Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essäer » Rhetorica Scandinavica Recensioner » Bellman som identitetsskabende retor

Bellman som identitetsskabende retor

av Jette Barnholdt Hansen

Recension

Anmeldelse: Peter Lind, ”Strunt alt hvad du orerar”. Carl Michael Bellman, ordensretoriken och Bacchi Orden, Uppsala universitet, 2014.

Bibliografisk

Recensent: Jette Barnholdt Hansen, ph.d., er lektor i retorik ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet.

Rhetorica Scandinavica 68 (2014), side 93-94.

Annonce

Recensionen

Bogen ”Strunt alt hvad du orerar” fokuserer på komponisten Carl Michael Bellmans (1740-1795) musikdramatiske værk Bacchi Orden, som tog form mellem 1766 og 1777. Værket om en fiktiv orden, som hylder vinguden Bacchus, er tæt knyttet til den faktuelle ordenskultur i Stockholm i anden halvdel af det 18. århundrede. Denne ordenskultur parodieres både på det indholdsmæssige og det performative niveau bl.a. i kraft af ironi og tydelige brud på decorum. Peter Linds imponerende historiske fortolkning af Bellmans værk benytter teori om den epideiktiske retorik som ramme. Lind plæderer således for, at værket og dets komik har til formål at samle og skabe identifikation ved at hylde sanselige glæder og dyder som enkelhed og naturlighed ud fra den overordnede topos carpe diem (udnyt dagen).

Bogen, der er Linds ph.d.-afhandling, falder i tre store kapitler: et indledende konstaterende og definerende kapitel, som grundigt redegør for Bacchi Orden. Værket diskuteres som parodi og epideiktisk retorik og forankres i en særlig ceremoniel tradition, som kendetegner det 18. århundredes Sverige. Kapitel 2 fokuserer på den epideiktiske retorik, som karakteriserer selve ordenskulturen, og der redegøres grundigt for Serafimerordenen, der har inspireret Bellman. Peter Lind argumenterer dog for, at man ikke bør overbetone denne ordens status som parodisk forlæg: ”Jag är av den bestämta uppfattningen att vår förståelse av Bacchi Orden skulle tjäna på ett breddat perspektiv, där Serafimerorden ingår som en av flera tänkbara förebilder.” (s. 93). Lind fremhæver og diskuterer derfor også frimurerlogerne i Stock­holm og ordenerne Pro Patria og Utile Dulci, som mulige parodiske forlæg. Det tredje kapitel fremstår som den egentlige fortolkning af Bacchi Orden som parodisk musikteater, der rummer både talt dialog, sang, gestiske anvisninger (i form regi­bemærkninger) og dans. Kapitlet omfatter også et afsnit om arven fra Bacchi Orden. Særligt fremhæves Par Bricole, et selskab i Stockholm, som lod sig inspirere kraftigt af Bacchi Ordens ceremonier og ideologi, hvormed den fiktive orden fik reel betydning for den svenske ordenskultur. I afhandlingens sidste del fortolker Lind på overbevisende måde løbende værkets humor på baggrund af sit dybdegående kendskab til den historiske og kulturelle kontekst. Han konkluderer, at ”Bacchi Ordens ledamöter får i sina roller som ställföreträdande kritiker ge röst åt sådana attityder som åskådarna inte skulle kunna uttrycka eftersom många av dessa är beroende av att vara medlemmar i vanliga ordenssällskap.” (s. 291).

Afhandlingen fremstår som en grundig og detaljeret historisk fortolkning af Bell­mans musikdramatiske værk ud fra en epideiktisk optik. Den er desuden yderst velskrevet med pædagogiske metaafsnit, der holder læseren på sporet og sikrer sammenhæng mellem afhandlingens enkelte dele. Linds læsning har også potentiale til at nuancere den epideiktiske teori, særligt i relation til det epideiktiske publikum, som ofte har været beskrevet som relativt passivt. Lind påviser således i hvor høj grad værket og dets spidsfindige humor forudsætter forudforståelse i form af ”publikens praktiska kunskaper om dramatik och det officiösa regelverk som känne­tecknade ordnar och sällskap för att driva det sceniska skeendet framåt.” (s. 147). Publikum bliver hermed medskabende i forhold til det parodiske drama og er ikke blot observatører, som iagttager andres ceremoni. Man kan dog ærgre sig over, at retorikeren Kenneth Burke kun nævnes i en fodnote s. 120, idet det er en af Linds overordnede pointer, at Bellman stiler mod at skabe identifikation bl.a. i kraft af værkets humor. Burkes A Rhetoric of Motives (1950) kunne derfor – hvis den havde haft en mere fremtrædende position – have understøttet og forfinet afhandlingens grundlæggende argumentation. Dette kunne også have bragt Linds forskning i dialog med nyere international forskning i epideiktisk retorik af bl.a. Dale Sullivan, der netop betoner vigtigheden af ’consubstantiality’ og identifikation inspireret af Kenneth Burke.

Der er dog ingen tvivl om, at Linds bog er et meget vigtigt bidrag til forskning i såvel det 18. århundredes musikteater som det 18. århundredes retorik, der også kan inspirere til sceniske nyfortolkninger af Bellmans parodiske værk.


Rhetorica Scandinavica 68 (2014), s 93-94

Jette Barnholdt Hansen

Jette Barnholdt Hansen, lektor, ph.d. på Afdeling for Retorik, MEF. Københavns universitet.

Latest posts by Jette Barnholdt Hansen (see all)

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere