Jonas Gabrielsen

Rationaler og potentialer i moderne retsretorik

– En kortlægning af feltet

Relationen mellem retorik og jura er lige så gammel som fagene selv. Retorisk uddannelse og teoribygning knyttede sig i antikken tæt til praksis inden for den forensiske retorik. Dykker man ned i den moderne retsretoriske litteratur erfarer man dog hurtigt, at retsretorik i dag er andet og mere end (effektiv) retorik i retten. De to fag, retorik og jura, sammentænkes på en række forskellige måder og gør retsretorik til en mangefacetteret disciplin. Med afsæt i centrale retsretoriske bidrag argumenteres for, at det retsretoriske felt kan inddeles i tre overordnede forståelsesrammer: Retsretorik qua ­praktisk kommunikation (i retten), retsretorik qua metodiske og didaktiske overvejelser (på jurastudiet), og retsretorik qua diskussioner af (rets)filosofisk karakter.

Abstract

Title ”Mapping the Field of Law and Rhetoric: Three Contemporary Perspectives”.
Abstract The interplay between rhetoric and law is as old as the subjects themselves. In classical antiquity, rhetorical writings as well as rhetorical training took court proceedings as a main point of departure. Today however, there is more to the field of rhetoric and law than teaching persuasive communication in the courts. The two subjects are combined in a variety of ways, and law and rhetoric is a multifaceted discipline. The paper maps and discusses different ways law and rhetoric are combined in a number of key texts in the field and offers a framework to understand the diversity of discipline. Three main perspectives are uncovered: 1) Law and rhetoric as a discipline of practical communication in court; 2) law and rhetoric as a methodological and didactical discipline, and 3) law and rhetoric as philosophical discussions of the legal system.

Keywords

rhetoric and law.

 

Om artikeln
Ingår i: Rhetorica Scandinavica 75, 2017
Abstract s 6 · Artikel s 50-73

Om skribenten

Jonas Gabrielsen er lektor i retorik ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet.

Fulltext:

 

Indledning^[1]

Retssalen har siden antikken været en central mødeplads for de to fag: Retorik og jura. Det var retorisk trænede logografer, der forfattede procedurer ved de athenske domstole, og det var på retorskolerne i Rom, at vordende advokater blev oplært. I mange af de klassiske, retoriske hovedværker er det den procederende advokats udfordringer, der er det eksplicitte afsæt for fremstillingen, og retssalen, der er den centrale arena. Også i moderne tid sammentænkes retorik og jura ofte i relation til retssalens udfordringer, hvilket den amerikanske advokat Karl Keating er et illustrativt eksempel på. Med henvisning til Aristoteles skriver Keating: ”… the modern attorney who wants to give his clients the best possible representation will do well to take his lessons from the master’s Rhetoric.”[2] Konteksten er en anden, men rationalet det samme: Mange af de udfordringer, som retssalens aktører møder, er af retorisk karakter, hvorfor retssalen som arena kalder på en sammentænkning af jura og retorik.

Set i dette lys ligger en både intuitiv og udbredt forståelse af retsretorik lige for: Retsretorik er den disciplin, der beskæftiger sig med retorik i retten, og med hvad der i en retslig kontekst er effektiv, persuasiv kommunikation. Ser man nærmere på de mange bidrag, der i dag beskæftiger sig med retsretorik, står det dog hurtigt klart, at retsretorik qua retorik i retten kun udgør en del af det retsretoriske felt. I mange af de retsretoriske studier er det hverken retssalen eller kommunikationen, der udgør omdrejningspunktet, hvilket bliver tydeligt i de følgende to eksempler på moderne retsretoriske studier:

I en central artikel fra 1980 åbner de amerikanske forskere i jura og didaktik Linda J. Levine og Kurt M. Saunders for en radikal anden forståelse af retsretorik. De skriver bl.a.: ”Thinking like a rhetor offers students the key to thinking like a lawyer.”^[3] Her er retsretorik hverken knyttet til retssalen eller retorikkens kommunikative dimension, da Levine og Saunders’ fokus er de kognitive kompetencer, retorisk indsigt kan generere på et jurastudium. Også den norske jurist Hans Petter Graver, der var en af foregangsmændene i skandinavisk retsretorik, forstår retsretorik som andet og mere end retorik i retten. Graver skriver: ”I rettsretorikken ser vi således retten som en sosial proces, snarere enn som et system av normer som man løser rettsspørgsmål ut fra”.[4] Heller ikke her er fokus på retorik i retten, men retten qua institution og system, hvormed Graver gør retsretorik til en retsfilosofisk position, der udsiger noget om retssystemet som helhed.

Retsretorik er med andre ord i dag en samlebetegnelse. Feltet rummer alt fra studier af praktisk kommunikation i forskellige juridiske kontekster over metodiske og didaktiske refleksioner til diskussioner af retsfilosofisk karakter. Både retorik og jura er komplekse fag, der indeholder en række faglige niveauer, hvorfor også retsretorik er en kompleks disciplin, der udfolder sig på mange forskellige niveauer og tillægges forskellige betydninger.

Retsretorik er dog ikke blot et komplekst felt, det er også et diffust felt. Det er nemlig et langt stykke ad vejen de samme begreber, der optræder i de forskelligartede retsretoriske diskussioner. Begreber som ‘retsretorik’, ‘retorik i retten’, ‘forensisk retorik’, ‘juridisk retorik’ (samt tilstødende betegnelser som: ‘ret og sprog’,’retslingvistik’, ‘ret & litteratur’ og ‘retssemiotik’) benyttes mere eller mindre synonymt. Det benyttede vokabular afslører med andre ord kun sjældent det niveau der diskuteres på, og hvorvidt et konkret retsretorisk bidrag er praktisk, metodisk eller filosofisk i sit fokus, er typisk noget, man som læser selv må abstrahere fra indholdet.

Det er på denne bagrund, at nærværende artikels fokus og formål skal forstås. Jeg spørger: Hvad er retsretorik i dag? På hvilke forskellige måder kan de to fag, retorik og jura, sammentænkes? Og hvad er det for rationaler, der ligger indlejret i de forskellige måder at sammentænke de to fag på? Kort sagt: Hvad er retsretorik for en størrelse, givet de forskellige retsretoriske diskussionsrammer?

 

Et metastudie: Tre konstruerede forståelsesrammer

Selvom retsretorik er et felt i vækst, finder man forbavsende få forsøg på at kortlægge de forskellige retsretoriske diskussionsniveauer og rationaler. En undtagelse er her juristen Peter Goodrich, der flere steder pointerer, at relationen mellem de to fag er kompleks: “It takes little originality, however, to observe that […] the conjunction of rhetoric and jurisprudence creates a number of analytic possibilities.”^[5] I en senere artikel går Goodrich skridtet videre og udpeger en række af de måder, retsretorik kan forstås på: Som en kritisk disciplin, en fortolkningslære, som sproglig analyse, og som en semiotisk disciplin.^[6] Goodrich opstiller dog aldrig en fyldestgørende oversigt over feltets forskellige diskussionsniveauer og rationaler. En af de forståelsesrammer som jeg udpeger og udfolder (den metodisk, didaktiske forståelsesramme), indgår eksempelvis slet ikke i Goodrichs typologi.[7]

De tre forståelsesrammer, som jeg nedenfor opstiller og udfolder, udspringer af min systematiske læsning og udlægning af eksisterende bidrag til feltet. Jeg tager afsæt i den bredest mulige palette af retsretoriske bidrag, hvorfor jeg både indkluderer bidrag forfattet af retorikere, jurister, juridiske didaktikere, filologer og retssemiotikere, ligesom jeg indkluderer mange forskellige typer af bidrag; bidrag publiceret i fagtidsskrifter, juridiske som retoriske, praktiske håndbøger og juridiske ugeskrifter (’legal periodicals’). Jeg inddrager dog kun bidrag, der eksplicit indskriver sig i det retsretoriske felt, typisk ved at gøre brug af termer som ‘retsretorik’, ‘retorik i retten’, ‘forensisk retorik’ og ‘juridisk retorik’. Jeg foregiver ikke at have forholdt mig til alle publicerede tekster om retsretorik, da dette er en tæt på umulig opgave. Jeg vægter generelt moderne bidrag, selvom jeg i min fremstilling tager afsæt i den klassiske retorik. Jeg prioriterer bredden og har derfor bestræbt mig på at inkludere de forskellige fagmiljøer, der byder ind på retsretorik.

Endnu et forhold skal indledningsvist nævnes. I stort set ingen af de retsretoriske bidrag gøres der forsøg på stipulere den forståelse af retsretorik, der konkret abonneres på. Det betyder, at den kategorisering af niveauer og rationaler, som jeg udfolder i artiklen, er udfundet ved at læse mellem linjerne og ved at abstrahere de forskellige niveauer, bidragene diskuterer på. De tre forståelsesrammer, som jeg i artiklen præsenterer, er med andre ord ikke udtalte og veldefinerede i de enkelte retsretoriske bidrag: De er analytiske konstruktioner, baseret på min læsning og kategorisering, og de udgør som sådan artiklens bidrag.

En konsekvens af dette er, at min argumentation udfolder sig omkring de tre forståelsesrammer. Det er dem, jeg søger at udstille og underbygge, og det er derfor også de tre forståelsesrammer, jeg holder de enkelte bidrag op imod. Det betyder samtidig, at jeg kun i mindre grad holder de forskellige bidrag op i mod hinanden, og at jeg ligeledes afholder mig fra kritisk dialog om bidragenes relative kvalitet og relevans. Det er de bagvedliggende rationaler, der har min interesse, hvorfor artiklen er et metastudie: Jeg søger at kortlægge, hvad vi i dag forstår ved begrebet, når vi taler om retsretorik.

Læser man på tværs af de forskellige bidrag, træder konturerne af tre gennemgående forståelsesrammer frem: Det, jeg kalder den praktisk, kommunikative forståelsesramme, hvor omdrejningspunktet er kommunikative færdigheder i juridiske kontekster, og hvor det er den anvendte retorik og jura, der er i fokus; den metodisk, didaktiske forståelsesramme, hvor retorisk metodik appliceres på juraen med det formål at eksplicitere juridisk læring og systematisere juridisk viden; samt den filosofiske forståelsesramme, hvor retten qua system og institution diskuteres, og hvor det er en ontologisk optik, der præger diskussionen. Det er disse tre forståelsesrammer, jeg i det følgende skal udfolde og diskutere.

 

Den praktisk, kommunikative forståelsesramme

Ifølge legenden – for vi har ingen primærtekster overleveret fra denne tid – blev retorikken født ud af et større retsopgør på Sicilien år 466 f.Kr.[8] Tyranen Thrasybulus blev væltet, og der blev indledt retssager med det formål at give borgerne deres jordbesiddelser tilbage. Det skulle angiveligt være disse retstvister, der fik Corax fra Siracusa til opstille en række generelle retoriske anvisninger. Det er især læren om sandsynlighedsargumenter (eikos) og retorikkens første dispositionsmodel, der tilskrives Corax og retssagerne på Sicilien.[9] Corax’ dispositionsmodel udgør stadig den dag i dag skelettet i en juridisk hovedforhandling: Først påstand(e), så forelæggelse, dernæst anbringender og til sidst gendrivelser.[10]

Læren om sandsynlighedsargumenter og dispositionsteknik er dog ikke de eneste af de klassiske retoriske begreber, der er tæt knyttet til den forensiske retorik.^[11] Det oplagte eksempel er selvfølgelig stasislæren, men også topikken udfoldes i flere af de klassiske hovedværker i relation til den forensiske retorik: Ciceros Topica, eksempelvis, er dedikeret til juristen Trebatius, og Cicero udpeger løbende i værket de topoi, han finder særligt relevante for en udøvende advokat som Trebatius.^[12] Hos Quintilian – der som Cicero, selv var advokat og førte sager for retten^[13] – ledes tankerne ligeledes mod retssalen, når man dykker ned i hans topoikataloger: ”Why, where, when, how, by what means”, er åbenlyst spørgsmål, det er relevante at stille i en retstvist, men det understreges også af det forhold, at Quintilian selv pointerer, at topoi som disse også kan finde anvendelse i en deliberativ kontekst, hvormed han indirekte slår fast, at det er den forensiske retorik, der er hans naturlige udgangspunkt, når han udfolder læren om topik.^[14]

Filologen Hinks hævder på denne baggrund, at den forensiske retorik antager en særstatus i klassisk retorik. Det indlejrede afsæt for fremstillingerne var i majoriteten af de klassiske værker af forensisk karakter: ”… it is notorious that the earliest systems of rhetoric were occupied entirely with the business of judicial oratory.”[15] Hinks’ ensidige vægtlægning af den forensiske genre er fra flere sider blevet kritiseret: Demarkationen mellem forensisk og deliberativ retorik var mere flydende, end hvad Hinks lægger op til, og vi ved, at mange af de romerske straffesager havde politiske motiver.[16] Dette ændrer dog ikke ved, at retssalen i klassisk tid var en helt central retorisk arena – og måske også en konstituerende arena for den retoriske teoribygning?

Relationen mellem de to fag, retorik og jura, var dog mere kompleks, end hvad jeg ovenfor har beskrevet: Dele af den retoriske teoribygning var som nævnt forankret i retssalens udfordringer, men dele af det romerske retssystem var også forankret i retorikken. Det er et velkendt forhold, at advokater ved de romerske domstole var retorikere, ikke jurister; de var skolet i retorisk teori og praksis, og ikke, som vores dages advokater, i juridisk dogmatik og metode.[17] Juraens procesdel, altså den del af retssystemet, der beskæftiger sig med at føre konkrete sager ved domstolene, var i klassisk tid et retorisk anliggende.

Særligt filologen J. A. Crook har udfoldet denne pointe. I et centralt værk, Legal Advocacy in the Roman World fra 2005, diskuterer Crook arbejdsdelingen i de romerske domstole, og han forfægter her påstanden, at den retoriske fagtradition var en integreret del af det romerske retssystem. For at underbygge denne påstand, trækker Crook en parallel mellem datidens romerske retssystem og en central sondring i det moderne britiske retssystem, nemlig sondringen mellem ’solicitors’ og ’barristers’. Hvor førstnævnte varetager almene juridiske opgaver, er sidstnævnte specialiserede i at føre sagerne for retten, altså procesret. Der eksisterede ifølge Crook en lignende arbejdsdeling ved de romerske domstole, men her var rollerne fordelt mellem retorikere og jurister; det var retorikere, der førte sager for retten, og som var datidens ’barristers’, mens juristerne fungerede som juridiske rådgivere, når der var uklarheder om gældende ret og fortolkning af retsregler.[18] De to fagtraditioner adresserede således det juridiske virke med hver deres optik og faglogik: Retorikerne var sagsfokuserede, hvilket fordrede kendskab til sagens faktuelle og situationelle omstændigheder. Juristerne var princip- og regelfokuserede, hvilket fordrede almen indsigt i retsområdet og kendskab til de relevante retskilder.[19] Retorikerne var kasuister, juristerne generalister.

Crook tilskriver på denne baggrund retorikerne en egen og essentiel rolle ved de romerske domstole: Det var retorikernes opgave at forvalte juraen i praksis. En pointe Crook – med direkte henvisning til Cicero, der som bekendt var retorisk trænet advokat – formulerer på følgende måde: ”… they [the jurists] were making it [the law], but he [Cicero] was doing it.”^[20] De to professioner supplerede hinanden, hvorfor Crook lægger afstand til udlægninger, der tilskriver de retorisk trænede advokater en overflødig og ikke-retslig funktion i det romerske retssystem: At datidens advokater var retorikere, betyder ikke, at de romerske domstole var ringere eller mindre saglige i deres afgørelser. Det betyder blot, at demarkationen mellem de to fag dengang var en anden, og at dele af det, vi i dag forstår som det juridiske system, dengang hørte under retorikken.

Ovennævnte nedslag hos Crook afspejler en central måde at forstå retsretorik på, der også den dag i dag kan genfindes i mange af de retsretoriske bidrag. Indenfor denne forståelsesramme – som jeg kalder den praktisk, kommunikative forståelse af retsretorik – er relationen mellem retorik og jura primært forankret i retssalens praktiske virke. Retsretorik beskæftiger sig med de praktiske og kommunikative udfordringer, der knytter sig til juridiske tvister (i retten), og det er derfor retorikkens anvendte dimension, der her trækkes frem og sammentænkes med juraen. I den praktiske, kommunikative forståelse af retsretorik er det overordnede spørgsmål, hvordan man med retorikkens praktiske anvisninger kan optimere kommunikationen på de juridiske arenaer. Hvor dette i klassisk tid omhandlede mundtlig procedureteknik, tænker man det i moderne tid i en bredere kontekst: Som vi skal se det nedenfor, trækkes retorikken i dag også ind i mange af juraens skriftlige genrer. Den praktiske, kommunikative forståelsesramme er således i dag bredere, end hvad vi finder i de klassiske værker, men rationalitet er stort set det samme: Juridisk kommunikation kan optimeres med retoriske teknikker.

Den mundtlige procedure er dog også et fokuspunkt, der kan genfindes i mange moderne retsretoriske bidrag. Et illustrativt eksempel er her den amerikanske advokat Franklin R. Weiss. For Weiss er retorikken nyttig, fordi den giver den moderne advokat værktøjer til at gå i retten: ”Rhetoric is an instrument, a tool, and is one of the very few tools available to an attorney in his daily life of advocacy.”[21] Også her bestemmes retsretorik som en instrumentel disciplin, der har til formål at optimere den moderne advokats virke. Måske ikke så overraskende kan Weiss’ instrumentelle syn på retsretorik genfindes i flere af de retsretoriske bidrag, der er publiceret i ugeskrifter for udøvende amerikanske advokater (’legal periodicals’).

Et eksempel er ovennævnte Karl Keatings bidrag med den sigende titel: ”Winning with Aristotle: The Four Kinds of Arguments”.[22] Keating afdækker i artiklen retorikkens relevans for samtidens advokater, og han tager indledningsvist afstand fra, hvad han karakteriserer som en overfladisk retorikforståelse, hvor retorik reduceres til “a few homely injunctions about direct eye contact, clear enunciation, and modest gesticulations”.[23] Den moderne advokat skal snarere tage ved lære af retorikkens argumentationslære, hvorfor han, med inspiration fra Aristoteles, opstiller fire standardargumenter, som han mener enhver advokat bør kende til. Keatings budskab, at samtidens advokater kan lære meget af Aristoteles’ Retorik, gentages nogle år senere af advokaten Robert F. Handley, omend Handleys fokus ikke begrænser sig til retorikkens argumentationslære. Han skriver: ”Aristotle’s Rhetoric is essential reading for anyone who would persuade others […] In a four-hour plane ride, you can build a base of persuasive techniques that will serve you for a lifetime in court.”^[24] I bidrag som disse, forfattet af udøvede amerikanske advokater, forstås retorik som en instrumentel disciplin, og retsretorik som et instrument til at optimere sin advokatgerning.[25]

At det særligt er i amerikanske ugeskrifter, man finder bidrag som ovenstående, er ikke overraskende: Der er afgørende forskelle på amerikansk common law og den kontinentale retstradition, hvilket udmønter sig i en større åbenhed over for retorik inden for førstnævnte.^[26] Også i den kontinentale retstradition finder vi dog bidrag, der forstår retsretorik som en primært praktisk, kommunikativ disciplin. Den norske jurist J.B. Hjort trækker allerede i 1956 retorikken ind i juraen på denne konto; Hjorts bog er en juridisk håndbog i procedureteknik, men hans indføringer tager flere steder afsæt i retorisk teori: Både hans dispositionsanvisninger og hans indkredsning af god juridisk argumentation bygger for en stor dels vedkommende på Aristoteles’ og Quintilians tanker og skrifter.^[27]

Et nyere bidrag er Retorik i retten, forfattet af den danske retoriker Janus Beyer.[28] Beyers fokus er den mundtlige hovedforhandling i straffesager, og han adresserer gennemgående hovedforhandlingen med en retorisk optik: Han tager afsæt i retoriske teoretikere, og han benytter retoriske begreber til at udfolde sine pointer. Herved adskiller Beyers bidrag sig fra både Hjorts og de føromtalte amerikanske bidrag: Bidraget er ikke forfattet af en jurist med kendskab til retorik, men af en retoriker med indsigt i den juridiske hovedforhandling. Hos Beyer er den klassiske retoriks begrebsapparat delvist erstattet af Stephen Toulmins begreber for praktisk argumentation, men det er stadig en praktisk, kommunikativ forståelse af retsretorik, der præger værket. Når det er relevant at trække retorikken ind i retten, er det således ifølge Beyer ”fordi en moderne dansk straffesag ganske enkelt handler om at overbevise.”^[29]

Ovennævnte bidrag har alle juraens mundtlige genrer som omdrejningspunkt. Særligt amerikanske jurister har dog i en årrække appliceret retorikken på de skriftlige juridiske genrer, hvilket primært foregår indenfor rammerne af de såkaldte ’legal writing’-kurser. Kurserne er standardkurser på mange amerikanske jurauddannelser, og de er ikke i sig selv nogen ny opfindelse. Det nye er, at kurserne i stadigt større grad tager afsæt i retorikken og den procesorienterede skrivedidaktik; Teresa Godwin Phelps skriver i en central artikel: ”With the new rhetoric as a guide we can more effectively introduce students into the alien world of legal discourse by looking behind the products we expect them to write and into the process of legal writing.”[30] Mange af de amerikanske retsretoriske bidrag, hvis titler indeholder ord som ‘legal rhetoric’, er indføringer i juridisk tekstproduktion og en del af ’legal writing’-traditionen.

Særligt to bidrag skal her trækkes frem, nemlig Rhetoric for Legal Writers og Introduction to Classical Legal Rhetoric.^[31] I begge disse bidrag adresseres en række juridiske tekstgenrer via retorisk tænkning og et retorisk begrebsapparat: Det er kontrakter, appelskrivelser, juridiske breve, afgørelser etc., der er i fokus. Særligt i Rhetoric for Legal Writers anlægges der en praktisk, præskriptiv tilgang: Man indføres i, hvordan man opbygger ethos i juridiske tekster, hvordan man disponerer juridiske tekster, og hvordan man kommer uden om de værste faldgruber i juridiske tekster: Undgå redundans, undgå verbalsubstantiver, skriv i et aktivt sprog, vær omhyggelig med puritas.[32] Den retsretoriske forståelsesramme er dog også her den samme: Når retorikken trækkes ind i de skriftlige juridiske genrer, er det fordi den ruster jurastuderende til praktisk, juridisk tekstproduktion.[33]

Den praktisk, kommunikative forståelsesramme er en samlebetegnelse for mange forskellige typer af retsretoriske bidrag. Det, de har tilfælles, er, at retsretorik forstås som en praktisk kommunikationsdisciplin i juridiske kontekster. Det er derfor den anvendte retorik, der dominerer, ligesom det bagvedliggende motiv for at trække retorikken ind i juraen er af praktisk karakter: Med retoriske greb og tilgange kan juraens forskellige kommunikative udfordringer bedre imødekommes. Det samme gælder bidragenes tilgang til juraen: Det er juraens praktiske dimension, der accentueres i den praktisk, kommunikative forståelsesramme: ”[R]hetoric unites all practical aspects of lawyering”, som Robbins-Tisciones opsamlende formulerer det.[34]

 

Den metodisk, didaktiske forståelsesramme

Retorik er som bekendt andet og mere end læren om persuasiv kommunikation, på samme måde som jura er andet og mere end de aktiviteter, der udspiller sig ved domstolene. Indlejret i retorikkens kommunikative lærebygninger ligger en række metodiske og kognitive indsigter, og i flere af de retoriske hovedværker er det som bekendt disse, der accentueres: For eksempel betoner Isokrates eksplicit koblingen mellem kommunikative og kognitive kompetencer, når han skriver: ”De samme argumenter, hvormed vi i talen overbeviser andre, bruger vi nemlig selv i vore overvejelser …”[35] En pointe, der nogle tusind år senere gentages af Michael Billig, og som gøres til omdrejningspunktet i Richard McKeons nyretorik: ”Rhetoric can be used to produce a new rhetoric constructed as a productive art and schematized as an architectonic art.”[36] Med begrebet ’architectonic art’ gør McKeon retorikken til en måde at organisere viden, alle typer af viden, hvorved også han sætter retorikkens metodiske og kognitive greb i centrum.[37]

Denne forskydning fra tale til tanke kan genfindes i flere af de nutidige retsretoriske bidrag. I disse bidrag tilgås retsretorik ikke som et fag, der ruster juristen kommunikativt, men som et fag, der indeholder en række metodiske og didaktiske overvejelser, som kan appliceres i juraen. Og som kan appliceres på de juridiske kernediscipliner: Som vi skal se det nedenfor, kan retorisk metodik appliceres på både den juridiske metodelære og den juridiske dogmatik, altså den del af juraen, der vedrører gældende ret i et givent retsdomæne, såsom strafferetten eller arveretten.
Jeg kalder denne tilgang til retsretorik for den metodisk, didaktiske forståelsesramme, fordi det her er de retoriske fremgangsmåder og læringsprincipper, der udgør fundamentet i sammentænkningen af de to fag, retorik og jura. Grundtanken i den metodisk, didaktiske forståelsesramme er, at retorik ikke blot ruster juristen kommunikativt, den kan også gøre juristen til en dygtigere jurist.

Et illustrativt eksempel på denne forståelse af retsretorik finder vi hos Linda J. Levine og Kurt M. Saunders, som vi også stiftede bekendskab med indledningsvist. Levine og Saunders tager udgangspunkt i en gammelkendt beskrivelse af formålet med juridisk skoling, nemlig at de studerende skal lære at tænke som jurister. Måden dette typisk gøres på er dog, ifølge Levine og Saunders, lettere problematisk: ”Legal education claims to teach students to think like lawyers; however, legal educators often fail to make this process either explicit or systematic.”[38] Den juridiske undervisning baserer sig i for høj grad på ’learning by doing’ og imitation fremfor eksplicitte begreber og systematisk indføring, hvilket gør, at de studerendende selv må abstrahere de bagvedliggende principper og sætte ord på, hvad det vil sige at tænke som jurist.

Det er netop manglen på systematik og begrebsstyret læring, der får Levine og Saunders til at vende sig mod retorikken. Retorikken har som bekendt en lang tradition for at eksplicitere sine fremgangsmåder, opdele processer i niveauer og faser og sætte de forskellige delelementer på begreb. Levine og Saunders foreslår derfor, at undervisningen på jurastudiet i højere grad organiseres efter de retoriske fremgangsmåder, og at retorik i højere grad bliver en del af det juridiske curriculum: ”Legal education will benefit by taking a rhetorical approach to teaching students to think like lawyers […] Thinking like a rhetor offers students the key to thinking like a lawyer.”^[39] Både stasislære, topik og den retoriske situationslære trækkes eksplicit frem, idet en indføring i disse områder vil give den jurastuderende centrale indsigter, ikke bare om retorik, men om juraen: Det er et langt stykke ad vejen de samme typer af overvejelser, der karakteriserer retorisk og juridisk tænkning, hvorfor de retoriske fremgangsmåder kaster lys over, hvad det vil sige at tænke juridisk. At undervisning i retorik også kan styrke de jurastuderendes kommunikative færdigheder, er for Levine og Saunders sekundært. Det væsentlige er, at de retoriske begreber og fremgangsmåder løfter sløret for, hvad det vil sige at tænke som en jurist.

Vi finder et lignende ræsonnement hos Michael H. Frost, hvis hovedværk om retsretorik blev nævnt under min gennemgang af den amerikanske ’legal writing’-tradition. Frost adresserer i udgangspunktet retsretorikken som en praktisk, kommunikativ disciplin, der ruster læseren i de forskellige skriftlige, juridiske genrer. Hans bidrag er dog mere og andet end en lærebog i juridisk tekstproduktion. Parallelt med det kommunikative fokus går han nemlig i dialog med en række moderne lærebøger, der ikke omhandler juridisk kommunikation, men juridisk metodelære. Frosts argument er her, at man i de klassiske retoriske værker finder en række begreber og metodikker, der foregriber indholdet af den moderne juridiske metodelære.[40]

Dette bliver særligt tydeligt i det kapitel, hvor Frost diskuterer juridisk analyse og argumentation.[41] Her gennemgås en række retoriske lærebygninger i argumentation – stasislære, topik, argumentationstyper m.m. – og Frost viser løbende, hvordan disse lærebygninger kan anvendes, mere eller mindre direkte, på moderne juridiske udfordringer af metodisk karakter: Dvs. hvordan de retoriske fremgangsmåder hjælper juristen med at indkredse sagens relevante fakta, hvordan de retoriske fremgangsmåder kan benyttes til at systematisere argumentation baseret på præcedens, hvordan de retoriske fremgangsmåder gør det nemme at analysere konkrete domme etc. De retoriske metodikker kan med andre ord sætte en række kernejuridiske processer i system. Frost skriver: ”The real value of these rhetorical treatises lies in what they teach about the basic principles of legal reasoning, legal analysis and rhetorical stategy …” og han fortsætter ”… They explain what it means to ’think like a lawyer’ and how to develop lawyer-like habits of mind.”[42] Også hos Frost er det den juridiske metodelære, der er retsretorikkens omdrejningspunkt, og Frost går så langt som til at påstå, at den er bedre udfoldet i de klassiske, retoriske værker, end i samtidens juridiske metodeværker.

Hos både Levine & Saunders og Frost synes det underliggende rationale at være, at retorik og jura i udgangspunktet var integrerede fag, hvorfor fagenes metodikker overlapper: Retoriske fremgangsmåder er også juridiske fremgangsmåder og vice versa. Denne forståelse af forholdet mellem retorik og jura udfoldes også hos den amerikanske jurist J.M. Balkin, der om nogen har betonet de to fags tætte bånd. Balkin slår indledningsvist fast, at det ret beset er forkert at tale om retsretorik som en tværfaglig disciplin: ”First, the classical tradition of rhetoric was not understood as something foreign to law and therefore a possible subject of ”interdisciplinary” study.”[43] Retorisk tankegods var i klassisk tid juridisk tankegods: ”Indeed, what we would today regard as legal education was to a significant degree education in rhetoric”^[44].

For at underbygge denne påstand, fokuserer Balkin i sin artikel på læren om topik. For Balkin er topikken nemlig i ligeså høj grad en juridisk metodik, som den er en retorisk metodik, hvorfor Balkin i sit bidrag viser, hvordan en række moderne retsområder – han nævner selv aftaleretten og erstatningsretten – med fordel kan adresseres topisk: Ved at tage udgangspunkt i retspraksis og abstrahere de argumenttyper, der igen og igen optræder, kan man systematisere juridisk viden og katalogisere den i et juridisk topoikatalog. I erstatningsretten, eksempelvis, ser man igen og igen følgende argumenttyper: Argumentation baseret på kausalitet, argumentation baseret på skadens art og omfang, argumentation baseret på handlingens art og argumentation baseret på skadevolders intention.^[45]

For Balkin er topoikataloger som disse andet og mere end en heuristisk metodik til at generere argumenter i en given sag. Den topiske fremgangsmåde hjælper juristen med at penetrere og forstå et retsområde, hvorfor topoikataloger som disse tilbyder juristen kernejuridiske indsigter. Det er med andre ord selve den juridiske dogmatik, Balkin benytter topikken til at sætte i system: Den topiske fremgangsmåde gør juristen klogere på selve det erstatningsretslige område, selve det aftaleretlige område, selve det strafferetlige område, etc. Dette er samtidig grunden til, at Balkin allerede på det første studieår på Yale introducerer de jurastuderende for den topiske fremgangsmåde: Topikken sætter retspraksis i system og på begreb.[46]

Læren om topik – og retsretorikken mere generelt – hører derfor ikke hjemme i et kursus om juridisk kommunikation. Den hører hjemme i de respektive retsområder, og hvor der undervises i hvad, der er gældende ret.[47] Balkins bidrag er som sådan endnu et eksempel på en retsretorisk tilgang, hvor retorikkens kommunikative dimension er nedtonet: Hvor Levine & Saunders og Frost trækker retsretorikken i retning af den juridiske metodelære, trækker Balkin den i retning af den juridiske dogmatik; læren om gældende ret.

