Enhedslistens politiske fortælling opstod af asken fra 80’ernes sammenbrændte socialisme og bærer stadig præg af hammer og segl. I principprogrammet for 2014 har de nye frontfigurer dog luget ud i de revolutionære fortidslevn – og har gjort den danske velfærdsstat til både målet og midlet.
En stor fortællings allersidste død
Hanne Roer
Det er først i de seneste år at Enhedslisten (EL) har oplevet en stor vælgertilslutning og indflydelse på tinge. I takt med partiets vej fra en marginal position til et indflydelsesrigt støtteparti for 2011-regeringen kom der i medierne fokus på partiets program: Aviser kunne citere altmodisch klingende passager om revolutionens komme og afskaffelsen af borgerlige institutioner som politi og militær.
Debatten viste hurtigt at mange i EL var klar over svaghederne i programmet. I sommeren 2012 udtalte Katrine Toft Mikkelsen i et mindeværdigt interview at folk naturligvis fik lov at beholde deres tandbørste efter revolutionen. Ikke alle partitropper havde dog et ironisk forhold til revolutionen; Per Clausen udtalte at revolutionen ville komme inden 20 år. Bemærkningen med tandbørsten blev populær i medierne – sikkert fordi den spidder utopien om det paradisiske kommunistiske fællesskab.
Disse modsatrettede udsagn antyder også samtidig de interne ideologiske stridigheder der har præget EL helt tilbage fra stiftelsen i 1989. Enhedslisten opstod efter Murens fald som en sammenslutning af en række små partier på et tidspunkt hvor socialismen faktisk var i opbrud. De store fortællinger om frigørelse og oplysning – herunder ideologier som marxismen – blev erklæret for døde af postmoderne filosoffer som Jean-Francois Lyotard der i stedet annoncerede at mindre fortællinger ville tage deres plads, og at religionen ville komme tilbage. Det var denne ulmende aske EL opstod af, og det var som midtpunkt i disse ideologiske brydninger at EL atter skulle samle venstrefløjen om et nyt principprogram. Utopien om det kommunistiske paradis gennemtrænger stadig det principprogram der blev vedtaget i 2003; et principprogram der som noget nyt besad et vist religiøst præg med sine økologiske paradis-visioner. Kritik fra mange sider kaldte dog på et endeligt opgør med den forældede fortælling: I maj 2014 vedtog EL derfor et nyt program, og som vi skal se, er der ikke meget tilbage af den store marxistiske fortælling.
Principprogrammet fra 2003
Johanne Schmidt-Nielsen udtalte i foråret 2012 at programmet fra 2003 var “støvet”, og det lange program (32 normalsider) er sandt nok en belærende marxistisk tekst. Den alvorlige, profetiske stil underbygger de klassiske marxistiske analyser og afspejler dens særlige kombination af lange, materialistiske samfundsanalyser og politisk idealisme (utopien om det socialistiske, klasseløse samfund). Programmet består således af en teoretisk første del med en marxistisk analyse og af en anden del om det socialistiske, klasseløse samfund.
I første del finder vi en lang række interessante omfortolkninger af den marxistiske arv. Således er begrebet kapitalisme nu splittet op i en god og dårlig side: Den onde side af kapitalismen skyldes de riges hæmningsløse profitjagt, mens kapitalismens positive resultater i form af velfærd for mange mennesker i den vestlige verden derimod skyldes fag- og arbejderbevægelsen. På samme måde differentieres staten i en god og en dårlig stat. Hvor staten traditionelt blev opfattet som borgerskabets magtapparat og derfor skulle bekæmpes af de forenede arbejdere i alle lande, opfattes nationalstaten her som en positiv faktor der kan dæmme op for den rå multinationale kapitalisme. Det må være en dansk udgave af marxismen hvor forsvaret for velfærdsstaten bliver så magtpåliggende at staten kan blive en medaktør i klassekampen.
Noget af det der vakte opsigt i pressen i 2012, var 2003-principprogrammets analyse af klassestrukturen i Danmark. Den helt store klasse i Danmark er stadig arbejderklassen – selv om mange har ment at den næsten er forsvundet. Principprogrammet hævder direkte at den danske arbejderklasse er så uddannet og velorganiseret at den er udset til at lede revolutionen.
Den sidste halvdel af programmet er helliget EL’s vision. Økologien er den løftestang der skal bane vejen for revolutionen, for kapitalismens ødelæggelser af naturen medfører fattigdom og elendighed. Alligevel er billedet af det fremtidige paradis i det socialistiske samfund noget uklart. Arbejdere, miljøforkæmpere, bøsser og lesbiske synes at trives i den socialistiske utopi hvor man deles om bil, computer, vaskemaskine og andre forbrugsgoder og afstår fra luksusprodukter.
Min lidt ironiske tone skyldes ikke et ønske om at spotte EL, men om at påpege svaghederne på det retoriske niveau. Der mangler så mange mellemregninger at det bliver let at udstille den socialistiske utopi som, nå ja, støvet. Der står fx intet om hvad der skal erstatte politi og militær, om det repræsentative demokrati skal afskaffes, eller hvordan velfærden kan bevares hvis den imperialistiske udbytning af tredjeverdenslande skal ophøre. Det syntes heller ikke at bekymre EL i 2003 at arbejdere, bøsser og lesbiske kan være uenige, for der er en næsten religiøs tro på at Det Gode, dvs. fællesskabet, kan slå bro over alle kløfter. Men hvordan ser det så ud 11 år senere?
