Merete Onsberg

Den danske prostitutionsdebat: Et signalement

Offentlig debat: normer og praksis – med den danske prostitutionsdebat som eksempel
De tre artikler i dette nummer af Merete Onsberg, Christian Kock og Charlotte Jørgensen udgør en tematisk helhed. De er udgået fra forskningsprojektet ”Offentlig debat” ved Afdeling for Retorik på Københavns Universitet. Artiklerne blev oprindelig præsenteret ved den Fjerde Nordiske Retorikkonference på Södertörn Högskola 6.-8.10.2010 og er her ud­videt og bearbejdet. De tre artiklers fælles formål er at belyse typiske egenskaber ved offentlig debat om vigtige sociale emner. For at gøre ­dette fokuserer de på den aktuelle danske diskussion om prostitution – et spørgsmål der har skabt ophedet debat i de sidste år. Den første artikel (af Merete Onsberg) bruger et korpus af debatindlæg fra aviser til at påpege typiske træk ved debatten, og den påpeger blandt andet at en udstrakt brug af pathos går hånd i hånd med uklar forståelse af faktuelle forhold. Den anden artikel (af Christian Kock) ser nærmere på typiske argumentative ‘uskikke’ i debatten og skitserer i tilslutning dertil en generel normativ teori om offentlig deliberativ debat. Den tredje artikel (af Charlotte Jørgensen) illustrerer en normativ tilgang til offentlig debat gennem en indgående analyse af to debattekster der har samme standpunkt. Men hvor den ene eksemplificerer en række uproduktive uskikke, kan den anden stort set betragtes som et produktivt og anerkendelsesværdigt bidrag til en offentlig debat.

De andre to artikler:
Christian Kock: ”Retoriske uskikke i offentlig debat – illustreret med eksempler fra prostitutionsdebatten” & Charlotte Jørgensen ”God og dårlig debatadfærd: To indlæg for et prostitutionsforbud”

Abstract

Title Public Debate – Norms and Practices: The Danish Prostitution Debate as a Case in Point
Abstract The three papers in this issue by Merete Onsberg, Christian Kock, and Charlotte Jørgensen form a thematic unit. They spring from the research initiative ”Public Debate” in the Rhetoric Section at the University of Copenhagen. The papers were originally presented at the Fourth Nordic Conference on Rhetoric at Södertörn University, Oct. 6-8, 2010 and have been expanded and revised. The common aim of the three papers is to elucidate typical features of public debate on important social issues, and they do this by focusing on the current Danish ­controversy on prostitution – an issue that has generated heated debate in recent years. The first paper, by Merete Onsberg, uses a corpus of debate pieces from newspapers to identify typical features of the debate, pointing out, among other things, that ample use of pathos appeals is accompanied by confusion ­regarding factual information. The second paper, by Christian Kock, looks specifically at typical argumentative ‘misdemeanors’ prominent in the debate, relating these to a sketch of a general normative theory of public deliberative debate. The third paper, by Charlotte Jørgensen, illustrates a normative approach to ­public debate through an extended analysis of two debate texts that both represent the same standpoint, but of which one instantiates several unproductive misdemeanors, while the other, by and large, may be seen as a productive and commendable contribution to public debate.

Keywords

Rhetoric, public debate, prostitution, argumentation, norms, the dialectical tier, dialectical obligations, audience, fallacy, analogy, straw man, motives, ad hominem, slippery slope,  Aristotle, Perelman, Walton, Dryzek, Isaiah Berlin.

Om artikeln
Ingår i: Rhetorica Scandinavica 59, 2011, tema Retorik och offentlighet
Abstract s 7-8 · Artikel s 84-93

Om skribenten

Merete Onsberg er lektor i retorik, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet.

Fulltext:

”Representative democracy and the deliberative system make rhetoric necessary. But its well-known hazards remain. So we still need some way to sort defensible uses of rhetoric from undesirable uses.” Sådan indleder politologen John Dryzek sin diskussion af normer for en offentlig deliberativ debat. Det er interessant at han, som en førende tænker og forsker inden for retningen ’deliberative democracy’, eksplicit anerkender retorikkens nødvendighed – og at han samtidig anlægger en normativ betragtning der skelner mellem ’forsvarlig’ og ’uforsvarlig’ retorik. Selv mener han at en forsvarlig retorik må dreje sig om en kommunikation som ikke er koerciv, men som får modparten til at tænke, og som får indordnet specielle interesser under mere generelle principper.1 På linje hermed indtager Christian Kock et pragmatisk standpunkt idet han hylder en frugtbar uenighed under forudsætning af at det gavner samfundet som helhed: ”For at man kan have en meningsfuld politisk debat må der være uenighed om de styrende værdier, dvs. om hvor man vil hen; men der skal gerne være enighed om fakta, dvs. om hvor man er. Ellers taler man i blinde når man diskuterer i hvilken retning man skal gå.”2 Det der interesserer os og afgør vores valg, er vores opfattelse af værdier, siger en anden retoriker, Karl Wallace: ”values sustain interest until the decision is made and the problems resolved. After the decision has been taken, they endow it with significance.” Men retoren må underkaste sin diskurs visse standarder, blandt andet må vedkommende ”decide whether or not he is technically equipped to act. Often he is confronted with the simple yet profound question: Do I know enough about the act to do well?”3 Jeg mener som Dryzek at den offentlige deliberative debat er nøje knyttet til retorik. Desuden må den retoriske diskurs formidle den viden om emnet der er nødvendig i situationen, som Kock og Wallace er inde på.

Den offentlige deliberative debat om prostitution i Danmark er et eksempel på en debat som dårligt kan opfylde de krav til debatten som er skitseret ovenfor. Tværtimod kan debatten om prostitution opvise eksempler på uvidenhed, misforståelser og en hel række argumentatoriske uskikke.4 Som det vil fremgå af det følgende, er prostitution åbenbart et emne som får såvel øvede som uøvede debattører til at udtale sig uden at have tilstrækkelig viden om sagens fakta.

Det generelle indtryk af den omfattende danske prostitutionsdebat er at der skrives og tales direkte på følelser og værdier, ofte uden særlig tanke for modtagerne; man må have luft for sine følelser og meninger. I 2009 var der for eksempel 1674 avisartikler og tv-indslag om emnet. Hvis man korrigerer tallene ved at se bort fra en særlig celeber retssag om rufferi, kommer man frem til at der gennemsnitlig har været 19 indlæg om emnet pr. uge.5 Når man sammenholder dette med hvor få der egentlig er indblandet direkte i prostitution som henholdsvis prostitueret og kunde, er tallene sigende for det brede og hede engagement som emnet vækker.

I det følgende vil jeg redegøre for nogle gennemgående, karakteristiske træk ved den danske prostitutionsdebat idet jeg hovedsageligt henter mine eksempler fra de skrevne medier, nærmere bestemt de større danske aviser i månederne maj-september 2009. Korte tekster som læserbreve er i hovedsagen valgt fra i eksempelmaterialet. Jeg sammenholder debatindlæggene med de faktiske oplysninger om prostitution som findes i materiale fra Socialministeriet. Men først vil jeg ridse den danske kontekst op.

 

Lov og tal

Prostitution er ikke forbudt i Danmark, men er alligevel ikke anerkendt som et erhverv. Som det anføres i debatten, kan man ikke som skoleelev komme i praktik på en massageklinik eller som arbejdsløs i arbejdstilbud samme sted.6 Det stiller de prostituerede i en mærkelig situation. På den ene side har de en lovlig indkomst som de skal betale skat af, på den anden side kan de ikke blive medlem af en arbejdsløshedskasse og på den måde spare op til eventuel efterløn.7 Et andet problem er rufferiloven, for i princippet må ingen eje en massageklinik hvor andre lejer sig ind, hvilket i øvrigt også stiller en hel del hoteller i et gråt område. Det diskuteres ligeledes om for eksempel Ekstra Bladet med sine mange prostitutionsannoncer kan anklages for at opfordre til usædelighed, hvilket ikke er lovligt.

Der findes forskellige former for prostitution hvoraf gade- og klinikprostitution er de former der oftest debatteres, og som man regner med omfatter flertallet af prostituerede, i 2008-09 opgjort til henholdsvis 1141 og 3317. Hertil kommer et betydeligt ’mørketal’ alene fordi det er svært at opgøre tallet. Tallet er hovedsageligt fremkommet ved at tælle annoncer i aviser, men tallet bliver mangelfuldt fordi de fleste mandlige prostituerede annoncerer på nettet og dermed falder uden for denne opgørelse. Derfor taler jeg her om kvindelige prostituerede.

