Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essäer » Rhetorica Scandinavica Recensioner » En spejlvendt skribent

En spejlvendt skribent

av Christine Isager

Recension

Samtalens tynne tråd. Anders Johansen. Spartacus Forlag, Oslo 2003. 301 sider

Bibliografiskt

Författare: Christine Isager

Rhetorica Scandinavica 29/30 (2004), s 99-101.

Annonce

Recensionen

 En professor i medie- og kulturhistorie ser sig i spejlet for at granske sin praksis som borger i almindelighed og som akademiker og skribent i særdeleshed. Det lyder lovende, for så vidt at den spejlvendte hedder Anders Johansen og er forfatter til den velformede essayistiske fagbog Talerens troverdighet fra 2002 (anmeldt og anbefalet i Rhetorica Scandinavica nummer 26). Som et skrift om at skrive er nyudgivelsen selvbevidst, og Anders Johansen bidrager med en række kritiske perspektiver, man som læser glad tager til sig – og efterhånden bliver fristet til at anlægge på hans egen tekst.

Samtalens tynne tråd tager udgangspunkt i Anders Johansens personlige ambition om at skrive på én gang fagligt og litterært, det vil sige med omsorg for udtrykket og med det mål, at hans sagprosa skal kunne læses af næsten hvem som helst. ”Om å tenke seg om skriftlig” hedder da det før­ste – og afgjort bedste – kapitel (udgivet i artikelform i Rhetorica Scandinavica nummer 7), hvor Johansen opfordrer akademikere til at dele deres møjsommeligt indhøstede skrive­erfaringer med hinanden og dernæst deler ud af sine egne. En del af hans indsigter er velkendte, men genvinder deres friskhed i formuleringer som nu den følgende, der handler om at skrive konkret:
’Min elskede er som en rose’, kan jeg skrive, eller ’min elskede er som en turnips’. I begge tilfeller har leseren en rimelig sjanse til å forstå. Dét har han ikke hvis jeg skriver at hun er ’som Goethes Otillie’, eventuelt ’i Benjamins lesning’ (side 58).
Stærkest indtryk gør imidlertid Johansens betragtninger over to mere sjældent hyldede håndværksmæssige principper, nemlig flid med at skrive korrekt og mod til at skrive med temperament:
Når man skriver, skriver Johansen, lægger man sine tankeprocesser blot, og de gode ideer træder frem med alle deres løse ender og svage led. Men gør man sig den anstrengelse at skrive korrekte sætninger og afrundede afsnit, må man træffe en række beslutninger, der gør, at man nødvendigvis forholder sig analytisk og argumenterende til sit stof. Med korrekthed, hedder det, udløser man nogle ”logiske ressurser i sin egen språkfølelse: Å skrive grammatisk konsekvent er å tvinge tanken til konsekvens” (side 38), og med disse ord får Johansen løftet korrektheden (puritas) ud af sin rolle som de klassiske stildyders knibske og kedsommelige søster. Den fortjener til fulde sin plads i det mønster af klarhed (perspicuitas), kortfattethed (brevitas), skønhed (ornatus) og afstemning efter situationen (aptum, decorum), som også bør være idealet for faglitteratur.
Det er bare forbistret vanskeligt ikke at blive pedantisk, når man skriver fagligt. Man skylder at gøre rede for sine forudsætninger, sin synsvinkel og sin procedure. Usikkerheder og forbehold skal lægges frem, og hvordan gør man det med elegance? Anders Johansens har et overraskende svar: man må skrive med temperament, eller rettere: man må fabrikere et temperament. Med en forarget, undrende eller bekymret tone kan man udtrykke et perspektiv på sit emne og markere en grad af engagement, der gør mange mellemregninger i den skriftlige fremstilling overflødige. Men tonen skal være klar. I enhver tekst må man vælge det temperament, der tjener sagen bedst, og hvis en naiv tone synes at fungere, trodser Anders Johansen gerne sin forfængelighed og mønstrer al sin naivitet til lejligheden. At nogle læsere vil føle, at de dermed har lært ham at kende som et endimensionalt, helt igennem naivt menneske, kan han godt leve med.
Det er dog netop Anders Johansens tekstlige temperament eller mangel på samme, der er svagheden i Samtalens tynne tråd. Dele af bogen er oprindelig skrevet til andre lejligheder, og som helhed hviler den groft sagt på følgende ræsonnement: ’At skrive er at kommunikere, at kommunikere er at leve, og ergo kan jeg vist godt forsvare at samle disse tekster under én hat’. Bogens undertitel, Skriveerfaringer, skal altså forstås stadigt bredere, idet Anders Johansen efter første del, Håndverk, reflekterer videre over sit virke set i forhold til Samfunn, Virkelighet og endelig Historie.
”Å si at det ’bare er jeg’ som prøver å finne ut av tingene,” hedder det undervejs, ”er å ta seg frihet til å fuske i mange fag” (side 97-98). Bogen rummer ingen tværfaglig ’fusk’ som sådan, men den erklæret uprofessionelle tilgang gør de faglige grænseoverskridelser for overfladiske. Når Johansen eksempelvis foreslår retorikundervisning frem for kanonisering af kunstværker som en farbar vej til dannelse, og her er vi nået til samfundsperspektivet, sker det i principielle vendinger: ”Det er … ikke beholdningen av kulturelementer som teller i denne ideen om dannelse, men utvekslingen av dem” (side 121). Man savner simpelthen indhold, detaljerede eksempler til at illustrere de pointer, der fremføres mundtligt og prægnant, ofte også rigeligt redundant, men som ikke når ind på nethinden.
I tredje del, Virkelighet, handler det især om Johansens arbejde med bogen Sær­oppgave, livssyn fra 1999, en collage af samtalestumper, minder og tanker, der har givet den primære livs- og skriveerfaring, at tilsyneladende tom snak kan være vigtig som et ritual, der ”holder oss i live og som holder virkeligheten ved like” (side 201). At vores livsverden så at sige hænger i (sam)talens tynde tråd – den, der har givet bogen sit navn – er næppe nogen fremmed tanke for læsere, der har beskæftiget sig med retorik. Johansen viderefører nu pointen på sit eget fagområde og skriver følgende om vore dages tendens til at lave hyggesnakkende tv: Måske er der tale om samfundsmæssighed, ritualiseret fællesskab, i sin reneste form? I så fald ville han ønske, at han orkede at deltage. Og dermed opgiver professor Anders Johansen sin mediekritik i denne omgang. Det er skuffende.
Anders Johansen ser sig i spejlet, men formår ikke at trodse sin forfængelighed og skabe en klar stemme, når han skal beskrive, hvad han ser. Temperamentet, der er fabrikeret til denne lejlighed, er et stereotypt prøvende-og-tøvende essayistisk temperament: ”Det er mulig, jeg vet ikke… For meg dreide det seg bare om å skrive ned og tenke over noe som hadde skjedd” (side 168). Den frie form synes at have legitimeret en unødigt amatøragtig omgang med stoffet, og trods selvbevidsthed og gode intentioner, står bogen altså tilbage som et eksempel på, at essayistik kan være farligt forførende, ikke mindst for essayisten selv.

Latest posts by Christine Isager (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere