Den 16. biennale ISHR-konference

Konferensrapport

Konferensrapport fra den 16. biennale konference for retorikhistorie: International Society for the History of Rhetoric (ISHR). 24.-28. juli 2007 i Strasbourg.

Bibliografisk

Merete Onsberg.

Rhetorica Scandinavica 44 (2007), s 70-72.

Annons

Retorik

”Min framställning är inte en handbok i hur man lär sig att tala väl, utan några överväganden över retorikens sanningsbegrepp.” Översatt av José Luis Ramírez. Läs mer...

Rapporten

Konferencen blev holdt på det gamle universitet, Université Marc Bloch, som ligger meget centralt, og hvor lokalerne vi brugte, var placeret i nærheden af hinanden på samme etage så man let kunne springe mellem sessionernes foredrag. Mens der havde været nogen forsinkelse i meldingerne fra arrangørerne inden konferencen, forløb den imidlertid gnidningsfrit. Alle syntes at respektere formatets tidsrammer så deltagerne kunne høre de foredrag de gerne ville, uden at komme midt i et foredrag.

Efter at professor Pernot havde budt velkommen, var der en ’rundbordssamtale’ i anledning af selskabets 30 års jubilæum med professor Marc Fumaroli, en af selskabets grundlæggere og selv tidligere præsident, som ordstyrer. Nogle af selskabets ’founding fathers’ var ikke selv til stede, bl.a. James Murphy og George A. Kennedy, men deres indlæg om hvordan og hvorfor det hele begyndte i Tours i 1976, blev læst op. I 1977 fandt den første konference sted, og i 1983 udkom det første bind i selskabets tidsskrift Rhetorica. Som professor Brian Vickers sagde i sit indlæg om selskabets start: ”The time was right and it took off immediately.”

Tidligere præsidenter fik derefter ordet for at fortælle om deres fremtidsvisioner. Professor Classen understregede i sit indlæg behovet for at kunne sprog: Ud over (naturligvis!) latin og græsk også asiatiske og afrikanske sprog. Han forestillede sig fremtiden ville bringe retoriske indsigter i den afrikanske retorik. Professor Nancy Struever mindedes sin gamle lærermester Mckean og sluttede sit indlæg med at udråbe retorikken som filosofiens redningsplanke. Lawrence Green, som var den forrige konferences vært, indledte med en antitese: I Strasbourg har de en gade opkaldt efter deres berømte retoriker, Sturm; i Californien er en ny koncertsal opkaldt efter Walt Disney! Også han forventede at fremtiden ville bringe retoriske værker fra andre kanter end USA og Vesteuropa. Professor Marijke Spies slog til lyd for et mere snævert retoriksyn og mente ikke man kunne kalde arkitektur retorik eller retorisk.

På væggen i det rum hvor der blev udstillet og solgt bøger, var der hængt fotografier op fra selskabets første konference. Her kunne man bl.a. iagttage en yngre Michael Leff og Margareta Fredborg.

Det første plenare foredrag var med den tiltrædende præsident, professor Diane Desrosiers-Bonin fra Montreal. Hun talte, på fransk, om nye perspektiver i retorik-historiografien, hvilket – så vidt jeg forstod – vil være emnet for den næste konference. Hun nævnede en mængde titler fra de sidste 10-15 års udgivelser og understregede bl.a. den rolle feminismen og dekonstruktionen havde spillet, og advarede mod tendensen til at finde harmoni i stedet for at anlægge metodisk bevidste analysestrategier. I modsætning til professor Spies lagde den nuværende præsident et videre retorikbegreb for dagen, og hun istemte også ønsket om at få indblik i andre kulturers retorik. Hun mente Afrikas og Asiens retorik ville kunne udfordre vores vesteuropæiske tradition og på en frugtbar måde sætte den i relief.

Også professor Michael Leff holdt et plenar-foredrag, hvor han i en sammenligning mellem Perikles’ tale til de faldne athenæere, Lincolns anden indsættelsestale og præsident Bush’ første, diskuterede hvor verdslig brugen af ’civil religion’ kan være og med hvilken betydning. I dag, mente Leff, kunne den støtte nationen og de fælles værdier, men faren var at den udelukkede kritik af disse værdier. Med den tilsyneladende voksende blanding af politik og religiøs fundamentalisme må man nok sige at dette har betydning for den deliberative tale og den retoriske kritik.

Konferencens format var – som sædvanlig – dels plenare foredrag, dels sessioner med 4-5 foredrag (20 min. + 10 min. diskussion). Nogle foredrag var samlet i paneler hvor hvert foredrag var et bidrag til et fælles emne. Jeg hørte f.eks. et panel om Paulus, arrangeret af Anders Eriksson, et om retorik og jura i antikken, og et om prædiken i det 18. og 19. århundredes England og USA. Panelerne gav en fin sammenhæng for tilhørerne, f.eks. diskuterede Paulus-panelets deltagere livligt om Paulus’ tilrettevisning til kvinderne om at tildække sig udsprang af at de ikke gjorde det, altså af konteksten, eller om han havde ment noget helt andet fordi dette problem slet ikke eksisterede.