Både blandt gade- og klinikprostituerede findes der et stort antal kvinder fra andre lande. Antallet på landets registrerede massageklinikker fordeler sig på 23% danske, 37% thai og 29% fra det øvrige udland, mange fra det tidligere Østeuropa (11% ikke optalt).8

 

Debattens aktører og tone

Hvem deltager i debatten? Det gør almindelige mennesker, de professionelle aktører – altså dem med særligt kendskab til området – og dem man kunne kalde de professionelle debattører, herunder politikere. Blandt politikere er der både dem der er valgt, og dem der er på valg, for både valget til EU-Parlamentet (7. juni) og valget til kommunalbestyrelserne (17. november) er fremtrædende i debatten. Der er tydeligvis en hel del ’valgflæsk’ i debatten om prostitution med stærke pathosappeller og hårdtpumpede sammenligningsargumenter.

Et meget håndfast eksempel er at da det blev kendt at Socialdemokraterne på deres kongres den 25.-27. september i Aalborg ville fremsætte et forslag om at kriminalisere prostitutionskunden, kom der virkelig gang i debatten. De fleste af de indlæg der udgør mit materiale, udtrykker sig for eller imod forslaget om at kriminalisere prostitution. Med følgende pathosappellerende anaforer indleder folketingskandidat for Socialdemokraterne Pernille Rosenkrantz-Theil og næstformand i Socialdemokraternes ungdomsafdeling Cæcilie Crawly deres indlæg: ”På en helt almindelig dag, mens madpakken spises, og aftensmaden tilberedes, vil 5.500 kvinder sælge deres krop. På en helt almindelig dag vil endnu en prostitueret blive udsat for vold. På en helt almindelig dag vil 90% af de prostituerede ønske, at de aldrig var begyndt. På en helt almindelig dag vil tidligere prostituerede leve med fysiske og psykiske ar på sjælen.” Så følger dette sammenligningsargument: Ligesom der er nogle der ikke får mén efter at have arbejdet med asbest, er der nogle der ikke får mén af at have været prostitueret. Men alligevel bør vi lovgive imod prostitution ligesom vi lovsikrer arbejdsmiljøet imod arbejde med asbest.9 Med hensyn til de tal der nævnes i indlægget, er antallet af prostituerede rundet op og er muligvis sandsynligt, men de 90% der skulle fortryde, er der mig bekendt ingen undersøgelse der bakker op. Indlægget kan ses som udtryk for det Gutmann og Thompson kalder moralisme og paternalisme. Gutmann og Thompsons eksempel er rugemødre, men mange af de registrerede meninger kunne også passe på prostitution, hvilket de også selv nævner. Moralisterne mener at det at være rugemoder er nedværdigende og umenneskeliggørende; det er simpelt hen ikke moralsk rigtigt at have rugemødre. Paternalisterne mener at brug af rugemødre er moralsk forkasteligt af hensyn til kvinden der lægger krop til.10 Til de prostituerede der påstår at de er tilfredse med deres valgte metier, siger paternalisterne at de ikke ved hvad der tjener deres eget bedste.

Prostituerede der er tilfredse med deres arbejde, beskriver selv prostitution som arbejde på linje med en damefrisørs eller en fysioterapeuts. Modstandere af prostitution, især af paternalistisk observans, sammenligner heroverfor prostituerede med slaver og ofre. De tilfredse prostitueredes analogiargument slår på tjenesteydelsen som det fælles element, mens paternalisternes argument især slår på at den prostituerede underkaster sig kunden ved at sælge sin krop og derfor mister selvbestemmelsesretten. Om analogiargumenters kraft siger Walton:

Arguments from analogy are often extremely powerful forms of persuasion to a particular audience because they can compare an issue to something the audience is very familiar with or has very positive feelings about. Arguments based on analogies are a form of plausible reasoning. Two situations may be similar og dissimilar in indefinitely many respects, which could be cited. But if a relevant similarity is cited, it may be used to shift the burden of proof in an argument.11

Walton gør her opmærksom på at selv om det normalt påhviler den part der vil ændre status quo, at argumentere for sin sag, altså i dette tilfælde dem der går ind for et forbud, kan analogiargumenter flytte byrden over til den anden part. Denne bliver så at sige pålagt at gendrive at det forholder sig sådan som analogiargumentet foreskriver. For eksempel ser man ofte analogiargumentet at prostituerede er som slaver, og da slaveri er forbudt, burde sexkøb også forbydes. Hvis modparten skulle være enig i at man kan sammenligne prostitution med slaveri, lægges der op til at denne part må argumentere for at der ikke skal lovgives på området. I virkeligheden ville modparten dog højst sandsynligt benægte sammenligningen og argumentere med at prostitution er den prostitueredes eget frie valg.

Blandt de professionelle aktører med særligt kendskab til emnet høres en ny stemme, nemlig Susanne Møller, som er talskvinde for Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO).12 Susanne Møller deltager meget aktivt i debatten og er til forskel for mange andre debattører oftest særdeles velunderrettet om sagens fakta. En kandidat til borgerrepræsentationen i København for Socialistisk Folkeparti førte for eksempel en oplysning til torvs gående ud på at ni ud af ti prostituerede fik arbejdsskader som slidgigt i ryg og albue. Dette havde hun fra Servicestyrelsens rapport.13 Et par dage efter påpegede Susanne Møller i samme avis at det var oplysninger Servicestyrelsen senere selv havde trukket tilbage.14 Det er kendetegnende for Susanne Møller at hun nedtoner prostitutionsområdets pathosappel ved at bruge logos-argumentation. Hun protesterede for eksempel i et debatindlæg over at alle i prostitutionsmiljøet blev skåret over én kam.15 Én ting var at jagte bagmænd, noget andet lovligt arbejdende prostituerede.16 Susanne Møller er desuden en af de få i debatten der synes bevidst om modtagerne.

Dryzek skelner mellem retorik der er henholdsvis bonding og bridging. Når man ’bonder’, henvender man sig til dem der mener det samme som én selv, og lægger afstand til de andre, mens man forsøger at inkludere anderledes tænkende når man ’bridger’.17 Susanne Møller gør det sidste. Hun er blevet en markant stemme i debatten fordi hun holder sig til fakta og argumenterer både neddæmpet og insisterende.

De professionelle aktører omfatter foruden de prostituerede selv også eksperter med særligt kendskab til prostitution. Til denne gruppe må man regne kønsforsker ved Roskilde Universitets Center, Kenneth Reinicke. Han er en af de få der tager de mandlige kunders stilling op. Han efterlyser mændenes stemme i debatten og fokuserer på følgende spørgsmål som ikke diskuteres så meget: ”Altså, hvorfor dominerer kvindernes og mændenes ret til at sælge over mændenes ret til at købe? For det er jo næsten udelukkende mænd, der køber sex. Det er en vigtig pointe.” Videre siger han: ”Selv om mænd udgør eksistensbetingelsen for de prostituerede, er mænd stort set ikke til stede i debatten om prostitution. Det er kulturelt grænseoverskridende at sætte fokus på mænds seksualitet og i særdeleshed den mandlige seksualitet i forbindelse med køb af sex. Der ligger en stor udfordring i at dreje diskussionen i den retning.”18 Kønsforskerens indlæg er som helhed ganske afbalanceret, et sjældent træk ved debatten.

Ud over de stærke følelsesappeller og skæve sammenligningsargumenter møder man også tendensen til at tillægge modparten slette motiver.19 En debattør fra segmentet ’almindelige mennesker’ mener for eksempel at sex er en urdrift, men ikke en menneskeret, og henviser til undersøgelser af prostitutionskunder der viser at de ”ikke er stakkels single mænd, som ikke kan få deres lyst styret andre steder, men derimod gifte mænd, som af rent tidsfordriv mener, det er i orden at købe et andet menneskes krop i ny og næ.”20 Hvor ved hun fra at gifte mænd går til prostituerede af ”rent tidsfordriv”?

Det er åbenbart en debat hvor det ikke er let at være nuanceret. Som konsulent, sociolog Claus Lautrup påpeger, er det svært at sige at man er imod et forbud uden at man straks bliver anset for at gå ind for ”prostitution, kvindehandel og vold mod kvinder.”21 Lautrup mener ikke at et forbud vil afskaffe prostitutionen og bruger en analogi med rydningen af Pusher Street på Christiania (hvor der blev solgt hash): Det fik ikke folk til at holde op med at ryge hash, og et forbud vil ikke få prostitutionen til at forsvinde. Det vil kun gøre den mere lyssky og dermed gøre de prostituerede afhængige af bagmænd. Og argumentet om at Danmark bliver ’Nordens bordel’ hvis vi ikke følger de andre nordiske lande og kriminaliserer prostitutionskunden, holder ikke, for selv om tallene fra Sverige er uklare, ser det ikke ud til at der er blevet færre kunder. I et andet indlæg gendriver han argumentet om at Nordjylland skulle have oplevet en stigning af norske prostitutionskunder efter det norske forbud; stigningen var allerede indtruffet inden forbuddet blev gennemført.22

I modsætning hertil mener formanden for Socialdemokraternes ungdomsafdeling at København forvandles til ”Nordens Bangkok, et mekka for vamle mænd og deres åbenlyse udnyttelse af unge kvinder.”23 Formandens argument kan enten karakteriseres som et slippery slope- eller et domino-argument. Den første type bygger på at hvis man har sagt A, må man også sige B – at det går fra ”bad to worse”, og at ingen ved hvor det ender. Domino-argumentet bygger på en kædereaktion der ender med et frygteligt resultat.24 I dette tilfælde argumenteres der med at hvis Danmark ikke gennemfører et forbud mod prostitution som Norge og Sverige, vil København ende som syndens hule. Når der ikke gives en plausibel årsagsforklaring på hvorfor det vil gå sådan, er det snarere en måde at skræmme modparten på, der må karakteriseres som en argumentatorisk uskik.

