Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essäer » Rhetorica Scandinavica Recensioner » Ånden fra Prag

Ånden fra Prag

av Christian Kock

Recension

Tekstens mening – en introduktion til Pragerskolen. Karen Gammelgaard. Samfundslitteratur, København, 2003. 207 s

Bibliografiskt

Författare: Christian Kock.

Rhetorica Scandinavica 28 (2003), s 56-58.

Annonce

Recensionen

 Det er en imponerende udgivelse, denne ret anonymt udseende bog. Der er tale om en introduktion til de tjekkiske sprog- og litteraturforskere der udgør ”Pragerskolen”, og som også kaldes den tjekkiske strukturalisme. Karen Gammelgaard har opsporet og grundigt studeret en enorm mængde af dens kildetekster på originalsproget (meget få af skrifterne findes på vestlige sprog (og endnu færre er skrevet på dem)). Bibliografien alene fylder 18 sider. Og hun har givet en fremstilling af skolen som både biografisk, historisk, systematisk og pædagogisk er ekstremt grundig, omhyggelig, oplysende og – næsten hele tiden – klar.

Prager-strukturalismen har altid ligget lidt i skyggen, dels af den russiske formalisme, hvis største navn – Roman Jakobson – også var med i Prag-kredsen, men tillige lavede så meget andet, dels af de retninger i humaniora fra 60’erne og frem (strukturalisme, semiotik, dekonstruktion etc.) der havde Paris som vigtigste base. Men i Prag fandtes altså fra ca. 1930 en nærmest idealistisk gruppe af originale og begavede forskere som blev ved og ved – under de mest pauvre politiske og materielle forhold – med at analysere sprogets virkemåde(r) på nyskabende måder, specielt i digtning, og ganske særligt i tjekkisk litteratur – et sprog som stort set ikke læses, end ikke af forskere, i andre lande.

Man erkender i Gammelgaards frem­stilling for eksempel i hvor høj grad de grundtanker som man i dag oftest citerer Jakobson for, var fælles tankegods i denne gruppe, og ikke hans alene. Det gælder for eksempel hele tankegangen om de sproglige funktioner, deriblandt den digteriske eller poetiske; det gælder også det særlige forhold mellem tegnets udtryk og indhold i digtningen – et forhold der påkalder sig interesse i sig selv og samtidig dermed fornyer vores interesse for den omverden der benævnes, og for at den kan benævnes på mange alternative og nye måder.

Også de almene tekstlingvistiske fænomener der nu kendes som kohæsion/kohærens, og funktionelt sætningsperspektiv med såkaldte ”tema-rema”-strukturer som den centrale mekanisme – også de er Pragerskolens opfindelse. Begrebet foregrounding (tjekkisk aktualisace) er en anden af de ideer fra Prag som en lang række tænkere inden for lingvistik og litteraturteori har taget til sig. Fortælleteori med fortæller, implicit forfatter, do. modtager med videre er ligeledes udviklet af tjekkerne før de fleste andre. Og såmænd også den teori om litteraturens eksistensmodus der for nogle årtier siden var dominerende i kraft af Wellek & Warrens Theory of Literature – ideen om litteratur som et hierarkisk system af værdier: Wellek var med i Prager-lingvistkredsen i 1930-35, og det man normalt opfatter som hans videreudvikling af Roman Ingardens tænkning, står nærmest ord til andet hos Jan Mukârovský, skolens vigtigste og mest produktive medlem – det kan vi se af Karen Gammelgaards fremstilling.

Men i øvrigt: netop de dele af Prager-­godset som Wellek overtog og opbyggede sin store synoptiske teori af, er, forekommer det mig, noget af det mindst brugbare i ­skolens efterladenskab. Der forekommer ofte i dens tekster, og til dels i Gammelgaards meget solidariske fremstilling, passager hvor man kan synes at begreber kører i tomgang. Ikke mindst Mukârovský, som hun citerer snesevis af gange, skal altid ligesom have det hele med, og alting danner én stor balance, og A og B påvirker gensidigt hinanden, og det samme gælder fortid og fremtid, og litteratur og dagligsprog, og ­tekst og genre, og system og element, og ­synkroni og diakroni, og sprog og samfund – alting virker sammen som i et enormt urværk, og på den måde kan man bare blive ved at snakke om relationer og strukturer og dialektik og altings viselige virkemåde i det uendelige.

Uanset dette: Det er en fremstilling som i sin klare disposition, dybtgående dokumentation og pædagogiske omhu (med blandt andet masser af danske litterære eksempler til illustration af begreberne) må aftvinge den største respekt. Men den formidler altså også, for denne anmelder i hvert fald, indtrykket af Pragerskolen som folk der er ­drevet af deres egne analysers og teori­bygningers skønhed – snarere end af skønheden eller virkekraften i de værker og ­tekster de læser. Man kan godt forestille sig en eller anden psykologisk kontinuitet ­mellem Mukârovskýs strukturalisme fra før 1948 – og så hans velkendte, dybt pinlige hengivelse til den totale vulgærmarxisme og stalinisme efter at kommunisterne kom til i dét år. Denne cerebrale mand elsker sine begreber og ideen om litteraturen som én stor orden. (Sådan er Wellek også.) Og den ‘funktionalisme’ som han og hele skolen bekender sig til? Ja, den består i at man meget skarpsindigt forstår og analyserer alle de sproglige størrelsers funktion og relation til de andre og til alt det ikke-sproglige, og hurra for det – men under det hele, og hele vejen gennem Gammelgaards bog, ligger den uforstyrrede tro på at den store fællesnævner som alle funktionerne bidrager til, det er selvfølgelig at meddele betydning. Og alle betydningerne går sammen til én stor mening (sml. bogens titel, Tekstens mening). Sprogets funktion, også i digtningen, er altid semantisk funktion. Det vi får ud af mødet med digtning, er semantisk – der findes ikke andre slags funktioner.

Denne uproblematiserede antagelse gør at mødet med Prager-strukturalisterne i Gammelgaards kompetente formidling, trods al deres idealisme og engagement, kan være en kuldslået oplevelse. Som retoriker kan man på den ene side se hvor meget der er fælles for deres sprogbetragtning og retorikkens – og på den anden side beklage at de bliver stående ved dette med at sprogs mål og funktion er at betyde, og dermed basta. Som retoriker ville man have ønsket sig teorier om hvordan sprogets mål er at gøre ting – og alle betydningsfænomenerne blot er midler dertil, ikke mål i sig selv.

For eksempel belyser Gammelgaard meget pædagogisk et kendetegn ved sprogets ‘æstetiske funktion’ med Benny Andersens kendte digt “På høje tid”, hvor det jo hedder “da Mozart var fem år (…) da Darwin/ da Dalgas/ da Vinci/ da Gama/ Damokles/ det er på høje tid”. Og hun får det til, i god Prager-strukturalistisk ånd, at effekten af digtets sproglige kunstgreb er semantisk: Den kreative brug af tidskonjunktionen da bevirker at “kategorien af danske tidskonjunktioner bliver aldrig helt den samme igen efter Benny Andersens digt”.
Jeg spørger nu: Er dét den effekt der gør at vi værdsætter digtet og gerne bruger tid på at genlæse det? Er sagen ikke snarere at passagen er morsom, altså at dens brug af sproglige tegn får noget til at ske i vores hoveder sådan at vi ler? Digtet gør noget ved os, det morer os, og en redegørelse for hvordan dét sker, ville for alvor være retorisk interessant. Men at dets funktion skulle være at bearbejde vor etablerede kategori af tidskonjunktioner – helt ærligt!

Jeg har ikke Gammelgaards dybe kend­skab eller overblik til at kunne sige om Pragerskolen faktisk helt igennem er sådan, eller om det mere er hende der får den til at fremtræde på den måde. Men selv om det sidste er tilfældet, er der stadig ikke tvivl om at denne bog er den hidtil mest dybtgående og nyttige indføring i en rig og endnu ikke udnyttet tanketradition der er lavet på nordisk (ja, formentlig på noget sprog). Der er også puslet med detaljerne i den. Den eneste indvending jeg kan komme med i den af­deling, er at hun kun for én af teksterne i sin bibliografi påpeger at den er oversat i min antologi Tjekkisk strukturalisme (1971). Men faktisk er fem af de strukturalistiske tekster som Gammelgaards bibliografi har med, og fire andre som den ikke har med, oversat dér. Her svigter den filologiske omhu. Og faktisk kan man altså læse nogle af skolens centrale skrifter på dansk.

Det ændrer ikke ved at bogen er en imponerende og tiltrængt præstation, uundværlig for ethvert humanistisk bibliotek.

Christian Kock

Christian Kock er professor emeritus i retorik ved Institut for Kommunikation, Københavns Universitet
Christian Kock

Latest posts by Christian Kock (see all)

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere