Vitenskap og retorikk

Konferensrapport

Symposium: ”Vitenskap og retorikk” ved Det Norske Videnskaps-Akademi i Oslo 22-23/11 2007.

Gæsteforelæsning: ”The Art of Concealment: Rhetoric in the Public Realm” og efterfølgende seminar: ”Ekspertise og retorisk agency” på Københavns Universitet 26/11 2007.

Bibliografiskt

Annons

Christine Isager er post doc ved Center for Journalistik, Syddansk Universitet.

Rhetorica Scandinavica 45 (2008), s 77-79.

Rapporten

Et væv af akademiske stilarter og kunstgreb på tværs af fag og århundreder blev præsenteret og livligt diskuteret til symposiet ”Vitenskap og retorikk”, der fandt sted under lysekronerne i Det Norske Videnskaps-Akademi på Drammensveien i Oslo sidst i november. Arrangementskomiteen med Øivind Andersen i spidsen havde sammensat et særdeles tværfagligt program, hvor det fælles retoriske perspektiv alligevel skinnede klart igennem fra morgen og til næste dags aften.

Indledningsvis blev videnskabsretorikkens historie skitseret i ”En lang og en kort linje”. Tor Ivar Østmoe stod for de første 2500 år og betonede den arbejdsdeling mellem videnskab og retorik, der har hersket længst og overladt sandheden til eksperter. Overbevisningens kunst har derimod været for alle, tværfaglig og nyttig i vores sproglige samarbejde om at opretholde og udvikle det demokratiske samfund. Den korte linje på 25 år trak Jonas Bakken, der præsenterede de tre hovedretninger inden for videnskabsretorikken i USA: rhetoric of science, rhetoric of inquiry og skrivepædagogikken. Endelig blev 2007 faktisk fremhævet som et muligt gennembrudsår for videnskabsretorikken i Norge, hvor Bakkens egen ph.d.-afhandling ”Litteraturvitenskapens retorikk” blev forsvaret som den første på feltet. Desuden udgav ARR – idehistorisk tidsskrift i 2007 et temanummer om ”Vitenskapens prosa”, Universitetet i Oslo udbød videnskabsretorik som emnekursus på det nye masterstudium i retorik, og endelig blev jo det symposium afholdt, vi netop var samlet om. Alt i alt, som Bakken sagde, tegner det til mere end ”bare et blaff”.

Seks skandinavisksprogede sessioner tematiserede nu begrebsliggørelse, hermeneutik, historieskrivning, italesættelse af naturen og afslutningsvis: videnskabelig skrivning (”Ja, endelig kommer vi til sagen!” lød det spøgefuldt fra denne sidste sessions ordstyrer Karl Henrik Flyum, der selv var blandt oplægsholderne). I to mere løst definerede sessioner blev disse temaer suppleret og perspektiveret af gæster fra det internationale retorikmiljø: Joachim Knape fra Universitetet i Tübingen, Tobias Reinhardt fra Somerville College i Oxford, Carolyn Miller fra University of North Carolina, og endelig fra University of Minnesota: Alan G. Gross, forfatter til pionerværket The Rhetoric of Science fra 1990.

Og deltagerne syntes virkelig at være samlet om de præmisser, arrangørerne havde skitseret i deres indbydelse til symposiet: at alle videnskaber nødvendigvis fungerer på retorikkens betingelser. At forskere stiler deres tekster til nogen for at opnå tilslutning til noget. At de beskriver og fortolker. At de bruger genrekrav og billedsprog kreativt og dermed altid er til stede i deres udgivelser. Derfor brugte oplægsholderne heller ikke deres tid på blot at afsløre retoriske træk ved de såkaldt hårde videnskaber og sætte triumferende udråbstegn bagefter. Specifikke eksempler blev analyseret med lydhørhed over for tolkningsforslag fra salen, og teksterne blev kontekstualiseret, så det blev klart, hvordan videnskabsretorik har haft konkrete konsekvenser for mennesker både inden og uden for universitetets døre.

Biolog Inger Nordal påpegede i sit indlæg, at selv uden tilslutning fra fagfæller kan man vinde gehør i offentligheden, fx hvis man er sociobiolog og mener at have påvist, at kvinder af natur mangler sans for teknik- og naturfag. Af gode grunde, sagde Nordal, har ingen gennemført så absurde, langvarige eksperimenter med børn, som det faktisk ville kræve at afgøre denne type spørgsmål om arv versus miljø, men ikke desto mindre har biologismens forklaringsmodeller medvind i medierne. Som nyhedshistorier bliver de indlemmet i den offentlige retorik og kommer til at påvirke kvinders studievalg og karrieremuligheder.

En anden faglighed, nemlig historikerens, blev taget under behandling af Ingar Kaldal, der påpegede, hvordan historikeres omdømme og selvopfattelse beror på, at netop kildekritik – omgangen med rent og læskende, glasklart og oprindeligt stof – har fået status af kerneaktivitet og bærende metafor for historiefaget. En fagjargon, der i stedet henledte opmærksomheden på historikerens retoriske bearbejdning af ’rester’, ’levn’ eller noget andet og mindre purt, ville betone mere problematiske aspekter af fagligheden. At kollektiv faglighed også kan være problematisk, og de fælles erkendelsesprocesser usmidige, hørte vi fra Mats Rosengren. Han fortalte historien om den antihelt af en arkæolog, Marcelino Sanz de Sautuola, der opdagede de spektakulære jagtmotiver på væggene i Altamiragrotten i Spanien, men kun mødte hån og hovedrysten, da han i 1880 ville tegne og fortælle om fundene for sine fagfæller. Tyve år tog det at åbne kollegernes øjne for de sensationelle fund, for har man endnu ikke dannet sig et begreb om ’hulemalerier’, pointerede Rosengren, er man faktisk ude af stand til at se dem, selvom man står ret foran dem med sin pandelygte tændt.

Vellykket visuel kommunikation af videnskabelige resultater præsenterede til gengæld Alan Gross i en analyse af den franske geolog Lavoisiers artikler. Gross konkluderede, at naturvidenskabelige tekster aldrig bør analyseres uden deres billedside, sådan som Gross i sin tid selv blev kanoniseret for at gøre. Hos Lavoisier kalder fx de nordvestfranske jordlags tilblivelseshistorie på et visuelt argument, hvor illustrationer og tabeller skaber en markant anderledes forståelse af stoffet end tekstretorikken alene. Anders Johansen videreførte denne tråd i sit indlæg, der anskueliggjorde sammenhængen mellem en formidlingssituations specifikke krav og forskerens egen erkendelsesproces. Johansen trak på sine egne erfaringer i en frimodig refleksion over, hvordan arbejdet med formgivning bliver en uadskillelig del af forskningen. For om vi skriver i antologi-, database- eller essayformat, og om vi gør det i formelle eller uformelle situationer, nationalt eller internationalt, har alt sammen betydning for, hvordan stoffet træder frem for os, og dermed, pointerede Johansen, kan selve den foranderlige formidlingssituation betragtes som et af forskerens mest dyrebare redskaber.

Mange indlæg – og der var endnu flere gode, som forhåbentlig vil finde skriftlig form – lagde casestudier frem, der i andre forsamlinger kunne være ikke så lidt kontroversielle og ansigtstruende, og som specielt angik forholdet mellem retorik og akademisk autoritet eller mellem retorik og videnskabelige erkendelser. I dette forum måtte flere talere i stedet tage tilhørernes udprægede velvilje til efterretning og bemærke at ’nej, principielt er dette vel ikke nogen ny indsigt for jer her i salen, men lad mig alligevel udfolde mit eksempel…’ Hermed hatten af for arrangørerne, der fik etableret et så selvfølgeligt tværfagligt fællesskab. At kunne invitere til en national fejring af videnskaberne, hvor det er videnskabernes retoriske dimensioner, der fremhæves og granskes, og altså hverken tilsløres som noget beskæmmende eller afsløres som noget sensationelt, er ganske fantastisk.

Retorikfagets klassiske tradition er i høj grad med til at etablere dette fælles fodfæste, og Carolyn Miller, der gentog sin forelæsning fra Oslo på Københavns Universitet et par dage senere, fordybede sig netop i en klassisk retorisk topos og dens realisering i en moderne teknisk-videnskabelig kontekst. Hendes indlæg gjaldt ’kunsten at skjule den retoriske kunst’, et drilagtigt grundvilkår i al kommunikation, der imidlertid gør sig særligt gældende i tekster inden for feltet risikoanalyse.

Skal man vurdere den risiko, der måtte være forbundet med fx opførelsen af et kernekraftværk, må man i særlig grad vække tillid til sin saglighed og kompetence – men uden at virke alt for ivrig. Hvis en retor synes opsat på at vinde, bliver tilhøreren nemlig bange for at tabe, som Miller udtrykte det, og for at foregribe uro og mistro må eksperter ofte forsøge at undgå, at deres retorik ligner retorik. Men hvis man skjuler sin retorik, skjuler man så ikke også sine hensigter og dermed simpelthen sandheden? Bør man ikke snarere blotte og kommentere sine retoriske greb? Vil da ikke også sandheden stå mere nøgen frem og sagen blive klar – eller vil fremstillingen blot virke endnu mere søgt? Fortsæt selv, for der er uendelig regres i denne spørgerunde og fin basis for eftermiddagsseminaret ”Expertise and Rhetorical Agency” med Carolyn Miller, der fulgte efter hendes forelæsning i København.

Værter for arrangementet var den tværfaglige forskningsgruppe ”Vidensformidling og offentlighed” under ledelse af Christa Lykke Christensen, og i denne kontekst blev det især diskuteret, hvordan nye typer af eksperter etablerer talepositioner i medierne, og hvad deres troværdighed og retoriske handlekraft beror på. Problemfeltet er rigt, og det er godt at vide, at retorikkyndige forskere er til stede i Skandinavien lige nu med stærkt skærpede sanser.

Litteratur og lov og ret. Justitsmord og international retsorden

International konference inden for netværket ”Ret og litteratur i Norden”

ved Universitetet i Bergen d. 26. – 28. oktober 2007.

I sin bog Heracles’ Bow: Essays on the Rhetoric and the Poetics of the Law (1985) skriver juristen James Boyd White, at juraen er en afdeling inden for retorikken. Tidligere, siger han, baserede loven sig enten på ’guddommelig’ autoritet eller på sociologisk formalisme. I dag står vi over for et paradigmeskift, som vil gøre retorikken til juraens vigtigste meta-disciplin.

James Boyd White er den moderne grundlægger af den såkaldte law and literature-bevægelse, der har sit udspring i USA i 1970’erne. Denne bevægelse har været optaget af at genopdage juraens humanistiske fundament, dels ud fra læsninger af litterære værker, dels ud fra et studie af retorikkens rolle i juraen. Hovedanliggendet har været at gøre retspraksis mere moderne og mere retfærdig, og det er således ikke tilfældigt, at Boyd White i den ovennævnte bog tager udgangspunkt i det ofte dilemmatiske forhold mellem persuasio og etik. Han spørger:

When […] is a persuasive success an ethical failure, or an ethical success a persuasive failure? What is the rule of truth and sincerity in what we do?

Herefter går han over til en kritisk læsning af Odysseus’ overbevisende, men etisk mistænkelige retorik i Philoktet af Sophokles.

Ved den nyligt overståede konference inden for netværket ”Ret og litteratur i Norden” var det netop sådanne spørgsmål, der var på dagsordenen. Hvad er det egentlig, der sker i retten, når det går helt galt og der udøves justitsmord? Hvordan overbeviser man om noget, som viser sig at være helt usandt og derfor etisk uholdbart? Hvordan ved man, at noget er usandt og hvilket forhold er der mellem videnskabelig og retorisk sandhed?

Før vi kaster os ud i præsentationen af konferencen i Bergen, vil vi imidlertid skitsere hvad der kan være retorikeres interesse i det blomstrende forskningsområde law and literature. Herigennem vil vi også søge at afgrænse, hvilken retorik-forståelse, der kan tænkes at være den mest relevante i forhold til feltet. Boyd White påberåber sig selv den bredest mulige forståelse af retorik, men risikerer også herved, at retorikken bliver diffus i sin anvendelse.

Retorikkens historik og etik

Retten og retorikken har en lang fælles historie og synes at være gensidigt konstituerende. Ligesom retstalen er en grundlæggende genre i retorikken, er retorikkens teori om overbevisende tale altafgørende for den juridiske retspraksis. I antik retorik var den juridiske argumentation det vigtigste område, fra det femte århundredes Athen til senantikke teoretikere som Hermogenes.

Retorikken og juraen udspaltede sig dog i to discipliner allerede på Ciceros tid hvor en egentlig retsvidenskab var under udvikling; en udvikling som sagføreren og retorikeren Cicero efterlyste som en tvingende nødvendighed. Ciceros egne eksempler på effektiv argumentation i en retssal, såsom grove ad hominem argumenter og selvopfundne historier om de involverede parter chokerer naturligvis den moderne læser der er opdraget med et positivistisk ideal.

Aristoteles’ Retorik havde et par århundreder forinden opsat et ideal om en etisk funderet argumentation i retssager. Aristoteles synes at tage for givet, at der findes en slags juraens og retorikkens indre morallov. Ingen ønsker at bøje den målestok, som de selv skal anvende, erklærer han i en bisætning der skal gendrive den vedvarende anklage mod retorikken for at være ansvarsløs manipulation. Aristoteles plæderer ikke for en rationalistisk retorik, da han med sine tre appelformer (logos, etos og patos) beskriver faktiske retoriske udfoldelser og ikke opsætter logikken som et ideal for juridisk argumentation. Ifølge Aristoteles hersker syllogismen i logikken og entymemet i den juridiske retorik, og det er ikke et problem.

Når man alligevel på grundlag af de overleverede taler har på fornemmelsen at Cicero er tættere på datidens retssager end Aristoteles, hænger det sammen med det filosofiske projekt som ligger bag Aristoteles’ interesse for retorikken. Alle discipliner, inklusiv retorikken, har deres telos og udfylder en funktion: meningsløshed og irrationalitet er fremmed for Aristoteles. Der er, kort sagt, mange tendenser i den antikke retoriks parløb med juraen, og mange aspekter er endnu ikke undersøgt.

Men i nyere tid, dvs. i begyndelsen til det 20. århundrede synes det gamle parløb at blive brudt op og retorikken ser ud til at tabe sin teoretiske legitimitet. Positivismens videnskabsideal sætter sig igennem og i Danmark hævder den særdeles indflydelsesrige Alf Ross, at juridisk argumentation må lægge sig efter logikken, i streng forstand. De sidste årtiers retoriske vending inden for nogle humanistiske fag er også slået igennem i dele af retsvidenskaben, men i mindre grad i den positivistiske danske tradition end i fx USA. Ophavsmanden til ”den nye retorik”, belgieren Chaim Perelman, anvendte den antikke retoriks topoi i sin beskrivelse af de argumentationsformer som han lokaliserede i praktisk argumentation, herunder den juridiske (Théorie de l’argumentation. La nouvelle rhétorique, 1958). I sit senere forfatterskab arbejdede han, sammen med en række kolleger, mere specifikt med juridisk argumentation og fokuserede på fænomener som lakuner i loven og andre tilfælde af meningstab. Som hans efterfølger i Bruxelles, Michel Meyer har understreget, var Perelman, trods sit blik for det irrationelle og det meningsløse, aristoteliker om en hals. Perelmans ideal var dommeren, der skal træffe en afgørelse ud fra gode ræsonnementer og således rekonstituere en social orden, siger Meyer.

Perelmans aristotelisme er typisk for interaktionen mellem nyere retorik og jura. Et værk som mange jurister kender, er Theodor Viehwegs Topik und Jurisprudenz: Ein Beitrag zur rechtswissenschaftlichen Grundlagenforschung (1965). Det er lige så kedeligt som det lyder, og har nok skræmt mange jurister væk fra langt mere spændende ting som Perelmans arbejder og en retoriker som Hermogenes der byder på en teoretisk sammenhængende konstruktion, der nok har mere at sige om den praktiske, juridiske virkelighed end Aristoteles.

Mange af de amerikanske initiativtagere til law and literature-bevægelsen var som Boyd White jurister, men alene titlerne på deres bøger tyder på en levende interesse for det retoriske og det litterære: Titler som When Words Lose Their Meaning (1984) og den allerede nævnte Heracles’ Bow: Essays on the Rhetoric and the Poetics of the Law (1985) vil være mange retorikere bekendt. I de senere år har der efterhånden udviklet sig en vigtig udveksling mellem humanister og jurister, der gør det muligt at gentænke den juridiske diskurs.

Udgangspunkter for Boyd White var som sagt at gøre retorikken til den konstitutive diskurs for juraen, dvs. som den diskurs, der styrer alt inden for retssagen. Ser man på konkrete retssager vil mange imidlertid nok snarere opleve, at der er tale om diskurssammenstød mellem forskellige logikker, nemlig mellem en retorisk (narrativ) rationalitet og en videnskabelig rationalitet. Forsvarerens og anklagerens tale bygger på ”beviser”, der så vidt muligt tillægges en objektiv status, men beviserne taler aldrig for sig selv og forsvarer og anklager vil forsøge at udlægge dem i hver sin retning. De vil påberåbe sig videnskabelig sandhed, men deres middel til at overbevise om dette er retorisk argumentation.

Et af de tidspunkter i retten, hvor den videnskabelige sandhed træder tydeligst frem er ved inddragelsen af de såkaldte expert witnesses der trækkes ind i retten for at levere tilsyneladende neutrale udsagn om personer eller faktiske forhold, der kan have betydning for sagen. Ofte er eksperterne læger eller psykiatere eller fx våbeneksperter. Deres vidneudsagn er per definition baseret på faglig viden og betragtes derfor som videnskabeligt sande. Men lige så snart denne viden er formidlet, vil den blive omsat til en anden og hårdere valuta, og alene det forhold at anklager og forsvarer vil fortolke den tilvejebragte viden forskelligt, viser at der reelt er tale om et diskurssammenstød. Hvis man vil forstå rettens væsen og ikke mindst retfærdighedens væsen, er det nødvendigt at spørge til den grundlæggende diskursive sammensathed, som den baserer sig på. Er den sandhed, der kommer frem i retten overvejende videnskabelig, retorisk og/eller narrativ? Et grundlæggende spørgsmål i law and literature er hvordan retfærdigheden påvirkes af dens diskursive grund; med andre ord hvordan en generel diskurs om retfærdighed i litteraturen og kulturen interagerer med den juridiske fagdiskurs der opererer ud fra sine egne, interne betingelser, jfr. Niklas Luhmanns skelsættende arbejder.

For at svare på dette er et tværfagligt samarbejde mellem jurister, litterater og retorikere nødvendigt, og et sådant har været under udvikling i Norden i de sidste 10 år. De sidste fem år har litterater, jurister og retorikere fra Norge, Sverige, Finland og Danmark i samarbejde udviklet et netværk støttet af Nordforsk. Netværket har som nævnt titlen ”Ret og litteratur i Norden”, og der har været afholdt en lang række af konferencer fra 2002 til i dag.

Den konference der blev afholdt for nylig, bar undertitlen ”Justitsmord og international retsorden” og var arrangeret af ”The Bergen School of Law and Literature”, ledet af professor i Litteraturvidenskab ved Bergens Universitet, Arild Linneberg, phd.-studerende Bjørn Ekeland og Johann Dragvoll. Som titlen indikerer, var der her sat fokus på de sager, hvor retten angiveligt begår fejl. Disse sager er særligt interessante i forhold til at forstå rettens funktionsmåde, eftersom de afslører de diskursive brudflader som i en vellykket sag kan fremstå tilslørede. Arrangørerne af konferensen fokuserede især på to kontroversielle sager, som de anså for at være justitsmord. Det drejede sig om hhv. Torgersen-sagen og Arne Treholt sagen, som i Norge har skabt stor debat om juridisk metode på en række punkter: bevisførelse set i relation til efterforskningsmetoder, teoretisk og narrativ styring af fremlæggelse af beviser, inddragelse af vidneudsagn, herunder ekspertvidner og forholdet mellem ret og offentlighed, både politisk offentlighed og presse. Ingen af de to sager er fra de retlige myndigheders side erkendt som justitsmord. Arrangørernes formål med at forske i lov og litteratur har derfor et magtkritisk sigte, som det fx også kommer frem i Arild Linnebergs sidste bog Tolv en halv tale om lov rett og litteratur (Oslo, Gyldendal, 2007) men det har også et tekstteoretisk og filosofisk sigte.

Justitsmord: når retten ikke er retfærdig

På konferencen i Bergen lagde juraprofessor Ståle Eskeland ud med en gennemgang af sagen mod Fredrik Fasting Torgersen, som han i lighed med arrangørerne anser for et uomtvisteligt justitsmord. Torgersen har siddet næsten 50 år i fængsel for mordet på en kvinde, som han ifølge flere juristers og andre fagfolks vurdering ikke har begået. Han har tre gange forgæves søgt om genoptagelse af sin sag ved Kommisionen for genoptagelse af sager. Ifølge Eskeland har retten og politiundersøgerne ikke respekteret resultaterne af de naturvidenskabelige beviser, men ladet sig lede af formodninger om det mest sandsynlige. Eskeland hævdede, at hvis det norske politi og retsvæsen først har fået fat i den forkerte mand og har en teori om, at han har begået forbrydelsen, – hvilket ofte svarer til at fortælle en overbevisende historie om, at han har gjort det – så underlægges alt bevismateriale derefter en fortolkning, som gør det muligt at indpasse det efter teorien/historien, uagtet at dette materiale ikke beviser teorien. Der er en grundlæggende uoverensstemmelse mellem retssystemet, som ifølge Eskeland gætter på hvad, der kan tænkes at være sket og naturvidenskaben, som er tvunget til at verificere sine teorier. Pointen var netop, at retten og naturvidenskaben følger forskellige tilsyneladende inkommensurable logikker. Eksperten er, som Robert Musil engang har sagt det, som en engel, der folder sine vinger sammen, når han kommer i retten. Han underlægges en anden diskursiv kontekst, der målretter hans udsagn og giver dem en performativ effekt, der ikke oprindeligt var intenderet, og retssystemet er ikke selv indstillet på verifikation. Eskelands indlæg var et glødende indlæg for Torgersens uskyld og det norske retsvæsens upålidelighed. Dermed efterlyste Eskeland, at idealet om en positivistisk, naturvidenskabeligt funderet retlig diskurs blev holdt i hævd

Det samme gjorde Johann Dragvoll i en analyse af den mere end 500 sider lange rapport, som Kommisionen for genoptagelse af sager skrev for at give afslag på Torgersens anmodning om genoptagelse af sin sag. Dragvoll fortolkede rapporten og påviste, at både højesteret og kommisionen selv (der bakker højesteret op) skriver Torgersens historie som et dårligt melodrama. Det er et melodrama fordi det er overopfyldt med emotionel ladning, og det er dårligt fordi narrationen er udsat for en omfattende kompleksitetsreduktion, der egentlig er ikke-litterær.

En narration følger ganske vist normalt en økonomisk udvikling, der forløses i en afslutning. Som Tjekhov siger, så skal en pistol, der hænger på væggen i første akt helst anvendes, inden tredje akt er forbi. Men det er altafgørende for at slutningen opleves som rigtig, at alle mulige tvivl og udfordringer er kommet på banen, inden slutningen nås. Den gode litteratur tillader polysemiske tegn og uafgørligheder, mens rettens melodramatiske form for narration naturligt stræber efter entydige tegn. Hvis retten imidlertid for hurtigt fejer sådanne uafgørligheder af banen, begår den ikke bare en litterær fejl, men også en fejl i forhold til virkelighedens kompleksitet. Over for rettens systemtvang og ønske om at komme frem til en dom på basis af et samlet bevisbillede står litteraturens og virkelighedens mere nuancerede kompleksitet, der ikke med det samme sammenkæder disparate begivenheder i overensstemmelse med en intentionalitet.

Det andet ’justitsmord’, der blev diskuteret var den om muligt endnu mere berømte sag mod Arne Treholt. Den særdeles veltalende Arne Treholt fremlagde sammen med Arild Linneberg og Ole Krarup, professor emeritus i jura, Københavns Universitet, selv sin sag og påpegede også her, at der var ’beviser’, der angiveligt ikke havde haft nogen videnskabelig beviskraft. Han tilføjede, at hvis man vil forstå retssagen, så skulle den også anskues i den historiske kontekst. Hvad enten man er enig eller uenig i, at sagen primært var politisk motiveret, så er det et faktum, at den vakte et enormt politisk og folkeligt røre, og at Treholts skyld ikke kun blev bedømt inden for retten selv, men i høj grad uden for. Treholt havde den samlede norske presse imod sig, hvilket dårligt kan have undgået at øve et vist indtryk på de involverede dommere. Netop når der er tale om meget alvorlige forbrydelser, – og landsforræderi er den absolut alvorligste –, er trangen til at dømme maksimal. Der er en risiko for, at den overbevisende historie, der fortælles i medierne også giver sig udslag inden for rettens fire vægge. Rettens egen retorik kan derfor ikke altid analyseres inden for et selvstændigt diskursivt rum.

Retten i kontekst: i politisk, historisk og international kontekst

Loven eksisterer ikke i et kontekstuelt vakuum, ligesom ingen retorik kan ses uafhængigt af den kontekst, den udfoldes inden for. I en svimlende næranalyse af mindst femten fejloversættelser af et superkort, men politisk afgørende citat af Milosevic (”Ingen skal slå jer”) viste poeten, oversætteren og slavisten Jo Eggen, hvordan ganske minimale, sproglige modifikationer i en oversættelse kan have radikale politiske og retoriske konsekvenser. I den politisk betændte kontekst i Kosovo i 1987 var det afgørende, om sætningen betød enten: ”Dette folk må ingen slå” som én oversættelse lød, hvilket ifølge Eggen havde en nationalistisk og forsvarende tone, eller man oversatte ”No one will ever dare beat you again!”. Det sidste havde også truende konnotationer.

Et andet perspektiv blev anvendt af Lektor i Kommunikation, kultur og sprog ved Oslos Handelshøjskole, Berit von der Lippe, der placerede retorikken i et magtkritisk perspektiv ved at rejse spørgsmålet om, hvem der får lov at tale ved hvilke lejligheder, og hvilken betydning kønnet har i den sammenhæng. Hun tog primært udgangspunkt i de afghanske kvinder, som mange vil tale på vegne af, men som sjældent selv kommer til orde.

Retfærdighed kan således diskuteres på mange niveauer og spørgsmålet er, i hvor høj grad det politiske bør interferere med det retlige. Når strafferetten i Danmark de sidste 10-15 år bestandigt er blevet strammere, må det ses i lyset af udviklingen, ikke af en ny forståelse af rettens og straffens virkning inden for retssystemet selv, men en politisk udvikling af samfundet nationalt og internationalt. Det handler ikke kun om nye forpligtelser i de politiske samarbejder, vi interagerer med i EU, men også om at det moderne trusselsbillede har ændret sig. En række af de seneste stramninger af straffeloven i Danmark er, som i andre lande, lavet under eksplicit henvisning til den internationale terrorisme.

Mens der således er tegn på, at den politiske situation er med til at skærpe både retorikken og strafferetten, så er der også tegn på, at en tilspidset konfliktsituation kan fremprovokere andre tilgange. Netop i Norge, hvor konferencen blev afholdt, har traditionen for konfliktmægling været stærk. På konferencen fremlagde David Voigt erfaringer med restorative justice primært fra indianersamfund i Nordamerika. En sådan retspraksis, hvor der er mere fokus på reintegration af ’forbryderen’ end på belysning af selve forbrydelsen, kræver ikke bare en reorganisering af retspraksis, men også en gentænkning af forholdet mellem ret og retorik. Her handler det nemlig ikke så meget om at overbevise om faktuel skyld, men mere om at overbevise om muligheden af forsoning. Det konfliktuelle forhold mellem videnskabelig og retorisk sandhed opløses og retorikken får en anden performativ funktion. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan en sådan praksis kan føres ud i livet i vore dage, hvor vi lever i store bysamfund og retssystemet er under stadig mere påvirkning fra en international sammenhæng.

Det internationale perspektiv var særligt prægnant i Panu Minkkinens – juraprofessor ved Leicester University – fremlæggelse, der belyste menneskerettigheder i forhold til suverænens ret i international sammenhæng fra den vestfaliske fred i 1648 til Jacques Derrida. Derrida vurderede i sin sidste bog fra 2003 at suverænitetsprincippet er en apori, ligesom den historiske modsætning mellem et suverænt individ på den ene side og en suveræn nationalstat på den anden side er et politisk luftkastel. Et af Minkkinens perspektiver var, at Bush-administrationen med sin invasion af Irak ikke havde forbrudt sig mod disse suverænitetsprincipper, selvom invasionens politiske berettigelse står nok så meget til diskussion.

En række spørgsmål blev rejst på konferencen, fx hvad den kontekstuelle forståelse betyder for forståelsen af loven. Har vores forhold til loven og især til strafferetten ændret sig? Og hvis dette er tilfældet, skyldes det så overfladiske krusninger i det politiske spil, eller mere dybtgående ændringer af vores opfattelse af forholdet mellem individuelle rettigheder og kulturelle og nationale tilhørsforhold? Disse spørgsmål blev ikke besvaret men det er nødvendigt at rejse dem. Den internationale kontekst hvor vi bliver tvunget til at diskutere en række nationale regler med andre lande, har allerede og vil i de kommende år fremprovokere flere af disse fundamentale diskussioner.

Litteratur, retorik og ret

En gennemgående interesse i det nordiske netværk og generelt i forskningsfeltet law and literature er imidlertid også at se på en række litterære værkers konkrete iscenesættelse af retten og retfærdigheden. Fra de græske tragedier, over Dante, Shakespeare, Holberg, Kleist, Hawthorne, Melville, Dostojevskij, Kafka og i en række krimier fra de første kriminalromaner af Balzac, Poe, Conan Doyle og Steen Steensen Blicher frem til vore dages Henrik Mankell, Dan Turell og Liza Marklund har konkrete forbrydelser og retssager spillet en bemærkelsesværdig fremtrædende rolle. Der synes at være en meget tæt alliance mellem retfærdighedsspørgsmålet og litteraturen.

På konferencen udfoldede lektor Hanne Roer fra Retorik på Københavns Universitet Dantes diskussion af retfærdighed i forholdet mellem guddommelig lov og menneskelig lov. Dante var måske nok mere interesseret i lovens ånd end dens bogstav og mere i den højere retfærdighed end i den menneskelige. Ikke desto mindre havde han en udvidet sans for det, man med Foucault kunne kalde strafferettens økonomiske straffeforståelse, udtrykt ved den såkaldte ”legge del contrapasso”, som tilsiger at der til enhver nok så mærkelig forbrydelse kan findes en tilsvarende straf, sådan som det ses udfoldet i Dantes uendeligt differentierede Helvede. Således vil de grådige blive straffet med at de uendeligt vil føle sult og tørst, mens de ser mad og drikkevarer lige foran sig uden at kunne nå disse. Sådanne ”talende straffe” var ikke ukendt i datidens straffesystem men Dante elaborerer dem som et led i skabelsen af sin egen poetiske struktur. Digteren tillægges et særligt ansvar og bliver ”den gode retoriker” i Komedien.

Digterens ansvar var også til debat i Dommer Peter Gardes diskussion af en roman af Lars Bonnevie om den i Danmark berømte retssag om mordet på Antonio Curra. I sin roman Ingen Tvivl (2006) er der nemlig ingen tvivl om, at Bonnevie tager direkte udgangspunkt i den rigtige retssag, men samtidig tillader han sig meget væsentlige ændringer af sagens forløb, hvilket rejser spørgsmålet om, hvilken frihed forfatteren har i forhold til den faktiske historie.

På konferencen blev der også udfoldet analyser af Bob Dylans sange om retssager, primært ”Hurricane” fra albummet Desire som var et interessant eksempel på et falsk justitsmord. Det blev i hvert fald anført af Erling Aadland, Professor i litteraturvidenskab, Bergens Universitet, at Hurricane, som Dylan forsvarede, måske virkelig var morderen. I øvrigt spiller ret og retfærdighed meget forskelligartede roller i en række af Dylans sange. Der var også et indlæg om konfliktløsning i tre af Shakespeares skuespil: King Henry V, Much Ado about Nothing og The Merchant of Venice ved masterstuderende i litteraturvidenskab i Bergen, Trygve Svensson, og et interessant eksempel på litteratur anvendt som socialt agiterende propaganda i 1920’ernes Tyskland ved Daniel Halft, jurist fra Freie Universität i Berlin. Han viste, hvordan teaterstykket ”Cyankali” (1929) af Friedrich Wolf, som handler om fosterfordrivelse, havde indvirkning på den samtidige lovgivning om abort. Litteratur der virker!

Ret, retorik og litteratur: fremtidsperspektiver

Forskningsfeltet Ret og litteratur kommer som nævnt fra USA, hvilket ikke er en tilfældighed. USA er et land, hvor juraen bogstaveligt talt gennemsyrer samfundet og enhver konflikt, også sådanne som aldrig når ind i en retssal, ofte diskuteres i juridiske termer. I Europa spiller juraen endnu ikke den samme store rolle. Ikke desto mindre er der en tendens til, at juraens indflydelse vokser. Flere og flere sager, der har politisk karakter, bliver nu afgjort ved retten og rettighedstænkning synes til en vis grad at have overtaget moralfilosofiske overvejelser over hvad, der bør være styrende i vores gensidige interaktion. Internationalt har både EU og den globaliserede samhandel og politisk samarbejde ofte nødvendiggjort kontrakter og pagter af forskellig slags og internationale domstole ikke bare regulerer og tilpasser regelsæt, men fungerer også som strategiske midler i en international politisk kontekst. Der er derfor al mulig grund til at tro, at juraen vil få en stigende indflydelse, også som en kulturel faktor og at en tværvidenskabelig forståelse af den derfor er stærkt påkrævet.

Siden Netværket ”Ret og litteratur i Norden” blev grundlagt i 2002 har vi oplevet en stærkt voksende interesse for vores arbejde både i humanistiske og juridiske miljøer. Og i resten af Europa ser vi den samme tendens. Det nordiske netværk har etableret særdeles frugtbare forskningsforbindelser til Tyskland, England, Holland, Italien og Portugal. Den næste store konference (”Worlds in Dialogue”) blev afholdt i Lissabon februar 2008 med flere danske deltagere. Overskriften både refererer til den faglige diversitet, der er i feltet ret og litteratur, men siger også noget om, hvor stor ambitionen er, om at vi skal overskride de faglige barrierer og finde en fælles dagsorden.