Som en af de få beskæftiger Lautrup sig også med kunderne. Det er faktisk en skævvridning af prostitutionsdebatten at kunderne er tavse og ikke tilstedeværende hvis man anskuer debatten som deliberativ diskurs hvor alle interessenter bør høres. Ifølge Lautrups undersøgelser kunne forklaringen på at forbuddet ikke synes at påvirke kunderne særlig meget, være at de allerede føler sig kriminaliserede.25 Lau­trups forslag er at ændre folks holdninger til prostitution i stedet for at forbyde det, og han opfordrer til at debatten føres med fornuften, altså en appel til logos. Men når han langer ud efter ”de veluddannede kvinder, som støtter et forbud” og mener ”[d]et er foruroligende, at Socialdemokraterne, herunder ikke mindst de unge kvinder i partiet, lader følelserne herske på bekostning af fornuften” – ja, så bruger han vel selv en følelsesappel?26

Dette eksempel viser at debatten om prostitution helt legitimt bevæger sig inden for alle tre appelformer; problemerne opstår hvor de ikke afbalanceres og for eksempel kun pathos hersker. Der er ikke tale om en debat hvor man nødvendigvis skal opnå konsensus, men hvor man skal kunne forstå og respektere hinandens standpunkter. Det sidste kniber det med. For eksempel tages Lautrups tal om kunderne op af ”Redens” henholdsvis leder og bestyrelsesformand.27 De læser hans tal og argumentation som Fanden læser Biblen. De siger for eksempel ”Men skal et uhensigtsmæssigt fænomen som prostitution opretholdes, fordi 14% af danske mænd stadig lever højt på tanken om at det er deres ret at have sex med et andet menneske? Og hvis ikke hun vil frivilligt, jamen så kan man da bare købe en i 20 minutter.”28 Men Lautrups undersøgelse viste jo at godt nok havde 14% af danske mænd haft en eller anden form for erfaring med prostitutionskøb, men kun 1/3 af dem var regelmæssige brugere. Lautrups forsøg på at nuancere debatten gør Redens repræsentanter sig lystige over og siger at han nu vil gøre kunderne til ofre og stakler. Et argument der minder om et slippery-slope-argument som er absurd og et eksempel på den uskik at tillægge modparten langt videregående argumenter end modparten i virkeligheden har.

 

Trafficking som eksempel på afsporing af debatten

En særlig gruppe udenlandske prostituerede er ofrene for den såkaldte trafficking, altså handlede kvinder. Nogle af dem er prostituerede mod deres vilje, andre forsørger frivilligt på denne måde familien i hjemlandet.

Som debattør bør man vide at det er forbudt at købe sex såvel hos en person under 18 år som hos en handlet kvinde. Ikke desto mindre er der stor forvirring at spore i debatten, hvor især en del politikere udtaler sig om de handlede kvinder. For politikerne er trafficking med sine internationale tråde et godt emne i forbindelse med valget til EU-Parlamentet og samtidig en oplagt mulighed for at stive deres ethos af. Klaus Kjøller opregner fem dyder som politiker slår på, og som kendetegner en politikers image: Ærlighed, idealisme, teknisk dygtighed, indre sammenhold og evne til selvkritik.29 Det er især de tre første politikerne prøver at bruge i debatten om handlede kvinder, men da deres faktuelle viden er mangelfuld, kan man ikke sige at deres indlæg er præget af teknisk dygtighed. En EU-kandidat fra det liberale parti Venstre vil for eksempel gerne demonstrere det rette sindelag: ”I Venstre tror vi på alle menneskers frie ret til at forme deres eget liv. Derfor skærer det i hjertet, når afrikanske og østeuropæiske kvinder blive[r] solgt til prostitution – umyndiggjort som vor tids slaver.”30 Ved første øjekast ser udtalelsen medfølende og sympatisk ud, men i virkeligheden er der jo tale om et kriminelt og indviklet forhold – og derfor bliver udtalelsen tom for politisk indhold. Politikeren føler hvor der er behov for handling.

Den konservative EU-kandidat Bendt Bendtsen lover at styrke kampen mod kvindehandel. Han nævner at man vurderer at der er omkring 2500 prostituerede af udenlandsk herkomst i Danmark.31 I sammenhængen får han det til at se ud som om disse 2500 alle er handlede kvinder, men det drejer sig om det totale antal udenlandske kvindelige prostituerede man regnede med på det tidspunkt. Mange af disse kvinder opholdt sig fuldt lovligt i Danmark. Efter sigende anbefaler FN i øvrigt at prostitution ikke kriminaliseres netop af hensyn til migrantprostituerede.32

At der er problemer med handlede kvinder i Danmark, er indlysende. Det forvirrer mange at undersøgelser viser at nogle af disse kvinder ”ikke vurderer en hjemsendelse som et bedre eller et reelt alternativ til prostitution i Danmark.”33 Det man kunne ønske, var at debattørerne vidste at trafficking er en speciel del af hele prostitutionsmarkedet så de ikke blandede det ind i de andre former for prostitution. To EU-kandidater fra det venstreorienterede parti Socialistisk Folkeparti udfordrer for eksempel Bendtsen til at kriminalisere sexkunder i alle EU-lande, men når det drejer sig om handlede kvinder, er det jo altså allerede forbudt. Når trafficking trækkes ind i prostitutionsdebatten, afspores den let, og derfor burde trafficking debatteres som et emne for sig der omhandler flere grupper end prostituerede som for eksempel tvangsarbejdere. Trafficking involverer foruden prostitutionslovgivningen også indvandrerlovgivning samt opholds- og arbejdstilladelse.

 

Fronterne trukket op

I det følgende vil jeg se på nogle forskellige argumenttyper og positioner at argumentere ud fra.

I debatten tillægges modparten ofte alle mulige dårlige motiver for at mene noget andet end debattøren selv. I en debat er ad hominem-argumenter fra et re­torisk synspunkt ikke i sig selv dårlige: ”The key to evaluating the soundness of ad ho­minem arguments is context, which is a rhetorical concern rather than a strictly ­logical one. One must judge whether an ad hominem argument is relevant within its context.”34 Men problemet er netop at argumenterne her bruges fuldstændig irrelevant. Her må blandt andre Mette Frederiksen fra Socialdemokraterne holde for. Ved Socialdemokraternes kongres var hun interessant nok ikke blandt forslagsstillerne om at kriminalisere sexkunden, men hun havde længe gået ind for forslaget, og da hun har let adgang til medierne, kom hun til at stå for forslaget. I et indlæg hedder det om hende: ”Når hensigten er god, er alting godt. Det har altid været devisen i hendes unge politiske liv. Sammen med mottoet: Bare jeg skriger højest, skal jeg nok få ret.”35 Hendes meningsfæller kaldes ”Mette Frederiksen-feministerne”.36 I en latterliggørende kommentar udnævnes hun sarkastisk til en af ”landets førende intellekter”.37 Dan Tschernia, lederen af en tv-kanal, har åbenbart også udtalt sig imod prostitution; om ham hedder det at han ”bare kan slå en knude på sine ædlere dele, hvis han har sådan et problem med prostitution.”38

Også ad absurdum-argumenter findes, for eksempel ”Næste gang vil Socialdemokraterne vel have smør og bøffer forbudt, fordi det feder.”39 I samme indlæg siges det at man ”skulle tro, at Socialdemokraterne ønsker et big brother-samfund med alle de forslag om forbud, de barsler med.” Der er en generel tendens til at forstørre modpartens standpunkter og tillægge dem videre rækkevidde end de oprindelig har.40

Hos en del debattører der er for et forbud mod sexkøb, indrømmes det at et forbud ikke vil afskaffe prostitution, men det vil have en vigtig signalfunktion. Der kan eventuelt komme yderligere sociale foranstaltninger på tale, men kun yderst sjældent overvejes økonomiske omkostninger her. Tilsvarende påstår debattører der er imod et forbud, at et forbud ikke vil hjælpe de prostituerede, men være et eksempel på symbolpolitik af værste skuffe, det vil sige en tom erklæring uden indhold, for prostitutionen vil fortsætte. Et forbud ville give moralister og paternalister en tilfredsstillelse af at have handlet, mens deres modstandere bedømmer handlingen som en tom gestus fordi den ikke løser problemet. Ifølge Gutmann og Thompson påhviler det moralisterne og paternalisterne at vise at et lovforslag blandt andet ikke forårsager ”greater social harm.”41 Jeg mener det især er dette der bliver angrebet, når et forbud kaldes symbolpolitisk: Et forbud vil ikke have den ønskede virkning, tværtimod vil forholdene for de prostituerede blive værre.

Som det allerede er fremgået, er analogier blandt de vigtigste argumenttyper. Debattører der går ind for et forbud mod sexkøb, argumenterer også med andre ting der er forbudt, men ikke forsvundet, som for eksempel drab og tyveri. Den anden side finder analogier i andre farlige ting som ikke forbydes som for eksempel forskellige sportsgrene og opdagelsesrejser.

Begge fronter bruger undertiden enkeltstående tilfælde som for eksempel tidligere eller nuværende prostitueredes selvbiografier. Selvbiografierne siger ikke andet end det den respektive side ønsker at høre, og brugt i de konkrete argumenter vil jeg bedømme dem som en induktiv fejlslutning, en overgeneralisering. Desuden bruges referencer til autoriteter. De der går ind for et forbud, henviser typisk til de andre nordiske lande, den anden side til Tyskland og Holland. Endelig behandler begge sider prostitution som valg. Imod-siden ser et frit valg for den prostituerede, for-siden ser intet frit valg, men et ’valg af tvang’.

Konklusion

Det er kendetegnende for den danske prostitutionsdebat at så mange deltager i debatten om et emne som kun direkte berører en lille del af befolkningen. Der er tale om en omfattende ikke koerciv deliberativ form for debat hvor kun en enkelt part ikke er repræsenteret, nemlig kunderne. Deltagere der har lyst, kan komme ret let til orde idet aviserne synes at optrykke en bred vifte af indlæg. Det er i sig selv positivt set fra et demokratisk og retorisk synspunkt, men det indebærer risici for unyttig argumentation præget af uvidenhed og uskikke.

Naturligt nok er indlæggene i prostitutionsdebatten af forskellig karakter. Det er især blandt de professionelle aktører, dem med kendskab til emnet, at der argumenteres bedst og mest imødekommende over for modstandere. Men det er som om faktuelle oplysninger ikke har den ønskede effekt. Almindelige mennesker og politikere har en tendens til at udtale sig uden tilstrækkelige viden om emnet og ofte uden bevidsthed om modtagerne. Uvidenheden medfører blandt andet at emnet forbliver ufokuseret, og den manglende modtagerbevidsthed medfører at der ’prækes for de frelste’.

De fleste indlæg er præget af pathos. Det er ikke i sig selv et problem, men når denne pathosappel tilsidesætter logos og faktuel viden, tilsidesætter den også dømmekraften fordi man lægger sig fast på sit synspunkt uden tanke for modparten. Derved sættes den deliberative afvejning af synspunkter ud af kraft. Således får borgerne ikke det oplyste grundlag at træffe beslutning for eller imod et forbud mod sexkøb.

 

Noter

1          John S. Dryzek, ”Rhetoric in Democracy: A Systemic Appreciation”, Political Theory 38(3) (2010), side 327.

2          Christian Kock, De svarer ikke. Fordummende uskikke i den politiske debat (København: Gyldendal. 2011) side 54.

3          Karl R. Wallace, Understanding Discourse. The Speech act and Rhetorical Action (Baton Rouge: Louisianna State University Press, 1970) side 80 og 94.

4          Jeg vælger på linje med Christian Kock at tale om uskikke i stedet for fallacies.

5          Servicestyrelsen, Prostitution i Danmark. Årsrapport 2009 (København, 2010) s. 24.

6          I Danmark taler man sjældent om bordel, men om massageklinik.

7          Nell Rasmussen, Prostitution i Danmark.

8          Servicestyrelsen, Prostitution i Danmark. Årsrappport.

9          Jyllands-Posten 27.7.2009. Forslaget om at kriminalisere prostitutionskunden blev vedtaget på kongressen.

10        Amy Gutmann & Dennis Thompson, Democracy and Disagreement (Cambridge & London: The Belknap Press of Harvard University Press) 1996, side 230-272.

11        Douglas N. Walton, Informal Logic. A Handbook for Critical Argumentation (Cambridge, New York, Port Chester, Melbourne: Cambridge University Press) 1989, 256.

12        Foreningens årsberetning 2009 angiver 85 medlemmer pr. 31.12.2009. I Politiken 10.11.2010 oplyser Susanne Møller medlemstallet som 167.

