Flere smartphones i historiske film, tak!

Filmskabere er blevet så dygtige at de kan bilde os rigtig meget ind. Lad dem bare fifle med historien, for filmen er jo netop præget af vores nutidige forståelse.

Flere smartphones i historiske film, tak!

af Per Juul Carlsen

Nogle gange, på stille aftener, når vinden har lagt sig helt, og det virker som om hele byen er enige om at nyde freden, kan man høre lyden af historikere der river sig selv i håret og hulker sagte af frustration. De har brugt årevis på at forske og finde ind til en troværdig kerne af en historisk begivenhed. Politikere og magthavere har punket dem for at formidle deres komplicerede viden i et letforståeligt sprog der kan bredes ud til hele befolkningen. Og oven på mange nætters søvnløse spekulationer mener de selv at have gjort alt hvad der var dem menneskeligt og fagligt muligt.

Og så kommer Ole Bornedal med en tv-serie, for mange millioner kroner og i DR1, landets største udstillingsvindue. Skamløst flytter han rundt på den viden historikerne har brugt årevis på at samle til et rent billede. Helt ublu plukker Bornedal det han kan bruge til at fortælle sin historie om krigen i 1864 så spektakulært som muligt.

Siden har historikere holdt foredragsrækker og skrevet kronikker i protest mod Bornedals 1864. De er tæt på at have en håbløs sag. Foredrag og kronikker er svagt skyts mod tidens kraftigste underholdningsvåben, tv og film. Det har en enorm kraft at se, høre, føle og næsten smage og lugte rigtige mennesker kæmpe og lide og svede og elske og dø midt mellem kanonkuglernes nedslag. Man har næsten en fornemmelse af at være til stede.

”Ville det ikke lige præcis være mest ærligt, måske endda faktuelt rigtigt, hvis elhegnene blev stående, hvis skuespillerne talte moderne vestegnsk, og hvis en bil en gang imellem kunne anes på en landevej i baggrunden? Historien, der fortælles, er jo lige præcis formet af vor tid, af vores nutidige opfattelse af nederlaget i 1864.”

Når en dygtig billed- og lydmager som Steven Spielberg sætter sig for at genoplive historiske begivenheder, er der ingen vej tilbage. Det bliver eftertidens referencepunkt. Alle der har set Spielbergs Saving Private Ryan, har en ultraklar fornemmelse af hvordan landgangen i Normandiet på D-dag i 1944 fandt sted. Og når man har set Schindlers liste, sidder man tilbage med en klar forestilling om at der faktisk var sort-hvidt i tyskernes koncentrationslejre.

Gennem de seneste 30-40 år har billedmedierne gennemgået en markant forandring. Evnen til at skabe en fornemmelse af ’virtuel virkelighed’ er blevet så effektiv at vi næsten er der hvor publikum var da brødrene Lumière præsenterede deres små film i 1895 og tilskuerne flygtede ved synet af toget der kom imod dem i Et tog ankommer til stationen. Vi er måske blevet mere end vant til at se på levende billeder, men takket være kompleks surroundsound, subjektive lyduniverser, point of view-billedvinkler, håndholdt kamera og stadigt mere avancerede fortælleformer bliver oplevelsen i stigende grad mere troværdig. Nu om dage samarbejder filmfolk endda med neurologer for at efterligne hjernens måde at optage informationer på.

Historikere har ikke en chance over for så kraftfuldt et medie der kan manipulere og forføre sit publikum omtrent efter forgodtbefindende. Med en effektivt fortalt fortælling kan man ganske enkelt ændre – endda fordreje – verdenshistorien.

Hvis Henrik Ruben Genz’ Tordenskjold & Kold var blevet et stort hit i biograferne tidligere på året – hvilket den bestemt ikke blev – havde moderne danskere haft et kollektivt billede af krigshelten Tordenskjold som en liderlig, selvoptaget og rastløs sjuft der kun tænkte på slagsmål og sorte kvinder. Netop den karakteristik provokerede enkelte anmeldere der ikke mente at man kunne portrættere landets største krigshelt på den måde. Af samme grund blev historikerne så frustrerede oven på 1864. Problemet er bare at det aldrig kan blive filmmediets opgave at skildre historiske fakta så nøjagtigt som muligt. For hvem afgør hvad der er fakta i vores forvirrende virkelighed? Og er fiktionens væsentligste opgave ikke at åbne verden og stille spørgsmål i stedet for at give svar?

Det ’slagsmål’ mellem historikere og fortællere er mere komplekst end nogensinde hvilket diskussioner om den faktuelle sandhed i 1864 og danske historiske film som Guldkysten, Under sandet og Tordenskjold & Kold har understreget. Og det bliver – ironisk nok – endnu mere kompliceret af både historikeres og publikums krav om så stor historisk præcision som muligt.

Da de første trailere til 1864 dukkede op, blev der grinet højt i kor på de sociale medier over nogle elektriske hegn der ikke var blevet retoucheret digitalt væk fra billederne. Det blev udstillet som pinligt og latterligt. Men hvorfor dog? Vi ved jo godt at 1864 ikke er en dokumentarfilm optaget ved Dybbøl Mølle i 1864. Vi ved godt at der stod elektriske hegn overalt ved de marker filmholdet optog på. Vi ved at instruktøren og skuespillerne tjekkede deres smartphones mellem optagelserne.

Ville det ikke lige præcis være mest ærligt, måske endda faktuelt rigtigt, hvis elhegnene blev stående, hvis skuespillerne talte moderne vestegnsk, hvis nogle af de danske soldater havde rødder i Mellemøsten, og hvis en bil en gang imellem kunne anes på en landevej i baggrunden? Historien, der fortælles, er jo lige præcis formet af vor tid, af vores nutidige opfattelse af nederlaget i 1864. Det lægger Ole Bornedal ikke skjul på – tværtimod. Man kan diskutere hvor vellykket en fortælling Bornedal fik skabt med 1864, men der opstod en energi og en intensitet ved at binde krigen i 1864 sammen med et nutidigt Danmark der ikke holder sig tilbage for at gå i krig i fjerne lande. Den intensitet irriterede både politikere og historikere, men den satte samtidig gang i mange vigtige og spændende diskussioner.

Hvorfor går historikere ikke præcis den modsatte vej og opfordrer fiktionsfortællere til at fifle med historien? Så er vi jo netop klar over hvornår noget er historisk faktuelt eller fiktivt fundet på.

Det er det helt store paradoks ved nutidige historiske film. Vi ved godt, i hvert fald inderst inde, at vi er vidne til forsimplinger og manipulationer, måske endda små løgne. Vi ved godt at filmskabere er blevet så utroligt dygtige at de kan bilde os rigtig meget ind, men vi vil for alt i verden ikke mindes om det. Måske har vi en stor trang til at rejse i vores fælles historie og føle at vi præcis ved hvad der foregik. Tanken om at en begivenhed kan have flere fortolkninger, generer os tilsyneladende. Tonen i tidens mediedebat tyder i hvert fald på at vi hellere vil holde fast i én løsning end at acceptere at den gode, tolerante uenighed rummer en sandhed i sig selv.

Verden er kompleks. Den er fuld af nuancer. Det er smukt og rigt … og skidefrustrerende. Måske er det derfor vi elsker at blive manipuleret. Og derfor vi insisterer på at det edderhyleme skal gøres grundigt når nogen manipulerer med os.

R

Bibliografisk

Af Per Juul Carlsen, filmanmelder og radiovært på P1’s Filmland.

Klassiker i RetorikMagasinet 100 (2016), s 42-43

Author profile

Lämna ett svar