Grænserne mellem den didaktisk, metodiske forståelsesramme og den praktisk, kommunikative forståelsesramme er ofte vanskelig at opretholde i relation til de konkrete bidrag. Flere af de tekster, jeg har benyttet til at udfolde den aktuelle forståelsesramme, pendler i deres fokus mellem de to forståelsesrammer: Retsretorik er sine steder kommunikative teknikker i en juridisk kontekst, andre steder metodikker, der ruster juristen kognitivt og i de juridiske kernediscipliner. Dette ændrer dog ikke på, at den metodisk, didaktiske forståelsesramme repræsenterer en radikal anden måde at sammentænke de to fag på: I den metodisk, didaktiske forståelsesramme er det de bagvedliggende metodikker og den systematiske tilgang, der er det centrale, og kun i mindre grad de kommunikative færdigheder, disse kan afføde. Ligesom retsretorik i den metodisk, didaktiske forståelsesramme primært er en disciplin, der hører hjemme på jurastudiet, fremfor at være en disciplin, der bliver relevant, når man efter jurastudiet begynder at praktisere jura. Hertil kommer, at retsretorik i den metodisk, didaktiske forståelsesramme i mindre grad forstås som en tværvidenskabelig disciplin: Retorisk tankegods forstås her som en integreret del af juraen.

Dette er selvfølgelig ikke det samme som at sige, at retorisk metodik kan erstatte juridisk viden. Påstanden er udelukkende, at man med en retorisk tilgang kan eksplicitere og begrebsliggøre den juridiske viden og de forskellige juridiske processer. Der findes i juraen lang tradition for erfaringsbaseret læring – mesterlære – og hermed også tavs viden, hvilket den danske jurist Sten Schaumburg-Müller formulerer på følgende måde:

 

Den juridiske disciplin er i høj grad bygget på tavs viden, og juridisk indlæring foregår i nogen grad mere som en mesterlære, end som en akademisk disciplin. Som en kandidatstuderende sagde til mig: ’Vi starter med at få tæsk, så retter vi ind og lærer, hvad vi skal gøre uden helt at vide, hvad det er’.[48]

 

I mange af de bidrag, som jeg rubricerer under den metodisk, didaktiske forståelsesramme, er det denne konstatering og udfordring, der motiverer indtænkningen af retorik i juraen. Kristen Konrad Robbins-Tiscione, som vi også stiftede bekendtskab med ovenfor, er her et illustrativt eksempel; med afsæt i sin egen læringshistorie skriver hun:

 

Like most lawyers, I had learned to write ’on the job’; I got indirect feedback on my writing in the form of senior attorneys’ revisions and took my cues from them as to what made for good legal writing. This approach may have been sufficient for drafting my own briefs, but it was wholly inadequate for teaching.[49]

 

Robbins-Tiscione beretter videre, hvordan dette fik hende til at vende sig mod retorikken, da hun her fandt en tilgang, der gjorde det muligt at sætte principperne for den gode juridiske tekst på begreb. Forholdet mellem juraens tavse viden og retorikkens eksplicitte og begrebsstyrede tilgang er en gennemgående tematik i den metodisk, didaktiske forståelsesramme.

Sat på spidsen: I den metodisk, didaktiske forståelsesramme er det den retoriske læringstradition med sine niveauer, faser, begreber, øvelser og læringsprogrammer, der anvendes i de forskellige juridiske læringssituationer. Dette er samtidig grunden til, at jeg kalder den aktuelle forståelsesramme for ’didaktisk’, og ikke blot ’metodisk’. Didaktiske overvejelser har altid været en del af den retoriske fagtradition, og i den aktuelle forståelse af retsretorik er det disse overvejelser, der igen trækkes frem og sammentænkes med juraen. Quintilians Insitutio Oratoria handler som bekendt om, hvordan man underviser i (rets)retorik.[50]

 

Den filosofiske forståelsesramme

I ovenstående forståelsesrammer er det retorikkens anvendte dimension, der udgør omdrejningspunktet i sammentænkningen af retorik og jura. Indlejret i de retoriske begreber og lærebygninger ligger dog også en række overvejelser af filosofisk karakter. Og selvom disse sjældent udfoldes i de retoriske håndbøger, udgør de ikke desto mindre et vigtigt grundlag for den anvendte retorik: Bag Aristoteles’ fokus på appelformer, enthymemer og eksempler ligger eksempelvis den filosofiske antagelse, at der gives et kontingent vidensdomæne, hvor en videnskabelig tilgang ikke er mulig: ’The Contingency Thesis’, som Dilip Parameshwar Gaonkar har døbt denne antagelse.[51] På samme måde med sofisten Gorgias: Bag Gorgias’ fokus på sprogets persuasive virkemidler – rytme, isokolon, epifor, antiteser, etc.[52] – ligger hans velkendte skepticistiske position: Intet er; hvis det er, kan vi ikke vide det, og skulle vi kunne vide det, kan vi ikke kommunikere det.[53] Når virkeligheden gøres til intet, er det kun naturligt, at sproget gøres til alt.

I den tredje og sidste forståelsesramme, som jeg kalder den filosofiske forståelsesramme, er det disse bagvedliggende overvejelser, der trækkes frem og benyttes til at sammentænke de to fag. Det er nemlig et stykke ad vejen de samme grundlagsdiskussioner, man møder i de to fag: I både retorikken og juraen er man optaget af kontingent rationalitet og universalier, der ændrer sig over tid og sted.
I både retorikken og juraen diskuterer man kasuistisk rationalitet, altså det at ræsonnere med udgangspunkt i de konkrete forhold og sager; retorikere taler om konkrete situationer, jurister om konkrete sager.[54] I både retorikken og juraen diskuterer man sprogets konstituerende rolle. Og i både retorikken og juraen diskuterer man, hvad der motiverer afgørelser og beslutninger: Rationalitet alene, eller rationalitet, karakter og følelser? I den filosofiske forståelsesramme er det grundlagsdiskussioner som disse, der gøres til retsretorikkens omdrejningspunkt, og som benyttes til at sammentænke de to fag. Som eksemplerne ovenfor indikerer, kan dette gøres på mange forskellige måder, hvilket udpeger et centralt karakteristisk træk ved den filosofiske forståelsesramme: Det er den mest sammensatte og mangefacetterede af de tre forståelsesrammer.

Et centralt bidrag i den filosofiske forståelsesramme er værket Topik und Jurisprudenz fra 1953, forfattet af den tyske jurist Theodor Viehweg. Viehwegs tanker var medvirkende til, at retorikken blev relanceret i den kontinentale retstradition, og værket er udkommet i ikke mindre end fem udgaver og er oversat til en lang række sprog.[55] Viehweg slår fra første side fast, at det er en juridisk grundlagsdiskussion, som han benytter retorisk tankegods til at adressere: ”This essay is intended as a contribution to basic research in law. It considers the structure of legal prudence from a hitherto widely overlooked perspective …”, nemlig det topiske perspektiv, hvormed retorikken trækkes ind i juraen.[56] Vi ser allerede her, at retsretorik i Viehwegs aftapning hverken omhandler anvendt jura eller praktisk retorik: Det er det juridiske system, der er til debat, og som udgør omdrejningspunktet i Viehwegs retsretorik.

Juristen Katharina Sobota, der studerede hos Viehweg, sætter i en interessant artikel Viehwegs tanker i kontekst. For Sobota udgør Viehwegs bidrag hans opgør med samtidens retsfilosofiske strømning, hvor et rationalistisk og logisk ideal dominerede: Det juridiske system blev opfattet som et axiomatisk system, hvor man ved hjælp af logiske slutningsformer kan bevæge sig fra grundprincip (axiom) til afledte princippe, og hvor juridiske afgørelser følgeligt blev forstået som logisk, deduktive processer: ”German jurists saw themselves as scientists whose main task was to apply the norms of the logical system of Law. Legal decision-making was held to be a process of syllogistic conclusions …”[57] Juraen blev med andre ord tilgået som eksakt videnskab, hvorfor logikkens love og regler stod centralt.

Det er disse retsfilosofiske antagelser Viehweg udfordrer ved at genlæse en række juridiske systemer (og processer) med en topisk logik. Viehweg går pragmatisk til værks og analyserer i sit værk en række faktiske retssystemer, blandt andet romeretten og tysk civilret. Uanset hvilket retssystem han dykker ned i, er hans konklusion dog den samme: De juridiske systemer er ikke systemer i logisk forstand:

An actually existing legal order is not really a system in the logical sense. Rather, it is an uncertain plurality of such systems, whose scope varies significantly, sometimes not exceeding a few inferences, and whose interrelations are not strictly verifiable.^[58]

 

Juridiske systemer er ikke hierarkisk organiseret, altså som nogle grundprincipper (axiomer), hvorfra der deduktivt er udledt en række underprincipper. Systemerne synes snarere at bestå af en række parallelle retsprincipper (som dog enkeltvis kan rumme en række afledte underprincipper), hvorfor det ikke er muligt at bevæge sig imellem dem ad deduktiv vej.^[59]

Viehwegs pointe er derfor, at topikken – ikke logikken – tilbyder os en adækvat beskrivelse af de juridiske systemer og af, hvad det vil sige at ræsonnere juridisk.
De forskellige retsprincipper fungerer som topoi, og det er ved at bevæge sig fra topos til topos, at juristen analyserer og penetrerer en juridisk sag: Man underlægger sagen de forskellige retsprincipper/topoi og bliver herigennem klogere på, hvad der er sagens juridiske sammenhæng, samt hvilket retsprincip der er det rette at applicere. Viehweg skriver: ”…as soon as one invokes interpretation, which as just mentioned is mandated by the actual condition of law, Topics penetrates into the legal system”, og han fortsætter: ”Whereever one looks [in the legal system], one encounters Topics …”^[60] Viehwegs påstand er således ikke, at juraen er usystematisk, blot at systematikken er topisk, springende, som vi kender det fra Vicos beskrivelser af topisk rationalitet.^[61]

Viehweg går i Topik und Jurisprudenz ikke så langt som til at kalde juraen for et retorisk system. Det har flere kommentatorer dog gjort efterfølgende:
W. Cole Durham, der har oversat og introduceret den engelske udgave af værket, skriver eksempelvis: ”In fact, Viehweg’s position is that law does have system and structure, but that structure is not axiomatic and deductive. It is characterized by patterns of topoi, or, stated differently, it is a rhetorical system.”^[62] Spidsformuleringer som ’law is a rhetorical system’, siger både noget om Viehwegs position og om den aktuelle retsretoriske forståelsesramme: I den filosofiske forståelsesramme er det typisk juraen som helhed (‘det juridiske system’), der er objektet og som sammentænkes med retorikken. Det er det juridiske systems beskaffenhed og status, der diskuteres, hvilket gør retsretorik til en mere teoretisk og filosofisk disciplin, end hvad vi tidligere har set.