Principprogrammet fra 2014
Det nye, kortere principprogram er markant anderledes i sin stil. Alene titlen “Frihed i fællesskab” annoncerer nye tider: Det enkelte individ loves en personlig frihed frem for den fælles frigørelsesproces som deltagelsen i den socialistiske revolution ville føre til ifølge det gamle program. Et socialistisk frihedsbegreb er erstattet med en konservativ eller ligefrem liberal frihed.
“Frihed i fællesskab” er stilistisk helt anderledes: professionel og pædagogisk formidlende. Dette er en tekst der passer til en hjemmeside med sine korte, enkle sætninger og lette sprog uden megen fagterminologi. Der er heller ikke megen marxistisk terminologi tilbage; mest markant omtales revolutionen kun et par gange (29 gange i det gamle program). Der tales ikke længere så meget om en grundlæggende modsætning mellem arbejderklasse og borgerskab, men ordet kapitalisme er fortsat betegnelsen for den store hovedfjende.
Teksten taler i et inkluderende “vi”, typisk for nutidens journalistik. “Vi” er åbenbart “den brede befolkning” der er henvist til lønarbejde. Der er stadig klasser, men den marxistiske analyse af klassestrukturen (bourgeoisi, borgerskab, småborgerskab, mellemlag, arbejdere) er forsvundet. Nu skelner EL mellem kapitalister der ejer værdipapirer, fabrikker, jord, råvarer og infrastruktur, og alle andre. Der er altså en lille overklasse der udnytter alle andres arbejdskraft, mens arbejderklassen er blevet til “almindelige mennesker”.
Programmet er blevet mere åbent ved at oversætte og reducere marxistisk insiderterminologi til mediernes enkle sprog, men samtidig har det tabt i analytisk kraft. Kapitalismen beskrives forholdsvist grundigt i anden del: Problemet med den er fortsat at den er profitsøgende, til gavn for de få, en hindring for demokratiet og den bæredygtige udvikling, for miljøet. Man fastholder det gamle marxistiske dogme om at kapitalismen altid fører til kriser. Men hele den analytiske del er blevet meget vag, med kapitalisterne som de klarest tegnede, mens arbejderklassen er blevet til “os alle sammen”. Det er den almindelige dansker der appelleres til, ligesom politikere fra alle partier har gjort det i de senere år (‘dem der står tidligt op, smører madpakke og går på arbejde’).
Fjerde del om det socialistiske demokrati er angivelig vagt med vilje da man ikke vil beskrive dette samfund der vil være i stadig udvikling. Igen er økologisk bæredygtighed fremhævet som det vigtigste, dernæst demokrati på arbejdspladsen, økonomisk og anden ligestilling, velfærd og lige muligheder. Bortset fra den meget store vægt på økologi er der ikke noget i EL’s vision der skarpt adskiller dem fra andre centrumspartier.
Pragmatismen – en lille fortælling
Marxismen er stort set forsvundet, og det slås nu fast at revolutionen skal indtræde som en flertals-
afgørelse, og at der fortsat skal være valg til repræsentative forsamlinger. Vælgerne kan altså stemme socialismen væk igen på et senere tidspunkt; det er et klart opgør med den marxistiske historieopfattelse hvor det socialistiske samfund fuldendte Historien.
Det samlede billede af det nye program er at aktørerne er indlejret i et fælleskab. Fælleskabet er det (vidunder-) middel der sætter aktørerne i stand til at skabe rammerne for den gode samfundsudvikling som synes at være mere eller mindre identisk med den danske velfærdstat (minus kapitalister!), eftersom resten af Europa og verden i øvrigt ikke vies nogen særlig opmærksomhed.
EL har i det nye program forladt marxismen endegyldigt, for der er hverken en overbevisende økonomisk analyse – selv om der er mange venstreorienterede tænkere man kunne trække på – eller en vision ud over det danske velfærdssamfund as we know it. EL er blevet pragmatiske, ligesom de fleste andre partier, og det er – retorisk set – endt med en ydmyg og ganske lille fortælling. Stråleglansen fra den store marxistiske fortælling (der lukrerede på kristendommens paradisvisioner) er blegnet, og det gamle programs klippetro på det økologiske erstatningsparadis har ikke overlevet.
R
Læs mere
Roer, Hanne: “Dramatistisk, pentadisk kritik”. In Retorikkens aktualitet. Grundbog i retorisk kritik, red. Marie Lund og Hanne Roer. Hans Reitzels Forlag, 2014.
Principprogrammet fra 2014 findes her: enhedslisten.dk/principprogram.
Principprogrammet fra 2003 ligger på det Kongelige Biblioteks hjemmeside, ligesom partiprogrammer fra andre danske politiske partier.
R
Bibliografisk
Af Hanne Roer. Lektor i Retorik v. Københavns Universitet.
RetorikMagasinet 94 (2014), s 24-27.
Liknande artiklar:
“Prøver jeg nu igen at løbe fra den topløse servitrice?”
Fascinerende indblik i spin på indersiden
Framing er som at trække vejret
Genvejen til grundlovstalen
ph.d., lektor på Københavns universitet, forsker og underviser i retorisk kritik og receptionen af antik retorik fra Augustin til K. Burke.
