Ytringsfrihed skåret ud i træ

Thomas Kilppers værk fra sidste års danske bidrag til Biennalen i Venedig gav anledning til diskussion om Danmarks forhold til ytringsfrihed og ’politisk korrekthed’. Gammelt kasteskyts blev fundet frem fra gemmerne, men faktisk rummede udstillingen en tiltrængt fornyelse af den gamle diskussion.

Ytringsfrihed skåret ud i træ

Hanne Roer

Stor opsigt og megen alarm vakte det da offentligheden i juni 2011 blev bekendt med det danske bidrag til Biennalen i Venedig. Den danske komité havde givet opgaven med at indrette udstillingen i den danske pavillon fra sig til den græsk-engelske kurator Katarina Gregos der havde valgt at udstille flere internationale kunstneres arbejde med temaet ytringsfrihed. Det burde være vigtigt både for Danmark og vigtigt for kunstverden!

Titlen på udstillingen Speech Matters! klingede skønt i en retorikers øren, men mindre skøn var den danske ’debat’ om udstillingen. Alle de velkendte standpunkter fra 00’erne og det kulturelle jerntæppe mellem venstredrejede og højresnoede intellektuelle røg op igen, skønt få havde set udstillingen. Skulle Danmark virkelig bruge penge på at vise internationale kunstnere på Biennalen i Venedig hvor hele ideen er at udstille i nationale pavilloner? Var den kunstfaglige komité blevet grebet af panikangst og flovhed over Danmarks blakkede ry ude i den store verden hvor karikaturkrisen ikke kun gik ud over Arla, men også sled voldsomt på Danmarks ry som civiliseret kulturnation? Beskyldninger om rindalisme og argumenterne i kontroversen om Jyllands-Postens karikaturtegninger kom op af posen igen.

Kilpper2

Politikere og provokerende træsnit

Især ét værk bidrog til dette bål, nemlig den trækonstruktion, en ’para-pavillon’, som den tyske aktivist og kunstner Thomas Kilpper havde bygget op ad pavillonens ene side: Pavillon for Revolutionary Speech. Den bestod af en bred trappe der førte op til en scene vendt ud mod en central vej i det store biennaleområde. På scenen var en farvestrålende megafon og plads til performances, såsom Lilibeth Cuenca Rasmussens Afghan Hound der blev opført i åbningsugen først i juni. Besøgende på Biennalen kunne frit gå op ad trappen og benytte sig af dette speaker’s corner i perioden frem til Biennalens lukning i november.

Nu var der bare det at Kilpper havde skåret portrætter ned i gulvet af ledende italienske, danske og nogle få andre politikere som han anser for fremmedfjendske og ekskluderende: Silvio Berlusconi, Umberto Bossi, Anders Fogh Rasmussen, Flemming Rose, Pia Kjærsgård, Geert Wilders, Angela Merkel, ja, de var der alle sammen, og selvfølgelig også pave Benedikt XVI pga. udtalelser mod homoseksuelles ret til ægteskab.

Annons
Doxologi
Doxologi. En essä om kunskap
Doxologi. En essä om kunskap

Vad betyder det att all kunskap som vi människor har – alltifrån teoretiska insikter till praktiska färdigheter – är just vår kunskap? Läs mer...

Hvis man ville, kunne man altså benytte chancen til at træde disse – i hvert fald ifølge værket – krigslystne og fremmedforskrækkede ledere under fode, men man kunne også sagtens undgå det da de kun fyldte en mindre del af trappen. Jeg havde selv først lidt vanskeligt ved at få øje på dem i menneskemyldret, så der var klart et valg, modsat den version der blev fremført i den danske presse. Kilpper genbrugte træ fra de sidste tre års udstillinger i den danske pavillon, og han lavede sine klassiske træsnit, et kæmpearbejde uden brug af digitale teknikker, på to uger (alt var forsinket, O Italia). At bruge en så gammel kunstnerisk teknik er ment som en protest mod den kapitalistiske logik der behersker kunstverden og som behændigt opsluger protestkunstens kritik i sin egen diskurs. Som bekendt går der ikke længe, før nyskabende kunstnerisk kritik ender på de dyre gallerier, en mekanisme som Kilpper i årevis har kæmpet imod ved at lave kunst i saneringsmodne bygninger.

Som Kilpper fortalte i en paneldebat med Martin Krasnik på Charlottenborg 6. juni 2012, kan der ikke skabes uden en destruktion der modsætter sig den glamourøse kunstverdens mekanismer. Kilpper begyndte for mange år siden som politisk aktivist og rykkede ind i tomme bygninger hvor han skar i gulvene: kunst som destruktion. Til trods for den fyrige titel Pavillon for Revolutionary Speech tror han ikke på kunst som politisk protestform, for hvor kunstnerens intention dominerer, opstår der ikke kunst. Slet og ret.

At Kilpper er kunstner, på trods af de noget forudseelige meninger, og at hans speech er blevet til kunstnerisk matter, er jeg ikke i tvivl om efter at have set værket i disse to forskellige udgaver – og endnu engang må man glæde sig over at kunstnerens intention kan forsvinde i et værk større end ham selv.

Sommerens udstilling på Charlottenborg viste panelerne med træsnittene bredt ud på gulvet, nu med forskellige farver, for Kilpper havde efterfølgende brugt dem til serier af grafik. Disse tryk var ophængt langs væggene og hang ned fra loftet i flagrende bannere, et farvestrålende, men også noget ’creepy’ galleri af (gårsdagens) politikere hvoraf mange vil blive husket for krige i Irak og Afghanistan og en hård udlændingepolitik, pænt sagt.

Ytringsfrihed afhænger af konteksten

Paneldebatten mellem kunstneren og Martin Krasnik var oplysende og nuanceret. Kilpper fik kam til sit hår af Krasnik der understregede, at han anser Jyllands-Postens tegninger for et uhyre vigtigt og nødvendigt slag for ytringsfriheden. Han viste billeder af kunstværker som fx Tate Gallery har valgt at fjerne fra væggene efter muslimsk kritik. Kilpper var selvsagt enig i at kunsten lever af ytringsfrihed, men insisterede på at Jyllands-Postens tegninger, især den med bomben, var udtryk for fremmedhad og at de kun alt for meget ligner nazismens hån mod jøder.

Han anser det for vigtigt at minde om hvor farligt denne ekskluderende politik kan være, og Biennalen med dens 50.000 besøgende var en oplagt platform for ham til at minde os om hvad der nu igen sker i verden hvor der bygges mure i Mexico og Israel, og selv forarmede græske politikere planlægger at opføre en gigantisk mur mod Tyrkiet. At disse politikere nu er kommet ned i gulvet, så at sige, gav ham en magtfølelse, erkendte han, som han også ville lade publikum opleve. Han mindede dog også om at vi ofte går oven på kunst, fx i kirker; i Domkirken i Siena går man oven på mosaikker med utallige figurer og portrætter af bibelske og kendte figurer.

Karikaturkrisen er udtryk for en lang række politiske og etiske dilemmaer som kun synes at blive stadig mere påtrængende i denne masseovervågningens tidsalder. I udstillingskatalogets programmatiske tekst om ytringsfrihed demonstrerer Katarina Gregos en nuanceret refleksivitet som burde have fået genlyd i den danske debat. Hvornår bliver hård kritik til hate speech, spørger Gregos? Hvornår udbytter minoritetsgrupper en multikulturalistisk velvilje til at kræve særbehandling? Har ofre særlige rettigheder? Med henvisning til Judith Butler understreger hun at ytringsfrihed ikke kan defineres i absolut forstand ud fra modsætninger som godt og ondt, os og dem, men altid må forhandles i bestemte kontekster og ud fra en given frihedsopfattelse som fx liberalistisk versus social. Hun insisterer på at der altid må være ret til at forhandle disse værdier og at uddannelse og oplysning er nødvendig for at kunne foretage disse afvejninger. Nok vakte Jyllands-Postens tegninger en nødvendig debat, vil jeg tilføje, men et eksempel på civiliseret dannelse var det ikke just: Det var svært at skelne islamist fra kulturkriger!    R

Læs mere:

Butler, Judith, ”The Sensibility of Critique” i Is Critique Secular? Blasphemy, Injury and Free Speech, The Towsend Papers in the Humanities No. 2, University of California, Berkeley 2009

 

Forfatter
Hanne Roer. Lektor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 85 (2012)
35085

Author profile
hr

ph.d., lektor på Københavns universitet, forsker og underviser i retorisk kritik og receptionen af antik retorik fra Augustin til K. Burke.

Lämna ett svar