Viehwegs tanker udfoldes inden for rammerne af den kontinentale retstradition, men man finder også i den anglo-saksiske common law-tradition en række bidrag, der trækker retsretorikken i filosofisk retning. Et centralt eksempel er den amerikanske jurist James Boyd White, der i modsætning til, hvad vi så hos Viehweg, selv kalder sin juridiske position for retorisk: “…I shall suggest that law is most usefully seen, not as it usually is by academics and philosophers, as a system of rules, but as a branch of rhetoric.”^[63] Whites ræsonnement er et andet, end det vi så hos Viehweg, men det er det samme niveau, der diskuteres på: Det er det juridiske system som helhed, der diskuteres (’law is most usefully seen’) og vurderes (’not … a system of rules, but a branch of rhetoric’).

Whites påstand er grundlæggende, at juraen er en humanistisk disciplin – og ikke som den gængse forståelse tilsiger det, en samfundsvidenskabelig disciplin.[64] Bag dette standpunkt ligger antagelsen, at juraens kerne ikke udgøres af det juridiske regelværk og de institutionelle beføjelser, men af de sproglige fællesskaber, som juraens aktører indgår i: ”On this view law is in the first place a language, a set of terms and texts and understandings that give to certain speakers a range of things to say to each other.”[65] Det er de juridiske ’sprogspil’, som Wittgenstein ville sige det, der udgør det juridiske system, hvormed sprog, fællesskaber og kultur, kommer til at stå centralt i Whites forståelse af jura.

Når White kalder juraen for retorisk, er det ikke en praktisk, anvendt retorikforståelse, han abonnerer på. White påpeger igen og igen, at han ikke benytter termen ’retorik’ i overensstemmelse med den retoriske tradition, og at han ikke føler sig forpligtet af det gængse retoriske vokabular.[66] Hos White er det ’constitutive rhetoric’, der er omdrejningspunktet, og det vel at mærke nogle år før Charland gør begrebet til en fast bestanddel af det retoriske vokabular.[67] White adresserer jura som et system af sprogligt konstituerede fællesskaber, og det er den konstitutive proces, der hos White indfanges med termen ’retorik’. Således er det retorikkens skabende dimension, der siden sofisterne har ligget indlejret i den retoriske fagtradition, som trækkes frem og benyttes til at udsige noget om det juridiske systems væsen. Både retorik og retsretorik er hos White (rets)filosofiske positioner, ikke praktiske og metodiske greb.

I skandinavisk sammenhæng har først og fremmest den norske juraprofessor Hans Petter Graver beskæftiget sig med forholdet mellem retorik og jura. Gravers bidrag er omfattende og svært at rubricere i forhold til de benyttede forståelsesrammer; Graver fokuserer sine steder på konkrete kommunikative ytringer i retslige kontekster, mens han andre steder tilgår retsretorik som en regulær metodelære.[68] I Gravers aftapning er retsretorik med andre ord en pluralistisk disciplin, der har en fod placeret i alle tre forståelsesrammer. Når jeg, trods dette, placerer hans bidrag under den filosofiske forståelsesramme skyldes det, at det er juraens helhedsniveau – den juridiske institution qua institution – der synes at have Gravers største opmærksomhed, hvilket jeg skal klargøre nedenfor.

Gravers grundspørgsmål lyder i sin enkelhed: Hvordan kan det være, at vi på samfundsniveau giver forrang til retslige ræsonnementer og favoriserer juridisk logik? Eller som Graver formulerer det: ”Hva er så disse trekkene som gir juristene en kraft ikke andre har?”[69] Allerede åbningsspørgsmålet indikerer, at det er juraen som institution, der er til debat: Hvad er det, der giver jurister den legitimitet og autoritet, som professionen typisk tilskrives? For at besvare disse spørgsmål dykker Graver ned i en række velkendte juridiske temaer og diskussioner: Hvad vil det sige at definere en sag juridisk? Hvad er regelbrug i juraen? Hvordan manifesterer autoritet og troværdighed sig i en retslig kontekst? Han diskuterer konsekvent disse spørgsmål ud fra en retorisk optik, og herved adskiller Graver sig fra en mere traditionel og juridisk tilgang. Graver genbeskriver med andre ord en række af de juridiske diskussioner med retoriske begreber og tænkning.

Særligt Gravers analyser af autoritet og troværdighed er i den aktuelle sammenhæng relevante at trække frem. Det bliver nemlig her tydeligt, at Graver for en stor dels vedkommende diskuterer disse forhold på institutionsniveau og kun i mindre grad på aktørniveau, hvilket trækker hans retsretorik i retning af den filosofiske forståelsesramme. Graver tager afsæt i den klassiske lære om ethos og diskuterer, hvad troværdighed er i en juridisk kontekst, men uanset hvilket aspekt han fokuserer på, kommer helhedsniveauet til syne: Det er “juristene”, ”advokaterne som gruppe”, ”juristroller” og ”juriststilen”, der er i fokus i Gravers analyser.[70] Selvom Graver flere steder inddrager aktørniveauet – hvad gør den enkelte jurist for at opbygge troværdighed? – er det standsniveauet der dominerer: Hvad gør det juridiske system for at opbygge troværdighed?

Dette bliver endnu tydeligere, når Graver diskuterer selve de retslige institutioner. Graver viser her, hvordan symbolske og sproglige handlinger styrker rettens institutionelle autoritet, eksempelvis anvendelse af rigsvåbnet, brugen af kapper i retten, de arkitektoniske valg, en særlig sproglig stil, kendetegnet ved verbalsubstantiver, passivkonstruktioner, juridiske referencer og henvisninger, og et sprog renset for personlige pronominer; når en dom afsiges, er det som bekendt ’retten der finder …’, ikke dommeren, der taler.[71] Gravers retsretorik er således ikke en håndbog i retsretorik; han tager udgangspunkt i mange af de begreber, vi kender fra den anvendte retorik, men han benytter dem til at udsige noget om den juridiske institution. For Graver er institutionens legitimitet og sammenhængskraft retorisk forankret; det er institutionens sproglige og symbolske handlinger, der udadtil skaber autoritet og indadtil skaber identitet.

Den filosofiske forståelsesramme er, som allerede nævnt, den bredeste af de tre forståelsesrammer. Foruden de allerede nævnte, kan der peges på en lang række beslægtede bidrag og diskussioner, der tillige tilgår retsretorik ud fra en (rets)filosofisk forståelsesramme: Hos Richard D. Rieke er det eksempelvis juraens syn på rationalitet og følelser, der sammentænkes med retorikkens syn på ditto (og her er det i øvrigt, ifølge Rieke, retorikerne, der har noget at lære).[72] Hos Ánde Somby er det juridiske begrundelsesprocesser, der diskuteres, og som undersøges via en retorisk optik.[73] Hos Maria Louise Staffe er det retskildelæren der diskuteres, og som via læren om topik trækkes i retorisk retning.[74] Hos Sverre Blandhol er det hele den nordiske retstradition, der afdækkes via en retorisk optik.[75] Og listen fortsætter. Temaerne varierer, men det er det samme helhedsniveau, der diskuteres på, og det samme filosofiske diskussionsniveau, der dominerer.

Afrunding og perspektiver

Retsretorik er i dag et komplekst felt, der rummer flere forståelsesrammer. Både retorikken og juraen rummer en række faglige niveauer, og vi har ovenfor set, hvordan de to fag kan sammentænkes på alle disse forskellige niveauer. Læser man bag de enkelte bidrags forskellige diskussioner, træder konturerne af tre distinkte, men gennemgående, forståelsesrammer frem: Retsretorik qua en kommunikativ disciplin i juridiske kontekster, retsretorik qua en metodelære med henblik på systematisering af juridisk viden og læring, og retsretorik qua diskussioner af det juridiske systems karakteristika og væsen.

Opdelingen i tre forståelsesrammer kan give det fejlagtige indtryk, at de enkelte bidrag er entydige i den måde, de tilgår og forstår retsretorik på. Dette er tilfældet for nogle af bidragene, men langt fra dem alle. Flere af de bidrag, jeg ovenfor har udfoldet, indskriver sig i mere end én af de tre forståelsesrammer, og kunne som sådan være rubriceret anderledes. Dette er, som allerede nævnt, tilfældet med Hans Petter Gravers forfatterskab, hvor retsretorik både diskuteres på et kommunikativt, metodisk og filosofisk niveau. Det er også tilfældet i flere af de bidrag, der tilhører ’legal writing’-traditionen, hvor fokus på én og samme tid er kommunikativt og metodisk: bidragene tager afsæt i de forskellige juridiske skriftgenrer, men de rummer tillige overvejelser om juridisk metode- og argumentationslære; flere af de temaer, der diskuteres i ’legal writing’-bidragene, ville i en skandinavisk sammenhæng høre hjemme i den juridiske metodelære, som ikke i den dominerende juridiske udlægning forstås som en retorisk, kommunikativ disciplin. De tre forståelsesrammer er som sagt analytiske konstruktioner, der udstiller de forskellige rationaler, der på et mere overordnet plan præger det retsretoriske felt.

Det er som organiserende principper, at de tre forståelsesrammer kaster lys over det retsretoriske felt. Søger man indblik i feltet, er det ikke tilstrækkeligt at fokusere på de retsretoriske begreber, der appliceres i de forskellige bidrag: Man må også afdække de niveauer, begreberne diskuteres på. Læren om topik, eksempelvis, møder vi i alle de tre forståelsesrammer; topik diskuteres sine steder som en lære om konkrete argumenttyper i juraen, andre steder som en måde at organisere juridisk viden på, og atter andre steder som en måde at tænke det juridiske system på, hvilket illustrerer det forhold, at det anvendte begreb ikke i sig selv afslører, hvad der er diskussionens omdrejningspunkt, og hvor det givne bidrag hører hjemme i det retsretoriske felt.

Det samme er tilfældet for en række af de øvrige begreber og diskussioner, man møder i de retsretoriske bidrag: Juridisk troværdighed refererer sine steder til den enkelte aktørs ethos, andre steder til den juridiske institutions autoritet; juridisk argumentationslære refererer sine steder til praktisk argumentation i en juridisk kontekst, andre steder til en diskussion af juridisk rationalitet som helhed.
De tre forståelsesrammer tilbyder et metavokabular i et felt, hvor de benyttede begreber kan forstås på mange måder, og hvor den aktuelle forståelse ofte ikke er ekspliciteret i det enkelte bidrag.

Ovenstående ekskursion i det retsretoriske felt udstiller endnu et interessant forhold, nemlig det, at det i majoriteten af bidragene er retorisk tankegods, der appliceres på juraen – og ikke omvendt. Men som juristen Sten Schaumburg-Müller gør opmærksom på (både i forhold til retsretorik og den beslægtede disciplin ’ret & litteratur’) burde læringen måske også gå den anden vej.[76] Schaumburg-Müller sigter primært til den praktiske dimension og det forhold, at mange jurister åbenlyst er dygtige retorer, men hans pointe kan også overføres til de teoretiske niveauer. Flere af de diskussioner, der udfoldes i juraen (og retsretorikken) har berøringsflader med diskussioner, der står centralt i moderne retorik. Jeg har allerede nævnt begrebet ’konstitutiv retorik’, der blev udfoldet i juraen, nogle år før Charland kanoniserede begrebet i retorikken. Måske en juridisk kontekstualisering af ‘konstitutiv’ kan lære retorikken et og andet om sproglig konstitution? Et ligeså oplagt eksempel er den controversia-tænkning, der præger moderne retorisk forskning i offentlig debat, men som man også møder i juraen og juridiske tvister: Begrebet optræder som bekendt i den del af ’declamatio’, der vedrører juridiske tvister, ligesom den bagvedliggende ide kan genfindes i juridiske diskussioner om partstænkning, retssystemer og dommerroller. Måske diskussioner som disse kan lære retorikken noget om controversia?

Mange af de klassiske retoriske begreber blev som nævnt udfoldet inden for rammerne af den forensiske retorik. Men måske dette et stykke ad vejen stadig er tilfældet? Viehweg og Balkins studier af topik, eksempelvis, gør os langt fra kun klogere på topik i en juridisk kontekst: De gør os også klogere på topikken som sådan. Retsretorik som felt kaster med andre ord ikke kun lys over relationen mellem retorik og jura. Den illuminerer også retorikkens egne begreber og tankemønstre.

 

 

Litteratur

 

Anapol, Malthon. ”Rhetoric and Law: An Overview.” Today´s Speech 18 (1970), 12-20.

Aristoteles. Retorik. København: Museum Tusculanum, 1996.

Balkin, J.M. “The Crystalline Structure of Legal Thought.” Rutgers Law Review 39 (1986): 1-103.

Balkin, J.M. ”A Night in the Topics: The Reason of Legal Rhetoric and the Rhetoric of Legal Reason.” I Law’s Stories. Narrative and Rhetoric in the Law, red. Peter Brooks og Poul Gewirtz, 211-24. New Haven: Yale University Press, 1996.

Ballweg, Ottmar. ”Analytical Rhetoric, Semiotic and the Law.” I Law and Semiotics, red. Roberta Kevelson, 25-33. New York: Plenum Press, 1987.

Berger, Linda L. ”Applying New Rhetoric to Legal Discourse: The Ebb and Flow of Reader and Writer, Text and Context.” Journal of Legal Education 155 (1999): 155-184.

Beyer, Janus. Retorik i retten. Bedre forelæggelse, afhøring og procedure. København: Hans Reitzels Forlag, 2013.

Billig, Michael. ”Psychology, Rhetoric, and Cognition.” History of the Human Sciences 2 (1989): 289-307.

Blandhol, Sverre. ”Den nordiske rettsvitenskapens retoriske grunnlag.” Rhetorica Scandinavica 33 (2005): 17-32.

Blumenfeld, Barbara P. “Rhetoric, Referential Communication, and the Novice Writer.” Legal Communication & Rhetoric: JALWD 9 (2012): 207-227.

Charland, Maurice. ”Constitutive Rhetoric: The Case of the Peuple Québécois.” The Quarterly Journal of Speech 73 (1987): 133-150.

Charland, Maurice. ”Constitutive Rhetoric.” I Encyclopedia of Rhetoric, red. Thomas O. Sloane, 616-19. Oxford: Oxford University Press, 2001.

Cicero, M. Tullius. Brutus. I Retoriske Skrifter II & III. Red. Mogens Leisner-Jensen, Thure Hastrup og Jacob Isager. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2003.

Cicero, M. Tullius. Orator. I Retoriske Skrifter II & III. Red. Mogens Leisner-Jensen, Thure Hastrup og Jacob Isager. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2003.

Cicero, M. Tullius. Topica. Overs. H.M. Hubble. Cambridge, MA: Harvard University Press, 1949.

Corbett, Edward P.J. & Robert J. Connors. Classical Rhetoric for the Modern Student. Oxford: Oxford University Press, 1999.

Crook, J.A. Legal Advocacy in the Roman World. Ithaca, NY: Cornell University Press, 2005.

Durham, Jr., W.C. ”Translator’s Foreword.” I Theodor Viehweg, Topics and Law. A Contribution to Basic Research in Law, overs. J.C. Durham, Jr., xi-xxxv. Frankfurt am Main: Peter Lang, 1993.

Frost, Michael H. Introduction to Classical Legal Rhetoric: A Lost Heritage. Burlington, VT: Ashgate, 2005.

Gabrielsen, Jonas. Topik: Ekskursioner i retorikkens toposlære. Åstorp: Retorikforlaget, 2008.

Gabrielsen, Jonas & Inger Høedt-Rasmussen. Juridisk gennemslagskraft. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2012.

Gabrielsen, Jonas & Sabine Aae. ”Bliver man en klog jurist af retorik?” RetorikMagasinet 98 (2015): 15-17.

Gabrielsen, Jonas. ”Jura og retorik – et mangfoldigt møde.” I Retten i sproget: Samspillet mellem ret og sprog i juridisk praksis, red. Anne Lise Kjær, Lin Adrian, Cecilie Brito Cederstrøm, Jan Engberg, Jonas Gabrielsen, Morten Rosenmeier og Sten Schaumburg-Müller, 97-112. København: Jurist og Økonomforbundets Forlag, 2015.

Gabrielsen, Jonas & Sten Schaumburg-Müller. ”Introduktion til sektion II: Hvordan overbeviser man med sprog? Retsretorik og juridisk argumentation – fra fordomme til videndeling.” I Retten i sproget: Samspillet mellem ret og sprog i juridisk praksis, red. Anne Lise Kjær, Lin Adrian, Cecilie Brito Cederstrøm, Jan Engberg, Jonas Gabrielsen, Morten Rosenmeier og Sten Schaumburg-Müller, 91-95. København: Jurist og Økonomforbundets Forlag, 2015.

Gaonkar, Dilip Parameshwar. ”Contingency and Probability.” I Encyclopedia of Rhetoric, red. Thomas O. Sloane, 151-166. Oxford: Oxford University Press, 2001.

Goodrich, Peter. ”Rhetoric as Jurisprudence: An Introduction to the Politics of Legal Language.” Oxford Journal of Legal Studies 4 (1984): 88-122.

Goodrich, Peter. ”Law.” I Encyclopedia of Rhetoric, red. Thomas O. Sloane, 417-426. Oxford: Oxford University Press, 2001.

Graver, Hans Petter. Rettsretorikk – En metodelære. Bergen: Fagbokforlaget, 2007.

Graver, Hans Petter. Juridisk overtalelseskunst. Bergen: Fagbokforlaget, 2008.

Graver, Hans Petter. Rett, retorikk og jurdidisk argumentasjon. Oslo: Universitetsforlaget, 2010.

Hanley, Robert F. ”Brush Up Your Aristotle.” Journal of the Association of Legal Writing Directors 3 (2006): 145-153.

Hinks, D.A.G. ”Tisias and Corax and the Invention of Rhetoric.” The Classical Quarterly 34 (1940): 61-69.

Hjort, J.B. Prosedyreteknikk. Oslo: Forlag 1, 2011.

Hollander, John. ”Legal Rhetoric.” I Law’s Stories. Narrative and Rhetoric in the Law, red. Peter Brooks og Poul Gewirtz, 176-86. New Haven: Yale University Press, 1996.

Holmberg, Carl B. ”The Pedagogy of Invention as the Architectonic Production of Communication and of Humanness.” Communication Education 30 (1981): 229-237.

Isokrates. ”Om formuebytning (Antidosis).” I Isokrates: Fire taler, overs. Thure Hastrup, 97-102. København: Museum Tusculanum, 1986.

Kahn, Victoria. ”Rhetoric and the Law.” Diacritics 19 (1989): 21-34.

Keating, Karl. ”Winning with Aristotle: The Four Kinds of Arguments.” California State Bar journal 52 (1977): 308-312.

Kennedy, George. The Art of Persuasion in Greece. Princeton: Princeton UP, 1963.

Kennedy, George. The Art of Rhetoric in the Roman World. Princeton, New Jersey: Princeton University Press, 1972.

Könczöl, Miklós. “What There is Left and How It Works: Ancient Rhetoric and the Semiotics of Law.” International Journal of the Semiotic of Law 22 (2009): 399–410.

Levine, Linda J. & Kurt M. Saunders. “Thinking Like a Rhetor.” Journal of Legal Education 43 (1993): 108-122.

McKeon, Richard. ”The Uses of Rhetoric in a Technological Age: Architectonic Productive Arts.” I Richard McKeon, Rhetoric: Essays in Invention & Discovery, red. Mark Backman, 1-24. Woodbridge, CT: Ox Bow Press, 1987.

Perelman, Ch. “The Specific Nature of Juridical Proofs.” I The Idea of Justice and Problem of Argument, red. John Petrie, 98-108. London and Henley: Routledge and Kegan Paul, 1963.

Perelman, Ch. & Olbrechts-Tyteca, L. The New Rhetoric – A Treatise on Argumentation. Overs. John Wilkinson & Purcell Weaver. Notre Dame, IN: Univ. of Notre Dame Press, 1971.

Phelps, Teresa Godwin. ”The New Legal Rhetoric.” Southwestern Law Journal 40 (1996): 1089-1102.

Quintilian, Marcus Fabius. Institutio Oratoria. Red. og overs. Donald A. Russell. Cambridge, MA: Harvard University Press, 1969.

Rieke, Richard D. ”The Rhetoric of Law – a Bibliographical Essay.” Today’s Speech 18 (1970): 48-57.

Robbins-Tiscione, Kristen Konrad. Rhetoric for Legal Writers. The Theory and Practice of Analysis and Persuasion. St. Paul, MN: Thomson Reuters, 2009.

Rosenmeier, Lene. ”Tema: Retorik i retten. Den gode proces.” Advokaten 9 (2013), 8-13.

Saunders Kurt M. ”Law as Rhetoric, Rhetoric as Argument.” Journal of the Association of Legal Writing Directors 3 (2006): 164-176.

Sobota, Katharina. ”System and Flexibility in Law.” Argumentation 5 (1981): 255-282.

Sobota, Katharina. ”The Rhetorical Construction of Law.” International Journal for the Semiotics of Law 13 (1992): 39-54.

Somby, Ánde. Juss som retorikk. Norge: Tano Aschehoug, 1999.

Schaumburg-Müller, Sten. ”Law as a Tale of Identity: Some Perspectives on Human Rights Law.” I Law and Literature: Interdisciplinary Methods of Reading, red. Karen Margrethe Simonsen og Ditlev Tamm, 67-77. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2010.

Schaumburg-Müller, Sten. ”Hvorfor er retorik ikke slået igennem inden for dansk juridisk tradition?” I Retten i sproget: Samspillet mellem ret og sprog i juridisk praksis, .red. Anne Lise Kjær, Lin Adrian, Cecilie Brito Cederstrøm, Jan Engberg, Jonas Gabrielsen, Morten Rosenmeier og Sten Schaumburg-Müller, 155-171. København: Jurist og Økonomforbundets Forlag, 2015.

Sprague, Rosamond Kent. The Older Sophists: A Complete Translation by Several Hands of the Fragments in Die Fragmente der Vorsokratiker. Indianapolis: Hackett Publishing Company, Inc., 2001.

Staffe, Maria Louise. Winning with Words. Rhetoric. The art of Convincing in a Court of Law. Washington: Washington House, 2002.

Staffe, Maria Louise. ”Retskildelære og topik.” Rhetorica Scandinavica, 33 (2005): 46-55.

Stoeckli, Walter A. ”Topic and Argumentation: The Contribution of Viehweg and Perelman in the Field of Methodology as Applied to Law.” Archives for Philosophy of Law and Social Philosophy 54 (1968): 581-591.

Tellegen, J. W., & Tellegen-Couperus, O. E. ”Artes Urbanae. Roman Law and Rhetoric.” I New Frontiers: Law and Society in the Roman World, red. P. J. du Plessis, 31-50. Edinburgh: Edinburgh University Press, 2013.

Tiersma, Peter M. ”What is Language and Law? And does anyone care?” Loyola-LA Legal Studies Paper (2009).

Trachtman, Joel. P. The Tools of Argument. How the Best Lawyers Think, Argue, and Win. CreateSpace Independent Publishing Platform, 2013.

Viehweg, Theodore. Topics and Law. A Contribution to Basic Research in Law. Overs. W.C. Durham, Jr. Frankfurt am Main: Peter Lang, 1993.

Weiss, Franklin R. ”How the Lawyer Uses Rhetoric.” Today´s Speech 7 (1959): 6-15.

White, James Boyd. Heracles’ Bow: Essays on the Rhetoric and Poetics of the Law. Madison, WI: The University of Wisconsin Press, 1985.

White, James Boyd. ”Law as Rhetoric, Rhetoric as Law: The Arts of Cultural and Communal Life.” The University of Chicago Law Review 52 (1985): 684-702.

 

Noter

^[1] Artiklen er en udbygning af tanker, jeg tidligere har lagt frem for et – primært – juridisk publikum. Se: Jonas Gabrielsen, ”Jura og retorik – et mangfoldigt møde,” i Retten i Sproget: Samspillet mellem ret og sprog i juridisk praksis, red. Anne Lise Kjær, m.fl. (København: Jurist og Økonomforbundets Forlag, 2015).

[2] Karl Keating, ”Winning with Aristotle: The Four Kinds of Arguments,” California State Bar journal 52 (1977): 308.

^[3] Linda J. Levine & Kurt M. Saunders, “Thinking Like a Rhetor,” Journal of Legal Education 43 (1993): 108.

[4] Hans Petter Graver, Juridisk overtalelseskunst (Bergen: Fagbokforlaget, 2008), 35.

^[5] Peter Goodrich, ”Rhetoric as Jurisprudence: An Introduction to the Politics of Legal Language,” Oxford Journal of Legal Studies 4 (1984): 88.

^[6] Peter Goodrich, ”Law,” i Encyclopedia of Rhetoric, red. Thomas O. Sloane (New York: Oxford University Press, 2001), 417-426.

[7] Se herudover: Ottmar Ballweg, ”Analytical Rhetoric, Semiotic and the Law,” i Law and Semiotics, red. Roberta Kevelson (New York: Plenum Press, 1987); John Hollander, ”Legal Rhetoric,” i Law’s Stories. Narrative and Rhetoric in the Law, red. Peter Brooks og Poul Gewirtz (New Haven: Yale University Press, 1996); Peter M. Tiersma, ”What is Language and Law? And does anyone care?,” Loyola-LA Legal Studies Paper (2009). Alle disse bidrag berører de forskellige retsretoriske tilgange, omend disse ikke systematiseres eller opstilles i typologier.

[8] M. Tullius Cicero, Brutus, i Retoriske Skrifter II & III, red. Mogens Leisner-Jensen, m.fl. (Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2003), 46.

[9] D.A.G. Hinks, ”Tisias and Corax and the Invention of Rhetoric,” The Classical Quarterly 34 (1940); Michael H. Frost, Introduction to Classical Legal Rhetoric: A Lost Heritage (Burlington: Ashgate, 2005), 3; Edward P.J. Corbett & Robert J. Connors, Classical Rhetoric for the Modern Student (Oxford: Oxford University Press, 1999), 490.

[10] J.B. Hjort, Prosedyreteknikk (Oslo: Forlag 1, 2011), 29f; Frost, Introduction to Classical Legal Rhetoric, 44 ff.

^[11] Frost, Introduction to Classical Legal Rhetoric, 2f; Malthon Anapol, ”Rhetoric and Law: An Overview,” Today´s Speech 18 (1970).

^[12] M. Tullius Cicero, Topica, overs. H.M. Hubble (Cambridge, MA: Harvard University Press, 1949).

^[13] J.A. Crook, Legal Advocacy in the Roman World (Ithaca, NY: Cornell University Press, 2005), 169 ff.

^[14] Marcus Fabius Quintilian, Institutio Oratoria, red. og overs. Donald A. Russell (Cambridge, MA: Harvard University Press, 1969), V.32 ff.

[15] Hinks, ”Tisias and Corax and the Invention of Rhetoric,” 62.

[16] George Kennedy, The Art of Persuasion in Greece (Princeton: Princeton UP, 1963), 59; Victoria Kahn, ”Rhetoric and the Law”, Diacritics 19 (1989), 21; Crook, Legal Advocacy in the Roman World.

[17] Crook, Legal Advocacy in the Roman World, 40, 189; George Kennedy, The Art of Rhetoric in the Roman World (Princeton, New Jersey: Princeton University Press, 1972), 14; Frost, Introduction to Classical Legal Rhetoric, 1ff.

[18] Crook, Legal Advocacy in the Roman World, 37 ff.

[19] Crook, Legal Advocacy in the Roman World, 142 ff.

[20] Crook, Legal Advocacy in the Roman World, 146.

[21] Franklin R. Weiss, ”How the Lawyer Uses Rhetoric,” Today´s Speech 7 (1959), 6.

[22] Keating, ”Winning with Aristotle.”

[23] Keating, ”Winning with Aristotle,” 308.

^[24] Robert F. Hanley, ”Brush Up Your Aristotle.” Journal of the Association of Legal Writing Directors 3 (2006), 146, 150.

[25] Se herudover: Joel. P. Trachtman, The Tools of Argument. How the best Lawyers Think, Argue, and Win (CreateSpace Independent Publishing Platform, 2013); Maria Louise Staffe, Winning with Words. Rhetoric. The Art of Convincing in a Court of Law (Washington: Washington House, 2002).

[26] W.C. Durham, Jr., ”Translator’s Foreword,” i Theodor Viehweg, Topics and Law. A Contribution to Basic Research in Law, overs. W.C. Durham, Jr. (Frankfurt am Main: Peter Lang, 1993).

[27] Hjort, Prosedyreteknikk, 29, 41. Se også Lene Rosenmeier, ”Tema: Retorik i retten. Den gode proces,” Advokaten 9 (2013), 8-13, hvor en række udøvende danske advokater udtaler sig om retorikkens nytte i juraen. Parallelt til ovennævnte amerikanske bidrag er fokus her entydigt praktisk, kommunikativt..

[28] Janus Beyer, Retorik i retten. Bedre forelæggelse, afhøring og procedure (København: Hans Reitzels Forlag, 2013). Se også Jonas Gabrielsen & Inger Høedt-Rasmussen, Juridisk gennemslagskraft (København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2012). Fokus ligger her på juridisk kommunikation i og uden for retten.

[29] Janus Beyer, Retorik i retten, 22.

[30] Teresa Godwin Phelps, ”The New Legal Rhetoric,” Southwestern Law Journal 40 (1996), 1098. Se også: Barbara P. Blumenfeld, “Rhetoric, Referential Communication, and the Novice Writer.” Legal Communication & Rhetoric: JALWD 9 (2012), 207-227; Linda L. Berger, ”Applying New Rhetoric to Legal Discourse: The Ebb and Flow of Reader and Writer, Text and Context,” Journal of Legal Education 155 (1999).

^[31] Kristen Konrad Robbins-Tiscione, Rhetoric for Legal Writers. The Theory and Practice of Analysis and Persuasion (St. Paul, MN: Thomson Reuters, 2009); Frost, Introduction to Classical Legal Rhetoric.

