Günter Wallraff: En mand ser rødt

Forklædt som tabloidjournalist, tyrkisk gæstearbejder, telefonsælger, fabriksarbejder, somalisk flygtning eller som hjemløs har Günter Wallraff gennem næsten 40 år oplevet og portrætteret Tyskland indefra og nedefra. Med indignation og en påfaldende ensidig rød etorik skriver han samfundets skyggesider frem i lyset.

Bibliografisk

Forfatter: Christine Isager, lektor i retorik ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, afdelingen for Retorik, ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 76/2010, side 8-9.

Günter Wallraff: En mand ser rødt

Profilen_WallraffEr der stil over Günter Wallraff? Hans undercoverjournalistik er blevet et varemærke verden over, men serien af portrætter fra næsten 40 års journalistiske rollereportager er på én gang ærefrygtindgydende og komisk. Med sin alvorsfulde mine fanger Wallraff anno 1977 vores blik hen over en opslået udgave af tabloidavisen Bild hvor han arbejdede i fire måneder under falsk navn og derefter afslørede redaktionens kyniske arbejdsmetoder for offentligheden. I 1985 poserer Wallraff iført mørk paryk og beskyttelseshjelm på et snapshot fra sine to år i rollen som den tyrkiske gæstearbejder Ali Levent. Alis historie, der på dansk fik titlen På bunden, gav verden indblik i udbytning og chikane af de mange udlændinge der levede og arbejdede i Tyskland. De var omtrent usynlige indtil Wallraff sluttede sig til dem med demonstrativ solidaritet og tog ordet på deres vegne.
I dag er Wallraff fyldt 67 og vendt tilbage med en ny serie af reportager der også er udkommet på dansk: Fra den fagre nye verden – ekspeditioner til landets indre. Her fortsætter rækken af fotografiske portrætter på bogens omslag: Wallraff iført plastichætte og en nødtørftig beskyttelsesmaske, en klud om næsen, fra et ophold under cover ved defekte ovne og pakkemaskiner på en brødfabrik. Og så ellers Wallraff med tre nye parykker: en grå og tjavset til rollen som hjemløs, en anden brun og kæk til telefonsælgeren Michael G. og endelig en sort afroparyk til den somaliske flygtning Kwami Ogonno. Typen af forklædninger og typen af historier er genkendelige. Walraff holder stilen, men – er det god stil?

Succesbrunet af højfjeldssol

Günter Wallraffs roller og forklædninger har aldrig været synderligt sofistikerede. Han skabte den ”præstationsorienterede, kapitalbevidste” reklamemand Hans Esser der skulle til jobsamtale på Bild, ved at studse sit hår, komme godt med Aqua Brava Cologne under armene og i øvrigt sørge for at fremstå – med Wallraffs 1980’erprægede jargon – ”succesbrunet af højfjeldssol”.

       Med god ret kan man hævde at Wallraff er den der bringer nogle grove stereotyper til torvs. Men så lidt skal der altså til, lyder hans eget ræsonnement, for at andre mennesker komplet skifter indstilling til én.

Til rollen som Ali Levent opgav Wallraff hurtigt at lære sig tyrkisk, men supplerede parykken og et par mørke kontaktlinser med en hjemmestrikket, ubestemmelig fremmedartet accent. Omtrent samme sproglige hjemmestrik tog han i brug næsten 35 år senere i rollen som somalier, hvor han desuden farvede sin hud med sort sprayfarve og trak i en storblomstret skjorte.
Med god ret kan man hævde at Wallraff er den der bringer nogle grove stereotyper til torvs. Men så lidt skal der altså til, lyder hans eget ræsonnement, for at andre mennesker komplet skifter indstilling til én. Man skifter paryk, og pludselig bliver man leflet for – eller pludselig hånet og talt ned til. Pludselig er man ikke værd at stole på, ikke værd at ofre en anstændig løn, beskyttelseshandsker eller -hjelm på. Wallraff bruger altså sine forklædningsgreb til at vise os hvordan mennesker bliver ringeagtet i praksis. At skifteholdsarbejderne må spytte sort af det klæbrige støv de dagligt indånder på stålværket, imens en driftschef på rundvisning med gæster som en selvfølge bliver udstyret med støvmasker. At kagerne som Kölns overborgmester deler ud som julegave til de hjemløse, for længst er blevet til krummer i posen og har en udløbsdato der ligger et halvt år tilbage. At fodboldfans afviser at give en mørklødet medborger et lift i deres bus efter en kamp: ”Du vil til Dresden? Så skal du via Elfenbenskysten, over Afghanistan, og når du kommer til Mozambique skal du dreje af, og så er du der. Om to dage.”