13        Jyllands-Posten 5.8.2009.

14        Jyllands-Posten 8.8.2009.

15        Jævnfør Christian Kock nedenfor.

16        Randers Amtsavis 23.6.2009.

17        John S. Dryzek, ”Rhetoric in Democracy: A Systemic Appreciation”, side 328. Om stemmesamlende og –flyttende retorik se Charlotte Jørgensen, Christian Kock & Lone Rørbech, Retorik der flytter stemmer (Ödåkra, Retorikforlaget) 2011.

18        Politiken 26.8.2009.

19        Jævnfør Christian Kock nedenfor.

20        Berlingske Tidende 30.9.2009.

21        Politiken 3.7.2009.

22        Politiken 25.9.2009.

23        Politiken 1.7.2009.

24        Douglas N. Walton, Informal Logic. A Handbook for Critical Argumentation, side 263-269 og Frans H. Van Eemeren & Rob Grootendorst, Argumentation, Communication, and Fallacies. A Pragma-Dialectical Perspective (Hillsdale, Hove & London: Lawrence Erlbaum Associates, Publishers)1992, 164.

25        Politiken 1.7.2009.

26        Politiken 25.9.2009.

27        Reden er navnet på KFUKs væresteder i København, Aarhus og Odense for gadeprostituerede.

28        Politiken 9.7.2009.

29        Klaus Kjøller, Gode grunde? Introduktion til argumentationsanalyse. Elevhæfte. (København: Gjellerup, 1980), side 85.

30        Jyllands-Posten 6.6.2009.

31        Berlingske Tidende 14.5.2009.

32        Melissa Ditmore, ”In Calcutta, Sex Workers Organize”, i Patricia Ticineto Clough (ed.) with Jean Halley: The Affective Turn. (Durham & London: Duke University Press. 2007), side 170-186.

33        Servicestyrelsen, Prostitution i Danmark. Åarsrapport. s. 13.

34        Walter S. Minot, ”A Rhetorical View of Fallacies: Ad Hominem and Ad Populum”, i: Rhetoric Society Quarterly 11 (1981), side 228.

35        Jyllands-Posten 29.9.2009.

36        Jyllands-Posten 25.7.2009.

37        Berlingske Tidende 6.7.2009.

38        Ekstra Bladet 3.8.2009.

39        Ekstra Bladet 4.7.2009.

40        Jævnfør Christian Kock nedenfor.

41        Amy Gutmann & Dennis Thompson, Democracy and disagreement, side 255. Det skal bemærkes at forfatternes målestok udgøres af John Stuart Mills definition af den person­lige frihed.

Litteratur

Ditmore, Melissa. ”In Calcutta, Sex Workers Organize”, i: Patricia Ticineto Clough (ed.) with Jean Halley: The Affective Turn. Durham & London: Duke University Press. 2007, 170-186.

Dryzek, John S. ”Rhetoric in Democracy: A Systemic Appreciation”, in Political Theory 38, 2010, 319-339.

Eemeren, Frans H. van & Rob Grootendorst. Argumentation, Communication, and Fallacies. A Pragma-Dialectical Perspective. Hillsdale, Hove & London: Lawrence Erlbaum Associagtes, Publishers, 1992.

Gutmann, Amy & Dennis Thompson. Democracy and disagreement. Cambridge & London: The Belknap Press of Harvard University Press, 1996.

Jørgensen, Charlotte, Christian Kock & Lone Rørbech. Retorik der flytter stemmer. Hvordan man overbeviser i offentlig debat. Ödåkra: Retorikforlaget, 2011 [1994].

Jørgensen, Chalotte & Merete Onsberg. Praktisk argumentation. København: Nyt Teknisk Forlag, 2008; også på svensk: Praktisk argumentation. Grundbok i retorisk argumentation. Åstorp: Retorikförlaget, 2008.

Kjøller, Klaus. Gode grunde? Introduktion til argumentationsanalyse. København: Gjellerup, 1980.

Christian Kock. De svarer ikke. Fordummende uskikke i den politiske debat. København: Gyldendal, 2011.

Minot, Walter S. ”A Rhetorical View of Fallacies: Ad Hominem and Ad Populum” i: Rhetoric Society Quarterly 11,1981, 222-235.

Rasmussen, Nell. Prostitution i Danmark. København: Servicestyrelsen, Socialministeriet, 2007.

Servicestyrelsen. Prostitution i Danmark. Årsrapport 2009. København: Socialministeriet, 2010.

Wallace, Karl R. Understanding Discourse. The Speech act and Rhetorical Action. Baton Rouge: Louisianna State Universityu Press, 1970.

Walton, Douglas N. Informal Logic. A Handbook for Critical Argumentation. Cambridge, New York, Port Chester, Melbourne: Cambridge University Press, 1989.