[32] Robbins-Tiscione, Rhetoric for Legal Writers, 203 ff, 213 ff, 267 ff.

[33] Det må her nævnes, at ’legal writing’-bidragene ofte er bredere i deres fokus, end hvad feltets titel (’legal writing’) umiddelbart indikerer. I begge de nævnte bidrag findes der tillige indføringer i juridisk argumentationslære, hvilket i en skandinavisk sammenhæng er elementer, der typisk hører hjemme i den juridiske metodelære. Sagt med andre ord: Man møder i ’legal writing’-bidragene en række overvejelser af metodisk karakter, hvilket trækker dem i retning af den metodisk, didaktiske forståelsesramme, som jeg udfolder nedenfor.

[34] Robbins-Tiscione, Rhetoric for Legal Writers, 3.

[35] Isokrates, ”Om formuebytning (Antidosis)”, i Isokrates: Fire taler, overs. Thure Hastrup (København: Museum Tusculanum, 1986), 156.

[36] Michael Billig, “Psychology, Rhetoric, and Cognition,” History of the Human Sciences 2 (1989); Richard McKeon, ”The Uses of Rhetoric in a Technological Age: Architectonic Productive Arts”, I Richard McKeon, Rhetoric: Essays in Invention & Discovery, red, Mark Backman (Woodbridge, CT: Ox Bow Press, 1987), 2.

[37] Carl B. Holmberg, ”The Pedagogy of Invention as the Architectonic Production of Communication and of Humanness”, Communications Education 30 (1981), 229 ff.

[38] Levine & Saunders, “Thinking Like a Rhetor,” 108.

^[39] Lavine & Saunders, “Thinking Like a Rhetor,” 108, 118. Se også Saunders’ senere artikel: ”Law as Rhetoric, Rhetoric as Argument”, hvor den samme pointe udfoldes i forhold til nyretorikken: ”Most important, however, the theories of Toulmin and Perelman offer a conceptual framework for making the study of legal argumentation explicit and systematic to students.” Kurt M. Saunders, ”Law as Rhetoric, Rhetoric as Argument”, Journal of the Association of Legal Writing Directors, 3 (2006), 176.

[40] Frost, Introduction to Classical Legal Rhetoric, vii, 36 ff.

[41] Frost, Introduction to Classical Legal Rhetoric, 23 ff.

[42] Frost, Introduction to Classical Legal Rhetoric, 39.

[43] J.M. Balkin, ”A Night in the Topics: The Reason of Legal Rhetoric and the Rhetoric of Legal Reason,” i Law’s Stories. Narrative and Rhetoric in the Law, red. Peter Brooks og Poul Gewirtz (New Haven: Yale University Press, 1996), 211.

^[44] Balkin, ”A Night in the Topics”, 211.

[45] Balkin, ”A Night in the Topics”, 218. Se også J.M. Balkin, “The Crystalline Structure of Legal Thought,” Rutgers Law Review 39 (1986), hvor Balkin udfolder denne samme pointe, men her gør det ved hjælp af et retssemiotisk vokabular.

[46] Balkin, ”A Night in the Topics”, 218.

[47] Balkins tanker hører åbenlyst hjemme i common law-traditionen, hvor retspraksis og dogmatik er to sider af samme sag. Hans fremgangsmåde kan dog også anvendes i en kontinental retstradition, og jeg har i anden sammenhæng i tæt samarbejde med en jurist appliceret fremgangsmåden på køberetten og det juridiske begreb ’at handle i ond tro’. Med udgangspunkt i en række juridiske afgørelser, udledte vi her tre tilbagevendende argumenttyper eller juridiske topoi: Argumentation baseret på prisdifferens, argumentation baseret på sammenlignelige produkter, og argumentation baseret på købskonteksten. Jonas Gabrielsen & Sabine Aae, ”Bliver man en klog jurist af retorik?”, RetorikMagasinet 98 (2015).

[48] Sten Schaumburg-Müller: ”Hvorfor er retorik ikke slået igennem inden for dansk juridisk tradition?” i Retten i Sproget: Samspillet mellem ret og sprog i juridisk praksis, red. Anne Lise Kjær, m.fl. (København: Jurist og Økonomforbundets Forlag, 2015), 168.

[49] Robbins-Tiscione, Rhetoric for Legal Writers, 3.

[50] Quintilian, Institutio Oratoria.

[51] Dilip Parameshwar Gaonkar, ”Contingency and Probability”, i Encyclopedia of Rhetoric, red. Thomas O. Sloane (Oxford: Oxford University Press, 2001. Aristoteles, Retorik (København: Museum Tusculanum, 1996).

[52] M. Tullius Cicero, Orator, i Retoriske Skrifter II & III (Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2003), 52 ff.

[53] Rosamond Kent Sprague, The Older Sophists: A Complete Translation by Several Hands of the Fragments in Die Fragmente der Vorsokratiker (Indianapolis: Hackett Publishing Company, Inc., 2001), 42 ff.

[54] Jonas Gabrielsen & Sten Schaumburg-Müller, ”Introduktion til sektion II: Hvordan overbeviser man med sprog? Retsretorik og juridisk argumentation – fra fordomme til videndeling”, i Retten i Sproget: Samspillet mellem ret og sprog i juridisk praksis, red. Anne Lise Kjær, m.fl. (København: Jurist og Økonomforbundets Forlag, 2015), 94.

[55] W.C. Durham, Jr., ”Translator’s Foreword,” xi.

[56] Theodore Viehweg, Topics and Law. A contribution to Basic Research in Law (Frankfurt am Main: Peter Lang, 1993), 1.

[57] Katharina Sobota, ”System and Flexibility in Law”, Argumentation 5 (1981), 275; se også Viehweg, Topics and Law, 71.

^[58] Viehweg, Topics and Law, 55.

^[59] Viehwegs opgør med samtidens forståelse af rationalitet rummer åbenlyse ligheder med Chaim Perelmans tanker og bidrag. Også Perelman var i udgangspunktet jurist og argumenterede for logikkens utilstrækkelighed i de kontingente vidensdomæner. Ch. Perelman & L. Olbrechts-Tyteca, The New Rhetoric: A Treatise on Argumentation (Notre Dame: Notre Dame Press, 1971). Herunder hører som bekendt juraen, hvilket Perelman bl.a. i et mindre essay om juraens væsen slår fast. Han knytter her det juridiske system til sin velkendte sondring mellem demonstration og argumentation: ”These considerations […] throw light for us on the mechanisms of proof which […] consist of demonstration in a mathematical system and of an argumentation in a legal system”. Ch. Perelman, ”The Specific Nature of Juridical Proofs”, i The Idea of Justice and Problem of Argument, red. John Petrie (London and Hendley: Routledge and Kegan, 1963), 101. Flere kommentatorer peger på denne bagrund på ligheder mellem Viehwegs og Perelmans syn på rationalitet og jura: Walter A. Stoeckli ”Topic and Argumentation: The Contribution of Viehweg and Perelman in the Field of Methodology as Applied to Law”, Archives for Philosophy of Law and Social Philosophy, 54 (1968); Miklós Könczöl, “What There is Left and How it Works: Ancient Rhetoric and the Semiotics of Law”, i International Journal of the Semiotic of Law 22 (2009), 405. Når jeg i det aktuelle bidrag går i dybden med Viehweg, på bekostning af Perelman, skyldes det, at Viehwegs tanker er mindre velkendte i en retorisk sammenhæng, og at de i den forstand er givende at inkludere.

^[60] Viehweg, Topics and Law, 76, 79.

^[61] Viehweg er bekendt med Vicos tekster, og han trækker dem indledningsvist frem som en forståelsesramme for sit bidrag. Viehweg, Topics and Law, 3f. Se også: Jonas Gabrielsen, Topik: Ekskursioner i retorikkens toposlære (Åstorp, Sverige: Retorikforlaget, 2008), 68 ff.

^[62] W.C. Durham, Jr., ”Translator’s Foreword”, xi. Se også Katharina Sobota, ”The Rhetorical Construction of Law,” International Journal for the Semiotics of Law 13 (1992), 41; J. W. Tellegen & O.E. Tellegen-Couperus, ”Artes Urbanae. Roman Law and Rhetoric” i New Frontiers: Law and Society in the Roman World, red. P. J. du Plessis (Edinburgh: Edinburgh University Press, 2013).

^[63] James Boyd White, ”Law as Rhetoric, Rhetoric as Law: The Arts of Cultural and Communal Life”, The University of Chicago Law Review 52 (1985), 684.

[64] James Boyd White, Heracles’ Bow: Essays on the Rhetoric and Poetics of the Law (Madison, Wisconsin: The University of Wisconsin Press, 1985), xii.

[65] White, Heracles’ Bow, xii

[66] White, Heracles’ Bow, x; White, ”Law as Rhetoric”, 687f.

[67] White, ”Law as Rhetoric”, 688; Maurice Charland, ”Constitutive Rhetoric: The Case of the Peuple Québécois”, The Quarterly Journal of Speech, 73 (1987); Maurice Charland, ”Constitutive Rhetoric” i Encyclopedia of Rhetoric, red. Thomas O. Sloane (Oxford: Oxford University Press, 2001).

[68] Hans Petter Graver, Rett, retorikk og juridisk argumentasjon. Keiserens Garderobe og Andre Essays (Oslo: Universitetsforlaget, 2010), kap. 5; Hans Petter Graver, Rettsretorikk – En metodelære (Bergen: Fagbokforlaget, 2007).

[69] Graver, Juridisk overtalelseskunst, 11.

[70] Graver, Juridisk overtalelseskunst, 143 ff.

[71] Graver, Juridisk overtalelseskunst, 161 ff.

[72] Richard D. Rieke, ”The Rhetoric of Law – a Bibliographical Essay”, Today’s Speech, 18 (1970).

[73] Ánde Somby, Juss som retorikk (Norge: Tano Aschehoug, 1999).

[74] Maria Louise Staffe, ”Retskildelære og topik,” Rhetorica Scandinavica 33 (2005).

[75] Sverre Blandhol, ”Den nordiske rettsvitenskapens retoriske grunnlag”, Rhetorica Scandinavica, 33 (2005).

[76] Schaumburg-Müller, ”Hvorfor er retorik ikke slået igennem inden for dansk juridisk tradition?”; Sten Schaumburg-Müller, ”Law as a Tale of Identity: Some Perspectives on Human Rights Law”, i Law and Literature: Interdisciplinary Methods of Reading, red. Karen Margrethe Simonsen og Ditlev Tamm (København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2010).