Rhetorica Scandinavica

Introduktion till temanummer Retorik, sanser, følelser – Rhetorica Scandinavica 78/2018

Vår blick på världen är inte neutral, utan medskapande. När vi betraktar ett fotografi i ett vardagligt sammanhang registrerar vår blick inte bara sinnesdata, utan skapar också mening utifrån det vi tror oss veta om ­världen. Insikten om att blicken inte är neutral får politiska implikationer då det innebär att det betraktades mening inte är given. I maktspelet om blicken blir frågan om vems blick på världen som ges företräde central. Blicken är förkroppsligad och för sin retoriska effekt starkt beroende av minnet. Dess rörelse och subversiva implikationer illustreras i denna artikel av ett modefotografi ur en tysk damtidning. Fotografiet avbildar ett ­sällskap i traditionellt tyska kläder i ett temanummer om hur det är att semestra i Sverige. Genom att betona det betraktades mångtydighet ­lägges vikt vid faktorer som tenderas att glömmas bort i en rationell och argumentativ bildförståelse

”Det ku ha været mig” og ”jeg har oplevet” er sætninger eller fraser som de fleste kan høre sig selv sige. Udtrykkene beretter om indlevelse og genkendelse og henviser til tidligere hændelser uden eksplicit at identificere præcist hvilke hændelser det drejer sig om. I denne artikel belyser jeg hvordan disse udtryk, når de bruges som hashtags på Twitter, rummer særlige emotionelle appeller og derfor er velfungerende som mobilisering af retorisk handlekraft og skabelse af retoriske fællesskaber, der i disse ­tilfælde gælder så forskellige emner som hverdagssexisme og lægers arbejds­vilkår. Hashtagsenes gennemslagskraft forstærkes af en narrativ tilskyndelse til selv at bidrage med egen fortælling, men potenseres også i rækkevidde og mængde af deres transnationale og demokratiske funk­tionalitet

Forestillinger om dekorum har i hvert fald siden Cicero stået centralt i uddannelsen af offentlige talere såvel som i refleksionerne over, hvad offentlige samtale er eller bør være. Det aktuelle medielandskab er rigt på følelsesladede debatter om, hvad der er passende; i mange af tidens debatter udgør spørgsmål om det passende ikke marginale perspektiver på diskussionen af en sag, men er i stedet det, som debatten handler om. Denne artikel undersøger aspekter af anklager om brud på dekorum. Det sker ud fra antagelsen om, at kategoria ofte følger narrative logikker: En anklage kan retrospektivt fortælle historien om et brud på dekorum, mens den prospektivt kan bruge denne fortælling til at konstituere en identitet. Artiklen tager som sin genstand Trump 2016-kampagnens anklager mod Hillary Clintons kampagne i kølvandet på Clintons udsagn om, at halvdelen af Trumps potentielle vælgere kunne betragtes som overflødige eller uacceptable (”deplorable”).

Artiklen bidrager til forskning om følelser i politisk retorik ved at komplicere almindeligt accepterede synspunkter om hvilke typer følelser der er passende i offentlig debat. Artiklen belyser følelsen skam fra to vinkler der begge er retorisk og kritisk orienterede: en analytisk og en teoretisk. Eksempelmaterialet stammer fra dansk politik hvor en række kendte danskere udtalte sig til pressen om at de følte skam på foranledning af den førte flygtninge- og indvandrerpolitik i Danmark. Jeg undersøger hvordan følelsen skam og dens ophavsmænd dømmes ude af den offentlige debat. I artiklens anden del teoretiseres om negative følelser og skam i offentlig retorik. Jeg trækker på moderne politisk filosofi, feministisk teori samt affektteori for at argumentere for et mere nuanceret syn på appeller til følelsen skam. En nøjere analyse peger på at den ikke nødvendigvis indebærer den ødelæggende distancering man typisk forventer, men at den har potentiale som en solidaritetsmarkør som kan drive konstruktiv kollektiv etisk genovervejelse

Vår förståelse av Aristoteles Retoriken är på många sätt stympad. I synnerhet gäller det analysen av de specifika topikerna för pathos som utgör en stor del av textens andra bok. Trots att denna är nästan dubbelt så omfattande som analysen av de allmänna topikerna har den nästan inte intresserat tidigare forskare – i varje fall inte som exempel på just topiker – och de som sökt en förståelse för topikerna som sådana har ofta förbigått de känslomässiga topikerna med tystnad. Syftet med denna artikel är att lägga grunden för en sådan undersökning. Resultatet är först en distinktion mellan två typer av specifika topiker som här ges beteckningen schematiska respektive konkreta specifika topiker. Med utgångspunkt i dessa urskiljs tre generella topiker för pathos: subjekt, stimulus och agent. Dessa tre känslomässiga topiker är – om analysen är riktig – lika användbara på väg in i 2000-talets tredje decennium som de var i 400-talets Aten

Hvor retoriske teorier om patos typisk fokuserer på strategisk påvirkning af publikum, sigter denne artikel mod en bredere fortolkning af følelser. Med afsæt i en række eksempler fra retorisk praksis, herunder fællesskabs­følelser i den oratoriske situation, argumenterer vi for, at visse følelser i retorikken hverken synes bestemmelige inden for fagets traditionelle følelseskategorier eller forekommer at have med en bearbejdning af publikum at gøre. Vi søger derfor at formulere et bedre grundlag for forståelsen af følelsernes rolle i retorikken: Med udgangspunkt i Aristoteles’ placering af patos under diathesis, publikums disponering for bestemte følelser, samt Heideggers udlægning heraf foreslår vi en skelnen mellem en teknisk patos vedrørende den strategiske bearbejdning af publikums følelser og en generaliseret patos, der overskrider publikums specifikke sindstilstand

Focusing on different treatments of the same nonfictional entity, Huntington’s disease, in two global fictions, Ian McEwan’s Saturday (2005) and Lisa Genova’s Inside the O’Briens (2015), this paper seeks to understand the affective, ethical, and aesthetic dimensions of crucial problematic moments in each. It deploys the concepts of status (fictional, nonfictional, or a blurring of the two), function (how does the particular element contribute to the larger narrative purpose) and salience (how significant is that function for that larger purpose) in order unpack the rhetorical logic of those passages. This unpacking leads to a more positive view of McEwan’s construction of Saturday than the one offered by many of McEwan’s previous critics as well as a general defense of Genova’s construction of Inside the O’Briens. More generally, the essay offers new insights into the interaction of local nonfiction and global fiction

In the twenty-first century, as throughout human history, anger has played a pivotal role in governance and international affairs. This essay contributes to the substantial scholarly literature on public emotion by summarizing an integrative analysis of public anger built both on multi-disciplinary literatures theorizing emotion and upon three case studies surrounding the attacks now commonly labelled “9/11.” Examples from the rhetorics of Osama bin Laden, President George W. Bush, and Susan Sontag illustrate the predispositional complex of anger well, because the elements of that complex are evident among all three rhetorics, despite the dramatic differences in culture, ideology, and positionality of the rhetors from whom they emanate. The essay concludes by urging the development of conditions and rhetorical practices that would enable global anger to serve its valuable adjudicatory functions rather than to reprise endlessly its function of rallying peoples to attack each other

Introduktion till Virksomhetsretorikk, temanummer av Rhetorica Scandinavica, nr 77 (2018)

Toposteori gir gode verktøy for både å forstå og utøve virksomhets­retorikk. I denne artikkelen poengteres hvordan slik retorikk må ta hensyn til doxa og ikke minst arenaen som en eventuell debatt utspiller seg på. Gjennom en caseanalyse av en debatt om lederlønn viser vi hvordan noen topoi er vanskeligere å få gjennomslag for enn andre. I et egalitært samfunn vil ikke topoi hentet fra økonomisk teori ha like gode kår som topoi som tar utgangspunkt i likhet, moral og rettferdighet. Når debatten dessuten utspiller seg på mediearenaen, blir de sistnevnte topoi enda ­viktigere.

Denne artikel argumenterer for, at aktuelle krisekommunikationsteorier savner et retorisk perspektiv på kriser. De anlægger et organisations-centrisk perspektiv og betragter kriser som apriorisk givne fænomener, hvilket gør dem ude af stand til at belyse, hvordan organisationskommunikation i sig selv konstruerer kriser. Artiklen foreslår at genindskrive retorik i krisekommunikationsfeltet ved hjælp af stasislære og framingteori. Hermed understøttes et syn på både organisationer og kriser som kommunikatvt konstituerede. Ved at introducere CCO-teori (”communication as constitiutive of organizations”) præsenterer artiklen en analytisk ramme, der anskuer kriser som retoriske framingprocesser. Denne gentænkning af krisekommunikationsteori kan samtidig yde et bidrag til en generel teori om virksomhedsretorik