Start » Dansk retorik » Danske artikler » Når billedet siger alt…

Når billedet siger alt…

av Hanne Roer
talerstol_logo

talerstol_logo

Årets vinder af den internationale konkurrence i professionel fotojournalistik, World Press Photo, blev afsløret i februar. Hovedprisen gik til den 30-årige italiener Pietro Masturzo hvis kamera havde fanget tre kvinder på et fladt hustag i en tæt bebygget by. I denne artikel fortæller lektor Hanne Roer ved Københavns Universitet hvordan fotoet visuelt agerer retorisk.

Bibliografisk

Forfatter: Hanne Roer Lektor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 76/2010, side 31-35.

Når billedet siger alt…

Den ene sortklædte kvinde sidder på en stol, mens en anden, muligvis lidt yngre og lystklædt kvinde danner en tragt med sine hænder. Hun råber ud i natten, et stille råb om hjælp – stille i det mindste for os betragtere.

       Valget af det lidt tyste skumringsbillede vakte først undren fordi det kan være vanskeligt at lokalisere i tid og sted.

Ved hendes side er en mindre, sortklædt kvinde med så uklare konturer at hun ved første øjekast kan ligne en skygge. Valget af det lidt tyste skumringsbillede vakte først undren fordi det kan være vanskeligt at lokalisere i tid og sted. De indhyllede kvinder og vinduernes udformning signalerer Mellemøsten eller et muslimsk land, men billedet rummer ikke mere præcise angivelser.
rm76_MasturzoKomiteen oplyser at billedet er del af en serie som Masturzo tog under urolighederne i forbindelse med valget i Iran den 12. juni 2009. Masturzo fortæller selv til pressen at han ikke var helt tilfreds med sine billeder fra de voldsomme demonstrationer, og at det først var med billeder som dette at han fangede oprørsånden og modet hos de mange utilfredse iranere. Han havde bemærket at der om aftenen lød råb fra hustagene, og fik at vide at det var en protestform der var opstået under den islamiske revolution i 1979. Nu, 30 år senere, blev der igen råbt fra Teherans flade tage.
En ny revolution var måske undervejs, men som vi alle ved blev demonstranterne brutalt nedkæmpet. Den chokerende amatørvideo med den unge kvinde Neda Agha-Soltans dødsøjeblik er gået verden rundt.
Hun blev slået ihjel af en snigskytte fra revolutionsgarden mens hun demonstrerede sammen med sin far. Et udsnit (et såkaldt frame grab) af videoen, der blev lagt ud på Youtube i juni 2009, fik i øvrigt en særlig pris ved dette års World Press Photo. Komiteen anerkender dermed at billeder taget af ikke-professionelle kan få afgørende betydning for ”vores visuelle erindring”.
Masturzos vinderfoto er også foruroligende selvom det ikke er brutalt og rystende som den autentiske optagelse af Nedas sidste sekunder. Den svensk-tyrkiske forkvinde for komiteen i World Press Photo, Ayperi Karabuda Ecer, begrunder valget med at billedet er ”både visuelt og emotionelt bevægende” og giver perspektiv til konflikten. Et andet jurymedlem, Guy Tillim, mener at billedet både skildrer konflikten og dens baggrund, menneskers liv, som går videre selv under de værste konflikter. D ette dobbeltperspektiv kalder han ligefrem ”fotojournalistikkens hellige gral” og fremhæver desuden at billedet er smukt og gengiver ”et smukt iransk landskab”.

Annonce

       Tillim sætter hermed fingeren på et af fotojournalistikkens ømme punkter, nemlig at den meget let kommer til at æstetisere andre menneskers lidelser.

Billedet lever altså op til juryens normer for god fotojournalistik der ikke blot skal fange øjeblikket og skabe journalistiske nyheder, men også give en fornemmelse af baggrunden. Dertil kommer en æstetisk norm: det skal være smukt og tale direkte til hjertet. Den sidste grund er forbavsende for skønhed er vel noget der traditionelt hører til kunst eller design. Tillim sætter hermed fingeren på et af fotojournalistikkens ømme punkter, nemlig at den meget let kommer til at æstetisere andre menneskers lidelser. Han kommer ikke ind på det etisk problematiske, men fremhæver derimod det æstetiske udtryks evne til at hæve et billede ud af en umiddelbar kontekst og gøre det universelt.
Vinderfotoets kunstneriske karakter gør det så signifikant at det bryder den billedstrøm der er blevet vores historie, og dermed præger ”vores visuelle erindring” som Tillim udtrykker det. Vinderfotoet ligner da også mere et kunstfoto end et pressefoto fordi det ikke er umiddelbart aflæseligt. Det sætter betragteren på en fortolkningsopgave hvor billedets elementer, farver, komposition, stiltræk etc. må sættes på spil i forskellige mulige læsemåder. Kvindernes tøj og arkitekturen (vinduespartierne) peger direkte på et muslimsk område, og ved nærmere eftersyn er der faktisk en del ’orientalistiske’ elementer i billedet.
Jeg refererer her til et centralt begreb hos litteraturkritikeren Edward Said der i sine bøger analyser Vestens opfattelse af Østen som det Andet: den vestlige kulturs modbillede der svinger fra et decideret fjendebillede som ’de onde tyrkere’ til en sentimental og seksualiseret fremstilling af en eksotisk, hemmelighedsfuld finkultur som fx ’orientalske skønheder i haremmet’. Kvinderne i billedet er spærret inde i tagets firkant, gemt bag dets mure som alle muslimske kvinder er det ifølge den orientaliserende tankegang. Indespærringen er understreget med de lysende, men blændede vinduesflader der signalerer et hemmeligt (kvinde)liv, og med den natlige tomhed i en by der i så henseende minder mere om en ørkenoase end en moderne storby.

       Billedet tvinger os ind i den voyeuristiske tilskuerposition som er typisk for klassisk film- og fotokunst, men det får os også til at opleve ubehaget ved den.

Disse topoi, eller retningspunkter, gør billedet så bevægende – for en vestlig betragter. Det virker fordi det er æstetiserende, på samme måde som et lækkert designobjekt. Stor kunst er billedet ikke, dertil står der for mange klicheer i kø, men der er nu alligevel nogle foruroligende træk der nærmer sig kunstens mangestemmige flertydighed. For eksempel kan vi se et råb, men ikke høre det. Det kunne kaldes en visuel aposiopesis, den retoriske figur der består af en betydningsfuld afbrydelse af en ytring. Trukket ud af sin kontekst, det vil sige resten af serien, antager billedet en form for kunstnerisk autonomi fordi det konstant udfordrer betragteren. Vi ved ikke hvem der er på billedet, og vi ved ikke hvorfor vi skal se det. Billedet tvinger os ind i den voyeuristiske tilskuerposition som er typisk for klassisk film- og fotokunst, men det får os også til at opleve ubehaget ved den.
Billedet tvinger os til at forsøge at rekonstruere kvindernes råb i natten. Farverne signalerer en dyb varm nat, et blødt organisk mørke der spiller mellem sorte, grå og grønlige toner. Kvindernes sorte og hvide dragter skærer sig ind i de bløde toner og tiltrækker sig vores opmærksomhed. Vi forstår at det er os de taler til, og at de beder om hjælp. Billedet minder dermed om andre vestlige, ikoniske billeder såsom det fotografi fra Vietnam-krigen hvor en pige såret af en napalmbombe løber os i møde, og om det kendte billede fra Tiananmen Pladsen i Beijing hvor en mand forsøger at standse tre fremadkørende militærtanks. Isoleret betragtet udtrykker vinderbilledet fra 2009 en klar ideologi: en liberalistisk demokratiopfattelse der tildeler vesten rollen som demokratiets og ytringsfrihedens forsvarer.
Sådanne ikoniske billeder er genstand for kritisk læsning i bogen No Caption Needed. Iconic Photographs, Public Culture, and Liberal Democracy af Robert Hariman og John Louis Lucaites (2007). De to forfattere har en også en imponerende blog af samme navn hvor de hver dag skriver udførligt om aktuelle billeder. ”Caption” betyder billedtekst hvad disse billeder netop ikke behøver da de taler for sig selv. De to forfattere interesserer sig for fotojournalistikken fordi den hænger sammen med moderne demokrati, og fordi den visuelle side af offentlig kultur betyder mere og mere. De beskæftiger sig med amerikansk visuel kultur og understreger at netop i USA har det visuelle i særlig høj grad påvirket offentligheden og opfattelsen af historiens gang. De to forfattere fortæller at tilfældigt adspurgte
amerikanere pegede på de samme fotos som de virkeligt skelsættende (disse fotos handler Lucaites og Harimans bog om).

       Ikoniske billeder er kendetegnet ved at de reproduceres og kopieres i det næsten uendelige, og alle kender dem uden at kende fotograf eller nærmere omstændigheder.

Ikoniske billeder er kendetegnet ved at de reproduceres og kopieres i det næsten uendelige, og alle kender dem uden at kende fotograf eller nærmere omstændigheder (billedet fra studenteroprøret i Kina i 1989 er for eksempel slet ikke taget på Tiananmen Plads og er i øvrigt et klip fra en video). Hariman og Lucaites definerer desuden fem vigtige aspekter: ikoniske billeder reproducerer en ideologi, kommunikerer social viden, skaber kollektiv erindring, giver modeller for medborgerskab og leverer billeder som ressourcer for kommunikativ handling.
Man kan overføre de fleste af disse begreber til en europæisk/dansk kontekst, blandt andet fordi den massive indflydelse fra amerikansk underholdningsindustri betyder at hvad der er ikonisk i amerikansk sammenhæng, er det som regel også i dansk. Jeg kan faktisk ikke umiddelbart komme på fem-ti ikoniske danske billeder, men her er et par forslag: Christian X til hest, Preben Elkjær i 1984, urolighederne på Nørrebro 1992.

       Billedet kan også blive en ressource for kommunikativ handling fordi det ved at visualisere et folkeligt oprør kan overbevise borgere i vesten om at de bør støtte den demokratiske bevægelse i Iran.

Vinderbilledet 2009 har som sagt en del af det ikoniske billedes kvaliteter for det reproducerer en liberalistisk demokratiopfattelse (med heltemodige individer i centrum), giver en social viden (om livsbetingelserne i Iran og om mulige oprørsformer) og tilbyder en model for medborgerskab (det aktive individ der udgøres både af kvinderne og fotografen). Billedet kan også blive en ressource for kommunikativ handling fordi det ved at visualisere et folkeligt oprør kan overbevise borgere i vesten om at de bør støtte den demokratiske bevægelse i Iran.
Hariman og Lucaites understreger at ikoniske billeder både skaber og hindrer demokrati. De er uundværlige for kritisk journalistik, men de naturaliserer ofte fordomme om race, køn, etc. De kan være magtens instrument, men de rummer også muligheden for frigørelse og kritik. Komiteen begrunder valget af Masturzos billede ud fra de kriterier der gælder for ikoniske billeder: det er bevægende og det går direkte til hjertet (no caption needed!). Komiteen har da også udvalgt det ene billede i serien der er orientaliserende, for de andre billeder viser en usentimentaliseret, natlig storby. Masturzo har talent for det ikoniske, men hans billedserier er først og fremmest kritiske. Hans billeder er så komplicerede at der faktisk er brug for en billedtekst. ◗

Se mere

Et jurymedlem begrundede valget af vinderfotoet således: ”The photo shows the beginning of something, the beginning of a huge story. It adds perspectives to news. It touches you both visually and emotionally, and my heart went out to it immediately.” Du kan læse mere om begrundelsen for valget på www.worldpressphoto.org. Hele serien, Roofs of Teheran, kan ses på Masturzos hjemmeside www.masturzo.com

Hanne Roer

ph.d., lektor på Københavns universitet, forsker og underviser i retorisk kritik og receptionen af antik retorik fra Augustin til K. Burke.
Hanne Roer

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere