Krop er alt, ord er ingenting

Siden Kennedy og Nixon har myten om at det flotteste smil vinder debatten, været fast underlægningsmusik på den politiske scene. Men hvis ord er ingenting, kunne politikerne lige så godt danse deres politik

Krop er alt, ord er ingenting

Jens E. Kjeldsen

kroperalt1”Kropssprog og toneleje betyder ekstremt meget, og politikerne bruger alle kneb.” Sådan lød overskriften i en stort opsat dobbeltside i BT under valgkampen i 2011. Vi får at vide at udseende og kropssprog har enorm betydning i fjernsynsdebatter. Selv små detaljer kan være afgørende for om man vinder en debat: Anders Fogh med eller uden slips. Villy Søvndal i hønsestrik eller jakkesæt. Helle Thorning-Schmidt i hæle som gør hende højere end Lars Løkke. Lars Løkke som lægger en ’eftertænksom’ pegefinger hen over munden. Artiklen fra BT formulerer en påstand som dominerer mediernes dækning af politiske debatter: kropssprogets magt i fjernsynet. Under valgkampe bliver vi fortalt at det politikerne siger i fjernsynsdebatter, slet ikke betyder så meget som det de gør: Kropssproget trumfer ordene. Vi er ligeglade med argumenterne og politikken og stemmer på den som klæder sig bedst og smiler mest indtagende.

Fjernsynets magt

Overskriften fra BT bunder – som de fleste tekster i denne type journalistik – i den mest udbredte myte af alle: ”Fjernsynets magt og magi har stået krystalklart for alle politikere kloden over siden John F. Kennedy i 1960 vandt præsidentvalgkampen over den siddende vicepræsident Richard Nixon.” Avisen forklarer:

”Det var første gang, at amerikanerne kunne se deres to kandidater debattere mand mod mand på tv. Duellerne blev også sendt på radioen, hvor Nixon blev opfattet som vinder, men den unge Kennedy sejrede stort på tv. Han havde kameratække og så langt mere veloplagt ud end den ældre og usminkede Nixon.”

Denne historie bliver fortalt med varierende grad af detaljer fra gang til gang, men fortolkningen er altid den samme: Fjernsynet er et visuelt medium; det afgørende er ikke hvad man siger, men hvordan man ser ud. Fremføring er vigtigere end substans. Fordi fjernsynet består af billeder, forfladiger, forenkler og forvrænger det den politiske debat. Fjernsynet formidler udtryk frem for indhold. Billederne har magt over ordene. Selv Nixon var overbevist om dette. I sine erindringer, Six Crises (1962), beklager han at: ”jeg var for optaget af hvad jeg skulle sige, og for lidt af hvordan jeg så ud. (…) En dårlig kameravinkel på fjernsynet kan have meget større effekt på valgresultatet end en større fejl i udformningen af en tale.”

Det utrolige er ikke noget at tro på

Men hvordan ved vi egentlig det? Og er det virkelig rigtigt? Hverdagsmyter som denne er lokkende og fascinerende fordi de får os til at tænke at dette er så utroligt at man næsten skulle tro at det ikke er sandt. Og som regel er det heller ikke sandt.

Antagelsen om at Kennedy vandt i fjernsynet, men tabte i radioen, bygger på tre undersøgelser, ja, egentlig bare på en. For to af undersøgelserne er ikke andet end personlige journalistiske beretninger. Den første var et essay af reporteren Ralph McGill som i The Atlanta Constitution fortalte at han fik en række mennesker til at lytte til debatten på radio, og angiveligt mente de alle at Nixon vandt. Antageligt var der højst 15 personer, og vi ved intet om hvordan de var valgt ud, om de var republikanere eller demokrater. Så selvom McGills tekst kan være interessant som journalistik, er den ubrugelig som videnskabelig dokumentation.

kroperalt2Den anden undersøgelse er en impressionistisk reportage i New York Herald Tribune hvor reporteren Earl Mazo beretter hvordan han sammen med 11 guvernører og en del andre folk fulgte debatten på radio mens de ventede på at fjernsynsbillederne skulle komme frem. De fleste, fortæller Mazo, synes Nixon var bedst; men da ”fjernsynets magiske lanterne” blev tændt omtrent halvvejs i debatten, ændrede holdning-en sig, hævder Mazo: ”Kennedy så skarpere ud, mere under kontrol, mere bestemt.” Også her er bevisførelsen anekdotisk. Mazo rapporterer hvad han tror han så og hørte, men der er hverken systematik i udvælgelsen af deltagere (10 af guvernørerne støttede for eksempel ikke Kennedy) eller i behandlingen af ’resultaterne’. Også dette er personlige observationer uden nogen generaliserende kraft.

Tal er også retorik

Det eneste reelle studie af debatten er en telefonundersøgelse udført af selskabet Sindlinger & Company. De interviewede 2.138 personer, heraf 282 som havde hørt debatten på radio. 178 af disse lyttere blev spurgt hvem de mente vandt. Ifølge undersøgelsen mente 43 % af lytterne at Nixon vandt, mens 20,3 % mente at Kennedy vandt. Til sammenligning mente 18,5 % af seerne at Nixon vandt, og 27,8 % anså Kennedy for vinder. Disse tal synes jo at støtte myten om fjernsynets magt. Men selvom dette er en reel opinionsundersøgelse, dokumenterer den nu alligevel ikke at Kennedy vandt i fjernsynet og tabte i radioen. For det første er 178 interview ud af mere end 61 millioner radiolyttere ikke nok til at generalisere. Det svarer til at spørge 16 personer i Danmark om et politisk spørgsmål i håb om at få nationens mening. Antallet af adspurgte radiolyttere er altså ikke stort nok til at give pålidelige resultater.

Dertil kommer at vi ikke ved hvordan lyttere og seere fordelte sig i landet, eller hvem og hvor mange som var demokrater eller republikanere. Var radiolytterne for eksempel fra landlige strøg hvor de fleste er republikanere, og var seerne fra de store byer hvor de fleste er demokrater? Det er sandsynligt, men undersøgelsen giver ingen oplysninger om sådanne forhold. Derudover virker det højst besynderligt at bare 20 % af lytterne anså Kennedy som debatvinder på et tidspunkt hvor hele 46 % støttede ham som præsident. Sådanne forhold gør at Sindlinger-undersøgelsen er upålidelig, og vi kan derfor ikke konkludere at Nixon vandt på radio og Kennedy på fjernsyn.

Hvorfor ikke bare danse?

Der er en grund til at kandidaterne siger ord og ikke bare danser eller mimer deres politik foran tilhørerne. Alligevel lever myten om Kennedys fjernsynssejr videre – uden noget godt bevis for dette. Jeg påstår selvfølgelig ikke at politikeres udseende, måde at tale på og fysiske fremtræden er uden betydning, men det omvendte er heller ikke tilfældet. Alligevel falder kommentatorer i medierne konstant for fristelsen til at trække denne myte op af hatten, så alle måber i vantro overraskelse når de selvsikkert slår fast at krop er alt, og ord er ingenting.       R

Om forfatteren
Jens E. Kjeldsen. Professor i retorik ved Universitetet i Bergen og Södertörns Högskola.

Artiklen findes i RetorikMagasinet 87, marts 2013.

RM87

Læs mere:
Kraus, Sidney: ”Winner of the First 1960 Televised Presidential Debate Between Kennedy and Nixon”, Journal of Communication, 1996.
Schudson, Michael: ”Trout or Hamburger: Politics and Telemythology”, HERMÈS 13-14, 1994.
Vancil, David L. & Sue D. Pendell: ”The Myth of Viewer-Listener Disagreement in the First Kennedy-Nixon Debate”, Central States Speech Journal, 38 (1), 1987.

Om skribenten

Jens E. Kjeldsen är professor i retorik vid Bergens universitet.
Redaktør på RetorikMagasinet 1991-1994. Redaktør på Rhetorica Scandinavica 1997-2010.

Lämna ett svar