Det upræcises træfsikkerhed

Recension

Henrik Stampe Lund: Dømmekraft. Et essay Tiderne Skifter 2006. 131 sider. 198 kr.

Bibliografiskt

Forfatter: Lisa S. Villadsen er Lektor, Ph.d., Afdeling for Retorik, Institut for Medier, Erkendelse & Formidling, Københavns Universitet.

Rhetorica Scandinavica 41 (2007), s 43-46.

Annons

Retorisk praksis

Retorisk praksis handler om retorik som praktisk udøvelse af sproget. Fordi retorikken handler om frembringelse – ikke kun beskrivelse – af tekster til brug i praksis, er den retoriske argumentationsteori ikke kun deskriptiv, men også normativ... Läs mer...

Recensionen

At man i 2006 kan udgive en bog om dømmekraft, kan forekomme overraskende. I disse tider hvor ”ekspertviden” er i højsædet, og hvor alle medier er fulde af debat om hvordan man bedst styrker uddannelses- og forskningssektoren for at højne det faglige og videnskabelige niveau, og hvor løsningerne bl.a. menes fundet i hyppigere og mere formaliserede ”tests” af skoleelevers færdigheder, akademisering af professionsuddannelser, stordrift-fordele gennem fusioner af universiteter og forskningsinstitutioner og målrettet konkurrence om international placering m.v., ja så lyder et begreb som dømmekraft ærlig talt lidt gammeldags, lidt støvet, lidt uskarpt.Og det er lige hvad det er! Dømmekraft er i Henrik Stampe Lunds fremstilling det upræcises træfsikkerhed, det individualiseredes retfærdighed (44), det ukvantificerbares universalisme.Lunds hovedinteresse ligger i den offentlige sfære. Allerede i forordet bemærker han at spørgsmålet om dømmekraft ”også er et spørgsmål om, hvordan det bedste demokrati ser ud” (9), men han henter sine eksempler til illustration af dømmekraften fra antikke græske tragedier, Shakespeares dramakunst, skandinavisk retsfilosofi, fodboldens verden, københavnske trafikulykker, mund- og klovsygen i Storbritannien, køkultur ved busstoppestedet – en alsidighed der ikke bare gør læsningen en behagelig afvekslende oplevelse, men naturligvis tjener til at understrege dømmekraftens allestedsnærværelse og relevans: ingen konkret adfærd er for prosaisk, ingen praktisk beslutning så banal at dømmekraften er den uvedkommende.Bogen fremstår som en række refleksioner om dømmekraftens egenart og en påmindelse om dens vigtighed. Emnet er diffust og føjer sig villigt til den essayistiske fremstilling der ikke er præget af nogen tvingende systematik; essayet er opdelt i mindre kapitler med titler som ”Prioritering”, ”Politisk lederskab”, ”Demokrati”, ”Den gode dommer” og ”Oplyst magtudøvelse”.Det første kapitel tager udgangspunkt i den side af dømmekraften der har med afvejning af konkurrerende hensyn at gøre. Gennem en række eksempler på forskellige ulykkestilfælde diskuterer Lund den type overvejelser der aktualiseres når fx en dobbeltdækker bus tørner ind i en lav bro med tab af liv som konsekvens. De i og for sig sympatiske reaktioner på sådanne ulykkelige situationer sigter ofte på at forhindre lignende ulykker, eller med Lunds fine formulering har ”et element af forhåbningsfuld bemestring af ulykker”, men overser typisk andre hensyn (som fx trafikkens hensigtsmæssige afvikling), eller at ulykken ikke skal ses som udtryk for et generelt, men måske snarere et lokalt problem, fx med den konkrete bro eller den individuelle chauffør. Dette fører videre til overvejelser om balancen mellem sund fornuft og professionel viden; ”dømmekraften befinder sig netop mellem det principielle og det praktiske” skriver Lund (29). Her peger Lund på at indlevelsesevne er vigtig for at finde en god balance, og gennem en læsning af Thomas Manns Josef og hans brødre præsenterer han begrebet ”måneskinskløgt”. Tanken er at viden i sig selv ikke er nok til at vide hvordan man bør handle, men at man skal ”turde være unøjagtig”, fordi retfærdighed består i at behandle hvert tilfælde på sine præmisser snarere end at udøve mekanisk millimeterretfærdighed (44).I kapitlet om politisk lederskab tager Lund udgangspunkt i en af vor tids store politiske figurer, Helmut Schmidts, udtalelser om hvad der kræves af den politiske leder (herunder visioner, udblik, dømmekraft, ansvar, moral og overbevisningskraft), men en ting er idealer, noget andet er praksis. Her bevæger Lund sig lidt pudsigt over til de græske tragedier og ikke til faktiske politiske kriser. De græske tragedier er dog velegnede til at belyse eksempler på hvad der kan komme i vejen for godt politisk lederskab. I Antigone er kong Kreons stivnakkethed og vrede (med deraf manglende proportionssans) blandt de væsentligste grunde til at handlingen får så tragisk et udfald. Fra de græske dramaer fremhæver Lund også visdommen, ofte i skikkelse af en gamling der står uden for de sindsoprivende begivenheder og kan anskue dem i lyset af sin egen lange livserfaring. Denne evne til at stille sig på afstand af et konkret tvivlstilfælde for at bedømme det er lige så vigtig som indlevelsesevnen.Kapitel III hedder ”Demokrati”. Dømmekraft betegnes her som ”et kritisk begreb i den forstand, at det handler om magtens og rettens kvalitet, og hvordan de udøves på en klog måde”(72). Dømmekraften er altså i spil når dommere, statsledere, politikere, o.a. træffer beslutninger og oversætter viden til praksis ved at subsumere virkeligheden til regler eller principper. Med eksempler om bl.a. amerikanske forbrugere der lægger erstatningssag an mod fastfoodkæder og cigaretfabrikanter for at have skadet deres helbred, peger Lund på det han kalder dømmekraftens krise – en tilstand der opstår når folk ikke er i stand til at forvalte deres egen beslutningsfrihed og forsøger at vælte ansvaret for deres egne ukloge valg over på andre. Lunds pointe er her at den gode dømmekraft hviler på kombinationen af frihed og ansvar.I kapitlet om den gode dommer vender Lund tilbage til det skønsmæssige aspekt i dømmekraften og peger på hvordan den erfarne juridiske dommer er mere tilbøjelig til at anlægge et konkret skøn end lægpersonen der læser loven og insisterer på dens specifikke ordlyd. Fordi love er generelle, kan de ikke altid yde det konkrete tilfælde retfærdighed. Med begrebet billighed kan dommeren således træffe en afgørelse der måske ikke er i streng overensstemmelse med lovens bogstav, men ikke desto mindre er tro mod dens ånd.I bogens sidste kapitel, ”Oplyst magtudøvelse”, er perspektivet igen bredere, og Lund reflekterer over dømmekraftens muligheder i vor tid, specielt i balancen mellem viden, erfaring og common sense. Lund vender tilbage til sit aristoteliske udgangspunkt og fremhæver ”den usynlige midte” som en god rettesnor for dømmekraften. Den er præget af kompromisser, den er pragmatisk, og den en konkret. Desuden kræver den at man kan distancere sig fra egne interesser. Lund understreger de psykologiske forudsætninger for kloge og rigtige beslutninger. Både personlig erfaring og refleksion er nødvendige for den gode dømmekraft. Kapitlet afrundes med en diskussion om udfordringen ved at bringe al vor intellektuelle viden i etisk forsvarlig brug gennem konkrete handlinger og stiller dermed indirekte et tankevækkende spørgsmål: hvordan forvalter vi bedst vores viden?
Med sit essay om dømmekraften bidrager Henrik Stampe Lund med vigtige refleksioner om betingelserne for et sundt samfund. Den essayistiske stil præger fremstillingen på godt og ondt. De mange tentative definitioner af begrebet dømmekraft bidrager selvfølgelig ikke til begrebsmæssig klarhed, men har til gengæld nogle pædagogiske fordele ved at belyse begrebet fra forskellige vinkler og derved også indirekte pege på dets relevans for meget forskellige faglige og professionelle discipliner. Alligevel savner jeg en mere udførlig indføring i begrebet dømmekrafts historie og ikke mindst en mere systematisk redegørelse for det teoretiske grundlag for diskussionen. At Aristoteles’ Nikomacheiske Etik er den altafgørende inspirationskilde fremgår ret tydeligt, og alligevel præsenteres ikke engang denne fremstilling i så meget som et rids. Jeg mener at en sådan historisk baggrund ville sætte læseren bedre i stand til dels at forstå begrebet og dets nutidige anvendelse, dels at tænke videre i Lunds baner (eller egne).For et retorisk publikum rummer bogen en yderligere dimension. Uden at nævne ordet retorik en eneste gang, hverken som fagdisciplin eller som henvisning til Aristoteles’ banebrydende værk, kredser diskussionen om et begreb der er centralt for retorikken: phronesis. Jeg kan ikke tilbageholde en lille ærgelse over at Retorikken og Aristoteles’ diskussion af fx etos-dyderne arete, eunoia og phronesis i forhold til den performative side af emnet ikke har nogen plads i bogen. Der skal ikke lyde kritik af Lund for ikke at skrive en retorisk bog når det ikke er hans felt. På mange måder er det befriende for som retoriker ikke at bevidne endnu en ”opdagelse” af retorikken der ”igen igen” fremhæver dette fags enestående tradition for at forene teori og praksis, ars, imitatio og usus, forpligtelse på at håndtere det kontingente osv., men bogen lader alligevel denne læser tilbage med en ligeså stor appetit som jeg begyndte med: jeg har været vidne til en velskreven indkredsning af fænomenet dømmekraft, men er ikke kommet tæt nok på til at fatte det, og jeg tørster efter nogle klarere bud på hvordan vi fremelsker og styrker dømmekraften. Når nu Lund faktisk har valgt essay-genren, ville det vel ikke være for meget forlangt at han også forpligtede sig med nogle forsøgsvise svar på de mere eller mindre latente dømmekraftsproblemer han må antages at se omkring sig?
Retorikere kan læse denne bog og finde ikke bare fine, prægnante beskrivelser af retorikkens praktiske virke, men også en indirekte beskrivelse af den retoriske paideia.Som fag-retoriker ser jeg omridset af en fagpolitik der strækker sig fra pædagogiske idealer og principper fra folkeskolen og til den afsluttende universitetseksamen og en forskningspolitik viet til den offentlige sfæres sundhed og vitalitet, begge vel at mærke uden nogen partipolitisk drejning. Andre med interesse for hvad der kan gå galt, eller hvorfor noget nogle gange lykkes i vores samfund, kan læse bogen med udbytte og i tilgift se en subtil, men magtfuld argumentation for humanioras evne til at bidrage relevant og værdifuldt til uddannelsen af fremtidens politikere, erhvervslederes, beslutningstagere, fodbolddommere og buspassagerer.