Dokumentarisme med eftertryk

Wallraffs primære ærinde er at skaffe dokumentation og visualisere de kritisable forhold så kritikken ikke er til at afvise eller bagatellisere.

       Replikkerne giver liv og autenticitet til Wallraffs prosa, men i øvrigt får hans beskrivelser sjældent lov til at tale for sig selv.

Dermed er hans tekster nødvendigvis baseret på konkrete og sanselige beskrivelser, og så må der vel også være stil over hans sprog? Ikke meget faktisk, men replikkerne er gode: ”Nyt kød,” råber en ældre medarbejder da Wallraff alias Michael G. møder på sin første arbejdsdag i callcentret. ”I skal hele tiden se jer i spejlet og smile, smile, smile,” anbefaler en teamleder, ”det løfter stemningen. Det går godt her. Masser af grin og positiv energi. Det smitter af på kunden.” Replikkerne giver liv og autenticitet til Wallraffs prosa, men i øvrigt får hans beskrivelser sjældent lov til at tale for sig selv. Wallraff gør klart at telefonsælgerne bliver oplært til at fordreje sandheden for sagesløse kunder, og fortæller hvordan en chef sammen med teamlederen gratulerer ham med hans første afsluttede handel imens kollegerne klapper. Wallraff vil ikke risikere at læserne fortolker dette scenario frit eller lader sig rive med af den løftede stemning, så han tilføjer sin egen kategoriske fortolkning af episoden: ”Jeg er optaget i bedragerfamilien.”
Og når samme reportage skal rundes af, falder den kritiske pointe igen og med fornyet eftertryk: ”Vi har ikke brug for telefonterror, og vi har ikke brug for arbejdspladser hvor de ansatte bliver kneblet og bliver til statsautoriserede bedragere. Tværtimod: Vi har brug for at blive beskyttet mod netop det.”
Værdiladningen er tung, og klicheerne kan hurtigt danne klumper under læsningen.

Den røde tråd

Under et besøg i København i marts i år skulle Wallraff optræde til forfatteraften i Den Sorte Diamant, og der var noget sært upassende ved at skulle møde den indignerede reporter i så mondæne omgivelser. Dronningesalen var fyldt til sidste sæde, og gæsterne fik et glas rødvin og chokolade fra Summerbird med i billetprisen. Men Wallraff lignede nu ingen fremmed fugl da han indtog sin stol på scenen iført uindfattede briller, en tynd, sort skindjakke, jeans og sorte sko. Som aftenens vært mindede om, er det længe siden Wallraff personligt har lidt nogen materiel nød; det gør han kun når han er på opgaver og lider sine afsavn i andres navn. Alene På bunden, der er udkommet i 30 lande og stadig sælger pænt, har givet ham livslang økonomisk frihed.
Men at der var stil over ham i triviel forstand den aften i Diamanten, skyldes måske bare at han var klædt på til lejligheden, klædt ud som sit publikum. På linje med de mennesker han skriver om, reagerer vi på overfladiske impulser og lytter muligvis mere opmærksomt til en mand i sorte sko. Og Wallraff fortalte at en del af hans penge er investeret i fonde blandt andet til støtte for mennesker der er blevet ofre for krænkende sensationsjournalistik, til etablering og drift af et multikulturelt boligkvarter og som støtte til andre journalisters undersøgende og afslørende projekter.
For denne mand ser nu engang rødt: Han er socialt indigneret og står fast på de svages side over for magten og kapitalen. Derfor bliver hans historier faktisk ensidige. Og forudsigelige. Det kan virke næsten bizart at han gør sig så stor umage for at få bekræftet sine fordomme, men som Wallraff selv sagde det i et interview i Information: ”Fakta bliver jo ikke forkerte af at de stemmer overens med mine forventninger.” ◗

Om skribenten

Lektor ved Institut for kommunikation, Københavns Universitet. Ansv redaktør på Rhetorica Scandinavica 2016-2019.

Lämna ett svar