasiet siger til en dreng eller pige: ”Ved du hvad, jeg synes simpelthen, at prostitution lige er dig, så hvad siger du til en uges erhvervspraktik på det statskontrollerede ­bordel for at få det prøvet af?”

På samme måde som med tekst 1 vil jeg runde af med et par kritiske bemærkninger til at balancere vurderingen.

Den første gælder argumentationen i forbindelse med toposen ”Den lykkelige luder”, som også optræder i denne tekst.23 I modsætning til hvordan uskikken ellers fremtræder, medgiver Westphalen at den lykkelige luder måske findes, og gendriver argumentet med at det opvejes af hensynet til de andre ulykkelige ofre for prostitution. Men så uddyber han sin argumentation i en sammenligning med kvinder der muligvis lever lykkeligt under sharialovgivning og slaveri. Problemet er her at de jo gør det under tvang! En mere ægte ment indrømmelse fra Westphalens side ville kræve en sammenligning med kvinder der har frihed til at vælge. Her er altså et analogiargument med en åbenlys svaghed.

Mit andet kritikpunkt gælder spørgsmålet om straf. Det berøres et par gange at der skal være en straf, men intetsteds i kronikken siges noget om hvad straffen skal være. Denne tavshed ser jeg som en alvorlig – og som den mest væsentlige – svaghed ved tekst 2.

Trods disse indvendinger finder jeg at kronikken langt bedre end tekst 1 lever op til den norm som jeg skitserede indledningsvis, kort sagt: at forsyne borgere med argumenter som giver et kvalificeret beslutningsgrundlag på en måde der appellerer til deliberativ stillingtagen. Der argumenteres på en måde som ikke kun tager sigte på en snæver målgruppe, men som bredt kan øge tilslutningen eller forekomme overbevisende inden for det temmelig heterogene publikum. For eksempel favner kronikken modtagere der går op i sagen af hensyn til prostituerede af begge køn, i modsætning til tekst 1 der alene fremstiller prostitution som mandens overgreb mod kvinden. Argumentationen vil desuden også i de fleste henseender passere testen hvor man holder den op mod andre relevante kompetente og rationelt indstillede publikummer – kvinder såvel som mænd der betragter prostitution som et større eller mindre problem – end de læsere af kronikken i Politiken som udgjorde det faktiske publikum i den givne konkrete situation. I forhold til Perelmans publikumsteori betragter jeg altså tekst 2 som eksempel på argumentation hvor det i høj grad lykkes at henvende sig til partikulære publikummer og samtidig appellere til den forestilling om rationalitet som det universelle publikum repræsenterer.

Til de fremlagte kvalitetsforskelle mellem de to tekster må det tilføjes at de ikke alene kan tilskrives teksternes forskellige genrebetingede format. I stedet for at bygge argumentationen op over hele ti modargumenter kunne forfatterne til det kortere debatindlæg jo have valgt en argumentation der gik mere i dybden end i bredden, og som gav plads til flere af de træk som tekst 2 fremviser.

 

Konklusion

Ved at holde de to tekster op mod hinanden har jeg indkredset nogle træk som jeg finder kendetegnende for god argumentation i offentlig debat. De overordnede ­kvaliteter som kronikken ifølge min analyse og vurdering illustrerer positivt, består i at retor formår balancegangen: at argumentere utvetydigt for det ene standpunkt i sagen, altså placere sig klart som part i det tvivlsspørgsmål som deler vandene, og samtidig argumentere imødekommende over for modsynspunktet. Der tilkendegives lydhørhed over for modparten, en anerkendelse af at modstandpunktet eksisterer og kan have noget på sig. Den overbevisende debattør i offentlig debat markerer sig med Brockriedes udtryk som en ’restrained partisan’24 og leverer argumentation der med Wayne Booths udtryk illustrerer ’lyttende retorik’.25

 

Noter

1          Vibe Klarup Voetmann & Pernille Kjær Jessen, ”Prostitution skal kriminaliseres”, i: Berlingske Tidende, 21.04.2005. Teksten er optrykt i Charlotte Jørgensen & Merete Onsberg, Praktisk argumentation, 3. udgave (København: Nyt Teknisk Forlag, 2008), side 88-91.

2          Sven-Åge Westphalen, ”Hvad gør vi med prostitution?”, i: Politiken, 27.07.2009. Som det fremgår i litteraturlisten, har den elektroniske udgave en anden overskrift end den trykte avisudgave.

3          Jævnfør for eksempel Charlotte Jørgensen, ”Debattens væsen og uvæsen. Om fjendtlighed i offentlig debat”, i: Retorik Studier 10 (1995), samt – specielt med hensyn til modtagerne i rollen som ’deliberating citizens’ – Charlotte Jørgensen og Christian Kock, ”The rhetorical audience in public debate and the strategies of vote-gathering and vote-shifting”, i: Frans H. Van Eemeren et al. (red.), Proceedings of the fourth International Conference of the International Society for the Study of Argumentation (Amsterdam: Sic Sat, 1999).

4          ’Rationalitet’ skal forstås i den udvidede betydning som inkluderer følelsesappel, og bruges her og i det følgende i mangel af et dækkende dansk udtryk for ’the reasonable’ i den Perelman’ske nyretorik.

5          Ch. Perelman og L. Olbrechts-Tyteca, The New Rhetoric. A Treatise on Argumentation (Notre Dame, University of Notre Dame Press, 1969)

6          For en nærmere uddybning og diskussion af Perelmans publikumsteori, se Charlotte Jørgensen, ”Hvem bestemmer hvad der er god retorik?”, i: Rhetorica Scandinavica 15 (2000) samt ”Interpreting Perelman’s Universal Audience: Gross versus Crosswhite”, i: Argumentation 23 (2009).

7          Kronikken er en specifik dansk avisgenre. Det er en forholdsvis lang, argumenterende avistekst og en rummelig teksttype. Den behandler emner af for eksempel kulturel og politisk art og spænder fra det essayistiske til det debatterende partsindlæg.

8          Ralph H. Johnson, Manifest Rationality: A Pragmatic Theory of Argument (Mahwah, NJ: Lawrence Erlbaum, 2000). Se også Christian Kocks omtale af Johnson ovenfor.

9          Blair, J. Anthony, ”The Limits of the Dialogue Model of Argument”, i: Argumentation 12 (1998).

10        Der benyttes altså gendrivelsesmetoden ’gendriv punkt for punkt”, Charlotte Jørgensen og Merete Onsberg, Praktisk argumentation, s. 83.

11        Se forklaringen i Christian Kocks bidrag ovenfor.

12        Jævnfør note 4.

13        Jævnfør Christians Kocks bidrag ovenfor.

14        Jævnfør Merete Onsbergs omtale ovenfor af denne topos.

15        Dette træk vedrører redelighedskriteriet i Charlotte Jørgensen og Merete Onsberg, Praktisk argumentation, s. 110ff.

16        Jævnfør interesse-kriteriet, ibid. s. 107ff.

17        Jævnfør Christian Kocks omtale heraf i den sidste del af artiklen ovenfor.

18        De to strategier beskrives i Charlotte Jørgensen, Christian Kock og Lone Rørbech, Retorik der flytter stemmer (Retorikforlaget, 2011), kapitel 17-18.

19 Uwe Geist, ”Logos, ethos og pathos og deres sproglige realisering i tre teksteksempler” i: Jens Cramer et al. (red.), M/K – Mod og Kvindehjerte. Festskrift til Mette Kunøe 5. November 2002 (Århus: Forlaget Modtryk, 2002), side 299-300.

20        Jævnfør Merete Onsbergs pointer om trafficking ovenfor.

21        Ch. Perelman og L. Olbrechts-Tyteca, The New Rhetoric, side 105-107.

22        Jævnfør begrebet presence, Ibid. § 29 og s. 174-177.

23        Jævnfør Christian Kocks bidrag ovenfor.

24        Wayne Brockriede, ”Arguing: The Art of Being Human” i: J. L. Golden et al. (red.). Practical Reasoning in Human Affairs. (Dordrecht: D. Reidel, 1986).

25        Wayne C. Booth. The Rhetoric of Rhetoric: The Quest for Effective Communication. (Chicago: University of Chicago Press, 2004).

Litteratur

Blair, J. Anthony. ”The Limits of the Dialogue Model of Argument” i: Argumentation 12 (1998), side 325-339.

Booth, Wayne C. The Rhetoric of Rhetoric: The Quest for Effective Communication. Chicago: University of Chicago Press, 2004.

Brockriede, Wayne. ”Arguing: The Art of Being Human” i: J. L. Golden et al. (red.). Practical Reasoning in Human Affairs, side 53-67. Dordrecht: D. Reidel, 1986.

Geist, Uwe. ”Logos, ethos og pathos og deres sproglige realisering i tre teksteksempler” i: Jens Cramer et al. (red.). M/K – Mod og Kvindehjerte. Festskrift til Mette Kunøe 5. november 2002, side 282-302. Århus: Forlaget Modtryk, 2002.

Johnson, Ralph H. Manifest Rationality: A Pragmatic Theory of Argument. Mahwah, NJ: Lawrence Erlbaum, 2000.

Jørgensen, Charlotte. ”Debattens væsen og uvæsen. Om fjendtlighed i offentlig debat”, i: Retorik Studier 10 (1995), side 3-43.

Charlotte Jørgensen. ”Hvem bestemmer hvad der er god retorik? Vurderingsinstanser i normativ retorik”, i: Rhetorica Scandinavica 15 (2000), side 34-48.

Jørgensen, Charlotte. ”Interpreting Perelman’s Universal Audience: Gross versus Crosswhite”, i: Argumentation 23 (2009), side 11-19.

Jørgensen, Charlotte, og Christian Kock. ”The rhetorical audience in public debate and the strategies of vote-gathering and vote-shifting”, i: Frans H. Van Eemeren et al. (red.). Proceedings of the fourth International Conference of the International Society for the Study of Argumentation, side 420-423. Amsterdam: Sic Sat, 1999.

Jørgensen, Charlotte, Christian Kock og Lone Rørbech. Retorik der flytter stemmer: Hvordan man overbeviser i offentlig debat. 3. udgave, Retorikforlaget 2011 [1994].

Jørgensen, Chalotte & Merete Onsberg. Praktisk argumentation. København: Nyt Teknisk Forlag, 2008; også på svensk: Praktisk argumentation. Grundbok i retorisk argumentation. Åstorp: Retorikförlaget, 2008.

Perelman, Ch., og L. Olbrechts-Tyteca. The New Rhetoric. A Treatise on Argumentation. Notre Dame: University of Notre Dame Press, 1969.

Voetmann, Vibe Klarup, og Pernille Kjær Jessen. ”Prostitution skal kriminaliseres”, i Berlingske Tidende, 21.04.2005.

Westphalen, Sven-Åge. ”Hvad gør vi med prostitution?”, i: Politiken, 27.07.2009, http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE757321/kronik-skal-vi-tilbyde-erhvervspraktik-paa-bordeller/ (downloadet 28.01.2011).