Man kunne ønske sig at panelerne blev placeret samtidigt så færre havde lyst til at springe fra den ene session til den anden. På denne måde kunne f.eks. fire foredrag à 20 min. blive efterfulgt af en samlet diskussion til slut. Det ville give 40 min. til diskussion mellem panelets deltagere og tilhørerne; evt. kunne panelets arrangør på forhånd invitere en eller to med særligt kendskab til emnet til at være med i diskussionen.

Også panelet om retorik og jura i oldtiden, som egentlig havde ønsket sig en anden rækkefølge af deres indlæg, fremkaldte livlig diskussion. En italiensk forsker hævdede, og sikkert med rette, at hvis man studerer Quintilian, må man ud over latin også kunne italiensk fordi den centrale sekundære litteratur findes på dette sprog. Panelet blev holdt på engelsk, et sprog italieneren havde det meget svært med.

Selskabets officielle sprog er engelsk, tysk, fransk, italiensk, spansk og latin, og når man ikke behersker alle disse sprog, forekommer der en del sprogforbistring. Undertiden blandes sprogene i sessionerne, og man bliver så nødt til at springe fra den ene session til den anden fordi man ikke behersker det pågældende sprog. I min egen session var det første foredrag på spansk, et sprog jeg slet ikke kan, de tre efterfølgende var på engelsk. Hvis man allerede nu planlægger at deltage i næste konference i Montreal, kan jeg kun anbefale at man, om nødvendigt, genopfrisker sit franske, for foredragenes sprog afspejler i nogen grad sproget i konferencens værtsland. Om fire år holdes den i Bologna …

Også denne gang var det dejligt at møde deltagere fra Skandinavien. Kun fire af os holdt foredrag. Til gengæld må det nævnes at vi stadig har en repræsentant i selskabets bestyrelse idet Tina Skouen blev valgt som nyt medlem, mens Päivi Mehtonen gik af.

Som noget nyt uddelte selskabet en pris til den bedste artikel i det sidste to års publikationer af Rhetorica. Prisen gik til Andy Kirkpatrick for ”China’s First Systematic Account of Rhetoric: An introduction to Chen Kui’s Wen Ze” (vol. 23 # 2, 2005). Igen en understregning af interessen for andre kulturers retorik.

Konferencens emne var denne gang retorik og religion, og ifølge professor Pernot, konferencens vært og dermed selskabets afgående præsident, forholdt to tredjedele af foredragene sig på en eller anden måde til emnet. Den sidste tredjedel var om så forskellige emner som antikkens retorik, undervisning i prosarytmen i Byzans, og tidlige afrikanske eventyr. Overordnet var det kendetegnende at arrangørerne denne gang havde taget det historiske i en mere stringent betydning end tidligere, og hvor altså ’det moderne’ er det 17.- 18. århundrede. Der var i alt tilmeldt 250 foredrag, og da der kun forekom velgørende få aflysninger, må de fleste af dem være blevet holdt i løbet af de fire dage konferencen forløb.Konferencen blev holdt på det gamle universitet, Université Marc Bloch, som ligger meget centralt, og hvor lokalerne vi brugte, var placeret i nærheden af hinanden på samme etage så man let kunne springe mellem sessionernes foredrag. Mens der havde været nogen forsinkelse i meldingerne fra arrangørerne inden konferencen, forløb den imidlertid gnidningsfrit. Alle syntes at respektere formatets tidsrammer så deltagerne kunne høre de foredrag de gerne ville, uden at komme midt i et foredrag.
Efter at professor Pernot havde budt velkommen, var der en ’rundbordssamtale’ i anledning af selskabets 30 års jubilæum med professor Marc Fumaroli, en af selskabets grundlæggere og selv tidligere præsident, som ordstyrer. Nogle af selskabets ’founding fathers’ var ikke selv til stede, bl.a. James Murphy og George A. Kennedy, men deres indlæg om hvordan og hvorfor det hele begyndte i Tours i 1976, blev læst op. I 1977 fandt den første konference sted, og i 1983 udkom det første bind i selskabets tidsskrift Rhetorica. Som professor Brian Vickers sagde i sit indlæg om selskabets start: ”The time was right and it took off immediately.” Tidligere præsidenter fik derefter ordet for at fortælle om deres fremtidsvisioner. Professor Classen understregede i sit indlæg behovet for at kunne sprog: Ud over (naturligvis!) latin og græsk også asiatiske og afrikanske sprog. Han forestillede sig fremtiden ville bringe retoriske indsigter i den afrikanske retorik. Professor Nancy Struever mindedes sin gamle lærermester Mckean og sluttede sit indlæg med at udråbe retorikken som filosofiens redningsplanke. Lawrence Green, som var den forrige konferences vært, indledte med en antitese: I Strasbourg har de en gade opkaldt efter deres berømte retoriker, Sturm; i Californien er en ny koncertsal opkaldt efter Walt Disney! Også han forventede at fremtiden ville bringe retoriske værker fra andre kanter end USA og Vesteuropa. Professor Marijke Spies slog til lyd for et mere snævert retoriksyn og mente ikke man kunne kalde arkitektur retorik eller retorisk.På væggen i det rum hvor der blev udstillet og solgt bøger, var der hængt fotografier op fra selskabets første konference. Her kunne man bl.a. iagttage en yngre Michael Leff og Margareta Fredborg.
Det første plenare foredrag var med den tiltrædende præsident, professor Diane Desrosiers-Bonin fra Montreal. Hun talte, på fransk, om nye perspektiver i retorik-historiografien, hvilket – så vidt jeg forstod – vil være emnet for den næste konference. Hun nævnede en mængde titler fra de sidste 10-15 års udgivelser og understregede bl.a. den rolle feminismen og dekonstruktionen havde spillet, og advarede mod tendensen til at finde harmoni i stedet for at anlægge metodisk bevidste analysestrategier. I modsætning til professor Spies lagde den nuværende præsident et videre retorikbegreb for dagen, og hun istemte også ønsket om at få indblik i andre kulturers retorik. Hun mente Afrikas og Asiens retorik ville kunne udfordre vores vesteuropæiske tradition og på en frugtbar måde sætte den i relief.Også professor Michael Leff holdt et plenar-foredrag, hvor han i en sammenligning mellem Perikles’ tale til de faldne athenæere, Lincolns anden indsættelsestale og præsident Bush’ første, diskuterede hvor verdslig brugen af ’civil religion’ kan være og med hvilken betydning. I dag, mente Leff, kunne den støtte nationen og de fælles værdier, men faren var at den udelukkede kritik af disse værdier. Med den tilsyneladende voksende blanding af politik og religiøs fundamentalisme må man nok sige at dette har betydning for den deliberative tale og den retoriske kritik.
Konferencens format var – som sædvanlig – dels plenare foredrag, dels sessioner med 4-5 foredrag (20 min. + 10 min. diskussion). Nogle foredrag var samlet i paneler hvor hvert foredrag var et bidrag til et fælles emne. Jeg hørte f.eks. et panel om Paulus, arrangeret af Anders Eriksson, et om retorik og jura i antikken, og et om prædiken i det 18. og 19. århundredes England og USA. Panelerne gav en fin sammenhæng for tilhørerne, f.eks. diskuterede Paulus-panelets deltagere livligt om Paulus’ tilrettevisning til kvinderne om at tildække sig udsprang af at de ikke gjorde det, altså af konteksten, eller om han havde ment noget helt andet fordi dette problem slet ikke eksisterede. Man kunne ønske sig at panelerne blev placeret samtidigt så færre havde lyst til at springe fra den ene session til den anden. På denne måde kunne f.eks. fire foredrag à 20 min. blive efterfulgt af en samlet diskussion til slut. Det ville give 40 min. til diskussion mellem panelets deltagere og tilhørerne; evt. kunne panelets arrangør på forhånd invitere en eller to med særligt kendskab til emnet til at være med i diskussionen.Også panelet om retorik og jura i oldtiden, som egentlig havde ønsket sig en anden rækkefølge af deres indlæg, fremkaldte livlig diskussion. En italiensk forsker hævdede, og sikkert med rette, at hvis man studerer Quintilian, må man ud over latin også kunne italiensk fordi den centrale sekundære litteratur findes på dette sprog. Panelet blev holdt på engelsk, et sprog italieneren havde det meget svært med.
Selskabets officielle sprog er engelsk, tysk, fransk, italiensk, spansk og latin, og når man ikke behersker alle disse sprog, forekommer der en del sprogforbistring. Undertiden blandes sprogene i sessionerne, og man bliver så nødt til at springe fra den ene session til den anden fordi man ikke behersker det pågældende sprog. I min egen session var det første foredrag på spansk, et sprog jeg slet ikke kan, de tre efterfølgende var på engelsk. Hvis man allerede nu planlægger at deltage i næste konference i Montreal, kan jeg kun anbefale at man, om nødvendigt, genopfrisker sit franske, for foredragenes sprog afspejler i nogen grad sproget i konferencens værtsland. Om fire år holdes den i Bologna …Også denne gang var det dejligt at møde deltagere fra Skandinavien. Kun fire af os holdt foredrag. Til gengæld må det nævnes at vi stadig har en repræsentant i selskabets bestyrelse idet Tina Skouen blev valgt som nyt medlem, mens Päivi Mehtonen gik af.
Som noget nyt uddelte selskabet en pris til den bedste artikel i det sidste to års publikationer af Rhetorica. Prisen gik til Andy Kirkpatrick for ”China’s First Systematic Account of Rhetoric: An introduction to Chen Kui’s Wen Ze” (vol. 23 # 2, 2005). Igen en understregning af interessen for andre kulturers retorik.w